Gli occhi freddi della paura

Enzo Castellaris Gli occhi freddi della paura (med den “danske” titel Cold Eyes of Fear) markedsføres af Another World Entertainment som en giallo. Det er da også korrekt nok, hvis man med giallo alene forstår ”kriminalfilm”, for det er netop hvad der er tale om. Hvis man med giallo imidlertid mener film som f.eks. Profondo Rosso (Mordets Melodi, 1975) med en stribe grafiske mord begået af en uset morder, skal man vide, at det er Gli occhi freddi della paura ikke.

Sleazy advokat

Filmen starter da den unge, smarte London-advokat Peter (Gianni Garko) samler en prostitueret op. Han tager hende med til sin onkels hus, som han – af én eller anden grund – har nøgler til, og åbenbart bruger når han samler damer op. Peter og damen, der hedder Anna (Giovanna Ralli), når imidlertid ikke at komme i gang med løjerne, før butleren vælter stendød ud af et skab og skræmmer livet halvt af dem. Han er nu ikke blevet myrdet, men fik tilsyneladende et hjerteanfald da forbryderen Quill (Julián Mateos eftersynkroniseret med syngende Cockney-dialekt) brød ind i huset. Quill er der stadig, og nu holder han Patrick og Anna som gidsler, mens han venter på nogen.

Den ”nogen” viser sig at være en vis Arthur Welt (Frank Wolff), der dukker op forklædt som politibetjent. Welt går straks i gang med at rode huset igennem. Vi har fået at vide at onklen er en højtrangerende dommer, og det står ret hurtigt klart, at Peter og Anna er endt i suppedasen ved et rent tilfælde. Welt er ude efter et eller andet, og det går resten af filmen så med at finde ud af. Der indsættes noget ekstra suspense, da Welt afslører at han har placeret en bombe ved dommerens kontor, der bliver udløst hvis onklen åbner døren. Spørgsmålet er om Peter formår at redde sig selv og Anna samtidig med at han kan få advaret onklen om, at han er i livsfare.

Om den varme grød

Idéen i Gli occhi freddi della paura er sådan set fin. Castellari og hans medforfattere Leo Anchóriz og Tito Carpi tager røven godt og grundigt på publikum i filmens indledning der skriger klassisk giallo, men viser sig at være en varietéforestilling, og så kører filmens hovedhandling ellers slag i slag. Den måde filmen er opbygget på, og stort set kun foregår i et rum – på nær scenerne i onklens kontor – minder meget om opbygningen i Ruggero Deodatos noget yngre La casa sperduta nel parco (1980), men er naturligvis langt fra lige så sadistisk – bl.a. fordi gidseltagerne i Gli occhi freddi della paura ikke er lystmorderiske psykopater, men har helt andre motiver for deres forbrydelse.

Det er netop sidstnævnte der er filmens primære svaghed, for der går simpelthen lidt for lang tid med at danse om den varme grød, indtil sagens rette sammenhæng endelig går op for seeren (og Peter). Der er naturligvis nogle spændingssekvenser indsat – som da Anna forsøger at flygte og da hun forsøger at spille de to forbrydere ud mod hinanden – men rigtig meget af filmens midterparti går med snak, som ikke helt formår at holde seerens interesse fanget.

De to forbrydere virker simpelthen ikke helt farlige nok – i modsætning til psykopaterne i f.eks. La casa sperduta nel parco (som naturligvis i sig selv var inspireret af Cravens The Last House on the Left fra 1972) eller senere psykopater i film som Funny Games (1997). Det hele bliver en smule tamt, og det er ærgerligt, for der er mange elementer der fungerer godt – bl.a. bombetruslen mod onklen, Annas forsøg på flugt og politifolkene der dukker op, og næsten opdager hvad der foregår.

Kan ikke holde dampen oppe

På grund af opbygningen bliver det skuespillet, der skal bære filmen, og det lykkes ikke helt. Skuespillet er langt fra rædsomt, men det kunne også være bedre, og især kunne det psykologiske spil mellem de fire hovedpersoner være gjort langt bedre. Det er rigtig godt, at den prostituerede Anna så direkte forsøger at sælge Peter for selv at slippe fri, men hendes egoisme giver aldrig rigtig anledning til spændinger i den lille gruppe – bl.a. fordi den smarte protoyuppie Peter virkelig er en lapset slapsvans, når det kommer til stykket. Det betyder også, at han er ret svær at fatte sympati for, selv om han er filmens egentlige hovedperson, og det vinder filmen selvfølgelig heller ikke ved. Desværre er Fernando Rey (bedst kendt som overskurken Charnier i de to French Connection-film fra 1971 og 1975) hensat til rollen som Peters onkel, for Rey havde virkelig karisma.

Til syvende og sidst sker der bare lidt for lidt i Gli occhi freddi della paura til, at filmen kan holde dampen oppe i de knap 90 minutter filmen varer, og hvor især den midterste del snegler sig afsted. Det er ærgerligt, for den grundlæggende idé er som sagt fin nok og twistet i begyndelsen, hvor man tror man er på vej til at se en straight giallo og så bliver overrasket, er rigtig god. Havde der været lidt flere overraskelser af samme slags lagt ind i løbet af handlingen kunne Gli occhi freddi della paura have været en virkeligt fin lille krimi. Den er ikke decideret dårlig, men den er også langt fra at være rigtigt engagerende.

Gli occhi freddi della paura er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 44 | 13/06/2009

Stikord: Italian Cinema, London