The Prophecy

The Prophecy, som herhjemme er bedre kendt under sin europæiske titel God’s Army er én af den slags film, som man et eller andet sted gerne ville kunne lide, men som man i sidste ende bare må kategorisere som noget rod. For mens idéen bag filmen er rigtig god, lader udførslen desværre meget tilbage at ønske.

Krig i himlen

Den bagvedliggende idé er, at der er krig i himlen. Ærkeenglen Gabriel har indledt et oprør mod Gud, som har nået et dødvande. Krigen har raset i årtusinder, men begivenheder på Jorden varsler en mulig sejr for Gabriel. En profeti – den, som den originale amerikanske titel refererer til – siger nemlig, at en ond sjæl på Jorden skal blive samlingspunktet for alle onde sjæle. Hvis Gabriel kan få fat i denne sjæl kan han tippe fordelen til sin side og vinde krigen.

Den opmærksomme læser vil naturligvis med det samme genkende ovenstående historie som en parafrase over den del af John Miltons Paradise Lost (1667), der omhandler Lucifers oprør mod Gud. Gabriels krig mod Gud omtales da også i filmen som “den anden krig i Himlen”, hvor man må formode at Lucifers oprør var den første.

Tematikkerne er da også stort set identiske: hvor Lucifer i Paradise Lost var misundelig på, at Gud havde ophøjet Kristus til den næsthøjeste status i himlen, så er Gabriel i The Prophecy misundelig på, at Gud har givet menneskene en sjæl, og elsker menneskene mere end englene. Det er altså store sager, med klassisk litterære overtoner, manuskriptforfatteren og instruktøren Gregory Widen har kastet sig over. Det har desværre vist sig at være en lidt for stor mundfuld for dem.

Mystisk mordsted

Hele baggrundshistorien finder vi dog først ud af et stykke inde i filmen. Historien begynder da politidetektiven Thomas Daggett (Elias Koteas) kaldes ud til et besynderligt åsted. En mand er blevet smidt ud af et fjerdesalsvindue, men der er ikke tale om nogen helt almindelig mand. Først og fremmest mangler begge hans øjne, og det viser sig også senere, at der er store fysiologiske anormaliteter ved ham. I den lejlighed manden er blevet skubbet ud fra, finder Daggett et eksemplar af sin egen afhandling, der omhandler engle

Det bør her lige nævnes, at Daggett var tæt på at blive katolsk præst, inden han i stedet valgte at blive politibetjent. Årsagen er, at han mistede sin tro, men forklaringen på at dette skete står lidt hen i det uvisse. For nu at gøre sagerne endnu mere besynderlige, så blev Daggett, dagen før han blev kaldt ud til det underlige gerningssted, opsøgt af en mand, der hævdede at have været til stede den dag i kirken, da Daggett var ved at blive præsteviet, og hvor der skete noget, der fik ham til at miste sin tro.

Hvad Daggett ikke ved, men hvad vi seere for at vide, er, at denne samme mand, Simon (Eric Stoltz) er ham, der skubbede offeret ud af vinduet. Hvorfor ved vi endnu ikke, men det bliver klarlagt i det følgende. I lejligheden finder Daggett nemlig også en avis fra en lille flække i Arizona, hvor en dødsannonce er markeret.

Kattens leg med musen

I Chimney Rock, Arizona, er oberst Arnold Hawthorne netop afgået ved døden, og det er naturligvis ham, der er den onde sjæl, der omtales i profetien. Profetien får Daggett kendskab til fordi retsmedicinerne finder en oldgammel Bibel på offeret fra lejligheden. I denne Bibel har Johannes’ Åbenbaring et ekstra kapitel, og det er heri at historien om krigen i himlen og profetien om den onde sjæl står at læse.

I mellemtiden rejser Simon til Chimney Rock, hvor han ‘stjæler’ den døde obersts sjæl for at gemme den for Gabriel, der også går rundt på jorden, spillet af Christopher Walken. Allerede nu ved vi nemlig, at Simon er en engel og at han er en af de gode. Simon er imidlertid hårdt såret efter sit opgør med en anden engel, som altså er ham, der endte sine dage nedenfor vinduet.

Han gemmer derfor sjælen i Mary, en lille indiansk skolepige (Moriah Shining Dove Snyder). Resten af filmen består nu af en kattens leg med musen, hvor Thomas Daggett og en lokal skolelærer (Virginia Madsen) forsøger at undgå at ærkeenglen Gabriel skal få fat i Mary og dermed i sjælen, som kan sikre ham sejren.

