Ilsa, She Wolf of the SS

Nazisploitationgenren er én af de mest forkætrede subgenrer inden for den i al almindelig udskældte exploitationgenre. Det skyldes naturligvis bl.a. det lidet charmerende ved at udnytte koncentrationslejrens rædsler af rene profithensyn.

Alligevel blomstrede genren kortvarigt op, naturligvis (fristes man til at sige) især i den italienske filmindustri, der i løbet af 1970’ernes anden halvdel spyttede en lille halv snes nazisploitationfilm ud. Dertil kommer film som Liliana Cavanis Il portiere di notte (dansk: Natportieren) fra 1974, Pier Pasolinis Salò o le 120 giornate di Sodoma (dansk: Salò – de 120 dage i Sodoma) fra 1975 og Tinto Brass’ Salon Kitty fra 1976, der alle har nazisploitationelementer, men er lavet med andre ambitioner end bare at tjene penge.

Amerikansk produktion

Ilsa, She Wolf of the SS er ikke en italiensk produktion, men en amerikansk-tysk coproduktion. Alligevel er den uden tvivl den bedst kendte film inden for nazisploitationgenren, også selv om det ikke er den første. Før Ilsa var der Love Camp 7 (1969), der foruden at starte nazisploitationgenren også var én af de tidlige rendyrkede women in prison-film (WIP). WIP-genren og nazisploitation har en hel del til fælles; blot er kvindefænglerne i nazisploitation erstattet af koncentrationslejre, og der er skruet en hel del op for de sadistiske indslag.

Ilsa, She Wolf of the SS er faktisk en temmelig grum lille sag, og på mange måder er det interessant, at den ikke er nær så berygtet som nogle af dens italienske efterfølgere. I modsætning til flere af de italienske film er Ilsa nemlig også udtalt grafisk, og på den måde en langt mere grum oplevelse end f.eks. den ubehjælpeligt producerede L’ultima orgia del III Reich (AKA Gestapo’s Last Orgy og på dansk Orgie i det Tredje Rige) fra 1977, der ellers ofte har ry for at være én af de værste af nazisploitationfilmene. Dermed ikke være sagt, at L’ultima orgia del III Reich er nogen behagelig filmoplevelse, men det sætter bare en tyk streg under, at Ilsa, She Wolf of the SS faktisk er rigtig ubehagelig.

God inden for rammerne af sit eget koncept

Mærkeligt nok er Ilsa, She Wolf of the SS også en ret god film inden for rammerne af sit eget koncept. Her hjælpes filmen nok ret godt på vej af en scenografi, der i sammenligning med nogle af sine decideret cheap-ass italienske efterkommere, faktisk er forholdsvis fornuftig. Ikke fordi Ilsa har været nogen dyr film at producere, men bagmændene var så heldige, at de kunne få lov til at bruge kulisserne fra TV-serien Hogan’s Heroes (1965-71). Krigsfangelejren i Hogan’s Heroes blev i Ilsa til KZ-lejr nr. 9, hvor den storbarmede, sadistiske og topliderlige Ilsa (Dyanne Thorne) styrer lejren med jernnæve.

Ilsa, She Wolf of the SS har en anden fordel frem for flere af sine italienske slægtninge, nemlig noget, der faktisk minder om et plot. Det er ikke nogen sindrig konstruktion, men det sikrer ikke desto mindre, at man har noget at holde fast i ind imellem de sadistiske exploitationscener.

Sparsom men klart formuleret handling

Handlingen er sparsom, men konceptet er, at Ilsa er SS-læge, og hun bruger naturligvis fangerne i koncentrationslejren til at foretage medicinske eksperimenter på. Dette er direkte inspireret af de ægte medicinske eksperimenter, SS-læger som Josef Mengele og andre krigsforbrydere foretog i de rigtige KZ-lejre, og det er naturligvis især her, at nazisploitationfilmene bliver rigtig ubehagelige. Ilsa har dog også sin helt egen agenda, og foretager smerteeksperimenter på lejrens kvinder for at bevise sin egen teori om, at kvinder har en langt højere smertetærskel end mænd, og derfor er bedre egnet til krig end mænd. Ilsas egne eksperimenter får vi også at se, og det er heller ikke kønt.

