The Last Man on Earth

I 1964 ramte Ubaldo Ragonas apokalyptiske gyser The Last Man on Earth biograferne. Dengang var der vel ikke mange af de medvirkende, det være sig skuespillerne, manuskriptforfatterne eller Ragona selv, der forventede den gennemslagskraft, filmen skulle vise sig at få.

Det fik den imidlertid, og står i dag som en genremilepæl, der ikke alene har formået at inspirere filmskabere som George A. Romero, men også grebet ud over sit eget medie og derved er blevet en ofte citeret inspirationskilde for forfattere som eksempelvis Stephen King. Ikke dårligt for en lavbudgets italo-film.

For meget for Hammer

Historien i The Last Man on Earth er baseret på Richard Mathesons roman I Am Legend fra 1954, og det var også Matheson der udarbejdede det oprindelige manuskript til filmen. Nu skulle filmatiseringen af I Am Legend imidlertid ikke få en helt let start, idet rettighederne til filmen oprindeligt var købt af Hammer.

De betalte Matheson for at sejle til England – han led på det tidspunkt af flyskræk – og udarbejde manuskriptet. Det gjorde han så, men da Hammer så det færdige resultat, fik de kolde fødder. Ikke på grund af kvaliteten, men fordi den britiske censur på det tidspunkt havde et horn i siden på selskabet, som de mente leverede biografpublikummet alt for skrappe sager.

Hammer skyndte sig at sælge historien videre til Ubaldo Ragonas italienske, noget mere liberale produktionsselskab. Efter en kort tid, hvor Matheson troede filmen ikke skulle blive til virkelighed, viste det sig, at den rent faktisk ville blive lavet.

Italienske omskrivninger

Da manuskriptet kom på italienske hænder, var de ikke helt tilfredse med materialet. De ønskede ændringer og fik derfor William Leicester til at give historien en overhaling. Det gjorde han med det resultat, at Matheson ikke længere ville have sit navn på filmen, da han ikke mente, han kunne stå inde for slutproduktet. Han fremlagde sin sag hos forfatternes fagforbund, der beklagende måtte meddele ham, at han ikke ville se en øre, hvis han ikke lod sig kreditere for arbejdet.

Derfor valgte Richard Matheson at opføre sig som Logan Swanson på filmens åbningstekster. Navnet er en sammensætning af Logan, Mathesons kones pigenavn og så Swanson, moderens pigenavn. Dermed var alle glade og Matheson fik sin betaling.

Da The Last Man on Earth havnede på italienske hænder, betød det også, at filmen blev optaget i Italien. Handlingen udspiller sig egentlig i en amerikansk storby, men alle optagelserne blev lavet i Rom. Ser man bort fra åbningssekvensen, hvor der panoreres forbi rækker af meget sydeuropæiske karréer, er det ikke noget man bemærker. At hele filmholdet og alle skuespillerne, ud over hovedrollen, også var italienske, er der heller ikke noget specielt bemærkelsesværdigt ved.

Som sagt, har det ikke kostet mange penge at lave filmen, men trods dette har Ubaldo Ragona formået at give den et både visuelt flot, skræmmende og kvalitativt look, der sælger The Last Man on Earth væsentligt bedre, end man umiddelbart skulle tro. Det skrabede budget har ført til spartansk brug af locations, men de der så optræder, bliver udnyttet maksimalt.

Der hvor filmen for alvor skiller sig ud fra andre små produktioner er, at Ragona formår at skabe en fornemmelse af storby og omfang. Det mangler typisk i billige film, da man ikke har råd eller bemyndigelse til, at afspærre større byområder til filmoptagelser. Ragona løser dette problem forbilledligt, ved at bruge ganske korte, stationære billeder. Stilistisk er de flotte, og det har næppe taget filmholdet lang tid at lave.

Vampyrvirus

Nu til handlingen. Vi befinder os i 1968. Jorden er blevet angrebet af en frygtelig virus, der efter en kort feber slår ofret ihjel og lader denne genopstå som vampyr den følgende nat. Sygdommen begyndte at brede sig i 1965, og regeringerne gjorde hvad de kunne for at standse pandemien – bl.a. ved at brænde alle ofrene. Intet hjalp det, og nu, tre år efter, er alle døde.

Den eneste der har overlevet er Dr. Robert Morgan, spillet af horrorkongen Vincent Price. Selv mener han, at han har overlevet fordi han engang i Sydamerika blev bidt af en vampyrflagermus inficeret med sygdommen. Dette skulle så have gjort ham immun, men om teorien er rigtig gives der ikke noget svar på.

Morgan er nu helt alene i den storby, han levede i med sin familie. Alle omkring ham er enten døde eller blevet forvandlet til vampyrer, der nu driver omkring i gaderne når solen går ned. De jagter blod, og kan de ikke finde blod fra de levende, jagter vampyrerne hinanden. Dagene bruger Dr. Morgan på at opsøge de lysfølsomme vampyrer, der hvor de sover. En stage gennem hjertet, ud i bilen og så smides vampyrliget til affaldsafbrænding.

