Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl

Sørøverfilm hænger ikke på træerne nu om stunder. Før Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl var den sidste større satsning inden for genren Renny Harlins Cutthroat Island (1995), der økonomisk var en dødssejler, og en film, som næsten ingen bryder sig om. Personligt kan jeg nu meget godt lide den, men nu har jeg også en svaghed for sørøvere.

I modsætning til Cutthroat Island, blev Pirates of the Caribbean en enorm kassesucces og også godt modtaget af kritikerne. Filmen er baseret på en attraktion med samme navn i Disneyland. Det er noget af et specielt forlæg, og filmen har da heller ikke særlig meget til fælles med attraktionen – efter at filmen blev et kæmpehit er der til gengæld sket det modsatte: Disney-folkene har introduceret filmens karakterer i attraktionen.

Ikke en ren sørøverfilm

Nu er Pirates of the Caribbean imidlertid ikke en ren sørøverfilm. Filmen har nemlig en twist, og er noget så specielt som en piratspøgelseshistorie. Kernen i filmens overnaturlige del er en forbandet aztekerguldskat, der har den uheldige effekt, at den gør alle, der tager for sig af guldet, udøde. Den eneste måde at blive ‘levende’ igen er at returnere alt guldet til den kiste, det oprindeligt lå i, og at gøre et blodoffer.

Alt dette finder vi dog først ud af et godt stykke inde i filmen. Den begynder med en prolog, der finder sted omkring 10 år før resten af handlingen. Her møder vi den unge Elizabeth Swann, der er på vej til Port Royal i det Caribiske Hav sammen med sin far, der er guvernør i Port Royal.

Undervejs samler skibet en skibbruden dreng op, og Elizabeth opdager at han har en mystisk guldmønt i en snor om halsen. Af frygt for at det vil afsløre drengen som pirat, tager Elizabeth guldmønten og gemmer den. Det sidste der sker inden vi springer frem i tid er, at sømændene ser et uhyggeligt spøgelsesskib sejle ind i den tætte tåge, der ligger over havet.

I Port Royal, ti år senere, er den unge Elizabeth Swann blevet noget af en laber larve, spillet af Keira Knightley. Drengen som blev samlet op af skibet, Will Turner, er til gengæld vokset op til at blive spillet af Orlando Bloom, og det er da synd for knægten. Fra starten bliver det ret tydeligt, at de to er meget glade for hinanden, men Elizabeth har en anden bejler – kommandør Norrington (Jack Davenport) fra den engelske flåde. Det kunne være blevet noget værre rod, hvis ikke det var fordi vi ret hurtigt også introduceres for filmens egentlige hovedperson, Kaptajn Jack Sparrow, spillet af Johnny Depp.

Captain Jack

Pirates of the Caribbean er Depps film, og hans portrættering af den mildest talt excentriske sørøverkaptajn er det, der gør, at Pirates of the Caribbean ikke bare er en seværdig, men en god film. Han svanser rundt som en blanding af en lettere bøssoid og stærkt påvirket person, men det sidste er der måske en forklaring på. Rygterne vil i hvert fald vide, at Depp baserede sin præstation på sin gode ven Keith Richards fra The Rolling Stones.

Det øjeblik Jack Sparrow ankommer til Port Royal på udkig efter et nyt skib, ved man, at Pirates of the Caribbean bliver noget helt særligt. Efter at Kaptajn Jack er løbet ind i både Elizabeth og Will, uden dog at efterlade dem med et positivt indtryk, arresteres han ret hurtigt af kommandør Norrington, der sætter ham i kachotten. Han er nemlig eftersøgt for sørøveri, og står til at skulle hænges.

Men samme aften sker der noget. Port Royal angribes af det legendariske og frygtede piratskib The Black Pearl, og ud over at hærge byen, bortfører piraterne også Elizabeth. De er nemlig på mystisk vis tiltrukket af den guldmønt hun i sin tid tog fra Will. Will hjælper nu Kaptajn Jack ud af spjældet for at få hans hjælp til at finde Elizabeth, og herefter går den vilde jagt.

Norrington er på jagt efter Jack og Will, Jack og og Will er på jagt efter The Black Pearl og mandskabet på The Black Pearl er på jagt efter det rigtige blodoffer. Den guldmønt, Elizabeth er i besiddelse af, viser sig naturligvis at være en del af det forbandede guld, som mandskabet på The Black Pearl skal bruge for at blive levende igen, men Jack Sparrow har også en interesse i sagen.

Han var nemlig oprindelig kaptajn på The Black Pearl, men blev sat fra bestillingen af mytteristen Barbossa (Geoffrey Rush) inden de endte som spøgelser. Nu vil Jack have sit skib igen…

Twists, turns og en lidt for lang spilletid

Ovenstående, relativt lange handlingsreferat, er kun en del af handlingen i Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl. Der er nemlig adskillige twists and turns i løbet af historien, der ender med en spilletid på omkring to timer og tyve minutter. Selv om det er konstant underholdende, så havde det ikke gjort noget om spilletiden var barberet lidt ned, og især nogle af de sidste twists er unødvendige. Til gengæld er Jack Sparrow så meget med i filmen, at den aldrig bliver langtrukken.

