Disturbia

Alfred Hitchcocks Rear Window (dansk: Skjulte øjne) fra 1954, der var baseret på Cornell Woolrichs novelle It Had to be Murder (oprindelig skrevet under titlen Murder from a Fixed Viewpoint) fra 1942, er én af Hitchcocks mest populære og roste film. Konceptet i Rear Window er, at hovedpersonen – spillet af James Stewart – sidder fast i sin lejlighed på grund af et brækket ben, og bruger tiden på at udspionere sine naboer. Her bliver han vidne til det, han tror er et mord.

Fra gips til fodlænke

Vi skriver 2007. Teenageren Kale (Shia LaBeouf) har problemer. For nogle måneder siden døde hans far i et trafikuheld, som Kale føler, han var skyld i, og da en af hans high school-lærere kommer til at sige noget om Kales far, stikker Kale læreren én på skrinet. Det giver ham tre måneders husarrest med fodlænke, der betyder, at han ikke kan bevæge sig længere end 30 meter væk fra huslænkens ”modem”, der orienterer politiet, hvis han overtræder den usynlige grænse.

Kale begynder snart at kede sig gudsjammerligt, især efter hans mor Julie (Carrie-Anne Moss) lukker for hans online X-Box-abonnement og iTunes-abonnementet. I stedet begynder han at udspionere naboerne, og lærer hurtigt deres rutiner at kende. Til alt held flytter der også en ny familie ind i nabohuset, bl.a. med den smukke datter Ashley (Sarah Roemer), som Kale snart bliver dybt fascineret af (hvad man ikke kan fortænke ham i). Kale og Ashley lærer da også ret hurtigt hinanden at kende, og har fra begyndelsen et godt øje til hinanden.

En aften, da naboen til den anden side kommer sent hjem, kommer Kale i tanker om noget, han har hørt i nyhederne. Noget med en forsvundet kvinde og en blå Ford Mustang med en bule i forskærmen. Præcis som den Ford Mustang, naboen Mr. Turner (David Morse) kører i.

Den mystiske nabo

Kale, Ashley og Kales ven Ronnie (Aaron Yoo) begynder nu at holde øje med Mr. Turner, ligesom de begynder at researche de uopklarede mord, som i nyhederne bliver koblet sammen med den forsvundne kvinde. Umiddelbart kulminerer sagerne, da Kale bliver vidne til noget ildevarslende i Mr. Turners hus. Turner er kommet hjem sammen med en rødhåret kvinde (alle de forsvundne og myrdede kvinder har været rødhårede), og pludselig hører Kale skrig fra Turners hus, og kan se den rødhårede kvinde løbe rundt i huset. Kort efter bliver Kales mistanke dog gjort til skamme, da kvinden forlader huset, og kører væk i sin bil.

Men de mystiske begivenheder slutter naturligvis ikke her, og Kale stoler absolut ikke på den tilsyneladende venlige nabo – og da slet ikke, efter Turner pludselig dukker op i huset, efter at have hjulpet Kales mor med at skifte dæk på hendes bil. Det hele lugter langt væk, især fordi Kale er overbevist om, at Turner så ham udspionere huset med sin kikkert (i øvrigt i en scene, hvis opbygning minder utroligt meget om en scene i Robert Zemeckis’ fine What Lies Beneath fra 2000)

Så siger jeg ikke ét ord mere om handlingen. Den obligatoriske tilspidsning af sagerne følger naturligvis, men på grund af fodlænken har Kale naturligvis brug for både Ashley og Ronnie.

Som man nok kan fornemme, er konceptet fra Rear Window (og Woolrichs oprindelige novelle) intakt i Disturbia, selv om de ydre omstændigheder naturligvis er helt ændret. Disse ændringer var imidlertid ikke nok til at undgå, at DreamWorks i slutningen af 2008 blev sagsøgt af rettighedshaverne til Woolrichs novelle.

