Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi her på Planet Pulp allerede har overgivet os og er blevet en del af Alan Moore-kulten. Bl.a. er League of Extraordinary Gentlemen blevet anmeldt her på siden, ligesom The Complete DR & Quinch, et album der samler en af hans allerførste serier – som han lavede for 2000 AD.
Alan Moore har med stor succes gennem de sidste 20 år lavet historier indenfor tegneseriemediet på mange forskellige måder, retninger og områder. Der er derfor ikke så meget tvivl om, at Alan Moore nok er den største – nogen vil her måske tilføje nulevende, andre ikke – tegneserieforfatter der findes. Han er i hvert fald en af mest succesfulde, eksperimenterende og vidtrækkende. Hvilke andre forfattere har fået fire af sine tegneserier filmatiseret?
Kontrafaktisk tegneseriehistorie
Og man kan også godt lege med tanken om, hvordan tegneserieverdenen havde set ud hvis Alan Moore ikke havde levet. Var der så overhovedet opstået noget som voksne superhelte? Havde der eksisteret et begreb som graphic novels? Var der opstået en britisk bølge i halvfemserne, med DC’s Vertigo-forlag i spidsen? Havde tegneserier overhovedet været det store popkulturelle fænomen det er nu, uden Alan Moore?
Det havde i hvert fald nok ikke været lige så stort og så intellektuelt anerkendt som det er nu, og det havde sikkert på mange andre måder set meget anderledes ud.
Da jeg første gang stødte på Alan Moore i 1990, i form af Vogterne – eller Watchmen som serien hedder på engelsk – var han allerede et stort navn, og serien ændrede da også alt det, jeg troede jeg vidste om tegneserier, og for øvrigt om de fleste andre ting, og jeg var solgt.
I de efterfølgende 16 år er Alan Moores navn vokset og vokset. Jeg har mange gange troet, at nu kunne han da ikke vokse og blive større, og at han havde opnået al den anerkendelse man overhovedet kunne drømme om. Og alligevel er Alan Moore blevet ved med at øge den, og gå veje ingen før har gjort.
Og han er blevet ved med at være der. Gennem skiftende trends og bølger er Alan Moore blevet ved med at være lige frisk og aktuel, hvilket også gælder hans værker, Swamp Thing, Arkham Asylum, V for Vendetta, The Killing Joke, Watchmen, From Hell, Wild C.A.T.S., Tom Strong og League of Extraordinary Gentlemen.
Before Watchmen, before V for Vendetta, there was Tharg!
Nu har Rebellion genudgivet nogle af Alan Moores tidligste arbejder, som han oprindeligt lavede for 2000AD, hvor han startede sin karriere. Allerede i halvfjerdserne erkendte Alan Moore, at han ikke var i stand til at tegne hurtigt nok til at lave tegneserier, og at han derfor ville nøjes med at være forfatter. En beslutning vi nok alle sammen kan være glade for i dag.
En af de første blade han begyndte at skrive for var som nævnt 2000 AD, og han startede der, hvor alle nye forfattere hos 2000 AD også i dag starter: ved Tharg’s Future Shocks – hvor Tharg er 2000 AD’s fiktive rumvæsen-redaktør.
Hvis du selv skulle have ambitioner om at blive forfatter hos 2000 AD, vil du først blive bedt om at lave et par Future Shock-historier, før du får lav til at lave noget andet. Tanken er, at når man først kan lave gode Future Shock-historier, kan man også lave gode historier til 2000 AD generelt.
Future Shock-historierne er struktureret efter nogle klare, helt fastlåste grundregler. Det skal for det første være en helt afsluttet historie, der fylder fem sider, hverken mere eller mindre. Historien skal indeholde en indledning med et hook, introducere en problematik og en verden, og slutningen skal være med et twist, der vender rundt på det hele. Denne struktur siger meget om stilen i 2000 AD‘s historier generelt, der mestendels læner sig op ad denne tighte konstruktion, som også Moores Future Shock-historier selvfølgelig bruger.
Future Shocks, Time Twisters og andet guf
Dette er som nævnt Alan Moores debut som professionel tegneserieforfatter, hvilket selvfølgelig gør albummet historisk interessant og spændende. Materialet der er samlet i dette album, er alt sammen blevet trykt i 2000AD-blade fra 1980 til 1983, fra prog 203 til 332.
