En verdensomspændende atomkrig har fundet sted. Verden som vi kender den, eksisterer ikke længere og består nu kun af øde radioaktive landskaber. Fallout starter omkring 80 år efter krigen, i året 2161. Som vault-dweller er man vokset op under jorden i Vault 13 og kender derfor kun ganske lidt til verdenen oven over. Kendt er det dog, at der findes andre lignende bunkere rundt omkring i verden.
Men freden varer som bekendt ikke evigt, og en dag sker uheldet. Controller-chippen der sørger for at rense alt vand, så det kan drikkes, er gået i stykker. Uden en ny ser det ikke godt ud for det lille samfund i Vault 13. Som udvalgt skal man derfor rejse op til overfladen for at finde en ny controller-chip, inden det er for sent.
Karakterbygning
I Fallout kan man vælge mellem tre prægenerede karakterer, men som altid er det sjovere at lave sin helt egen karakter. Selve karaktersystemet kaldes SPECIAL, og er sammensat af forbogstaverne i Strength, Perception, Endurance, Charisma, Intelligence, Agility samt Luck.
Oprindeligt var det aftalt, at man skulle bruge Steve Jacksons GURPS (Generic Universal Roleplaying System), men ifølge rygtet fandt man i Steve Jackson Games, at spillet var for voldeligt, og da man ikke ville gå på kompromis med dette, valgte man i stedet at lave SPECIAL systemet.
Når man sammensætter sin karakter, har man 5 point som grundpoint i alle ovennævnte attributter. Derudover får man yderligere 5 point, som man kan distribuere efter behag. Det er desuden også muligt at fratrække point fra attributterne og fordele disse på andre.
Det frarådes dog at sænke sin intelligens til under 4, da man som følge af dette vil have meget svært ved at kommunikere med NPC’ere i spillet, fordi ens spilperson kun kan udstøde grynt og andre gutturale lyde.
Ud over at kunne modificere sine attributter, skal der også vælges 3 skills, som man er særlig god til. Man kan også, for at krydre sin karakter en smule, vælge fra en liste af traits. Traits indeholder fordele, men samtidig også ulemper, så vælg disse med omhu.
Ens karakter optjener gennem spillet experience points (XP), og som man stiger i levels kan man fordele flere point på sine skills. Undervejs bliver det også muligt at vælge sig nogle perks, hvilke giver karakteren specielle fordele. Det kan f.eks. være godt nattesyn, der gradvist, som man stiger i levels, bliver bedre og bedre.
En farlig verden
Verden i Fallout er et meget farligt sted. De overlevende på overfladen har organiseret sig i byer. Der findes de små samfund, som Shady Sands, som prøver at overleve ved hjælp af landbrug, og som hele tiden lever med frygten for at blive overfaldet af røverbander, mens der også findes større byer som f.eks. The Hub.
Pga. af karakterens sparsomme viden om verden er det afgørende at man taler med personer for at få kendskab til nye byer samt interessante rygter. Undervejs vil der opstå mulighed for at NPC’ere slutter sig til spilleren. NPC’ere kan ikke kontrolleres af spilleren, og passer sådan set sig selv. Kommer det til kamp, hjælper NPC’en, hvilket er ganske fordelagtigt.
Rejser rundt i det øde landskab foregår på et stort oversigtskort, som er delt op i kvadranter. I takt med at man udforsker eller får kendskab til andre samfund, bliver disse markeret på kortet. Besøger man en by skiftes til isometrisk perspektiv, hvor man bevæger karakteren rundt og interagerer med NPC’ere osv. Mens man bevæger sig rundt på oversigtskortet, opstår der af og til tilfældige begivenheder. Man kan f.eks. møde en købmand og hans karavane, der er på vej til en af byerne eller blive overfaldet af røverbander.
Høj underholdningsværdi
Kampe foregår turn-based, hvor man har et vist antal action points til rådighed. Det koster således action points at bevæge sin karakter, skyde, lade sit våben eller tage noget fra sit inventory. Har man brugt alle action points afsluttes turen.
Når man skyder på en modstander, er der en vis procentchance for at ramme. Denne chance afhænger af afstanden til modstanderen og hvor erfaren man er med våbnet. Derudover er der altid en chance for at lave et critical hit, hvilket til tider medfører at modstanderens krop bliver flået fra hinanden i vældige blodsprøjt.
Historien i Fallout er rigtigt godt skruet sammen, og der er rigeligt at se til. Historien omkring controller-chippen er selvfølgelig kun en del af det store plot, og der findes derudover masser af mini-quests, hvor man kan høste XP. Underholdningsværdien er høj, og man kan sagtens gennemspille Fallout flere gange, da man uden tvivl har overset noget i første gennemspilning.
God stemning
Stemningen er en meget vigtig del af Fallout, og man opsluges ganske hurtigt af spillet. Verden er grå og trist; menneskene går i klude og hver dag er en kamp for at overleve; landskabet er gråt og trist. Der drives landbrug med simple vandingssystemer, og der findes ingen transportmidler.
Købmænd rejser rundt med karavaner, stærkt bevogtet af lejesoldater. Mutationer er ikke unormale. Køer har to hoveder og kaldes Brahmi, og menneskelige mutanter samles i egne samfund fordi de er udstødt af almindelige mennesker – og der findes underlige væsener skabt af den radioaktive stråling.
Mere skal ikke afsløres her. Verdensøkonomien er efter krigen brudt sammen, og den nye møntfod består af gamle flaskekapsler. Alle genstande i spillet har således en værdi svarende til et vist antal flaskekapsler. Det er derfor en god ide at rage så mange ting til sig som muligt, da alt kan sælges eller byttes.
Grafikken i spillet er ganske god, selv om den godt kan blive lidt ensformig, pga. af de triste landskaber og huse, der alle minder om hinanden. Enkelte af NPC’ernes ansigter er animerede når man taler med dem, og dette er faktisk ganske flot, taget i betragtning af at spillet er fra 1997.
Fallout udmærker sig ved den gode stemning, det gode karaktersystem og ikke mindst hele historien. Er man til adventure og rollespil, og har man endnu ikke prøvet Fallout kan det stærkt anbefales. Spillet fik i april 2005 en 10. plads i PC Gamer Magazines opgørelse over de 50 mest populære spil nogensinde.
Udvikler: Interplay Entertainment Corp.
Udgiver, år: Interplay Entertainment Corp., 1997
Platform: PC
Genre: Adventure, RPG
Hvor får jeg fat i spillet?
Fallout kan købes flere steder brugt på nettet. Prøv eBay.
Fallout findes også i Fallout Gold Pack, der udover Fallout indeholder Fallout 2 og Fallout Tactics.
Hvordan får jeg spillet til at virke?
Fallout virker uden problemer under Windows XP.
Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006
Stikord: Atomkrig, Fremtiden, Mutanter, Postapokalyptika, Radioaktivitet