From Hell

Lad det være sagt med det samme: jeg har ikke læst den grafiske roman From Hell, af Alan Moore og Eddie Campbell, som filmen er baseret på. Måske er det af samme årsag, at jeg faktisk har en vis svaghed for filmen, selv om den er alt andet end perfekt.

From Hell handler om Jack the Ripper-mordene, der rystede London i anden halvdel af 1888. For nu lige at opsummere de væsentligste fakta, så blev mindst fem mord tilskrevet morderen, hvis navn kom fra et brev, der blev sendt til The Central News Agency af en person, der hævdede at have begået mordene.

Det præcise antal mord er omdiskuteret, men der er en liste på fem ofre, der af de fleste anses for sikre – den såkaldte “kanoniske liste”. De var alle prostituerede, og nogle af drabene var udført på en måde, der har givet anledning til at tro, at morderen var uddannet læge. F.eks. var ét offers livmoder fjernet og et andet offer fik fjernet livmoderen og en nyre.

Første moderne seriemorder

Jack the Ripper var næppe den første seriemorder, men må formodentlig have den tvivlsomme ære at udnævnes til den første moderne seriemorder fordi kendskabet til hans bedrifter blev så vidt udbredt allerede i datiden. London var dengang hovedstaden i verdens mægtigste land, og en række så makabre mord, som politiet ikke formåede at opklare, måtte nødvendigvis skabe et ramaskrig.

Netop fordi morderen aldrig blev fanget og på grund af de spektakulære omstændigheder omkring flere af mordene, har Jack the Ripper formået at fastholde verdens interesse og nysgerrighed i indtil videre 118 år, og interessen vil formodentlig fortsætte fremover. Som ethvert godt mysterium lever mystikken omkring Ripper-mordene på, at forbrydelsen næppe kan opklares.

Med mindre der dukker hidtil ukendte dokumenter op, vedbliver morderens identitet med at være genstand for diskussion, og det giver naturligvis anledning til talløse spekulationer og mulighed for et hav af bøger. Og Jack the Ripper har da også været emne for en uoverskuelig stor mængde bøger af enhver art; fra de sobre til de helt outrerede.

The Final Solution

Det er da også én af de mange bøger om emnet, der ligger til grund for den udlægning af begivenhederne, der beskrives i From Hell. Jack the Ripper: The Final Solution udkom i 1976, og var skrevet af den engelske forfatter Stephen Knight (1951-1985). I bogen fremlagde Knight en teori om, at mordene blev begået for at skjule, at den engelske tronarving, hertugen af Clarence, havde fået et barn med en prostitueret, som han tilmed havde giftet sig med.

Teorien implicerer alt fra højtstående politikere, Scotland Yard-folk og Frimurere. Knight var generelt stærkt skeptisk overfor frimurerne, som han også behandlede i en senere bog, The Brotherhood (1984). Hvem teorien udpeger som morderen skal naturligvis ikke afsløres her, for det ville frarøve filmen sin overraskelsesværdi, hvis man ikke allerede kender teorien.

Under alle omstændigheder kan det siges, at teorien er forkastet af alle seriøse historikere og at den også har store logiske brister, som der dog ikke skal bruges plads på at redegøre for her. Der er tale om en vaskeægte sammensværgelsesteori, og selv om den altså er blevet godt og grundigt gennemhullet, så er det uden tvivl den udlægning af begivenhederne omkring Ripper-mordene, som de fleste personer kender i dag.

Som enhver anden sammensværgelsesteori udgør den imidlertid fabelagtig underholdning, og det er uden tvivl det, Alan Moore har indset og det er altså denne sammensværgelseshistorie, der udgør fundamentet for From Hell.

Navnet kommer i øvrigt fra et anynomt brev, der blev sendt til lederen af en gruppe af mennesker, der patruljerede i Whitechapel-kvarteret mens mordene stod på. Brevet, der i øvrigt var skrevet særdeles ubehjælpeligt, begyndte simpelthen med ordene “From hell” og sammen med brevet lå der en halv menneskelig nyre. Et af ofrene havde faktisk fået fjernet en nyre, men der opstod aldrig enighed blandt lægerne om, hvorvidt der var tale om Ripper-ofrets nyre.

