Suspiria

Siden 1975 har det italienske prog-rockband Goblin, med skiftende besætning, leveret musik til 19 film, hovedsageligt inden for gysergenren. Bandet startede deres filmmusikkarriere med at lave musikken til Dario Argentos giallo Profondo Rosso (1975) og i 1978 lavede de scoret til den italienske release af George A. Romeros Dawn of the Dead (1978).

Op igennem 1970’erne og 1980’erne arbejdede de gentagne gange sammen med Dario Argento, og det er nok også igennem samarbejdet med den legendariske italienske gysermester, at bandet er blevet bedst kendt blandt filmfans. I øvrigt skal det lige nævnes, at ét af de oprindelige medlemmer af Goblin, Claudio Simonetti, fra begyndelsen af 1980’erne har været aktiv som filmkomponist på egen hånd – således var det også Simonetti, der lavede musikken til Argentos seneste film, La Terza Madre (2007).

Eklektisk score

Af bandets scores til Argentos film er det uden tvivl Suspiria, der er bedst kendt, og det er efter min mening helt fortjent, for Suspiria ville have været en helt anden film, hvis det ikke havde været for Goblins meget eklektiske score. At dette til gengæld gør albummet til en særdeles mærkelig lytteoplevelse er en anden sag, men man kan på ingen måde komme uden om, at bandets musik, sammen med Argentos billeder, er med til at skabe den oplevelse, Suspiria er.

Allerbedst kendt fra scoret til Suspiria er det glimrende hovedtema, der høres i flere af albummets numre, mest fremtrædende i titelnummeret “Suspiria” (nr. 1). Nummerets begyndelse, hvor hovedtemaet med det samme dukker op, er bl.a. instrumenteret med celesta, synthesizer og percussion, samtidig med at en lav, hviskende vokal ligger i baggrunden, og giver en virkelig skummel effekt. Temaet har en spilledåseagtig kvalitet over sig, der passer perfekt til filmens nærmest eventyragtige stemning, men det er vel at mærke en temmelig dyster spilledåse, vi har med at gøre! Efter et par minutter går nummeret over i et mellemstykke, der må klassificeres som decideret rock, med bl.a. elektrisk guitar, trommer og synth (og hvor vokalen kontinuerligt hvisker “witch”), inden hovedtemaet på ny vender tilbage.

Det enkle, men uhyre effektive 15 toner lange tema høres også i en helt ren form, uden rockmellemstykke, vokaler og synthesizer, i nummeret “Suspiria (Celesta and Bells)” (nr. 9).

Utraditionel tilgang

Inden vi når så langt er vi dog på første halvdel af albummet blevet præsenteret for en række andre numre, der er særdeles svære at klassificere rent musikalsk. På trods af tydelige rockindflydelser er der bestemt ikke tale om rockmusik i traditionel forstand, og især ét af numrene ligger i grænselandet mellem musik og lyddesign. Det er “Witch” (nr. 2), der hovedsageligt består af percussion, synth og en klagende, nærmest skrigende, vokal. Det er bestemt ikke musik af den type, man vil kalde behagelig eller lyttevenlig – nogle vil formentlig være fristet til at kalde det larm – men man kommer ikke uden om, at det faktisk er rigtig uhyggeligt, også uden for filmens kontekst.

Med “Sighs” (nr. 4) er vi tilbage i musikken, men stadig i den klart aparte og larmende ende af skalaen. Nummeret er konstrueret omkring en række riffs – formentlig en blanding af guitar, bas og mandolin – blandet med synthesizer, adskillige overdubbede vokaler og til sidst orgel. Det er endnu et af den type numre, som på ingen måde vil appellere til alle, men det er både intenst og ganske skræmmende – især på grund af den glimrende anvendelse af de bizarre vokaler.

“Markos” (nr.5) er lidt mere rockpræget – over et kontinuerligt, nærmest hypnotiserende synthesizermotiv, ligger en række rockede melodilinjer, der mest af alt lyder som om de er lavet med en Moog. De suppleres så af højlydt percussion, og diverse synthesizede lydeffekter.

Midt på albummet skifter musikken pludselig karakter. Med “Black Forest” (nr. 6) får vi et rendyrket blødt rocknummer (uden vokal, men med saxofon!), og i “Blind Concert” (nr. 7) er vi ovre i noget, der minder om Hancock-inspireret fusion, komplet med funky guitarriffs og det hele. Den skizofrene lytteoplevelse kulminerer umiddelbart med den lille pianovals “Death Waltzer” (nr.8), der anvendes diegetisk i filmen.

Det oprindelige album sluttede efter dette nummer, men den udvidede version, der udkom i anledning af filmens 30 års jubilæum i 2007, er suppleret med det tidligere nævnte “Suspiria (Celesta and Bells)” samt et par andre numre, hvor hovedtemaet er fremtrædende. Dertil kommer en alternativ version af “Markos” (nr. 12).

Et album man elsker eller hader

Hvis man ikke har hørt albummet, er det meget svært at beskrive, hvor underlig en lytteoplevelse scoret til Suspiria egentlig er, og ligesom filmen er det helt sikkert ét score af den type, der vil dele vandene. Enten elsker man det, eller også hader man det. Er man udelukkende til tematiske scores af den typiske Hollywood-skole, skal man holde sig meget langt væk fra Suspiria, men hvis man godt kan lide at udfordre sin smag, og prøve noget helt anderledes, er der en mulighed for, at man vil mene, at Suspiria er et særdeles interessant bekendtskab.

Normalt er jeg stærkt kritisk overfor albumudgivelser af scores, der ikke i sig selv udgør en god lytteoplevelse. At filmmusik kan være ekstremt effektivt i kontekst af den film, musikken er komponeret til, er ikke nødvendigvis det samme, som at det er en god lytteoplevelse som selvstændigt album. Det er albummet med musik fra 28 Days Later et eminent eksempel på – mage til spild af god CD-plastic skal man lede længe efter.

Også i den forbindelse vil Suspiria kunne føre til delte meninger, for der er enkelte numre – især “Witch” – der klart må betegnes som en acquired taste. På trods af, at Suspiria ikke er et nemt tilgængeligt album, især ikke for tilhængere af mere traditionel filmmusik, må jeg erkende, at jeg er mere end almindeligt glad for det. For i modsætning til så meget anden filmmusik, der udkommer i dag (også fra Hollywood) er musikken på Suspiria-albummet aldrig ligegyldigt.

Bandet prøver konstant nye ting, ændrer retning, syrer ud og presser citronen til det yderste – men alt dette vel at mærke for at opnå en effekt. Det synes jeg lykkes helt eminent for Goblin i tilfældet Suspiria, og herfra kvitteres der derfor både med en absolut anbefaling og en alvorligt ment advarsel: Suspiria er et seriøst fucked up album. Du vil enten elske eller hade det. Så gør dig selv den tjeneste at lytte til nogle af numrene, inden du punger ud.

Nummerliste:
1. Suspiria (6:02)
2. Witch (3:12)
3. Opening to the Sighs (0:32)
4. Sighs (5:16)
5. Markos (4:05)
6. Black Forest (6:06)
7. Blind Concert (6:16)
8. Death Waltzer (1:52)
9. Suspiria (Celesta and Bells) (1:34)
10. Suspiria (Narration) (1:48)
11. Suspiria (Intro) (0:32)
12. Markos (Alternate Version) (4:10)

Total spilletid: 41:25

Anmeldt i nr. 35 | 13/09/2008