I de senere Future Shock-historier har Moore fået så meget anciennitet, at han får lov til at gradbøje reglerne, og lave Future Shocks, der er kortere eller længere end nøjagtig 5 sider. Desuden indeholder albummet også andre historier end Future Shock, blandt andet Tharg Time Twisters – en serie af enkelthistorier, der minder meget om Future Shock-historier, men hvor fokuset er på tidsrejser, og de dertilhørende paradokser og problemstillinger.
Derudover er det et par enkelthistorier, som “Dr. Dibworthy’s Dispappointing Day” og “The Hyper-historic Headbang”, der ikke decideret er Future Shock eller Time Twisters, men som ligger tæt op ad. En af dem, Abelard Snazz, er blevet til den lille miniserie af sammenhængende historier med samme hovedperson, “geniet” Abelard Snazz med “The two story brain”, der stadig fint kan læses særskilt.
Det eneste der undrer mig ved denne udgivelse er, at der ikke er noget forord eller lignende, der forklarer tiden, da disse historier blev til. Der er ikke noget om Alan Moore, som han var dengang, ingen små anekdoter, en forklaring af Future Shock-konceptet eller lignende. Det er bare lige på og hårdt, og det gør selvfølgelig heller ikke noget, det plejer bare at være anderledes ved 2000 AD‘s genudgivelser.
Det skal også lige nævnes at D.R. & Quinch, der oprindelig er en Alan Moore-skabt serie, som startede i et Future Shock, ikke er medtaget her, men har fået deres helt eget album – tidligere anmeldt på Planet Pulp.
Tegnestilmæssig sammenhæng trods 19 forskellige tegnere
Alan Moore-fans er vant til at blive udsat for mange forskellige tegnere og forskellige stilarter, og det gælder for så vidt også dette album, hvor der er 19 forskellige tegnere ind over. Men stilmæssigt er der dog en vis sammenhæng, der gør sig gældende i alt ældre 2000 AD-materiale. Det er skarpe sort/hvide tegninger med en streg og stil, der lægger sig op ad ældre pulptegneserier, gjort populære af pop-arten, og for mig indeholder de en helt speciel charme og genialitet.
Alt dette materiale er tidligere blevet genudgivet flere gange, også i albumformat, men det er første gang, de alle er samlet i et stort album. Bag på bliver albummet præsenteret med følgende tekst. “Before Watchmen, before V for Vendetta, there was Tharg!”, og det er jo rigtigt. For dette er et historisk dokument, der beskriver karrierens begyndelse for en af tegneseriestjernehimlens allerstørste og klareste stjerner.
Et album, selv Alan Moore-hadere vil holde af
Alene af den grund ville albummet have haft en vis værdi, også selv om historierne havde været middelmådige eller halvdårlige. Men det er de bestemt ikke. Det er topunderholdning, som man godt kan holde ud at læse flere gang. Og netop på grund af historiernes korte og underholdende form er albummet god pause- og lokumslæsning, hvor man lige kan tage en historie eller to, og så lægge det fra sig igen uden at det bare er tomme kalorier, man har fået indenbords. Selv kætterske Alan Moore-hadere vil sikkert finde dette album værd at læse, bl.a. fordi det ikke er en lang og kompliceret historie, der fortælles.
The Complete Alan Moore Future Shocks får de absolut bedste anbefalinger herfra – kan man forvente så meget andet når anmelderen både er hardcore 2000 AD- og Alan Moore-fanboy?
The Complete Alan Moore Future Shocks er venligst stillet til rådighed af Rebellion.
Forfatter: Alan Moore
Tegnere: Alan Davis, Ian Gibson, Brendan McCarthy, John Higgins, Garry Leach, Paul Neary, Ron Tiner, Jose Casanovas, Eric Bradbury, Bryan Talbot, Dave Gibbons, Jesus Redondo, Robin Smith, Alan Langford, Jim Eldridge, Steve Dillon, Boluda
Albumlængde: 128 sider
Udkom på forlaget Rebellion juni 2006.
Albummet består af historier oprindelig trykt i 2000AD progs 189-190, 203, 209, 214, 217, 219, 234, 237-238, 240, 242, 245-247, 249, 251-254, 257, 265, 267-273, 278, 282, 291, 299, 308-310, 315-318, 320, 322-325, 327, 329, 331-332, i årene 1980 til1983.
Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006
Stikord: 2000AD
