Lost

Musikken til Lost (2004-) er én af de ting, der er med til at gøre serien unik. Ikke bare på grund af musikkens høje kvalitet, men også fordi den er symfonisk. I nyere tid er dette usædvanligt for en almindelig TV-serie, hvor musikken typisk er fremført på synthesizere – her kan som eksempler nævnes The X-Files, komponeret af Mark Frost, eller 24, komponeret af Sean Callery. Miniserier og kortere TV-serier har derimod relativt ofte symfoniske scores, og har haft det igennem mange år – Jerry Goldsmith komponerede et glimrende score til Masada i 1981, og Michael Kamen stod bag det symfoniske score til Band of Brothers i 2001.

Michael Giacchino

At en længerevarende TV-serie har symfonisk musik er imidlertid blandt sjældenhederne, og musikken er dermed bare én af de mange andre måder, Lost skiller sig ud på. Musikken er komponeret af Michael Giacchino, der før (og under) Lost også stod for musikken til J.J. Abrams’ agentserie Alias (2001-2006), og som senere har taget springet til spillefilm.

Han stod for det svingende og ekstremt underholdende score til Pixars The Incredibles (2004), og leverede også musikken til J.J. Abrams’ Mission: Impossible III (2006). Senere i år bliver det spændende at høre Giacchinos score til Abrams’ reboot af Star Trek-franchisen. Oprindelig startede Giacchino som computerspilskomponist, hvor han blev meget rost for sine symfoniske scores til spil i bl.a. Medal of Honor og Call of Duty-serien.

Højere musikbudget

Til Lost besluttede nogen sig for at give musikken et højere budget end sædvanligt, og det tillod Giacchino at skrive symfonisk musik til serien. Ganske vist taler vi om et mindre symfonisk ensemble – især fokuseret på flygel, strygere og slagtøj – men ikke så sjældent formår Giacchino at få orkestret til at lyde større, end det egentlig er. Foruden orkestret anvender Giacchino naturligvis synthesizer ind imellem, men det er faktisk ret sjældent, instrumentet tages i brug.

Scoret er også tematisk rigt, og faktisk har Giacchino komponeret temaer eller motiver – nogle gange mere end ét – til de fleste af de mange hovedpersoner i serien. Dette understøtter seriens visuelt cinematiske side med et andet træk, der normalt kun findes i spillefilm: ledemotiver for hovedpersoner såvel som steder, situationer og andet. Ledemotiver er naturligvis ikke ukendt i andre TV-serier, men der er sjældent – for ikke at sige aldrig – så mange af dem, som der er i musikken til Lost.

Det betyder, at musikken i høj grad understøtter seriens lange fortælling, og i enkelte tilfælde går musikken nærmest ind, og bliver en karakter i sig selv. Sidstnævnte er især, når Giacchino bruger bestemte musikalske idéer til at understrege en del af handlingen, der ikke kan specificeres på bestemte personer eller hændelser, men bare understreger øens mystik – i øvrigt kan man argumentere for, at øen, i seriens kontekst, nærmest også er en karakter i sig selv.

Mange temaer og motiver

Et godt eksempel på, at Giacchino komponerer musik til øen som karakter dukker op allerede på albummets første egentlige cue, ”The Eyeland” (nr. 2), der indeholder flere musikalske idéer, han har genbrugt som signaturer for øen, og det er faktisk her, han primært bruger synthesizeren. Også det første egentlige motiv, vi introduceres for – suspensemotivet i nummerets sidste del – kan på mange måder siges at relatere sig direkte til øen.

Der er næsten en snes temaer og motiver på albummet med musik fra første sæson af Lost. Heraf er en del relateret til bestemte personer, mens andre er situationsbaserede motiver, især action- og suspenseorienterede. Seriens egentlige hovedtema dukker op i nr. 4 med titlen ”Credit Where Credit is Due” – et lettere melankolsk og meget enkelt strygermotiv. Hvis man vil, kan man måske sige, at det også er hovedpersonen Jacks tema, men det er ordkløveri, for Jack er seriens primære hovedperson, og dermed er hans tema også seriens.

Det er et glimrende hovedtema, som Giacchino også har spundet adskillige variationer over – heriblandt ét, der især anvendes i forbindelse med personerne Sun og Jin. I en lidt mere orientalsk instrumenteret udgave høres hovedtemaet således anvendt i ”Departing Sun” (nr. 11). Det skal i øvrigt lige siges, at seriens atonale titeltema, som er det, der løber over skærmen samtidig med titlen, kun høres i forbindelse med titlen, og i øvrigt krediteres det til J.J. Abrams, og ikke Giacchino.

Åndede ordspil

Derudover er der både et motiv og et tema, knyttet til John Locke, én af de andre hovedpersoner. Motivet høres i ”Crocodile Locke” (nr. 9), og det egentlige tema i ”Locke’d Out Again” (nr. 19). Locke-motivet i ”Crocodile Locke” er et glimrende, mystisk, hemmelighedsfuld motiv, der foruden percussion også anvender lidt synth, og som i høj grad også er knyttet til øens mysterier – lige som Locke er det i en stor del af første sæson. Det egentlige tema for Locke er langt mere følsomt, og især knyttet til hans liv før flystyrtet.