Fungerer helt efter bogen

Disturbia fungerer som thriller helt efter bogen. Den er bestemt ikke særlig original, men det, den gør, gør den effektivt. Stemningsopbygningen er fin, og samtidig med at spændingen stiger, er Kales husarrest naturligvis krydret med både lidt teenagekærlighed og nogle humoristiske elementer. Førstnævnte naturligvis mellem Kale og Ashley; sidstnævnte bl.a. i kraft af den generelle portrættering af Kale som den typiske pigefikserede, X-Box-spillende, TV-gloende dovne slambert af en teenager. Humoren kommer også i spil, da Kale pønser på hævn over nogle lokale møgunger, der i begyndelsen af filmen laver en led practical joke på ham. Da han ved at bruge sin kikkert kan konstatere, at de små lømler ser porno i smug på deres værelse, er der naturligvis lagt op til hævn på et tidspunkt.

Voyeurtemaet i Disturbia kommer imidlertid primært til udtryk i Kales beluring af Ashley og Mr. Turner. Hermed formår manuskriptforfatterne effektivt af afvæbne den ellers tematisk set ret vovede voyeurisme. For det første fordi Mr. Turner opfører sig mærkeligt nok til at fortjene at blive udspioneret, og for det andet fordi det hurtigt bliver tydeligt, at Kales beluring af Ashley ikke kun er fordi, hun er en hottie, men fordi han faktisk er ved at blive forelsket i hende. Det gør det i udgangspunktet ikke mindre creepy, men den endelige normalisering af Kale kommer i en scene midt i filmen, hvor han bekender kulør, og indrømmer, hvad han har gjort. Det er klogt gjort, for Disturbia vil jo netop bare være en thriller, og ikke gå ind på den direkte seksuelt ladede voyeurisme – i den afdeling kan varmt anbefales David Lynchs nok bedste film, Blue Velvet (1986).

Udmærket rollebesætning

Shia LaBeouf slog for alvor igennem i Transformers, der også kom ud i 2007, og rollerne som Sam Witwicky i Transformers og Kale i Disturbia er nærmest identiske: let nørdede teenagere, der imidlertid har en evne (uset uden for Hollywood) til at få de virkelig lækre tøser til at falde for sig. Det gør dog ikke så meget, at Kale-rollen er temmelig tynd, for LaBeouf tilføjer rollen præcis den charme, han er kendt for, og det er det, og ikke mere, filmen har brug for. Det samme kan siges om Sarah Roemer i rollen som Ashley; hun er præcist så sød og lækker, som filmens præmis kræver. Begge gør det desuden godt nok til, at publikum får sympati for deres roller, hvilket er vigtigt for filmens mulighed for at opbygge spænding. Det gælder faktisk også Aaron Yoo i rollen som Kales ven Ronnie, som Kale helt ublu udnytter i sit spionageprojekt – bedst er her en scene, hvor Kale sender Ronnie afsted for at bryde ind i Mr. Turners garage for at undersøge en mærkelig sæk, Ashley og Kale så Turner slæbe derind.

Den allerbedste af skuespillerne er dog rutinerede David Morse i rollen som den tilsyneladende venlige Mr. Turner. Og hvis der er nogen, der virkelig tror på, at Mr. Turner er venlig, så vil jeg lykønske dem med at være så grønne udi genrefilm, at de har mange gode oplevelser til gode. Morse kan spille en rolle som Turner på rygraden, men han stjæler alligevel alle de scener, han er med i. Især en enkelt scene, hvor han passer Ashley op i hendes bil, er ekstremt nervepirrende.

Disturbia – som i øvrigt er en sammentrækning af ordene ”disturbed” (der bl.a. kan betyde forkvaklet) og ”suburbia” (dvs. forstæderne) – er klart møntet på et yngre publikum, men det skal nu ikke afholde ældre genrefans fra at smække filmen i DVD-afspilleren. Der er intet nyt under solen, men instruktøren D.J. Caruso formår alligevel at holde gryden i kog, og på de rigtige steder er filmen faktisk både regulært creepy og intenst spændende. Mere behøver en velproduceret Hollywoodfilm faktisk ikke at være for at være rigtig fin underholdning.

Anmeldt i nr. 42 | 13/04/2009

Stikord: Psykopater, Seriemordere, Ungdomsgyser, Voyeurisme