Twilight

7 minutters læsetid
Twilight

Siden den første filmatisering af Bram Stokers Dracula, har vampyren været så uendeligt meget igennem. Det er blevet til en masse gode filmoplevelser, vi ikke vil være foruden, så som Nosferatu (1922), Dracula (1931), Horror of Dracula (1958) (og en masse andre Hammer-vampyrfilm), Fright Night (1985) og en masse andre. Men der er selvfølgelig også de film, vi alle helst vil glemme igen.

Teenvampyrer

Med Twilight har vampyrgenren udsøgt sig et ungt og (hovedsageligt) kvindeligt publikum. Genren har med tiden, særligt siden Anne Rice i 1976 udgav Interview With the Vampire, bevæget sig længere og længere væk fra den traditionelle vampyrskikkelse, og blodsugerne er langsomt blevet mere romantiske og sensuelle.

Selvom karaktererne stadig har de seksuelle undertoner (særligt i Rices univers), har nogle film gjort vampyren til en decideret romantisk figur. Ikke at dette nødvendigvis skal opfattes på en dårlig måde – man kan kaste et enkelt blik på Francis Ford Coppolas Bram Stoker’s Dracula (1992) og se, hvordan det kan gøres vellykket.

Teenvampyrer er heller ikke ukendt fænomen – de dukkede op i 80’erne i film som The Lost Boys, og blandingen af vampyrer og teenagere blev for alvor et fænomen med Joss Whedons TV-serie Buffy the Vampire Slayer (1997-2003).

Med filmatiseringen af Stephanie Meyers ungdomsroman Twilight fra 2005, har vi fået den ultimative teenagevampyrromance, der nok vil falde i god jord hos sin målgruppe (unge kvinder), men vil skuffe enhver, der forventer en bare nogenlunde god vampyrfilm. Twilight er i den grad en film for teenagepiger, der vægter romantik højere end plot. Så lad dette være en advarsel for drenge i alle aldre: hvis der skal ses vampyrfilm, så smæk hellere en Hammerfilm på eller sågar én af de tåbelige Underworld-film (2003, 2006, 2009) med den smækre Kate Beckinsale.

Romeo og Julie

Kristen Stewart som Bella Swan.
Kristen Stewart som Bella Swan.

Twilight begynder, da Bella Swan (Kristen Stewart) flytter hjem til sin far i en lille søvnig landsby, der er som taget ud af Twin Peaks (1990-91). Bella er meget indelukket, og vil gerne være for sig selv, men alligevel føler hun sig draget mod den underlige (men selvfølgelig flotte) Edward Cullen (Robert Pattinson).

Den første dag på sin nye high school, opfører Edward sig dog underligt over for hende, da han næsten er ved at brække sig over hendes lugt, og stikker af. Alligevel opsøger Bella ham for at få en forklaring og en undskyldning. Men Edward er enormt hemmelighedsfuld, hvilket kun gør Bella mere interesseret (og tilskuerne mere irriteret). Det går selvfølgelig alt for hurtigt op for os, at Edward er en vampyr, men alligevel bruger Bella en rum tid på at finde ud af, hvad Edward er for en type. Han skal blandt andet redde hende fra en bilulykke, voldtægtsforsøg og jeg ved ikke hvad, før det går op for hende, hvad han i virkeligheden er.

Den charmerende steg Edward Cullen (spillet af Igor-klonen Robert Pattinson).
Den charmerende steg Edward Cullen (spillet af Igor-klonen Robert Pattinson).

Da det så endelig er gået op for tøsen, at han er en udødelig vampyr, indleder de to et hektisk forhold, der ikke minder så lidt om Romeo og Julie. To personer fra hver deres verden forelskes, og det medfører en masse komplikationer. I dette tilfælde nogle ikke helt almindelige komplikationer. For hvad serverer en vampyrfamilie til aftensmad, når et menneske kommer på besøg? Og kan et menneske leve i et forhold, hvor ens omgangskreds er blodsugende vampyrer?

