NYX: Wannabe, hvor NYX skal læses som New York X, fra Marvel blander to umage genrer: superhelte og socialrealisme. Eller rettere; albummet blander socialrealisme ind i Marvels superhelteunivers, for ret beset møder vi ingen deciderede helte i løbet af historien. Hovedpersonerne er dog mutanter, og på deres egen hverdagsfacon er de faktisk en slags helte.
NYX: Wannabe udkom oprindelig i syv dele mellem 2003 og 2005 og udkom som album i 2006. Historien er forfattet af Marvelredaktøren Joe Quesada, der også var en af mændene bag plottet i Wolverine: Oprindelsen, og albummet er tegnet af Joshua Middleton og Robert Teranishi. Middleton tegnede de første fire numre og Teranishi de sidste tre.
X
Albummets titel fortjener en kommentar, for ud over at titlens ‘X’ naturligvis konnoterer til X-Men, så forklares det i det korte forord, at det også refererer til “Generation X”. Der er dog næppe nogen tvivl om, at det er X-Men-forbindelserne, der i denne henseende vejer tungest.
Historiens hovedperson er teenagepigen Kiden, der bor sammen med sin mor og sine tre brødre i et usselt kvarter. Den ældste bror er en lømmel, der er blandet ind i narkohandel, og Kiden selv er også ret utilpasset. Det har vi allerede i albummets begyndelse fået en forklaring på, idet Kiden som barn oplevede sin far blive skudt. Faderen var politimand, og Kiden er aldrig kommet sig over tabet.
I begyndelsen fungerer alt “normalt” i den lille dysfunktionelle familie, men det skal snart ændre sig. Kiden lægger sig alvorligt ud med en dreng fra skolen, Hector, der for at ville hævne sig, smugler en pistol ind på skolen. I situationen, hvor Hector forsøger at skyde Kiden, sker der imidlertid noget mærkeligt. Kiden opdager, at hun kan stoppe tiden, og bevæge sig rundt i den fastfrosne verden. Mens hun er i denne tilstand, er hun desuden i stand til at påføre andre stor skade ved den mindste berøring.
Skuddrama
Kiden undgår Hectors skud, men resultatet bliver at kuglen i stedet rammer en af lærerne på skolen. Som konsekvens af denne situation, flygter Kiden fra skolen og fra sin familie og bor på gaden. Dette fortælles dog kun i tilbageblik, for handlingen springer et halvt år – selv om der for Kiden kun er gået kort tid pga. hendes mærkværdige evne.
Nu viser det sig, at Kiden også ser spøgelser – eller i hvert fald sin fars spøgelse. Faderens skikkelse dukker op på kritiske tidspunkter, og fortæller Kiden, hvad hun skal gøre. Rådene giver ikke altid umiddelbart mening, men det viser sig altid, at faderens råd og forudsigelser holder stik. Efter skudepisoden møder vi Kiden igen, da faderen har givet hende besked på at opsøge lærerinden der blev skudt på skolen. Lærerinden, Cameron Palmer, overlevede skuddramaet, men denne gang redder Kiden hende fra at dø, idet hun har forsøgt at begå selvmord.
Det har vi set før…
Herefter tager handlingen fart. Igen på grund af faderens råd, møder Kiden og Cameron en ung prostitueret, der også viser sig at have mutantkræfter. Den unge gadepige navngives aldrig i albummet, men hendes kræfter ligner noget, vi har set før. Ud af begge hænder har nu nemlig evnen til at skyde to lange metalknive, men tillige kan hun også skyde en metalkniv ud af hver fod.
Evnerne minder påfaldende meget om Wolverine/Jærven, og faktisk er der en helt naturlig forklaring på det. Karakteren som vi her har med at gøre er X-23, som faktisk er en klon af Wolverine, og som her har sin tegneseriedebut. Karakteren blev skabt til den animerede serie X-Men: Evolution, men optræder altså for første gang på papir i NYX: Wannabe. Endelig introduceres vi også for Tatiana Caban, der har den besynderlige evne at være i stand til at formskifte til ethvert dyr, hvis blod hun kommer i berøring med.
Resten af handlingen tager form efter at den unge prostituerede er blevet introduceret, for hendes alfons, Zebra Daddy, vil have hende tilbage for enhver pris og sender sine svært bevæbnede lakajer efter den lille gruppe antihelte.
Hvordan det spænder af skal naturligvis ikke afsløres her, men jeg kan da afsløre så meget, at klimakset involverer mutantkræfter, skydevåben og en hel del blod. Faktisk har Daddy også en mutant i sit sold, omend Brian Soul – med tilnavnet Felon – faktisk ikke er ond. Felons mutantkraft er, at han kan projicere sin bevidsthed ind i andre mennesker og dermed kontrollere dem. Felon spiller også en væsentlig rolle i forbindelse med historiens klimaks.
Fin karaktertegning
Umiddelbart lyder det som om, at der er tale om en forholdsvis ‘straight’ historie, fortalt uden de store dikkedarer, men faktisk er der tale om en meget langstrakt fortælling, hvor Quesada tydeligvis har kæret sig om sine personer og ønsker at give et mere nuanceret karakterportræt end vi er vant til fra superheltetegneserier. Det lykkes også langt hen ad vejen, og især Kiden og den tilsvarende traumatiserede lærerinde, kommer til at fremstå som rigtige mennesker af kød og blod.