En victoriansk Frank Black

Filmudgaven af From Hell præsenterer Stephen Knights’ konspirationsteori gennem to personers øjne. Hovedpersonerne er politidetektiven Frederick Abberline (Johnny Depp) og en prostitueret i Whitechapel-kvarteret, Mary Kelly (Heather Graham). I birollerne finder vi bl.a. Robbie Coltrane som Abberlines “assistent”, politimanden Godley, og Ian Holm som hoflægen Sir William Gull, der tilser hertugen af Clarence (Mark Dexter).

Abberline tilkaldes efter at det første mord er begået, og da må Godley hente ham i en opiumshule, hvor den martrede Abberline er i færd med at “jage dragen”. Selv om Frederick Abberline er en historisk figur, der faktisk arbejdede på Ripper-sagen, er han i From Hell blevet en på mange måder typisk 1990’er-detektiv, komplet med overnaturlige visioner, hvori han ser mordene blive begået.

Godt nok er Abberlines visioner ansporet af hans opiums-rygning og hans misbrug af Laudanum, et morfinlignende stof, som han indtager opløst i absint, men ellers er der meget Frank Black fra serien Millennium (1996-99) over hele den måde Abberline-karakteren bliver præsenteret på. Naturligvis er Abberline en plaget mand, og grunden til hans misbrug er, at hans kone døde nogle år forinden i barselsseng. Af samme grund er der også plads til en smule romance, da Abberline under sin efterforskning af sagen møder Mary Kelly, én af de prostituerede.

Fejl- og typecasting

Kelly er i Heather Grahams skikkelse helt umuligt smuk, hvilket virker aldeles absurd for en prostitueret i 1880’ernes London. Godt nok skulle hun angiveligt være ret ny i branchen, men alligevel. Hun er ikke engang den mindste smule beskidt! Her har vi at gøre med en fejlcasting af rang – Heather Graham er simpelthen for smuk og laber at se på til at man tror på hendes karakter. Desuden er Grahams præstation som irsk luder i London alt andet end overbevisende, og man kan ikke narre sig selv til at tro hun er andet end amerikaner.

Johnny Depp, der synes ude af stand til at yde en dårlig præstation, formår at skjule sin amerikanske accent ganske godt, og han leverer en fin indsats i rollen som Abberline. Man kan fint argumentere for, at det er udtryk for at spille med livrem og seler at caste Depp i rollen som Abberline, for der har næppe været tvivl om, at han kunne bære rollen.

Problemet er bare, at Depp nærmest er typecast i rollen, også fordi der er meget få forskelle mellem Frederick Abberline og Ichabod Crane fra Tim Burtons to år ældre Sleepy Hollow (1999). Abberline har sine opiums-visioner; Crane sine mystiske dingenoter, men begge er atypiske og lidt sære detektiver. Der er imidlertid fint spil fra Depp, der da også fuldstændig stjæler billedet i alle sine scener med Heather Graham.

I modsætning til Heather Graham er de øvrige prostituerede spillet langt mere overbevisende og heller ikke castet med skuespillere, der er fotomodelsmukke som Graham. De yder faktisk ganske udmærkede præstationer, og det er kun på grund af dem at scenerne blandt gadekvinderne fungerer.

Påklistrede syner

Abberline kommer snart på sporet af hvad der foregår, men sjovt nok spiller hans visioner ingen rolle for hans opklaringsarbejde. Faktisk ser han kun mordene, men han får aldrig nogle spor ud af sine syner. Derfor virker hele det synske aspekt af Abberline-karakteren også temmelig påklistret.

Selvfølgelig viser morderen sig at være en helt anden end man regner med, og henimod slutningen kommer der da også en obligatorisk spændingssekvens, opbygget helt efter bogen, hvor Abberline ræser mod Mary Kelleys lejlighed for at redde hende fra Ripperen, alt imens vi ser, hvorledes den kappeklædte morder bryder ind i huset for at begynde sit arbejde.

Dracula-æstetik uden realisme

Rent æstetisk har instruktørerne, Albert og Allen Hughes, der er krediteret som The Hughes Brothers, lånt rigtig meget fra Francis Ford Coppolas Bram Stoker’s Dracula (1992). Ligesom Coppolas film har eksteriørscenerne i From Hell noget kulisseagtigt over sig, der gør dem helt og aldeles utroværdige.