Sideløbende med disse plotelementer, er Ilsa også seksuelt umættelig, og dyrker sex med lejrens mandlige indsatte, blot for at kastrere dem, når de ikke er i stand til at give hende tilfredsstillelse. I de seksuelle eskapader er Ilsa delvist modelleret over virkelighedens Ilse Koch, der var gift med Karl Koch, der var lejrchef i Buchenwald og Majdanek.

Ilsas seksuelle brug og efterfølgende afstraffelse af de utilstrækkelige mandlige fanger ændrer sig dog, da den amerikanske jøde Wolfe (Gregory Knoph) kommer til Lejr 9. Han fortæller én af de andre fanger, at han har været speciel lige siden puberteten – han kan nemlig selv styre, hvornår han kommer. Det lykkes derfor Wolfe at få det psykologiske overtag i magtspillet med Ilse, og det benytter han sig af sammen med de andre fanger, der er begyndt at lægge planer om et fangeoprør.

Sex og sadisme

Dette sparsomme, men dog ganske klart formidlede plot, er indskudt imellem en lang række rendyrkede exploitation- og sexploitationscener, hvor sex og sadisme er i højsædet. Man skal ikke få gode idéer her, og tro på, at folkene bag Ilsa har haft ædle tanker med deres film. Selv om nazisterne naturligvis portrætteres som den rendyrkede ondskab, er de sadistiske og blodige torturscener kun indsat som rene eksploitationkrydderier, i øvrigt sammen med de obligatoriske voldtægtsscener og tvungen lesbisk lir, som vi kender det fra de rendyrkede WIP-film.

Og der er mange af dem: fra kvinden, der koges levende, til kvinden, der lukkes inde i et kammer, der langsomt tømmes for luft. Dertil kommer de kvinder, der er blevet inficeret med forskellige sygdomme, bl.a. syfilis, og endelig naturligvis Ilsas personlige kæphest med smerteeksperimenterne, hvor hun har fået den perfekte forsøgsperson: en viljestærk kvinde, der nægter at lade sig knække. Sidstnævnte genbruges i øvrigt som motiv i Canevaris L’ultima orgia del III Reich.

Når Ilsa, She Wolf of the SS stedvist opnår en så intens stemning af det groteske, at seeren bevæges til refleksion, har man klart på fornemmelsen, at det mere er gennem held end forstand. Kronen på værket i den henseende er den helt igennem bizarre og sadistiske middagsscene, hvor Ilsa har fået besøg af en overordnet SS-general (Richard Kennedy). Hun serverer dem en fin middag, suppleret med følgende festlige indslag: for bordenden står en af lejrens kvindelige indsatte (nøgen naturligvis) på en stor isblok. Hun har en strikke om halsen, og rebet, der er bundet fast til én af loftsbjælkerne er kun lige akkurat langt nok til, at hun ikke kvæles. Men i takt med, at isen smelter kan man nok regne ud, hvad der vil ske. Da denne morsomhed går op for SS-generalen udbryder han – og hele selskabet med ham – i en så psykotisk og dybt overspillet latter, at det groteske ved scenen, og hele filmen, nærmest overvælder seeren. Senere følger endnu en grotesk scene, hvor Ilsa giver SS-generalen tilfredsstillelse, hvilket den syge nazist dog kun kan opnå ved, at Ilsa urinerer på ham.

Til syvende og sidst får de onde naturligvis deres bekomst, som det sig hør og bør, men det er ikke en ”happy end”. Men mere vil jeg ikke røbe her.

