Once Upon a Time in Norway

Når man taler om blackmetal, og den berømte og berygtede blackmetalscene i Norge i starthalvfemserne, så er der én bog, der fungerer som den ultimative guide, og som grundigt og faktuelt undersøger historien bag dette fænomen, nemlig Lords of Chaos. Bogen, der bærer undertitlen The Bloody Rise of The Satanic Underground, er skrevet af Micheal Moynihan og Didrik Søderlund, og er tidligere blevet anmeldt her på Planet Pulp.

Lords of Chaos-filmen overhalet indenom

Faktisk havde vi på redaktionen regnet med, at denne DVD måske var den længe ventede og debatterede filmatisering af bogen Lords of Chaos, som skulle være lavet af den dansk-amerikanske musiker, dokumentarist og filmskaber Hans Fjellestad. Men det er det ikke. Når jeg skriver debatterede, så er det fordi, der er gået mange rygter om, hvordan Hans Fjellestad ville gribe projektet an. Et projekt, der som man nok kan regne ud, har været undervejs i en del år nu.

Der er gået rygter om, at filmen ville være noget mere i retning af en spillefilm eller dramatisk rekonstruktion, om man vil, over begivenheder, der udspillede sig på den norske blackmetalscene i starten af halvfemserne, med kirkeafbrændinger, selvmord og mord, og som nu efterhånden har antaget legendarisk format i den popkulturelle bevidsthed. Der gik også rygter om, at filmen ville indeholde interviews med flere af stjernerne fra scenen dengang, såsom den fængslede Varg Vikernes, og naturligvis gik der også rygter om, at filmen skulle indeholde helt nye informationer og ikke tidligere tilvejebragt materiale. Kort sagt har man med stor spænding ventet på, hvordan Hans Fjellestad ville gribe projektet an, og hvornår han ville gøre det færdigt. Men nu viser det sig dog, at Fjellestad er blevet overhalet indenom af en lille gruppe norske dokumentarinstruktører, der står bag skabelsen af denne film, der har i Danmark er udgivet af Another World Entertainment.

Nerve og ægthed

Once Upon a Time in Norway er en ren dokumentar, der interviewer de centrale personer fra senfirsernes og de tidlige halvfemseres gryende blackmetalscene i Oslo, og lad mig sige, at jeg overordnet er meget glad for resultatet. Fjellestad får nu virkelig noget at leve op til i forhold til nerve og ægthed, hvis han nogen side får snøvlet sig sammen, og lavet filmatiseringen af Lords of Chaos færdig. Når det er sagt, så er jeg også godt klar over, at med al den hype og alle de rygter, der har været, er der helt sikkert en del blackmetalfans, der bliver skuffet over Once Upon a Time in Norway, fordi den ikke indeholder nok gore og nedbrændte kirker – det berømte billede af Dead, efter han har skudt sit eget hoved af, er dog med for en kort bemærkning.

Filmen består stort set kun af interviews med en del af de centrale skikkelser fra dengang. Den er skruet sammen på den klassiske amerikanske dokumentarfilmsmåde. I starten får vi et par korte teasere, gennem folks fortællinger om, hvad det hele handler om, og ender med. Derpå starter filmen så ellers tidsmæssigt kronologisk fra begivenhedernes start, og bevæger sig fortællende fremad, hvor der fortælles, hvad der så skete, og hvad følgerne var. Måden hvorpå dette er gjort er ved, på klassisk amerikansk vis, at krydsklippe mellem de adspurgte, således at interviewpersonerne synes at fortælle os publikum i fællesskab om det tidspunkt i begivenhedernes gang, vi nu er nået til.

Det er en meget overbevisende måde at gøre det på. Eftersom dette giver publikum det indtryk, at vi har fået det hele med. Man kan også kritisk sige, at de adspurgte måske kunne stilles mere kritisk og problematisk overfor hinanden. Men overordnet synes jeg ikke, det gør noget her, for det er tydeligt, at filmen (også) er tiltænkt som en introduktion til folk, der ikke nødvendigvis kender alle historierne, personerne og kronologien fra den norske blackmetalscene i halvfemserne. Dette selv om der f.eks. ikke er nogen gennemgående fortællende “speak” ind over, der fortæller, hvad der nu sker, og hvad der efterfølgende sker, som vi kender det fra Discovery Channels dokumentarfilm. I stedet forklarer hovedpersonerne med deres egne ord, hvad der skete, kun en gang imellem hjulpet lidt på vej i fortællingen af et kort tekststykke, der dukker op på skærmen – filmen er delt op i kapitler med titler a la “Helvete” og “Black metal politiet”. Men dette ødelægger ikke tilgængeligheden, heller ikke for folk, der ikke er inde i blackmetal-mytologien – faktisk virker filmen her rigtig godt.