Det er rutinen, og Morgan har gjort det længe, da vi kommer ind i filmen. Om natten må han holde sig inden døre i sit hjem, som er blevet forsvarligt barrikaderet. Det belejres af vampyrer, så snart det er blevet mørkt, og belejringen stopper først ved daggry. Ikke alene buldrer og brager vampyrerne mod vinduer og døre, men de kalder også på Morgan – fortæller ham at de vil dræbe ham, og at han skal komme ud til dem. Tunge sager, der er ved at få grebet om doktorens nerver.

Zombievampyrer

For at forstå sammenhængen rigtigt, skal man ikke forestille sig vampyrerne som noble grever i slængkapper, men som zombier. De går stavrende af sted, er sløve i optrækket og svage, så længe de ikke kommer i flok. Der er sådan set heller ikke noget overnaturligt ved vampyrerne. Både den virus der startede det hele og så det faktum, at de døde rejser sig fra deres grave, behandles yderst videnskabeligt. Ingen hokus-pokus, bare en god gammel gang sludder for en sladder.

Det dramatiske vendepunkt kommer, da Dr. Morgan en morgen render ind i en kvinde, der hovedkulds flygter fra ham, da hun får øje på ham. Morgan kaster sig efter hende, og snart har han fået hende med hjem. Først er det svært at få hende i tale, da hun tilsyneladende er lamslået af skræk over vores ensomme doktor, men så begynder hun at snakke, og det hun kan fortælle er lamslående. Hvad må du selv finde ud af, men vær forberedt på et radikalt plot-twist.

One-man show

Skuespillerne i The Last Man on Earth, har ikke mange scener at brillere i, hvis man da lige ser bort fra Vincent Price. De fleste har ganske små roller, der udelukkende optræder i de løbende flashbacksekvenser. I disse scener møder vi Morgans kone Virginia, spillet af Emma Danieli. Hun gør det ganske godt, og man når faktisk at føle en smule med Morgan, da konen dør af sygdommen, ikke lang tid efter at deres datter dør.

På samme måde lykkes det også for filmen at opbygge en nogenlunde grad af troværdighed og indlevelse i Giacomo Rossi-Stuarts rolle som Ben Cortman, en af Morgans kolleger.

Det skræmmende ved Cortman er, at han i laboratoriet er en af de første, som indser sygdommene fulde konsekvens og forsøger at advare de andre, men navnlig Dr. Morgan forbliver hård, og nægter at lytte til Cortman. Det falder tilbage på ham, da Dr. Cortman senere i filmen vender tilbage som en af de vampyrer der natligt belejrer vores stakkels hovedperson hus.

Af de øvrige medvirkende, er der sådan set kun Franca Bettoia, der spiller en større rolle. Bettoia spiller den unge og smukke Ruth Collins, der forskræmt og forkommen bliver ført hjem til Morgans hus. Hun overspiller måske lige vel meget, men det føjer en besynderlig vildskab og mystik til hendes rolle, som faktisk klæder den ganske godt.

Gravstemning

Visuelt er der rigtig meget at komme efter i The Last Man on Earth. Den er imponerende fotograferet og Ubaldo Ragona såvel som den fotoansvarlige Franco Delli Colli har med stor sikkerhed og stilfornemmelse skabt en række meget stærke scener.

Samspillet mellem den ensomme Morgan, der vandrer omkring i den øde storby, omgivet af enorme bygninger og stejle trapper, dekoreret med et lig her og der, skaber en gravstemning uden lige. Man tror vitterligt på, at Dr. Robert Morgan er den sidste levende mand på jordkloden. Igen et fantastisk arbejde der her er leveret.

Musikken som ledsager filmen, er skrevet af Paul Sawtell og Bert Shefter. Det er jazz, og typisk for tiden meget dramatisk. I nogle scener fungerer musikken glimrende, men i andre bliver den larmende jazz meget anmasende og en smule misvisende for stemningen. Som musik alene leder den tankerne hen på hårdkogte kriminalfilm, men måske ikke lige den stil, der visuelt opbygges her af Ubaldo Ragona.

Filmperle

The Last Man on Earth er en filmperle. Den har hurtig fremdrift, en gribende setting, troværdigt skuespil af den (næsten) altid mesterlige Vincent Price, og en historie med noget på hjerte. Der skal ikke lyde andet end de varmeste anbefalinger herfra. Det er kun forståeligt, at filmen har vakt interesse og inspiration, siden den kom frem. Så skaf den og se den – du vil ikke fortryde det!

Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006

Stikord: Epidemi, Filmatisering, Italian Cinema, Postapokalyptika, Sygdom, Vampyrer, Zombier