Tokyo X Erotica

Tokyo X Erotica er den første udgivelse i Another World Entertainments serie af japanske Pink-film. Desværre er Tokyo X Erotica ingen særlig god film, og en lidt ærgerlig start på det ellers spændende initiativ fra AWE.

De japanske Pink-film (forskellige typer film med indslag af softporn) er et stort set ukendt fænomen i Danmark. Another World Entertainment har tidligere givet os et eksempel på Pinky violence-undergenren med Furyô anego den: Inoshika Ochô (Sex and Fury, 1973), som vi tidligere har anmeldt her på Planet Pulp, men de første fire film i AWE’s nye serie tilhører alle Pink-genrens nyere indlæg. Samtidig hører de til i den mere seriøse del af genren.

Erotisk arthouse

Tokyo X Erotica må således nærmest betegnes som et erotisk arthousedrama; en betegnelse der i sig selv sikkert vil kunne afskrække nogen. Det er der som sådan ingen grund til, men i lige præcis dette tilfælde er reaktionen korrekt, for desværre hænger Tokyo X Erotica så dårligt sammen, at slutresultatet ikke er interessant eller fascinerende, men nærmere irriterende og frustrerende.

Når man bevæger sig i den mere eksperimenterende del af genrespektret er det intet krav, at en film skal have en historie, man skal kunne følge, men idéen og budskabet skal træde frem. Det gør de ikke her. Plot er der intet af i traditionel forstand, og havde det ikke været for “handlingsbeskrivelsen” bag på DVD-coveret, havde jeg været helt på herrens mark. Angiveligt handler Tokyo X Erotica om et ungt par: fyren bliver slået ihjel i et terrorangreb, mens kvinden bliver myrdet af en kunde, mens hun arbejder som prostitueret. Ifølge teksten på DVD-coveret mødes de igen i 2002, og teksten stiller videre spørgsmålet “hvordan kan dette lade sig gøre, når de begge er døde?”

Det får vi ikke noget svar på, men at de mødes igen i 2002 er også en for stringent måde at beskrive forløbet på. Tokyo X Erotica er nærmere en samling tableauer fra de to hovedpersoners liv, især af erotisk karakter, men det nærmere formål og budskab træder på ingen måde klart igennem. Af samme grund er der ingen årsag til at gå nærmere ind i de forskellige tableauer, der involverer forskellige venner og bekendte – og til sidst endda Døden himself i lyserødt bunny-kostume.

Påtaget sort

Det lyder sort, og det er det bestemt også, men på en påtaget sær facon, der i sin tilstræbte stemning antyder, at instruktør Takahisa Zeze har skelet til en instruktør som David Lynch – uden at filmen i øvrigt på nogen måde tåler sammenligning med nogle af Lynchs film.

Det er muligt at der er en kulturel barriere i spil, der gør det svært at afkode filmens budskab, men jeg tror egentlig ikke, det er tilfældet. Jeg hælder mere til at tro, at budskabet i Tokyo X Erotica bare er gemt væk bag filmens påtaget sære facade, som i øvrigt forstærkes betydelig ved, at filmen er optaget udelukkende med håndholdte DV-kameraer.

Det er et formsprog, filmfolk skal være særdeles forsigtige med at anvende – det kan være ekstremt effektivt hvis det gøres ordentligt, men i mange tilfælde kommer det til at virke primitivt, påtaget og udpræget studentikost. Det gør det i Tokyo X Erotica, der med sin sejlende kameragang, grynede billedkvalitet og dårlige belysning virker som et eksperiment. Instruktørens fire år ældre Raigyo (fra 1997) er betydeligt mere traditionel, men også langt mere vellykket, så der er ikke tale om, at Zeze Takahisa er en stilmæssigt usikker instruktør. Her har eksperimentet bare slået fejl.

Vellykkede erotiske scener

Egentlig har jeg meget lidt positivt at sige om Tokyo X Erotica – med undtagelse af den måde, de erotiske scener fremstilles på. Faktisk er de ofte reelt erotiske, fordi der kun sjældent er tale om en pornoficeret fremstilling af sexakten. Flere af scenerne forekommer realistiske, hvilket gør dem generelt vellykkede og stedvist pirrende. Det er ret fint, men desværre bare ikke nok til på nogen måde at gøre Tokyo X Erotica til en god film.

Tværtimod er Tokyo X Erotica en omgang rod, der ikke kan reddes af sine ambitioner om at være en artfilm, og som bestemt ikke bliver bedre af den utiltalende tekniske side. Som sagt er det ærgerligt, at Another World Entertainments første udgivelse i Pink Cinema-serien ikke er en bedre film, men det skal med det samme siges, at seriens nr. 2 – Raigyo – er en betydeligt bedre film. Derudover må AWE, uanset hvad, have respekt for at introducere en stort set ukendt genre på det danske marked og dermed give danske filmfans mulighed for at stifte bekendtskab med et andet aspekt af japansk filmkunst end kvindegespenster med langt sort hår.

Tokyo X Erotica er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 44 | 13/06/2009

Stikord: Artfilm, Erotik, Japan