Som nævnt er det Johnny Depp, der bærer filmen, og Pirates of the Caribbean tilhører ubetinget ham. Depp yder en sindssygt veloplagt præstation, og det er tydeligt at se, at han har moret sig med at spille Kaptajn Jack. Ifølge rygterne fik Depp sat guldtænder i munden på eget initiativ; faktisk så mange, at producenterne bad ham om at få fjernet noget af guldet igen, fordi det så for voldsomt ud!

Den eneste anden i filmen, der kan spille op til Depp er Geoffry Rush i rollen som Kaptajn Barbossa. Han er næsten lige så morsom som Depp, og de bedste scener i filmen er dem, som Depp og Rush – hver for sig eller sammen – er med i. Keira Knightley er en hottie, og gør det udmærket i filmen, hvor hun heldigvis ikke bare er en damsel-in-distress, men en meget selvstændig og handlekraftig ung kvinde – det er måske nok temmelig anakronistisk, men alligevel godt for handlingen.

Faktisk virker Knightleys rolle på mange måder mere handlekraftig end Orlando Blooms, og Bloom viser endnu engang at han altså ikke er nogen god skuespiller. Han ødelægger bestemt ikke filmen, men man er lykkelig over, at det er Jack Sparrow, der er filmens hovedperson.

Filmen er forsynet med en række fine birolleskuespillere. Jonathan Pryce gør det godt i rollen som Elizabeth far, guvernør Swann og Jack Davenport er også ok i rollen som kommandør Norrington, der heldigvis ikke fremstilles som en rendyrket skurk. Jacks gamle ven Mr. Gibbs spilles underholdende af Kevin McNally, og generelt er der en del sjove karakterer blandt det mandskab, Jack og Will får samlet sig. De sjoveste biroller indehaves dog af Lee Arenberg og Mackenzie Crook som to knapt så intelligente pirater fra The Black Pearl.

Effektfilm

Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl er i høj grad en effektfilm. Ikke alene spiller de udøde pirater på The Black Pearl naturligvis en væsentlig rolle i handlingen, men det skorter heller ikke på søslag og store kampscener. De udøde pirater ser helt almindelige ud, undtagen nær når de rammes af månelys. Så kan man se dem for hvad de er: rådnende skeletvæsner, hvis kød hænger i laser og hvor knoglerne er synlige.

Det lyder ulækkert, men det er faktisk ikke så slemt og i USA fik filmen da også kun censur-ratingen PG-13. De udøde pirater er til gengæld ganske flot lavet, naturligvis med ren CGI. Også filmens kulisser og locations er fine; især de mange skibe er meget godt realiseret.

Manuskriptforfatterne Ted Elliott og Terry Rossio har indsat præcis den rigtige mængde piratklichéer i dialogen, og det er også en stor del af filmens charme. Hvor meget Elliott og Rossio har ladet sig inspirere af det gamle Lucasfilm Games-adventurespil The Secret of Monkey Island (1990) er uvist, men der er en del fællestræk mellem de to historier.

Godt nok er The Secret of Monkey Island også inspireret af Pirates of the Caribbean-attraktionen, men idéen med spøgelsespiraterne stammer så vidt jeg ved ikke fra den oprindelige attraktion i Disneyland, og det synes realistisk at forestille sig, at Elliott og Rossio har hentet denne bl.a. denne idé fra computerspillet.

Umage genrer

Sørøvere og spøgelser virker måske umiddelbart som to umage genrer, men søfolk er jo et overtroisk folkefærd, og det er måske netop af denne årsag, at filmen fungerer så godt. Man accepterer simpelthen, at den klassiske sømandsovertro har noget på sig, og hvis man lader være med at tænke alt for meget over, hvordan tingene hænger sammen, fungerer filmen rigtig godt inden for sit eget univers.

Instruktøren Gore Verbinski afvikler filmen uden de store dikkedarer. Han lader til at have haft rimelig godt styr over den store produktion, og har desuden også haft mod nok til at lade Johnny Depp have en vis frihed med sin rolle, hvilket bl.a. resulterede i en række improviserede replikker fra Depps side.

Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl overraskede ved at blive én af de største publikumssucceser i 2003, hvilket straks medførte planer om to fortsættelser, optaget back-to-back. Den første af disse fortsættelser, med titlen Pirates of the Caribbean: Dead Man’s Chest, havde premiere tidligere i år, mens den tredje film, hvis undertitel endnu er ukendt, får premiere sommeren 2007.

Dette til trods kan den første film sagtens ses alene, og man skal næsten være umanerligt kynisk for ikke at lade sig charmere af Johnny Depps hovedrolleindsats, der til gengæld også er en af de primære årsager til at filmen er virkelig seværdig. For fans af The Secret of Monkey Island er filmen et must, for det er nok det nærmeste vi kommer en filmatisering af det gamle spil.

Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: Caribien, Forbandelser, Havet, Pirater, Spøgelser, Øer