Young Sherlock Holmes

Young Sherlock Holmes, eller Frygtens Pyramide som filmen hedder på dansk, er blandt den lille håndfuld film, som jeg kan huske at have set adskillige gange på video i 12-13 års-alderen. Fra dengang har jeg særdeles glade minder om filmen, men det er med film som med så meget andet – ikke alle ting tåler at blive genbesøgt som voksen, hvis man ønsker at bibeholde barndommens begejstrede erindringer.

Nu skal det med det samme siges, at Young Sherlock Holmes ikke er nogen forfærdelig film; den har bare ikke den samme gennemslagskraft på den voksne i dag som den havde på barnet for snart 20 år siden. Ikke desto mindre har filmen stadig en vis charme, som man ikke kan komme uden om.

Apokryf Holmes-historie

Young Sherlock Holmes er et hundrede procent apokryf i forhold til Arthur Conan Doyles historier. I den allerførste Holmes-fortælling, A Study in Scarlet, fra 1887 fortælles det meget klart og direkte, at Holmes og Watson først mødte hinanden, da begge var voksne.

I Young Sherlock Holmes mødes de to da den unge Watson overflyttes til en anden kostskole, hvor også Sherlock er studerende. Chris Columbus, der skrev manuskriptet, lagde imidlertid ingen skjul på, at historien afveg fra den officielle Holmes-kanon. Han har nemlig indsat en kort tekst både før og efter hoveddelen af filmens handling, der redegør for dette forhold.

Filmen begynder med en prolog, hvori vi ser en mystisk kutteklædt skikkelse følge efter en mand på gaden. Umiddelbart inden manden går ind på en restaurant rammes han af noget, som den kutteklædte skyder ud af et pusterør. Der lader ikke til at ske noget, men da manden sætter sig til bords og skal til at spise, bliver han pludselig angrebet af den stegte fugl han skal til at indtage!

Det går hurtigt op for seeren, at manden hallucinerer, men han flygter fra restauranten og løber hjem. Der fortsætter hans hallucinationer imidlertid med det resultat at han springer ud af andensalsvinduet for at undslippe sine frygtelige syner.

Holmes, Watson og kæresten

Præcis hvad der foregår, skal der gå et stykke tid inden vi finder ud af. Inden da er vi blevet introduceret for den unge Watson, der ankommer til sin nye skole midt i London. Her møder han den lidt ældre Sherlock Holmes og dennes kæreste Elizabeth, der bor på skolen sammen med sin onkel, den pensionerede professor Waxflatter.

Snart får Holmes dog færten af, at der foregår noget. Professoren har tegnet en cirkel omkring en notits i avisen, og han får mystiske besøg af en anden ældre herre. Efter at en præst også er død – igen på grund af hallucinationer, som også er udløst af den kutteklædte skikkelses pusterør – kommer turen til professor Waxflatter.

Hans død falder sammen med, at Holmes er blevet bortvist fra skolen for angiveligt at have snydt med en prøve, hvilket vi seere ved naturligvis ikke passer. Holmes sætter sig for at opklare Waxflatters mord, som han er overbevist om hænger sammen med de øvrige to dødsfald.

Også præstens død havde professoren nemlig markeret i sin avis, hvilket ikke undgik Holmes’ opmærksomhed. Han slår sig i al hemmelighed ned hos Elizabeth, der fortsat bor i Waxflatters kombinerede lejlighed og opfinder-laboratorium, og indleder sin undersøgelse sammen med Watson. Udgangspunktet for undersøgelsen er pusterøret, som den kutteklædte person tabte efter at have brugt det på professoren.

Ægyptisk sekt

Det viser sig, at bagmændene kommer fra en obskur ægyptisk sekt, der har bygget en træpyramide i en enorm lagerbygning midt i London. Der overværer Holmes, Watson og Elizabeth et ritual, hvor kultisterne dræber en ung kvinde, der er svøbt i mumiebandager, ved at overhælde hende levende med kogende olie. De tre hovedpersoner undslipper med nød og næppe, men ikke uden selv at have oplevet virkningerne af de “torne”, som skydes ud gennem de pusterør, som kulten er udstyret med.