Hvordan tingene ender skal naturligvis ikke afsløres her. Uden at afsløre noget kan det dog siges, at vor egen Viggo Mortensen har en lille birolle der gør, at han kan indskrive sig i den eksklusive klub af skuespillere, der har portrætteret Satan selv.

Ovenstående lyder for mig som en rigtig fed historie og som det oplagte fundament for en rigtig god religiøs horrorfilm. Og det er det sådan set også; problemet er, at resultatet ikke lever op til de mange gode idéer, der er i historien.

Virker amputeret

Filmens største problem er den måde manuskriptet er skruet sammen på. Mange steder sker der ting, der virker uforståelige for seeren og som kræver en stor vilje til efterrationalisering for at få det hele til at hænge ordentligt sammen. Disse handlingsspring er meget pludselige, og man har en fornemmelse af, at der er tale om et meget længere manuskript, der er blevet voldsomt beskåret. Det har en meget uheldig effekt for filmens flow, der desværre også gør at meget af spændingen bliver pillet ud af historien.

Thomas Daggett regner f.eks. meget hurtigt ud, hvad der foregår, og han virker ikke på seeren som en mand, der ikke tror på Gud. Han er meget hurtig til at acceptere, at der er engle på spil, og det virker ganske enkelt utroværdigt når vi har fået at vide, at han har mistet sin tro.

Dette betyder også at filmen mangler en rigtig detektivdel, hvor Daggett stykker sporene sammen og får det hele til give mening. Det ville også have givet mulighed for at forklare filmens bagvedliggende idé over en længere periode i stedet for igennem en forholdsvis kluntet og ekspositionstung scene, hvor Daggett forklarer hele herligheden til en mystificeret retsmediciner.

Man kan her undre sig over, at Widen har valgt at gøre sin hovedperson til en katolsk lærd, for det giver ham en fordel i historien, som også gør, at publikum har svært ved at identificere sig med ham, da de mystiske begivenheder tager fart. Det er også en ufattelig klichéfuld idé at lade hovedpersonen være en eks-troende tvivler, og henimod slutningen kommer der da også en lettere klam moralprædiken om ikke at forsøge at forstå Guds skaberværk, men at vi blot skal forsøge at forstå vores egen personlige rolle i verden.

Hist og her er der også problemer med historien, som er af en lidt mindre graverende karakter, men som ikke desto mindre sikkert vil undre mange. Filmen begynder i storbyen og fører så Thomas Daggett ud til det lille samfund i Arizona. Det siges aldrig hvilken storby, filmen begynder i, men under alle omstændigheder så tager Daggett raskvæk af sted til den lille by for at opklare sagen uden hensyntagen til, at han ifølge amerikansk lovgivning derude ikke har autoritet som politimand.

Upassende comic relief

Et yderligere problematisk aspekt er den comic relief, som Gregory Widen har sat ind i historien. Ærkeenglen Gabriel har åbenbart brug for jordiske tjenere, og den første af disse vi møder er den patetiske Jerry (Adam Goldberg), en selvmorder, som Gabriel ikke tillader at dø, før han har hjulpet ham. Da Gabriel er dødsenglen kan han nemlig kontrollere, hvornår folk dør og bringe dem tilbage fra de døde.

Jerry anvendes meget uheldigt som en komisk figur, og da han endelig bliver taget af dage skaffer Gabriel sig en ny tjener i form af kvinden Rachael (Amanda Plummer). Hun har ikke samme komiske karakter som Jerry, men hvorfor rollen overhovedet er skrevet ind i filmen, kan man godt undre sig over.

Godt nok forklares det, at Gabriel har brug for tjenere fordi han ikke selv kan køre bil (!), men jeg er sikker på, at en opfindsom manuskriptforfatter havde kunnet finde en måde, hvorpå han undgik at introducere endnu en karakter, som tilmed ikke betyder noget som helst for handlingen.

Anderledes fremstilling af engle

Filmens fremstilling af engle fortjener et ord med på vejen, for det er én af de mere interessante aspekter, selv om jeg mener at englenes manerer kunne have været gjort endnu bedre.