Det lykkelige par får heller ikke lov til at være i fred længe, da en lille gruppe af vampyrer kommer til området for at jage og begynder at jage Bella, fordi Edward er glad for hende.

Hud som diamanter

Bella falder i snak med nogle nye teens, men holder sig gerne for sig selv.
Bella falder i snak med nogle nye teens, men holder sig gerne for sig selv.

Vampyrens historie og dens kendetegn kender de fleste. De helt grundlæggende ting som f.eks. at en vampyr ikke kan tåle sollys, burde være det mindste, man kunne forlange af en vampyr. Men her er der igen tænkt på de unge piger, der skal se filmen, så derfor holder Edward sig ikke ude af solskinnet, fordi hans krop så vil brænde op, men fordi at hans hud glimter som diamanter i sollyset. Vampyrmyten og karakteren bliver smurt ind i et sukkersødt lag, så selv den mest hærdede vampyrfan knap nok kan trække vejret for pladerromantik.

Men vil filmen så fortælle noget? Det virker ikke sådan. Flere steder begynder der ellers at komme lidt dybde i historien, men instruktøren Catherine Hardwicke formår ikke at bruge det til noget som helst – ud over at trække spilletiden ud til forpinte 117 minutter.

Edward udtrykker næsten ligeså meget afsky for Bella som seerne gør for filmens romantik.
Edward udtrykker næsten ligeså meget afsky for Bella som seerne gør for filmens romantik.

Flere scener indbyder til en masse konflikter og uddybende spørgsmål, som f.eks. kampen mellem varulve og vampyrer, der åbenbart også har stået på i dette univers eller forholdet imellem Bella og hendes far. I stedet for at blive ved tingene og få dem forklaret, spurter Hardwicke videre for at få mere teenageromantik ind i billedet, til vi er lige ved at brække os.

Hardwicke bruger meget lang tid på de to hovedkarakterer, så vi virkelig kan lære dem at kende og komme til at holde med dem (eller så teenagerne kan savle over de to skuespillere?). Det virker skam også fint nok, men ønsket om karakterdybde ville virke bedre i en TV-serie, hvor vi kan fordybe os i de enkelte personer samtidig med at det overordnede tema udspiller sig, end i en spillefilm, hvor der er begrænset spilletid til at fortælle det hele.

Ubesvarede spørgsmål og dårlige effekter

Edward redder (på romantisk vis) Bella fra en bilulykke.
Edward redder (på romantisk vis) Bella fra en bilulykke.

Som det ser ud nu, bliver de næste bøger i serien også filmatiseret, så om de mangelfulde emner, vi er blevet præsenteret for, bliver forklaret, vil tiden vise. Men hvis de næste mange film følger den førstes tema om kærlighedsdrama i samme stil, er jeg ikke sikker på at mit helbred har godt af det.

Ikke nok med at skuespillet ligger på middel eller derunder og kvalmetærsklen for sukkerromantik når nye højdepunkter. Effekterne er også amatøragtige. Selvom filmen har et relativt stort Hollywoodbudget, lader det til, at folkene bag filmen har tænkt ”skide være med effekterne, det lægger publikum ikke mærke til”, for filmen er fyldt med så dårlige computerskabte landskaber at kun en mand som George Lucas vil kunne holde af dem.

Vampyrernes evne til at løbe hurtigt kommer til at virke mere latterlig end noget andet. Det ligner grangiveligt, at der er fast-forwardet, når vampyrerne spiller baseball i tordenvejr. Det hele ser enormt kikset ud, og at der ikke er gjort mere ud af det, end der er, fortæller lidt om, hvad instruktøren har prioriteret højest.

Harry Potter møder Vampire

Oh shit – Edward lyser som diamanter når han er i sollyset. Suk.
Oh shit – Edward lyser som diamanter når han er i sollyset. Suk.