Hvilket jeg kan bevidne, da jeg så den (for anden gang) sammen med min kæreste og hendes lillesøster. Mest som lidt af en eksperiment, og hvis ikke andet så for at se, hvor meget de kunne tage, og hvor længe de ville blive hængende. Men de blev faktisk begge grebet af filmen, og syntes begge bagefter, at dette var en både god og spændende dokumentar – og nej, blackmetal som stil eller musik siger dem ikke en skid. Dette er virkelig en fjer i hatten for Once upon a time in Norway. Som dokumentar er den så god, at den let kunne blive vist på f.eks. DR som en af deres indkøbte dokumentarudsendelser.

Under huden

De personer, der bliver interviewet i filmen, tilhører stort set alle den gamle indercirkel af Oslos tidligere blackmetalmiljø. Derfor har alle, med nogle undtagelser, haft et personligt forhold til mytologiske personligheder som Mayhems afdøde forsanger Per “Dead” Yngve Ohlin, Deathlike Silence Productions’ stifter og ejer samt Mayhem-mastermind Øystein “Euronymous” Aarseth og hans drabsmand Christian “Varg” Vikernes, før de netop blev til myter. Dette gør, at man virkelig kommer ind under huden på emnet på en måde, som mange andre artikler og udsendelser om 90’ernes vilde blackmetalscene i Oslo ikke gør. Man kan også godt mærke på de interviewede, at denne dokumentar ikke kunne have været lavet for 15, 10 eller måske blot 5 år siden. De virker alle til at have fået det hele så meget på afstand, at de kan forholde sig til fortiden på en mere nøgtern og afbalanceret måde, uden al den eufori og hysteri, der kendetegnede 90’ernes beskrivelser af Oslo-scenen.

Dette gælder specielt Kjetil Manheim, der sammen med Øystein “Euronymous” Aarseth var med til at grundlægge det allerførste blackmetalband, Mayhem. Manheim ser chokerede normal og nærmest konservativ ud med pænt kort, lyst hår og en lys, kortærmet skjorte.

Manheim er den af de interviewede, der siger de dybeste ting, og tydeligvis både har tænkt over tingene, og på mange områder været i stand til gennemskue de roller og det image, som både Vikernes og Aaseth ret så effektivt fik skabt af dem selv i både offentlighedens og scenens øjne. Renest rammer det, da han skal forklare, hvor svært det var for ham at se Aarseths forældre efter hans død, da de slet ikke forstod drabet på ham og den efterfølgende mediestorm. For dem var han jo bare en god dreng, der gik op i musik, ligesom sine venner, Manheim og andre, som de havde været glade for at få besøg af i deres hjem. Man mærker også, at Manheim er oprigtig ked af, at Øystein Aarseth døde, da han tydeligvis gerne ville have beholdt kammeraten fra sin ungdom, selv om de var vokset fra hinanden, og Manheim mener, at Aarseth, hvis han stadig havde levet, kunne have drevet det til noget mere end “bare” blackmetal.

Når Manheim er den, der bedst kan se uden om myterne, skyldes dette nok også, at han forlod Mayhem og scenen allerede i 1988. Den tredje medstifter af Mayhem, ud over Manheim og Aarseth, nemlig Jørn “Necrobutcher” Stubberud, bliver også interviewet. Selv om han helt klart også har et mere distanceret og afslappet forhold til de gamle dage, så er det dog tydeligt at mærke, at han alt for klart vil afsværge sig al blackmetal-ikonografien og imagetingene. Han har da også stadig en vis interesse i dette, eftersom han, som eneste oprindelige medlem i dag, driver Mayhem videre som band. Og så kan man mene om deres nye plader, hvad man vil, men man kommer ikke udenom, at de nok sælger mange billetter, fordi folk gerne vil se Mayhem på grund af historierne fra de gamle dage, hvor de for øvrigt ikke spillede udenfor Norge.