Nu er det imidlertid højt spil i Cairo, for det viser sig nemlig at fjenden er meget nærmere på vores helte og heltinde end de regner med. Det skal ikke afsløres, hvem skurken er, men Elizabeth bliver bortført og Holmes og Watson må kæmpe mod tiden for at nå at redde hende fra at blive ofret i kultens bizarre ritual.

Baggrunden for hele affæren skal heller ikke afsløres her, men der er faktisk tale om en forholdsvis regulær hævnhistorie, om end den har visse psuedo-okkulte overtoner. Decideret overnaturlig er Young Sherlock Holmes dog ikke, men det ændrer ikke på, at filmen har elementer, der klart placerer den i grænselandet mellem en spændings- og gyserfilm.

Sætter sig mellem to stole

Samtidig er filmen imidlertid en børne- og ungdomsfilm, og det er nok i virkeligheden her filmen knækker. Gyserelementerne holder nemlig, og filmen kunne have været rigtig fed, hvis ikke disse elementer konstant blev udvandet med en stor mængde humor, der tilmed af og til er ualmindelig fjollet.

Som det nok mest groteske eksempel på filmens humor kan her fremhæves de hallucinationer, Watson får efter at være blevet ramt af en torn fra et pusterør. Den lidt tykke og kageglade Watson hallucinerer nemlig om at han bliver angrebet af diverse former for kager, der kommer til live – komplet med ben og fjollede øjne – og forsøger at kvæle ham.

Det er en overordentligt pinlig sekvens, der i øvrigt også står i skærende kontrast til Holmes’ hallucinationer. Han ser nemlig en langt mere alvorlig scene, der involverer hans forældre. Selv om man aldrig får historien bag scenen, så er den meget intens og kan på ingen måde siges at være den mindste smule morsom.

Faktisk er det største problem ved Young Sherlock Holmes nok det, at filmen forsøger at sætte sig mellem to stole: den spændende, men sjove, børnevenlige ungdomsfilm og så den mere uhyggelige og intense ungdomsfilm. Det er aldrig en god idé at forsøge at sætte sig mellem to stole, og på mange områder falder Young Sherlock Holmes da også direkte på røven.

Foruden fjollede scener som den med kagerne, er der er som sagt også mere alvorlige og uhyggelige sekvenser i filmen. Ritualet som de tre hovedpersoner overværer, er faktisk lidt uhyggelig, og på ingen måde børnevenlig. Det samme kan siges om den ret bitre slutning, som jeg ikke kan afsløre her. Lad mig blot sige, at filmen faktisk ikke har nogen lykkelig udgang, selv om den afsluttende tragedie naturligvis glattes noget over i de afsluttende fem minutter.

Hovedindtrykket er derfor, at Chris Columbus ikke har kunnet beslutte sig for, hvilken type film han skulle skrive, og det er der kommet et særdeles ujævnt resultat ud af. For hvert af de rigtig fede elementer er der en tilsvarende fjollet, og kagescenen er kun én af dem – om end nok den værste. Det er dog også svært at sluge, at professor Waxflatter faktisk har opfundet en flyvemaskine, som Holmes og Watson anvender hen imod slutningen af filmen for at indhente skurkene.

Klichéer og kopier

Det er også tydeligt at mærke, at Columbus gerne har villet have det hele med: Holmes’ deduktive evner, den lidt ubehjælpsomme Watson, Holmes’ violin samt den fjollede detektivhat og merskumspiben – begge sidstnævnte er i øvrigt elementer, der stammer fra filmens verden, og ikke fra Doyles historier. Ja sågar professor Moriarty får Columbus lige med, hvilket sker i en lille twist efter filmens rulletekster.

Nogle af disse elementer fungerer fint, mens andre falder igennem og kommer til at virke forcerede. De kan dog sagtens accepteres når man betragter filmen som en børne- og ungdomsfilm. Sværere at sluge er ritualscenen, der nok er den mest ublu kopiering, jeg nogensinde har set i en film.

