Et af de største bands som den musikalske undergrund i Hamburg producerede i halvfemserne, var Buckethead – en gruppe der eksisterede mellem 1992 og 1999. Det betyder dermed også at bandet i dag, af uvisse årsager, er gået i opløsning.
Nu sidder vi tilbage med en forholdsvis begrænset produktion, hvor Rolls into Fist-Size Ball var bandets første egentlige album, der udkom i 1995. Før det havde gruppen indspillet en EP i 1993 med titlen Danuscha, der dog kvalitativt ligger væsentligt under Rolls into Fist-Size Ball.
Som band vil gruppen velsagtens i dag nok bedst blive husket som et af Hamburgs mest energiske livebands, men da gruppen ikke optræder længere, er det nu kun på deres indspilninger, at de kan bedømmes.
Ufokuseret
Rolls into Fist-Size Ball er en spøjs oplevelse at lytte til, for ikke alene er den helt og aldeles uoriginal, pladen er også noget af det mest ufokuserede man kan forestille sig. Der kan ikke være nogen tvivl om, at gruppen sprudler af energi og glæde ved musikken, men mere end ti år efter står det kun alt for tydeligt frem, hvor bredt de fire bandmedlemmer forsøger at favne.
Buckethead nøjes ikke med bare at lægge sig op ad den stagnerende grungebølge, de beslutter sig mere eller mindre ubevidst for at plagiere en lang række af tidens fremtrædende navne, som eksempelvis Nirvana og Primus. Ikke nok med det; man genkender også elementer fra ældre bands som eksempelvis Dinosaur Jr. Det kan måske være svært helt at danne sig et indtryk af, hvordan Buckethead så rent faktisk lyder, og det er forståeligt nok, for bandet lyder sådan set forskelligt fra nummer til nummer.
I én sang er det rendyrket grunge, i det næste fjoller gruppen rundt i et punket Primus-plagiat. Dette falder kun sjældent ud til bandets fordel, og som oftest ender man faktisk med at blive en smule irriteret på den alt, alt for glade attitude, der løber som en rød tråd gennem hele albummet.
Poleret
Buckethead var en ganske traditionel kvartet, med Jochen Gutsch på guitar, trompet og sang, Birger Löhl på guitar, Patrick Kempf på bas og vokal samt Hilmar Voigt på trommer og som ansvarlig for de få samples, gruppen benyttede sig af. Deres samspil på pladen er ganske godt, og teknisk er det kompetente folk der har indspillet Rolls into Fist-Size Ball.
Produktionens kvalitet og lyd er måske en smule flad, men så må man huske på, at gruppen aldrig nåede at gøre sit navn kendt uden for Nordtyskland, og det er dermed i småtingsafdelingen, vi befinder os. Man kunne dog have ønsket sig, at Buckethead, der selv stod for produktionen af pladen, havde lagt lidt mere vægt på at støje med deres instrumenter i stedet for at satse på en poleret, venlig lyd. Det havde flere af sangene vundet betydeligt ved, men det harmonerede vel ikke med gruppens “positive” stil.
Tekstmæssigt bevæger bandet sig omkring livets store emner, fortolket gennem et for genren mere eller mindre stereotypt symbolsprog med billeder hentet fra gruppens hverdag – eller i hvert fald hvad de gerne vil give indtryk af, skulle være deres hverdag.
Ren elendighed er det dog ikke, for der er da flere ganske gode numre på pladen, såfremt man kan affinde sig med Jochen Gutschs kraftige tyske accent, der på et af numrene, “Teenage Depression”, er så udtalt, at man faktisk er i tvivl om, hvorvidt det er en joke. Hvem ved, og én ting er sikkert, man er aldrig i tvivl om, hvorfra forsangeren stammer.
Nuvel, tilbage til det bedste på pladen. En sang som “Amazed” er en fin lille indie-skæring, der sagtens kan måle sig med så mange andre jævnaldrende bands’ hits. Det samme kan den aggressive “Damage the Hammock”, som også er et godt nummer, der periodisk svinger sig op til faktisk at rykke. Det samme gør pladens ultimative Dinosaur Jr.-kopi, “It’s not ok”, der på kort og kontant vis leverer sit traditionelle weltschmerz-budskab.
Håbløst antikveret
De sange der her er blevet trukket frem, er alle mere eller mindre stilrene numre, hvor Buckethead undlader at blande alt for meget sammen. Det er bestemt ikke tilfældet i mange andre af pladens 17 sange, hvor stilen gang på gang ændres af noget, som bandet selv sikkert syntes var vældigt kreativt og spændende. Det er det sådan set bare ikke, især ikke når det bliver Primus-agtige polkarytmer eller jazzet fingerspil på guitaren.
Hvis Rolls into Fist-Size Ball skal karakteriseres som noget, må det være som grunge-/garagerock-plade. Den er et barn af sin tid, og skulle man lide under den vrangforestilling, at den danske musikscene i første halvdel af 1990’erne var noget særligt, behøver man bare at lytte til Buckethead for at finde ud af, at musikken i Tyskland lød på præcis samme måde.
Der er ikke langt fra grupper som Kinky Boot Beast, Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy til Buckethead, om end Buckethead har en smule mere attitude end deres danske pendanter. Sværmer man for midthalvfemsernes musik er Rolls into Fist-Size Ball en ganske god tidslomme at springe ind i, for pladen vil stensikkert fremkalde minder.
Som album er musikken i dag håbløst antikveret, men har man brug for at besøge Bucketheads musikhistoriske museum eller bare brug for et fix halvfemsernostalgi, er det jo rart at vide, pladen eksisterer.
Rolls into Fist-Size Ball er venligst stillet til rådighed af Epistrophy Recordings.
Nummerliste:
1. Your Lullaby (Buckethead) (1:24)
2. Quit (Buckethead) (3:30)
3. Yellow Flowers (Buckethead) (3:18)
4. Jam Econo (Buckethead) (3:18)
5. My Paradise (Buckethead) (4:20)
6. Deep Sea Electricity (Buckethead) (3:03)
7. To Americo (Buckethead) (2:27)
8. Nerd (Buckethead) (3:07)
9. I swear (Buckethead) (1:47)
10. It’s not ok (Buckethead) (1:27)
11. Unpolitical Song for Dr. Der to swing (Buckethead) (1:46)
12. Amazed (Buckethead) (3:31)
13. Damage the hammock (Buckethead) (1:33)
14. Dr. Nerv (Buckethead) (0:26)
15. Haircuts (Buckethead) (1:38)
16. Drawbridge (Buckethead) (2:12)
17. Teenage Depression (Buckethead) (8:54)
Total spilletid: 47:49
Kunstner: Buckethead
Udgivet: 1995
Label: Epistrophy – EPI012 CD
Produceret af: Buckethead
Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006
