Blodets Konkubine

Palle Schmidt har længe været et kendt navn i det danske rollespilsmiljø, hvor både hans genrebevidste scenarier, hans forrygende illustrationer og rollespillet Fusion (2000) har vist hans store talent. Talentet består ikke i at være nybryder og eksperimenterende, men mere i at han er en dygtig formidler, som formår at lave præcise fortællinger med gode miljøskildringer og troværdige personer. Men med Blodets Konkubine skulle den danske tegneseriescene, og forhåbentligt den udenlandske, også være åben for Schmidt. For han er en dygtig fortæller, og det mærkes selvom Blodets Konkubine er en stor kliché, hvilket Schmidt på ingen måde prøver at skjule.

En flod af inspiration

Et veludført hit, hvor vores hovedperson er klædt ud som en klovn.

Vi har tidligere på Planet Pulp anmeldt Schmidts ganske solide Skyggen af bevis (2005), som var en lille noirfortælling. Godt nok kan man fint se sammenhæng mellem Skyggen af bevis og Blodets Konkubine, men sidstnævnte kører i et helt andet omdrejningstal end den førstnævnte. Alle virkemidler har fået et nøk op, og det er lækkert at se Schmidt for fulde omdrejninger.

Schmidt er tydeligvis et stort legebarn, som er vokset op med 90’ernes postmoderne og intertekstuelle gangsterfortællinger, Luc Bessons ekstremt stilbevidste actionfilm, John Woos voldsballetter og Frank Millers originale Sin City (1991-1992). Dertil kan man tilsætte gamle noirfortællinger og andet godt. Alle disse referencer skaber tilsammen en hel flod af inspiration og klichéer, som stikker i mange forskellige retninger. Det kunne skabe noget grusomt rod, men det virker som om Schmidt har kastet sig ned i floden, hvor han har fundet et solidt fodfæste. For i Blodets Konkubine fungerer det hele upåklageligt.

Postmoderne voldseskapade

Stemningsfuldt billede, hvor køletasken spiller en afgørende rolle.

Handlingen i Blodets Konkubine er meget simpel, men åbner samtidig op for flere små finurlige lag. Efter en kort prolog, hvor vi ser den lurvede gangster Ringo blive sendt af sted af sin chef – læg også her mærke til den Tarantino-agtige dialog, som nærmest er blevet en fast bestanddel af alle moderne gangsterfortællinger – møder vi historiens to hovedpersoner, Jean Luc og Linda. De er begge lejemordere, og efter et meget brutalt hit, hvor de faktisk myrder tre personer, står de med en køletaske i hænderne. Det er en køletaske, som mange gerne vil have fat, og som Jean Luc og Linda faktisk bare gerne vil af med. Og i bedste postmoderne gangsterstil udvikler historien sig til en sand voldseskapade, hvor fede bipersoner, skarp dialog og et spidsfindigt plot konstant vender op og ned på det hele.

Når man har læst albummet til ende føler man sig godt underholdt, men samtidig får man lyst til at læse det igen lige med det samme. Det skyldes, at det er lykkedes for Schmidt at opnå samme effekt som forbilleder som Pulp Fiction (1994), The Usual Suspects (1995) og Things to Do in Denver When You’re Dead (1995): fortællingen er fyldt med små finurligheder og elementer, der peger frem og tilbage i handlingen, og det gør, at man konstant bliver nødt til at revurdere plottet – og hvis jeg siger køletasken med samme funktion som kufferten i Pulp Fiction, og Haitianeren som en blanding mellem Keyser Soze og Mister Shhh fra henholdsvis The Usual Suspects og Things to Do in Denver When You’re Dead , så ved man vidst godt hvad jeg mener når man har læst Blodets Konkubine.

Læg mærke til små detaljer i illustrationerne, dialogstumper og scener, hvor der kører tale henover, som man umiddelbart ikke tror har nogen funktion. Men når man læser albummet igennem en ekstra gang, vil der åbne sig nye sider op af historien. Det lyder måske kompliceret, men det er det ikke, når man er vant til at afkode denne type fortælling, hvilket de fleste er, som bare har set lidt film fra 90’erne.

Nørd med hjertet på rette sted

Haitianeren er kun fremstillet i sort/hvid.

Bagerst i albummet finder man en sketchbog med tilhørende kommentarer fra Schmidt. Her bliver det endnu mere tydeligt, at han har hugget med arme og ben, og at han ikke lægger det mindste skjul på det. Hør blot her, hvad han skriver om sine to hovedpersoner:

“Jean Luc og Linda fandt hurtigt deres udtryk. Lige siden jeg så Luc Bessons Nikita, har jeg haft en svaghed for små piger med store pistoler og store, tavse mænd. Siden gik jeg direkte til kilden og dyrkede 60’ernes kriminalfilm, såvel franske som amerikanske, både Melville og Lee Marvin”.

Citatet viser også, at Schmidt er en kæmpenørd med hjertet på rette sted, altså at han kan lide små piger med store pistoler siger da det hele. Godt nok nævner han Melville og Lee Marvin, men i mine øjne er Jean Luc rent grafisk en modellering over karakteren Marv fra Sin City med den overdrevne muskulatur og det firskårne ansigt.

Schmidt har arbejdet på Blodets Konkubine igennem de sidste 10 år, og det mærker man tydeligt. Der er kræset for de visuelle detaljer og finurlighederne i den klicéeprægede fortælling. Schmidts streg er meget tegneserieagtig, og vi er specielt i personernes udformning meget langt væk fra realisme, og tæt på karikaturen, hvilket passer helt forrygende i dette album. Der hvor albummet så er lidt specielt at se på, er i farvelægningen. Her leger Schmidt med, at de forskellige personer og tableauer har deres særegne farver, hvilket fungerer ganske fortrinligt – og læg også mærke til, at selvom man er skildret i sort/hvid, kan man stadig bløde rødt blod. Vigtigst af alt, så støtter den grafiske side op om den meget håndgribelige fortælling, og de mange detaljer i farvebrug og tegningerne tager ikke fokus væk, men gør blot at man får lyst til at læse albummet mere end én gang. Der er så at sige gemt en masse lækkerier bag den umiddelbare spændingshistorie i både handling og stil.

Imponerende håndværk

Blodets Konkubine er en meget professionel sag, som forhåbentligt vil åbne døre op for den gode Schmidt, hvilket kan helt sikkert også har fortjent – og det er ikke kun fordi, jeg er dansker, at roserne skal lyde, da jeg bestemt mener, at Schmidt er på højde med og bedre end meget af det, man ser fra udlandet. Blodets Konkubine er brutal og sjov på samme tid, hvilket bestemt ikke er nogen nem stemning at videregive, hvis det skal fremstå troværdigt som her. Man skal da også have en svaghed for drengerøvsunderholdning for at nyde Blodets Konkubine, og tegneserielæsere, der foretrækker den dybsindige underholdning bør holde sig langt væk.

Meget profetisk indledes albummet af et forord af Peter Snejbjerg, som netop er en dansk tegner, der har fået stor succes i udlandet, og som vi flere gange har berørt her på Planet Pulp. Nogen vil finde Blodets Konkubine hamrende uoriginal, men når håndværket er så imponerende, som det er her, gør det ikke spor. Så det bliver meget spændende at følge Schmidt i fremtiden.

Blodets Konkubine er venligst stillet til rådighed af Forlaget Fahrenheit.