På trods af – eller måske netop på grund af – at Ilsa, She Wolf of the SS er en stedvist dybt ubehagelig film, er den både ret effektiv og ret underholdende. Den tager skridtet fuldt ud i forhold til flere af de italienske nazisploitationfilm, der (formentlig i mangel på noget, der ligner et fornuftigt budget) er meget skrabede i effektafdelingen. Effekterne i Ilsa er ikke ligefrem top dollar, men de virker efter hensigten, og er ind imellem endda rigtig gory.

Også ufrivilligt komisk

Samtidig sikres en del af filmens underholdningsværdi ved, at den trods alle grusomhederne også stedvist er ufrivilligt komisk. Dyanne Thorne overspiller til den store guldmedalje som den sadistiske og liderlige Ilsa, og hele konceptet med, at amerikaneren Wolfe kan holde den kørende så længe, han vil, er ét eller andet sted også temmelig komisk. Det giver naturligvis også filmfolkene lejlighed til ret hyppigt at vise Dyanne Thorne uden tøj på, hvilket klart har været en del af målet med filmen. Den høje grad af nøgenhed (inklusiv også Ilsas to onde kvindelige fangevogtere og de kvindelige fanger) er naturligvis en fast bestanddel af både WIP- og nazisploitationgenrerne, men undgår ikke stedvist også at virke lettere ufrivilligt komisk.

Skuespillet er generelt helt horribelt, især overspiller Richard Kennedy helt utroligt i rollen som SS-generalen, og Ilsas assistent, den Igor-lignende Binz, undgår heller ikke at fremstå temmelig komisk. Som en lille sidebemærkning er skuespilleren bag Binz en vis George Flower, som mange måske husker fra birollen som drankeren Red i Back to the Future (1985).

Exploitationveteraner

Folkene bag Ilsa, She Wolf of the SS var produceren David F. Friedman og instruktøren Don Edmonds. Friedman havde tidligere i sin karriere arbejdet sammen med Herschell Gordon Lewis på flere af Lewis’ nudie-cuties, men også Blood Feast (1963), Two Thousand Maniacs! (1964) og Color Me Blood Red (1965). Siden gik Friedman solo som producer med softpornproduktioner med kulørte titler som The Adult Version of Jekyll & Hyde og The Erotic Adventures of Zorro (begge 1972). Don Edmonds havde før Ilsa lavet sexploitationfilmene Wild Honey (1972) og Tender Loving Care (1974).

Det er altså folk, der kom direkte ud af 1970’ernes exploitationmiljø, der stod bag Ilsa, og filmen gik da også hen og blev et solidt hit i grindhousebiograferne. Lige som de øvrige nazisploitationfilm fra 1970’erne blev Ilsa, She Wolf of the SS nemlig lavet til biograferne. Det ville være utænkeligt i dag, hvor den slags bestemt ikke ville være politisk korrekt. Fascinationen af sadisme og seksualiseret vold er imidlertid ikke noget, der hører fortiden til. Her kan bare peges på den såkaldte torture porn-genre, der i de seneste år har vist sig at være særdeles salgbar. Nazisploitationgenren er sådan set ikke mere syg end torture porn-filmene – den har bare den frækhed at bruge KZ-lejrene og nazisterne som bagtæppe. Om det gør genren mere amoralsk må være op til den enkelte at vurdere – personligt kan jeg ikke rigtig se forskellen.

I kraft af sin relativt fornuftige plotfremdrift, de ofte effektivt ubehagelige exploitationscener, stedvist ufrivilligt komiske elementer og endelig en spilletid, der ikke trækker ubehagelighederne mere i langdrag, end der er nødvendigt, er Ilsa, She Wolf of the SS en seværdig nazisploitationfilm. Er man til rendyrket exploitation-sleaze er der i hvert fald smæk for skillingen hele vejen igennem – syg genre eller ej.

Anmeldt i nr. 42 | 13/04/2009

Stikord: Koncentrationslejr, Naziskurke, Nazisploitation, Splat