Alone in the Dark

For nogle måneder siden anmeldte vi her på Planet Pulp det første computerspil i Alone in the Dark-serien. Spillet fra 1992 har indtil videre fået fire fortsættelser (med en femte i støbeskeen), og det originale spil er blevet en klassiker. Derfor, og fordi spillet er løseligt baseret over idéer hentet fra H.P. Lovecrafts forfatterskab, er navnet velkendt blandt både computerspillere, horrorfans og rollespillere.

Det er formentlig derfor nogen har fået idéen til at lave en film, bygget over spillet. Selv har jeg kun spillet det første Alone in the Dark, og kender derfor ikke historien i nogle af fortsættelserne. Angiveligt skulle filmen dog fungere som en direkte forsættelse af det fjerde spil i serien, der har undertitlen The New Nightmare (2001).

Rædselsfuld

Her er det dog filmen det skal handle om, og lad det være sagt med det samme: Alone in the Dark er en rædselsfuld film. Det er helt sikkert den dårligste film, jeg har set i år, og vel også den dårligste film, jeg har set i flere år. Den er helt og aldeles skrækkelig uden at besidde et eneste forsonende træk.

På dette sted i anmeldelsen ville et handlingsreferat være på sin plads, men det lader sig ikke rigtigt gøre, for handlingen i Alone in the Dark er nærmest ikke-eksisterende. Der er skam et plot et eller andet sted, men det har manuskriptforfatterne Elan Mastai, Michael Roesch og Peter Scheerer ikke interesseret sig for.

Historien er en omgang formummet vrøvl om en indianerstamme, der for 10000 år siden åbnede en port til “mørkets verden” og af den grund uddøde. I vor tid har den diabolske arkæolog Lionel Hudgens (Matthew Walker) forsket i sagen, og forsøger nu at genåbne porten. Hvorfor finder man aldrig rigtig ud af, men det vrimler med alien-lignende monstre filmen igennem.

Tricket er så, at vor helt, Edward Carnby (Christian Slater), faldt i kløerne på Hudgens, da han var barn. Hudgens eksperimenterede på Carnby og en række andre forældreløse børn fra et børnehjem, og forsøgte at lave en hybridrace – en blanding af monstre og mennesker. Siden er Carnby vokset op til at blive paranormal detektiv, og det er i denne kapacitet vi møder ham ved filmens begyndelse. Carnby er netop vendt hjem fra en tur til Chile, hvor han har fundet en mystisk genstand, fremstillet af de skumle forhistoriske indianere.

Actionfilm

Det hele udvikler sig på nul komma fem til en all-out actionfilm, hvor Carnby og regeringens agentur for paranormale undersøgelser – Bureau 713, som det kaldes – overfaldes af monstre igen og igen. Det er naturligvis Hudgens, der har pudset monstrene på hovedpersonerne.

Undervejs samler Carnby en sidekick op i form af den kvindelige arkæolog Aline Cedrac (Tara Reid). Præcis hvilken rolle Cedrac spiller i filmen finder man aldrig ud af, og man mistænker lidt, at hun kun er med for at filmen kan have en helt og aldeles tandløs sexscene.

Historiens fremdrift giver ingen mening. Der sker mange ting uden at man ved hvorfor de sker eller hvordan filmens personer får den viden, de har. Plottet omkring de onde indianere og deres efterladte genstande (som Hudgens er ude efter) udvikles aldrig ordentligt, og også Hudgens’ motiver forbliver ukendt. Generelt er hele affæren præget af så mange ulogiske handlingsspring, at man til sidst opgiver at få det hele til at give mening.

Filmen indledes af en alenlang tekst, der forklarer baggrunden for handlingen – altså hele baduljen omkring indianerne, noget om en mine, Hudgens og hans eksperimenter og mere til. Denne tekst blev kun tilføjet fordi adskillige personer i filmens testpublikum konstaterede, at de ikke kunne følge plottet. Det kan man ikke fortænke dem i, for det kan man ikke engang, selv om man får baggrundshistorien forklaret før filmen går i gang. I løbet af filmen bliver man ellers “hjulpet” af adskillige voice-overs fra Carnby, som sikkert – ligesom den indledende tekst – er tilføjet i et forsøg på at hjælpe publikum forstå hvad der foregår.