Allerede før jeg så den, var jeg klar over at Twilight nok ikke helt var en film for mig, men trods mine lave forventninger, var den endnu dårligere, end jeg havde regnet med. Filmens univers minder utrolig meget om det univers, vi kender fra Harry Potter tilsat en lille smule Vampire the Masquerade (kendt vampyrrollespil, – red.), dog uden at nå de to forbilleder til sokkeholderne. Jeg har som sagt ikke læst bøgerne, så jeg skal ikke udtale mig om, hvordan bøgerne er eller om filmen holder sig til bogen.

Men hvor Harry Potter har nogle spændende karakterer og et fedt (og anderledes) univers, har Twilight et ualmindeligt kedeligt persongalleri og et univers, som man ikke rigtig gider udforske nærmere, da vi ikke får mere end et sukret kærlighedsdrama.

Ekstramateriale for teens

Fra filmens meget flade slutkamp – og ja, det er vampyrernes spejlbilleder du kan se!
Fra filmens meget flade slutkamp – og ja, det er vampyrernes spejlbilleder du kan se!

Udover filmen indeholder udgivelsen fra Nordisk Film en del ekstramateriale (som vi ellers ikke er så vant til i selskabets gyserudgivelser), der nok skal holde fans underholdt. Vi får nogle længere scener, slettede scener, to sekvenser med de to hovedrolleindehavere, der fortæller om deres roller, et interview med forfatteren Stephenie Meyer, optagelser fra Comic Con med alle skuespilleree, forfatteren og instruktøren samt en musikvideo af Paramore.

Jeg ville have givet filmen bundkarakter, men det er kun de allerværste film, der fortjener så lav en vurdering. Twilight kan sikkert underholde, hvis man hører til målgruppen, og den har skam også et par flotte scener. Filmens colorgrading er også holdt i meget kolde farver, der i og for sig passer meget godt til resten af filmen. Derfor får Twilight smidt en ekstra stjerne i nakken, da den ikke er helt nede i støvet sammen med de andre no-budget nonsensfilm.

Hvis man ikke er en teenagepige, bør man for alt i verden undgå Twilight. Tilhører man målgruppen vil man sikkert være glad for filmen.

Twilight er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

2 stjerner
Titel: Twilight
Instruktør: Catherine Hardwicke
Manuskript: Melissa Rosenberg & Stephenie Meyer
Cast: Kristen Stewart (Bella Swan), Robert Pattinson (Edward Cullen), Billy Burke (Charlie Swan), Ashley Greene (Alice Cullen), Nikki Reed (Rosalie Hale), Jackson Rathbone (Jasper Hale), Kellan Lutz (Emmett Cullen), Peter Facinelli (Dr. Carlisle Cullen), Cam Gigandet (James), Taylor Lautner (Jacob Black), Anna Kendrick (Jessica Stanley), Michael Welch (Mike Newton), Christian Serratos (Angela Weber), Gil Birmingham (Billy Black), Elizabeth Reaser (Esme Cullen)
Producere: Wyck Godfrey (producer), Greg Mooradian (producer), Mark Morgan (producer), Karen Rosenfelt (producer), Jamie Marshall (co-producer), Patrick Thomas Smith (associate producer), Marty Bowen (executive producer), Michele Imperato (executive producer), Guy Oseary (executive producer),
Foto: Elliot Davis
Klip: Nancy Richardson
Musik: Carter Burwell
Spilletid: 117 minutter
Aspect ratio: 2:35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 2008
Produktionsselskaber: Summit Entertainment, Temple Hill Entertainment, Maverick Films, Imprint Entertainment, Goldcrest Pictures, Twilight Productions
Distributør (DVD): Nordisk Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 45 | 13/07/2009

Stikord: Filmatisering, Vampyrer, Varulve

1 Comment

  1. Du har glemt om deres kendetegn. Hvilket er en ret vigtig del af Cullen-klanen og twilight. Alice har et lille bånd om halsen, Rosalie har en stor halskæde og drengene har et armbånd. Jeg har stadig ikke set Esmes kendetegn. KH teenagepige.

Skriv et svar

Your email address will not be published.