Noget der imidlertid virker rigtig godt er, at englene – når de sidder – har en tendens til at sidde sammenkrøbet på hug, hvilket giver klare associationer til fugle. Der er således flere scener, hvor man ser Gabriel sidde i baggrunden som en stor sort fugl og holde øje med vore hovedpersoner. Det virker enormt godt, og man havde gerne set endnu flere af disse fine idéer inkorporeret i filmen.

Widen tillægger imidlertid også englene – især de onde – nogle mere dyriske aspekter, som virker en anelse uværdige. Uanset at vi har med onde engle at gøre, så er de trods alt mægtige skabninger, og den måde, hvorpå Christopher Walken går rundt bruger sin lugtesans, nærmest som en hund, virker temmelig kikset. Værst er dog en scene, hvor han finder noget blod i en lejlighed, lugter til det og derefter stikker tungen ud og smager på det. Det virker som en scene, der kun er med for at gøre Gabriel “ulækker”. Jeg havde personligt foretrukket en noget mere stilfuld portrættering af ham.

Den eneste, der slipper hæderligt af sted med at portrættere en engel er Viggo Mortensen i rollen som ædende ond Lucifer. Ud over et enkelt dyrisk brøl, virker Mortensens Satan faktisk mere som en professionel gangster, end som et overnaturligt væsen, og det er netop det, der fungerer så godt. Som en anden gangster giver Satan også vore hovedpersoner et tilbud, de ikke kan afslå: faktisk hjælper han dem i deres kamp mod Gabriel. Sagen er nemlig den, at han ikke kan have Gabriel til at vinde krigen i Himlen, for så ville Satans Helvede få konkurrence!

Solidt cast

At The Prophecy på ingen måde har været betragtet som en dårlig satsning viser rollelisten. Som det nok er blevet tydeligt igennem denne anmeldelse, er den nemlig besat med solide folk uden at det dog var deciderede stjerner, der medvirkede. Viggo Mortensen var på dette tidspunkt således endnu seks år fra sin superstjernestatus, som han opnåede efter The Lord of the Rings-trilogien fra 2001-2003.

Christopher Walken og Eric Stoltz deles derfor om at være trækplastrene på DVD’ens boxcover, selv om filmens egentlige hovedperson, Thomas Daggett, spilles af Elias Koteas, der nok vil være bedre kendt af de fleste for sin rolle i The Thin Red Line (1998).

Skolelæreren spilles af Virginia Madsen, mens Walken og Stoltz får følgeskab af endnu skuespiller fra Pulp Fiction (1994), nemlig tidligere omtalte Amanda Plummer. Som sagt er der tale om solide folk, der dog i ingen tilfælde yder specielt mindeværdige præstationer. Walken overspiller fælt i rollen som Gabriel, der er filmens bærende skurkerolle, mens Koteas virker en smule malplaceret i rollen som den (ikke så) tvivlende Daggett.

Stoltz yder en habil, men ret anonym indsats i rollen som englen Simon, og faktisk er det Viggo Mortensen, der er mest seværdig. Den unge pige, der spiller Mary, Moriah Shining Dove Snyder, er endnu én i rækken af barneskuespillere, der har meget svært ved at løfte sin opgave, og man takker sin Herre og Skaber (om han så ligger i krig eller ej) for, at hun er så lidt med i filmen, som tilfældet er.

Dansk pan og scan-version

Filmens billedside er svær at bedømme ordentligt på baggrund af den anmeldte version af filmen, for der er desværre tale om Global Video/Scanbox’ danske udgave, der er beskåret fra 2.35:1 til 4:3 – altså en særdeles voldsom beskæring. Umiddelbart synes filmen dog at være habilt, men ganske ordinært filmet, og der er heller ikke tale om et specielt imponerende production design. Der er ikke mange effekter i filmen, og de der er, virker udmærket, om end en smule billige.

Generelt har hele produktionen en uheldig feel af TV-film, hvilken kun bestyrkes af den kritisable full frame-beskæring. Det skal lige siges, at filmen er ude i sin oprindelige aspect ratio på region 1, hvor den naturligvis er udgivet under sin originaltitel.

I sidste ende er The Prophecy en film med en drøngod idé, men som kun er halvt bagt. Det er historien, ikke effekter eller kulisser, der er bærende i filmen, men det er desværre også her, at den for alvor halter. Derfor kan jeg ikke anbefale The Prophecy, men et eller andet sted må jeg indrømme, at jeg har et svagt punkt for filmen fordi den bagvedliggende idé er så forbandet god. Hvis det da bare havde været udført bedre.

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Engle, Okkultisme, Satan