Hepper på monstrene

Som nævnt udvikler filmen sig hurtigt til rendyrket action. Det antydes allerede i de første fem minutter, der består af en lang slåskamp mellem Carnby og én af Hudgens’ ikke helt menneskelige håndlangere. Efter at Carnby har foretaget en smule detektivarbejde, hvor der faktisk er noget, der minder om logisk plotfremdrift, begynder monstrene at dukke op, og da det sker går der ikke længe før Bureau 713 dukker op i form af svært bevæbnede soldater. Derefter består resten af filmen hovedsageligt af skyderi.

Hvis actionsekvenserne så bare havde været dynamiske og flotte, kunne man i det mindste have ladet sig underholde af dem. Men de er dårligt lavede og helt blottet for spænding – hvilket langt hen ad vejen skyldes, at man er himlende ligeglad med, om monstrene æder alle hovedpersonerne. Faktisk er der flere hovedpersoner, som man håber på at monstrene skal få kløerne i.

Apropos monstrene, så ligner de i uhyggelig grad aliens – især dem fra James Camerons Aliens fra 1986 – og soldaternes kamp mod monstrene udspiller sig da langt hen ad vejen også som en dårlig kopi af Camerons actionklassiker. Generelt låner filmen stilistisk meget fra mange ældre og ufatteligt meget bedre forbilleder. Aliens er nævnt, arkæologplottet er en blanding af Raiders of the Lost Ark (1981) og Tomb Raider (2001), og Bureau 713 er X-Files på et højere budget (Mulder må være meget misundelig). Sådan kunne man fortsætte. En del af disse elementer kommer sandsynligvis fra computerspillet, og det er jo fint nok, men det er gennemført uden finesse og føles udelukkende som rip-off.

Gudsjammerligt dårligt skuespil

Skuespillet er gudsjammerligt dårligt. Det er virkelig gået ned ad bakke for Christian Slater, som ser meget malplaceret ud i sit trenchcoat-og-undertrøje-outfit, der mest ligner et typisk kostume fra en 1980’er-actionfilm. Han forsøger tydeligvis at tage filmen alvorligt, og det gør bare sagen endnu værre. Stephen Dorff spiller lederen af Bureau 713, men han bruger det meste af sin screen-time på at give ordrer til soldaterne og skælde ud på Carnby.

Værst er dog Tara Reid, der skal forsøge at spille en intelligent rolle. Hun ligner noget fra en billig pornofilm, og kan ikke spille skuespil om så det gjaldt livet. Hun bør nok holde sig til film af American Pie-typen (eller alternativt bør filmfans bare holde sig langt væk fra film med Reid på rollelisten).

Uwe Boll, der har instrueret dette makværk, er ved at udvikle sig til kongen af computerspilsfilmatiseringer. Han startede med House of the Dead i 2003, hvorefter Alone in the Dark og BloodRayne udkom sidste år. Ifølge IMDb er In the Name of the King: A Dungeon Siege Tale og Postal på vej i 2007 samt FarCry i 2008.

Præcis hvorfor computerspilsfirmaerne bliver ved med at lade Boll voldtage deres varemærker er en gåde, for god reklame er det ikke. Nogle mennesker bør bare ikke lave film. Uwe Boll og manuskriptforfatterne Elan Mastai, Michael Roesch og Peter Scheerer er fire af dem, men desværre lader intet til, at de er færdige i branchen endnu.

Se Alone in the Dark på egen risiko. Det er halvanden time af dit liv du aldrig får igen.

Alone in the Dark er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006

Stikord: Andre Dimensioner, Arkæologi, Film baseret på computerspil, Okkultisme, Privatdetektiver, Rip-off