Ud over disse to medvirker også Anders Odden, Eirik Nordheim “Pytten” Hundvin, Einar Engelstad, Ted “Nocturno Culto” Skjellum, Imhoteps Gunnar Sauerman, Erlend “Sersjant” Erichsen, Terje “Trhort” Vik Schei og endelig Rolf Rasmussen, den præst hvis stavkirke var den første, der nedbrændte, da kirkebrandene greb om sig dengang.

Snotforvirrede teenagedrenge

Eftersom hele dokumentaren, som kun er på lidt over 60 minuter, består af interviews, kan man sige, at det er måske alligevel ikke er så mange, de har interviewet. Men eftersom man tydeligt mærker, at filmen er sammensat af meget lange og grundige interviews, synes jeg bestemt ikke dette trækker ned. Faktisk er det kun godt, at der ikke er flere personer med, da dette kun ville have skabt forvirring, og gjort det svært at hitte rede i hele herligheden.

Der er som nævnt ikke noget interview med Varg Vikernes, hvilket mange sikkert kunne tolke som en klar mangel. Men jo mere jeg har gået og tygget på det, jo mere er jeg kommet til den mening, at det faktisk er en god ting. For nu portrætteres Varg Vikernes i filmen alene gennem de andres billede af ham, set i bagklogskabens lys, mange år efter. Dette er nok fint, eftersom han sikkert ellers ville have tiltusket sig alt for meget screentime ved at fortælle vanvittige, men fascinerede, idéer og kontroversielle og fabulerende meninger. Han ville simpelthen have fyldt alt for meget, og filmen ville have mistet den fine, følsomme, hudløse, eftertænksomme og melankolske tone, der netop gør den til en rigtig god dokumenter, specielt indenfor dette område.

Filmen viser den norske blackmetalscene på en ny måde. Hvor personerne ikke er mytologiske, groteske kæmpeskikkelser, men mere portrætteres som helt almindelige, snotforvirrede teenagedrenge og unge mænd, der ikke helt ved, hvad de skal gøre med deres liv i denne farlige verden, og hvordan de skal forholde sig til deres egen svaghed og frygt. Måske vil nogen mene, at den afmystificerer blackmetal for meget, men jeg synes kun ærligheden klæder alle parter, og specielt klæder det filmens skabere, der let kunne have lavet TV Danmark- eller Se & Hør-agtig chokdokumentar og tjent deres penge hjem på det, men altså i stedet valgte at gå andre veje. Desuden har verden bestemt ikke brug for flere interviews med Varg Vikernes. Dem er der nok af i forvejen – bare google det – og de er sådan set alle ret ens, hvilket i bund og grund vil sige lige intetsigende. Varg Vikernes synes at elske denne medieopmærksomhed på en lidt desperat måde, og Vikernes vil tydeligvis fremkomme med en hvilken som helst provokerende og ekstrem påstand, så længe han bare kan vække læsernes og mediernes interesse.

Lange interviews

Af bonusmateriale er der en 12 sider lang booklet, der kun indeholder et essay om blackmetalscenen i Oslo, skrevet af Roy Kristensen fra Imhotep, og som egentlig ikke er så spændende. Der er heller ikke nogen nye billeder, da det alt sammen er noget, vi har set før i Lords of Chaos-bogen og i selve dokumentaren.

Derudover indeholder udgivelsen over 80 minutters interview med de forskellige medvirkende i længere og mere uforkortede former. De lange interviews må jeg sige er af lidt svingende kvalitet. Interviewet med produceren “Pytten” Hundvin er ganske interessant, men selv ikke en religionsnørd som jeg har kunne tage mig sammen til at se hele interviewmaterialet med den let kedelige præst Rolf Rasmussen igennem, og det havde egentlig ikke behøvet være der. Alle interviews er naturligvis på norsk, hvilket jo kun er en fordel, da de interviewede kan tale mere frit og klart, og som dansker kan man jo det meste af tiden forstå dem – og bare rolig, der er også undertekster.

Once Upon a Time in Norway er i mine øjne en lille perle af en dokumentarfilm. En kort lille sag, men det gør bestemt ikke noget. Tværtimod, for det er godt skruet sammen, og alt, hvad der er brug for, er der. Jeg vil helt sikkert anbefale den til alle med en bare sporadisk interesse for blackmetal og satanisme/ungdomsoprør i halvfemsernes Norge.

Once Upon a Time in Norway er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 36 | 13/10/2008

Stikord: Dokumentar, Interview