30 Days of Night

30 Days of Night er baseret på første bind i Steve Niles og Ben Templesmiths tegneserie af samme navn, som vi på dansk indtil videre har fået tre bind af: Nat i 30 Dage, Dystre Dage og Retur til Barrow, der udkom i 2003-05 på G. Floy Studio.

I USA udkom første bind, der bare hedder 30 Days of Night, som album i 2003 (serien blev udgivet i tre hæfter i 2002), og at tegneserien endte med at blive filmatiseret kan ikke komme som nogen overraskelse, når man ved, at idéen oprindelig startede som en mislykket film pitch fra Steve Niles. I stedet omarbejdede Niles historien til et tegneseriemanuskript, som Ben Templesmith illustrerede.

Fra filmmanus til tegneserie til film

Serien blev en stor succes for Niles, Templesmith og forlaget IDW, og i 2007 kom så den film, der oprindelig var Steve Niles’ idé. Niles har da også selv været med til at skrive manuskriptet, der derudover også blev udarbejdet af Stuart Beattie og Brian Nelson. Sidstnævnte har tidligere primært arbejdet inden for TV, mens Beattie var med til at udarbejde historien bag den første Pirates of the Caribbean (2003) og skrev manuset til Michael Manns Collateral (2004). Han er desuden medforfatter på den kommende legetøjsfilmatisering G.I. Joe (premiere 2009).

Bag kameraet på 30 Days of Night stod den tidligere musikvideoinstruktør David Slade, der kun havde én tidligere spillefilm på CV’et – thrillerdramaet Hard Candy fra 2005.

Med undtagelse af Stuart Beattie kan man derfor ikke just sige, at det er garvede folk, der står bag 30 Days of Night, men det kan ikke mærkes på produktionen, der fremstår både flot og velproduceret. De problemer, der er med filmen, skyldes da heller ikke så meget filmfolkene, som det grundlæggende koncept.

Nat i 30 dage

Men lad os kigge lidt på handlingen. 30 Days of Night foregår i den lille by Barrow i Alaska, der ligger nord for polarcirklen, og hvert år gennemgår en mørkeperiode på 30 dage, hvor solen ikke kommer over horisonten. I begyndelsen af filmen, ankommer en mystisk fremmed til Barrow, og snart begynder mærkelige ting at ske.

Inden da er vi dog blevet introduceret for vore hovedpersoner. De to primære karakterer i filmen er Barrows sherif Eben (Josh Hartnett) og hans fraseparererede kone Stella (Melissa George). Ved filmens begyndelse – den sidste lyse dag før mørkeperioden – er Stella kun i Barrow for at foretage nogle inspektioner for brandmyndighederne, og har en plads på det sidste fly ud af Barrow i 30 dage. Det siger sig selv, at hun ikke når flyet.

Foruden Eben og Stella er Barrow befolket af en flok birolleskuespillere, der for størstedelens vedkommende er næsten ukendte. Dette skyldes, at filmen er indspillet i New Zealand, og David Slade har i høj grad anvendt lokale skuespillere til birollerne. Melissa George, der spiller Stella, har vi danskere tidligere har fornøjelsen af at se i J.J. Abrams’ serie Alias (2001-06) og Lynchs Mulholland Drive (2001). Blandt de mere kendte skikkelser er Mark Boone Junior som den venlige kæmpe Beau, og Ben Foster som den mystiske fremmede, der kommer til byen. Boone er en garvet birolleveteran, der har været set i alt fra Se7en (1995) til The Thin Red Line (1998) og Batman Begins (2005), mens Foster især vil være kendt fra TV-serien Six Feet Under (2001-05) og som The Angel i X-Men: The Last Stand (2006).

Nedslagtning

På den sidste dag med lys, inden mørkeperioden, lukker Barrow i høj grad ned. Mange af indbyggerne flygter sydpå for at undgå en hel måned i vintermørket, og indbyggertallet nedjusteres fra over 500 til ca. 150. Det der skulle være en rolig måned bliver imidlertid alt andet. For da den mystiske fremmede er dukket op i Barrow, begynder der at ske ting og sager. Eben og hans vicesherif finder en bunke brændte mobiltelefoner, alle byens slædehunde bliver myrdet, og den eneste helikopter i byen bliver saboteret. Da den mystiske fremmede opfører sig ubehageligt overfor den lokale barejer Lucy, arresterer Eben ham – med assistance fra Stella – og hans usammenhængende mumlerier antyder, at noget rigtig grimt skal til at ske.

Ganske rigtigt begynder tingene da også meget hurtigt at blive meget grimmere. Først ryger telefonkontakten. Dernæst forsvinder strømmen. Og så begynder folk at forsvinde. Men ikke stille og roligt, som man kunne tro, det ville gå for sig, men højlydt og voldsomt. For nu er det nat i 30 dage, og den flok vampyrer, der har indtaget Barrow kan frit drive deres spil med de nærmest forsvarsløse mennesker.

Det starter som rendyrket nedslagtning, og der går ikke længe, før der kun er en lille gruppe overlevende tilbage. De samles omkring Eben og Stella, og nu begynder en måneds gemmeleg. Det lykkes nemlig for den lille gruppe overlevende at finde et godt gemmested, men spørgsmålet er bare, hvor længe de kan holde sig skjult for vampyrerne, og om det overhovedet kan lade sig gøre at bekæmpe dem. Mere af handlingen skal jeg ikke afsløre her.

