Dead Yuppies

I 2001 udkom Agnostic Fronts tredje album på Epitaph. Nyhedsværdien i bandets gendannelse var for længst forsvundet, og det er næppe for meget sagt, at der ikke var nogle synderlige forventninger til New Yorkernes nye udspil.

Som førstegenerations repræsentanter for New Yorks hardcorescene, er der sket meget for både musikken og miljøet siden Agonostic Front dannedes i begyndelsen af 1980’erne. Det gælder imidlertid ikke for gruppen selv, der udover en stærkt metalpåvirket periode blot løbende har udskiftet et par medlemmer.

Når Agnostic Fronts Dead Yuppies derfor virker som et rendyrket “blast from the past”, kan det næppe komme bag på én.

Old school på den knap så gode måde

I bandet finder vi stadig Roger Miret i forgrunden som sanger, og Vinny Stigma på guitar – de to eneste virkeligt faste holdepunkter i bandets karriere. På trommer er det så James Colette og bassen er overtaget af Mike Gallo. Sammen leverer de en velfungerende enhed, der øjensynligt er enige om, hvordan hardcore bør spilles.

Alle pladens numre er skrevet og udtænkt af gruppen i fællesskab, og dette, kombineret med Roger Mirets skramlede produktion, gør at man faktisk næppe kan forestille sig noget mere old school.

I sig selv er old school naturligvis ikke noget dårligt, men når bandet fastholder deres gamle idealer med stålsat stivsind og vedholdende fortsætter med at synge om klasseuretfærdighed, yuppies og politikerlede, som året var 1983 og den amerikanske præsident hed Ronald Reagan, bliver konceptet måske en anelse støvet.

Nuvel, det er jo glorværdige budskaber, men når vi samtidig konfronteres med stereotype vi-kan-selv-tekster, bliver det hele faktisk en smule pinligt og det er synd.

På Dead Yuppies er der 14 numre af den samme skuffe. Hurtige, aggressive sange, der typisk leveres på to minutter eller en smule mere. Albummet er derfor en kraftig energiudladning, der hæmningsløst blæser derud af. De enkelte sange forsvinder hurtigt mellem hinanden, og man skal holde ørerne stive de første par gange den høres, hvis spidsfindighederne skal opdages. Som en slags varemærke er og bliver det Mirets vokal og Stigmas anslag til den enkelte sang, der kendetegner numrene og hele pladens lyd.

Også gode ting

Nu kan alt dette lyde frygtelig negativt, og sådan er det da også ment, men der er rent faktisk et par gode sange på Dead Yuppies, hvor bandet viser, hvad det er vi bør huske dem for, når de en dag beslutter sig for at smide håndklædet i ringen.

Det første nummer, “I Wanna Know”, er en fabelagtig festsang, der med sit legende riff spontant inspirerer til at springe omkring. “Liberty” – pladens fjerde sang – er også et nummer det er svært ikke at holde af, måske fordi det på så banal en manér viser alt hvad Agnostic Front kan og står for. “Uncle Sam” (nr. 6) og “Alright” (nr. 12) er da også et par fine numre, men videre nyskabende er de ikke.

Det kan i øvrigt konstateres, at uanset hvor fastlåst bandet er i deres oprindelige stil, har 80’ernes metal alligevel fundet en permanent base i deres lydunivers. I både “Uncle Sam” og “Politician” (nr. 10) er det umiskendeligt herfra inspirationen bliver hentet.

Ikke dårlig, men uoriginal

Dead Yuppies er ingen dårlig plade. Er man til hardcore, er den et fint supplement til samlingen, men den er omtrent så uoriginal som albummets titel. Agnostic Front er tilsyneladende nået til det punkt i deres karriere, hvor det ikke længere lønner sig at være kreative. Deres fanbase er vel nogenlunde konstant, og de lytter til bandet fordi de laver den musik de nu engang gør. Formodentlig er det noget alle parter er tilfredse med, men et eller andet sted begynder det at klinge lidt hult.

Som introduktion til bandet kan Dead Yuppies ikke anbefales, og til gamle fans, der endnu ikke har hørt albummet, er der vel blot at sige, at alt er ved det gamle. Intet nyt under solen kunne være overskriften for denne anmeldelse, og det er noget man længe har kunnet sige om Agnostic Front.

Måske er det blevet tid til at finde de gamle plader frem, mens man venter på deres afskedsturné.

Nummerliste:
1. I Wanna Know (Agnostic Front) (2:21)
2. Out of Reach (Agnostic Front) (2:01)
3. Everybody’s a Critic (Agnostic Front) (1:15)
4. Liberty (Agnostic Front) (2:44)
5. Club Girl (Agnostic Front) (1:41)
6. Uncle Sam (Agnostic Front) (1:48)
7. Urban Decadence (Agnostic Front) (1:56)
8. Love to Be Hated (Agnostic Front) (2:13)
9. No Mercy (Agnostic Front) (1:34)
10. Politician (Agnostic Front) (2:08)
11. Pedophile (Agnostic Front) (2:27)
12. Alright (Agnostic Front) (2:31)
13. Dead Yuppies (Agnostic Front) (2:47)
14. Standing on My Own (Agnostic Front) (1:45)

Total spilletid: 26:31

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006