Women of Hell’s Island

Indenfor exploitationfilmgenren er der lavet pænt mange film, der handler om kvinder i fængsel. Det er denne genre, som skaberne af Women of Hell’s Island har taget udgangspunkt i, men som de lige har givet et twist. Kort fortalt er konceptet i filmen, at kvinderne er blevet kidnappet for at blive brugt som sexslaver i en lejr for lejesoldater! Denne afsindige idé er faktisk ikke dårlig til en exploitation-film, men desværre må man konstatere, at Women of Hell’s Island generelt er dilettantisk udført.

Lige på og hårdt

Filmen begynder lige på og hårdt. Vi ser en kvinde flygte fra en mand, men hun bliver straks indhentet og ført ind i en stor bygning. Umiddelbart efter ser vi en anden kvinde flygte fra samme bygning, og mens vi følger hendes flugt krydsklippes der til en sexscene med én af sexslaverne, forstås. Den flygtende kvinde bliver fanget, og der klippes til sexscenen, som slutter med at denne kvinde skyder sig selv gennem munden med en pistol, der ligger på natbordet. Det var handlingen før filmens fortekster!

Umiddelbart efter denne appetitvækker begynder selve handlingen. I begyndelsen ser vi, hvordan tre kvinder bliver kidnappet. Den første er en stripper, der bliver snuppet på gaden umiddelbart efter hendes tjans er overstået. Den anden er en håbefuld modelaspirant, der møder op til prøvefotografering blot for at finde kidnapperne dér. Og den tredje er en kvinde, der er ude at jogge.

Sexslaver

De transporteres sammen med en flok andre damer til titlens “Hell Island”, hvor det går op for dem, at de skal bruges til sexslaver, og hvor de trues (og i ét tilfælde voldtages) af en sadistisk opsynsmand (spillet af Ken Metcalfe, der har skrevet manuskriptet sammen med instruktøren) alt imens de må bo i en hule (!).

To af de nyankomne, Rose og Cindy, er vores egentlige hovedpersoner, og de beslutter sig snart for at bryde ud. Her er der i bedste fængselsfilmstradition optræk til ballade med én af de andre kvinder, den sorte Maggie, som mener, at hun er chefen blandt pigerne.

Mens Rose og Cindy nemlig vil bygge en tunnel, går Maggie ind for en mere direkte vej ud. Efter en forgæves flugtaktion, der ender med at adskillige af kvinderne bliver dræbt, lykkes det selvfølgelig for Rose, Cindy m.fl. at slippe ud gennem deres tunnel, som de har bygget med forbløffende fart.

Herefter er resten af filmen af en jagtsekvens, hvor damerne forsøger at slippe væk fra de bevæbnede vagter, alt imens de må løbe spidsrod gennem øens jungle, hvor der er udlagt miner og alskens andre fælder. Hvordan filmen slutter, er der ingen grund til at afsløre, men jeg vil dog sige, at kvinderne er enormt gode til at skyde og til at kaste håndgranater!

Horribelt dårlige skuespillere = morsom dialog

Women of Hell’s Island er et vaskeægte stykke makværk; en rendyrket trashfilm, som kunne have været rigtig underholdende, men som desværre er temmelig kedelig det meste af tiden. Enkelte få morsomme ting gør dog, at filmen ikke er en total fiasko. I første del af er der nogle stykker dialog, der får én til at trække på smilebåndet, men desværre er der forholdsvis lidt dialog filmen igennem. ‘Desværre’ fordi skuespillerne er så horribelt dårlige, at dialogen er så langt det sjoveste ved hele molevitten.

Der er flere steder, hvor man ikke kan lade være med at smågrine over både hvor corny dialogen er skrevet og hvor dårligt den fremføres. Nøgenhed, som ofte er denne filmgenres største fordel, er der heller ikke specielt meget af. Der er en smule i begyndelsen, men det hele holdes over bæltestedet, og i resten af filmen er kvinderne alle dydigt påklædt i sorte shorts og blå t-shirts. Sidstnævnte er dog ganske stramtsiddende, hvilket betyder at babserne svinger lystigt hver gang damerne løber, hvilket ikke er så sjældent.