Nok ser de på overfladen ganske atmosfæriske ud, men det er rent røgslør, og man opdager hurtigt at udendørsscenerne helt mangler den stille realisme, der præger f.eks. Granadas Sherlock Holmes-serier med Jeremy Brett, der begyndte med The Adventures of Sherlock Holmes i 1985.

Filmens eksteriørscener er simpelthen for stiliserede, og det er ærgerligt, for her kunne rigtig meget have været reddet. Indendørs-scenerne fungerer langt bedre, og det er da også dem, der er filmens store styrke, uanset om vi befinder os i en opiumshule, på et fattighus eller i de bekvemme gemakker hos hoflægen Gull. Her er tidsbilledet ægte, og man tror på, at man befinder sig i London anno 1888.

Hvad angår mordene, så er de overraskende nok forbløffende blodfattige, og man ser faktisk meget lidt. Det mest spektakulære for inkarnerede horrorfans er nok en halsoverskæring, men langt det meste af de forskellige mord får man kun beskrevet, bl.a. af Abberline og af politiets retsmediciner.

Her kunne man godt have ønsket sig, at Hughes-brødrene havde vist i det mindste en smule mere, for den gode gamle Lovecraft-horrorkliché med kun at antyde ting og aldrig for alvor vise dem frem, holder ikke helt i længden.

Dermed ikke være sagt at mordene er totalt blottet for uhygge eller stemning, og helt frem til afsløringen fungerer det overraskende nok ganske fint, at man aldrig ser morderens ansigt selv om the Ripper faktisk er med i scenen. I flere af mordscenerne stjæles billedet dog til en vis grad af Jack the Rippers forskræmte kusk Netley, spillet af Jason Flemyng.

Det er heller ikke et af mordene, der er filmens mest uhyggelige eller ubehagelige enkeltscene. Den opstår som følge af den måde, hvorpå de sammensvorne sikrer sig et af vidnernes stilhed. Af én eller anden grund bliver hun ikke myrdet som de andre. Hun bliver bortført og bedøvet, og under påskud af at hun er vanvitttig sørger de sammensvorne for, at hun får det hvide snit. Denne scene udføres også uden at man egentlig ser noget, men netop her er det ikke nødvendigt; hele konceptet er grusomt nok i sig selv, og her sidder man stille og gyser.

Hokuspokus

Filmen har også sine helt fjollede elementer, især da der henimod slutningen bliver blandet noget pseudo-okkult hokuspokus ind i sagen. Da Abberline konfronterer morderen, som jeg stadig ikke vil afsløre, bliver morderens øjne med ét helt sorte, som om han er en dæmon eller noget lignende. Det understøttes også af morderens egen udlægning af “From hell”-brevet, og det er det rene nonsens.

Det er muligt at dette forklares bedre i den grafiske roman, hvis det da overhovedet er med deri, men i filmen giver det ingen mening og tilføjer bare endnu et overnaturligt lag, der er helt unødvendigt.

På trods af alle mine indvendinger mod From Hell er der stadig noget ved filmen, der gør at jeg ikke kan få mig selv til at hade den eller til at klassificere den som en stinker. Jeg har svært ved at sætte en finger præcist på, hvad det er, men måske er det fordi at filmen, på trods af alle sine fejl og mangler, stadig er underholdende og stedvist ganske atmosfærisk.

Godt nok formår Hughes-brødrene ikke at fange den Victorianske atmosfære, men mordene følges de af en fin dunkel stemning ligesom der er flere fint stemningsfyldte interiørscener spredt gennem filmen.

Endelig afhjælpes mange af filmens problemer af et glimrende og særdeles dystert score af Trevor Jones, der flere steder redder scener, der ellers kunne være tabt på gulvet. De positive ting opvejer ikke til fulde de negative, og From Hell kan ikke siges at være en rigtig god film, men for undertegnede er der alligevel så mange guldkorn undervejs, at jeg er behørigt underholdt. Det er bare lidt ærgerligt at en film med så meget potentiale som From Hell er blevet til en så tynd kop the. Men ind imellem smager det trods alt af lidt af det rigtige.

Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: Film baseret på tegneserie, Jack the Ripper, Konspirationsteorier, London, Seriemordere, Victoriatiden