Også Tatiana Caban er ganske nuanceret, så blandt hovedpersonerne er det den unge X-23, der kommer til at fremstå som den tyndeste karakter. Det skyldes formodentligt, at hun knapt mæler et ord. Skurkene – og her det næsten kun Zebra Daddy, der er værd at tale om – er papirstynde, og fungerer udelukkende til at give historien fremdrift, men det er også i orden. Det er tydeligt, at det er hovedpersonerne som Quesada har været interesseret i.
Lettere langtrukken
Man må rose Quesada for at have fulgt denne tilgangsvinkel til historien. Som der står i forordet, så var det målet at “lege lidt med ideen om, at man godt kan have specielle evner uden at være superhelt.” Det er lykkes til fulde og tilmed virkelig godt, men bagsiden af medaljen er, at historien sine steder ikke undgår at være lidt langtrukken. Her skulle redaktøren Quesada nok af og til have irettesat forfatteren Quesada ud fra devisen “kill your darlings”.
Det vigtigste her er dog, at historien aldrig bliver så langtrukken, at man ikke læser videre. Man holder aldrig op med at bekymre sig om karaktererne og med at tænke på, hvor det hele mon ender. Det er noget af en bedrift så succesfuldt, at blande to så forskellige genrer, som Quesada gør i NYX: Wannabe, og det må man – om man kan lide resultatet eller ej – tage hatten af for. Personligt synes jeg det er glimrende!
Speciel tegnestil
Nogle læsere vil imidlertid nok stå lidt af på den tegnestil, der lægges for dagen i NYX: Wannabe. Da jeg selv åbnede albummet første gang var min reaktion noget skeptisk, for tegningerne repræsenterer en let stiliseret naturalisme med en til tider stærkt særegen farvelægning. Tilmed anvendes der adskillige steder effekter, der leder tanken hen på film og fotografier, såsom at ting i forgrunden af billedet tegnes uskarpe, mens ting i baggrunden i baggrunden står knivskarpt. Dette fungerer ekstremt godt, når man lige gennemskuer idéen bag, og generelt er der tale om et virkeligt flot tegnet album.
Der er ingen tvivl om, at de første fire kapitler er de flotteste – de fire kapitler svarer til de første fire numre af serien, og er altså dem, der er tegnet af Joshua Middleton. Robert Teranishis streg er noget mere løs, men når man lige er kommet igang med femte kapitel, vænner man sig hurtigt til den, og der er stadig tale om kvalitetsarbejde.
Fin udgivelse
Som sædvanlig er der tale om en virkelig flot udgivelse fra G. Floy Studio, hvor både indbinding, papir og tryk signalerer kvalitet. Især forsiden er smukt lavet, hvor den afbildede person er trykt glittet, mens resten af forsiden er mat. Det giver et fremragende spil i billedet, og det er en fornøjelse.
Den danske oversættelse er foretaget af Steffen P. Maarup, og der er tale om nærmest pletfrit arbejde, hvor Maarup har skullet balancere på en knivæg, idet sproget er hverdags- og ungdomsamerikansk. Det er blevet oversat med anvendelse af en del amerikanske udtryk, men det er udmærket, for sådan taler danske teenagere også i dag.
Skal der endelig hældes lidt malurt i bægeret, så må det kritiseres, at der ikke er sidetal i albummet. Sidetal er altid en god ting at have i en længere udgivelse, men i dette tilfælde er den manglende sidenummerering ekstra problematisk, idet albummet indledes med en indholdsfortegnelse med sidetalsangivelser ved hvert kapitel.
Ellers har jeg ikke meget at udsætte på NYX: Wannabe – ud over lige det forbehold, at albummet næppe vil appellere til alle. Den giver Marvels superhelteunivers et gedigent twist, og det er netop den slags saltvandsindsprøjtninger, jeg mener at hæderkronede universer som Marvels af og til har brug for. Tidligere har Neil Gaiman og Andy Kubert stået for en anden twist med Marvel 1602, og selv om NYX: Wannabe er knap så drastisk i sin tilgang til materialet, er der stadig langt fra NYX til X-Men.
Historien i NYX er langt mere personorienteret, karaktertegningerne er gode, og selv om historien er følelsesladet, så er den det på en nærmest objektivt beskuende facon, der gør, at det aldrig bliver direkte patetisk. Personligt synes jeg det er ganske fremragende, men det er så anderledes, at nogen sandsynligvis vil mene anderledes. Under alle omstændigheder fortjener NYX: Wannabe at blive læst alene på grund af dens alternative tilgang til et kendt univers. Ros herfra!
NYX: Wannabe er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.
Originaltitel: NYX: Wannabe
Forfatter: Joe Quesada
Tegnere: Joshua Middleton & Robert Teranishi
Farvelægning: Jean-Francois Beaulieu, Joshua Middleton, Felix Serrano
Albumlængde: 190 sider
Dansk oversættelse: Steffen P. Maarup
Udkom i USA i syv dele fra 2003-2005 på forlaget Marvel.
Udkom i USA som samlet album i 2006 på forlaget Marvel.
Udkom i Danmark som album i 2006 på forlaget G. Floy Studio.
Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006
Stikord: Dysfunktionelle Familier, Mutanter, New York