Historien hænger naturligvis overhovedet ikke sammen, hvilket heller ikke er nødvendigt i en film som denne, hvis blot der er nok underholdende elementer til at bære den sparsomme handling. Det er der desværre ikke i Women of Hell’s Island.

Filmen er basalt uspændende, og på nær den sparsomme dialog er der kun få elementer, der bidrager til morskabsværdien. Ægte exploitationfans vil måske live op under filmens enkelte voldtægtsscene, der tangerer det ubehagelige, men som i virkeligheden er langt mindre ubehagelig end meget, man ser i mainstreamfilm. Således byder Women of Hell’s Island kun på få gode grin og ingen hård exploitation.

Amerikansk-filippinsk coproduktion

Women of Hell’s Island er en amerikansk-filippinsk coproduktion, instrueret af Cirio H. Santiago, der stadig producerer og instruerer film for fuld tryk. Det betyder samtidig, at filmen er en skønsom blanding af amerikanske og filippinske skuespillere, hvor førstnævnte anvendes som hovedpersoner og sidstnævnte (med to undtagelser) som lakajer og kanonføde.

Ud over kvinderne og den sadistiske lejrvagt udgøres galleriet af hovedpersoner stort set kun af den fillippinske lejrlæge, en fillippinsk lakaj og den kvinde, der leder lejren, og som aldrig kaldes andet end “The Lady”. Præcis hvilken slags lejr, der er tale om, finder man aldrig for alvor ud af – der refereres til både lejesoldater og snigmordere, så antagelig er der tale om en Spectre-lignende organisation.

Der efterrationaliseres dog på livet løs. Nogle af forklaringerne er helt ude i hampen og temmelig sjove på en utrolig kikset måde. Bl.a. forklares det meget pædagogisk, hvorfor det er nødvendigt at have kvinder i lejren i stedet for bare at lade snigmorderne stille deres seksuelle sult når de er ude i verden.

Det går ikke, forklarer “The Lady”, for det er meget vigtigt at snigmorderne vender tilbage med det samme efter en opgave. Hvorfor de ikke kunne bolle før de udfører deres mission er der åbenbart ingen, der har overvejet. En anden, og faktisk ret morsom, forklaring kommer der i forbindelse med kvindernes “job”.

Lejrlægen giver dem indsprøjtninger med et middel, der virker som en blanding af sløvende medicin og elskovsmiddel. Som én af kvinderne forklarer “Det får én til at svæve på en sky, men det irriterer samtidig indvendigt.” Det er åbenbart derfor kvinderne bliver liderlige, for som der siges umiddelbart efter: “Believe me, you’ll want relief”. Sådanne lumre forklaringer fås kun i denne type film.

Elektroniske bippelyde og lilletromme

Manuskriptet er dårligt, selv for denne type film, instruktionen elendig og skuespillet horribelt. Women of Hell’s Island er ubehjælpeligt filmet og klippet, og det hjælper heller ikke, at musikken primært består af elektroniske bippelyde og slag på en lilletromme. Helhedsindtrykket hjælpes heller undervejs af, at der er tale om en DVD-Rom-udgivelse, baseret på en transfer fra en tydeligvis slidt VHS-kopi af filmen – komplet med dårlig farvebalance, dårlig skarphed, dårlig lyd og sågar flimmer på skærmen.

Siden Women of Hell’s Island imidlertid er en film, som ingen etablerede DVD-distributører ville røre med en ildtang, må man imidlertid bifalde Horror Theater Video for, at de trods alt har udgivet filmen. Man kunne blot have ønsket, at de havde kunnet finde en bedre kopi.

I sidste ende er Women of Hell’s Island kun for inkarnerede exploitationfans eller samlere, for ellers er det kun personer, for hvem genren er ny, der vil synes at filmen har noget at byde på. De ganske få underholdende elementer filmen trods alt besidder, gør imidlertid at den er svær at hade – den er umanerlig dårlig på næsten alle leder og kanter, men man må nok ikke undervurdere dens underholdningsværdi hvis den ses sammen med vennerne og i selskab med rigelige mængder alkohol.

Women of Hell’s Island er venligst stillet til rådighed af Horror Theater Video.

Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006

Stikord: Junglen, Women In Prison, Øer