Interessante vampyrer

For nu at starte med det positive, så er 30 Days of Night en særdeles flot film, både hvad angår scenografien og fotograferingen. Man tror på miljøet, og føler sig hensat til det kolde, mørke Alaska, selv om filmen er optaget i New Zealand. De mange natscener er virkelig godt realiseret, og selv om den nødvendige lyssætning gør, at det aldrig ser helt mørkt ud, er nattescenerne holdt i passende kolde nuancer, der tilføjer filmen en passende stemning og en kold, dyster æstetik.

Det er dog vampyrerne, de fleste genrefans vil begejstres over. For lige som i tegneserien er det en helt anden type vampyrer end dem, vi er vant til at se. Det er hverken romantiserede gentlemanvampyrer som Dracula eller den type fimsede, angstfylde weltschmerzvæsner, som Anne Rice gjorde populær. Vampyrerne i 30 Days of Night er langt mere dyriske, selv om de tydeligvis er intelligente. En del af dem har således let katteagtige ansigtstræk, og de båder brøler, snerrer og skriger. Men naturligvis kan de også være helt tyste, når de sniger sig rundt i gaderne, og så har de deres helt eget, uhyggelige sprog, de kommunikerer på. Væk er de klassiske lange hjørnetænder, og i stedet har vampyrerne en hel mund fuld af sylespidse tænder, ligesom deres øjne er helt sorte.

Det er helt sikkert portrætteringen af vampyrerne, der er det stærkeste kort ved 30 Days of Night, og derfor er det også ret ærgerligt, at man aldrig for alvor kommer tæt på dem. Det er nemlig en stor gruppe vampyrer, der ankommer til Barrow, og ud af dem alle er det kun en lille håndfuld, vi får noget forhold til overhovedet. Den altoverskyggende figur er lederen Marlow (Danny Huston), hvis navn ligger meget tæt op ad Barlow – navnet på overvampyren i Stephen Kings ‘Salem’s Lot (1975). Det er næppe tilfældigt, for vampyrerne i 30 Days of Night har da også en vis lighed med deres kolleger fra Kings roman. Marlow er i Hustons skikkelse filmens mest interessante figur, og én, man gerne havde set en del mere til, end vi får lov til.

Manglende stemningsopbygning

Desværre formår filmen aldrig at mytologisere sine vampyrer. Selv om det er tydeligt, at vi er tættere på folkesagnenes vampyrer, end på litteraturens eller filmens, så får vi aldrig at vide, hvor de kommer fra eller hvem, de er. Det eneste, vi med sikkerhed finder ud af, er, at de ikke kan tåle sollys, at de er lynhurtige, og at skydevåben ikke virker mod dem. Enhver form for information om deres personligheder og andre styrker eller svagheder fornægtes publikum totalt, og man kan derfor kun forholde sig til dem som monstre. Det er selvfølgelig fint nok, men det er efter min mening lidt synd ikke at udnytte de glimrende udtænkte vampyrer lidt bedre.

Idet vampyrerne dukker op, så snart det sidste sollys er forsvundet fra Barrow, går handlingen i første del af filmen stærkt. Dette er både godt og skidt, for det gør, at den del af filmen, hvor der er plads til langsom stemningsopbygning er meget kort. Da først blodsugerne angriber har de jo frit spil hele tiden, og filmen skifter derfor karakter inden for meget kort tid. På den ene side berøver det 30 Days of Night en del af den “hvad fanden foregår der”-stemning, der kan være så effektivt et værktøj i horrorfilm, men på den anden side giver det også filmen en umiddelbar hårdkogt kant, som det er de færreste vampyrfilm, der har. Nedslagtningen i Barrow bliver vist ganske grafisk, og generelt er filmen hele vejen igennem ret grafisk – enkelte steder endda meget. Det, der mangler i langsom stemningsopbygning i filmens start opvejes derfor til fulde af den rædselsvækkende, bloddryppende panik, der opstår umiddelbart efter, at vampyrerne ankommer.

Mislykket genreblanding

Herefter skifter filmen imidlertid igen karakter, og det er her, at den største svaghed efter min mening ligger. Da først den lille gruppe af overlevende har samlet sig omkring Eben og Stella, udvikler filmen sig til en klassisk belejringshistorie: de overlevende har fundet et sikkert sted, og ved, at de vil løbe en enorm risiko ved at bevæge sig udenfor. I denne del af filmen, som udgør meget af spilletiden, har 30 Days of Night mere til fælles med en typisk zombiefilm, end med vampyrfilmen. Det er ikke udpræget originalt, og det hjælper heller ikke, at manuskriptforfatterne aldrig rigtig formår at formidle indtrykket af, at der går 30 dage i løbet af filmen: hvis det ikke løbende blev fortalt, hvor mange dage, der er gået, kunne man fristes til at tro, at filmen foregik over en enkelt eller to dage.

Denne centrale del af filmen er ikke decideret dårlig, men blandingen af vampyrer og et typisk zombiefilm-setup virker ikke helt optimalt, og handlingen er enkelte steder tæt på at gå i tomgang. Heldigvis kommer der fut i fejemøget igen, og så går det på ny hurtigt mod filmens klimaks og dystre afslutning.

Selv om 30 Days of Night ender lidt som en mærkelig og noget ujævn hybrid mellem vampyrhistorie og zombiefilm, er den som helhed ikke decideret ringe. Den er bare heller ikke rigtig god, og hvis ikke det havde været for kombinationen af fine billeder, udmærkede skuespilpræstationer og uhyggelige vampyrer, kunne 30 Days of Night være blevet et enormt flop. Det er den ikke, men man kommer ikke udenom, at den på mange måder føles lidt ligegyldig.

30 Days of Night er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 34 | 13/08/2008

Stikord: Arktis, Filmatisering, Vampyrer