Den er nemlig kopieret direkte fra Indiana Jones and the Temple of Doom (1984) – her har man bare erstattet Indiana Jones med Holmes, Willie Scott med Elizabeth og Short Round med Watson. Ellers er næsten alle elementerne de samme, helt ned til musikken hvor man nok må sige at Bruce Broughtons ellers rigtigt gode score trækker veksler på John Williams’ kali-kult-musik fra Temple of Doom-scoret.

Ritualscenen er imidlertid ikke den eneste ting, Young Sherlock Holmes har til fælles med Indiana Jones; filmens executive producers er ingen ringere end Steven Spielberg, Frank Marshall og Kathleen Kennedy. Spielberg instruerede naturligvis alle tre Indy-film, mens Frank Marshall har været producer og executive producer på Indy-trilogien, og hans kone Kathleen Kennedy var associate producer på Temple of Doom.

Hvorvidt navnesammenfaldene her har noget at gøre med ritual-scenens store lighed med Temple of Doom ved jeg ikke – men det kan også skyldes at Chris Columbus bare har været en kæmpe Indy-fan.

Columbus skrev da også allerede i 1985 (samme år som Young Sherlock Holmes udkom) et af de første udkast til den tredje Indiana Jones-film, med arbejdstitlen Indiana Jones and the Monkey King (også kendt som Indiana Jones and the Garden of Life), men hans udkast blev som bekendt forkastet. Instruktøren af Young Sherlock Holmes er Barry Levinson, som siden blev langt bedre kendt for bl.a. Rain Man (1988) og Wag the Dog (1997).

Fin stemning og banebrydende effekter

På trods af de mange fjollede elementer i filmen og den skamløse rip-off fra Temple of Doom, er der også mange ting, der virker godt i Young Sherlock Holmes. Skuespillerne gør faktisk et hæderligt job, selv om ingen af dem vil gå over i historien på grund af deres præstationer.

Vigtigere er det at filmen formidler en ret fin Victoriansk stemning, og den er da også optaget udelukkende i England og med engelske skuespillere. Desuden er filmens special effects gode når man tager dens alder i betragtning. Her er Young Sherlock Holmes i øvrigt en milepæl, for den kan prale af at have den første scene med en rent computergenereret karakter.

Da den tidligere nævnte præst har sine hallucinationer, ser han en ridder fra et glasmaleri komme til live, og denne glasridder er helt computeranimeret. I dag ser det naturligvis meget kunstigt ud, men tager man i betragtning af Young Sherlock Holmes er 21 år gammel er det alligevel imponerende. Effekterne er naturligvis lavet af Industrial Light and Magic, George Lucas’ effektfirma.

Blandet fornøjelse – men mest på den gode måde

Alt i alt er Young Sherlock Holmes en film, som det er meget svært at hade, men meget nemt at blive irriteret over. Især på grund af dens sammenblanding af ekstremt barnlige ting og de mere gyserprægede elementer, der klart appellerer mere til et lidt ældre ungdomspublikum. Hvis filmen havde været enten det ene eller det andet, ville den være nemmere at have en afklaret holdning til, men den er altså en besynderligt sammensat film.

Hvis der havde været fokuseret på de dystre elementer og dermed appelleret primært til et publikum i 16-års alderen og opefter, kunne Young Sherlock Holmes være gået hen og blevet en virkelig god film. I stedet er det blevet en ujævn oplevelse, der dog ikke mangler charme, og som mange sikkert vil gense med en vis glæde.

Jeg var overvejende skuffet da jeg genså den, men mit barnehjerte bankede dog alligevel af fryd da pusterøret dukkede op, og også under ritualscenen, som jeg var den scene, jeg tydeligst erindrede fra dengang.

Man skal nok bare lade være med at forvente for meget, hvis man har set Young Sherlock Holmes som barn og nu genser den som voksen. Hvis man ser den for første gang som voksen kunne den godt gå hen og være en positiv overraskelse, så længe man har filmens alder i erindring og husker på at det altså også er en børnefilm. For de der er i 12-års alderen i dag, tror jeg faktisk stadig filmen holder – så meget er den trods alt ikke ældet, og lad os bare indrømme det: alt, der har med Sherlock Holmes at gøre holder jo bare – apokryft eller ej!

Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: Kulte, London, Privatdetektiver, Rip-off, Sherlock Holmes, Victoriatiden