Der er også tema for pigen Claire, der, som så mange andre af persontemaerne, er meget melodisk og afdæmpet, og faktisk rigtig smukt. Det dukker første gang op i ”We’re Friends” (nr. 16). Kate har også sit eget, ganske dystre, tema, der høres første gang i ”Kate’s Motel” (nr. 23). Her er stedet måske kommet til at kommentere lidt på numrenes titler, for som det måske er fremgået af titler som ”The Eyeland” og ”Locke’d Out Again”, er Michael Giacchino glad for ordspil.

”Kate’s Motel” er udtryk for det samme, men har et ekstra metalag. ”Kate’s Motel” rimer naturligvis på ”Bate’s Motel”, og det er ikke tilfældigt, at Kates tema giver visse mindelser om noget, Bernard Herrmann – der jo naturligvis komponerede musikken til Psycho (1960) – kunne have skrevet. Enkelte andre af tracktitlerne fungerer desuden som spoilers, så hvis man er opsat på ikke at finde ud af noget som helst om serien ved at læse denne anmeldelse, bør man nok undlade at læse tracklisten.

Situationsbaserede motiver og effektiv underscore

Ud over de personorienterede temaer og motiver, er der også en række motiver, der især finder anvendelse i bestemte situationer. Temaet i ”Win One For The Reaper” (nr. 10) dukker op i alvorlige situationer, hvor liv og død er fokus som fortællemæssige temaer – i denne funktion dukker det f.eks. også op i indledningen til ”Charlie Hangs Around” (nr. 12). Det superfede tema i ”Hollywood and Vines” (nr. 6), som er ét af albummets bedste tracks, er seriens ”trek”-motiv, og finder anvendelse, når hovedpersonerne er ude på et længere trek over øen. Det primære suspensemotiv dukker som nævnt allerede op henimod slutningen af ”The Eyeland”, men høres også i en meget anderledes og brutalt orkestreret version i det intense ”Charlie Hangs Around” – også et klart højdepunkt på albummet. Endelig høres et af seriens tilbagevendende actiontemaer i både ”Run Like, Um.. Hell?” (nr. 5) og ”Monsters Are Such Innnteresting People” (nr. 25).

Selvfølgelig indeholder ikke alle numrene motiver eller temaer, der dukker op igen senere (selv om en overraskende stor del af dem gør), og ét af albummets fedeste numre, ”Getting Ethan” (nr. 17), er bare et barsk, aggressivt actioncue. I den anden ende af skalaen er ”I’ve Got A Plane To Catch” (nr. 24) et af albummets mest aparte cues, der er orkestreret for guitar, percussion og harmonika (!), og har en tydelig komisk overtone. Det er ganske rart med lidt comic relief på et album, der ellers består af meget alvorlige tracks.

Følelsesmæssigt kommer forløsningen i de to afsluttende numre, ”Parting Words” og ”Oceanic 815” (nr. 26 og 27). I ”Parting Words” introducerer Giacchino et nyt tema – seriens ”afskedstema” – der stilistisk minder meget om hovedtemaet, men næsten er endnu bedre. Det over 5 minutter lange nummer er ét af albummets bedste tracks, og markerer første sæsons følelsesmæssigt højdepunkt.

Det endnu længere ”Oceanic 815” er primært en fin præsentation af hovedtemaet fra én af sæsonens bedste montagesekvenser, men indeholder flere andre motiver og temaer. Ligesom med ”Parting Words” er der imidlertid tale om et cue fra seriens sæsonafslutning, og som sådan slutter begge numre faktisk med musikalske cliffhangere – en total forløsning er der således ikke tale om.

Velafrundet album

Det mest slående ved musikken fra første sæson af Lost er faktisk, hvor velafrundet albummet er. Når man tager spilletiden på næsten 18 timer i betragtning er det klart, at langt fra al musikken har fundet vej til albummet, men alle de væsentligste højdepunkter er inkluderet – med undtagelse af rulletekstmusikken, der dog bare er en anderledes instrumenteret version af seriens primære suspensemotiv. Samtidig har man en klar fornemmelse af progression i løbet af albummet, der føles som om det har en begyndelse, midte og afslutning – ret godt skuldret, når man ved, hvor meget musik, der faktisk er i serien.

Al musikken er af høj kvalitet – der er ikke noget banebrydende nyt under solen, men det er ekstremt effektivt. Det er muligt, at albummet primært vil appellere til de, der kender serien, men sådan er al filmmusik jo indrettet, og selv de, der også hører filmmusik uden nødvendigvis at kende den film, musikken kommer fra, vil kunne finde noget at tage med fra Lost-albummet. TV-musik har sjældent været finere end det, Giacchino præsenterer os for her!

Nummerliste:
1. Main Title (Composed by J.J. Abrams) (0:16)
2. The Eyeland (1:58)
3. World’s Worst Beach Party (2:46)
4. Credit Where Credit is Due (2:24)
5. Run Like, Um… Hell? (2:23)
6. Hollywood and Vines (1:54)
7. Just Die Already (1:52)
8. Me and My Big Mouth (1:08)
9. Crocodile Locke (1:52)
10. Win One For the Reaper (2:39)
11. Departin Sun (2:44)
12. Charlie Hangs Around (3:19)
13. Navel Gazing (3:26)
15. Proper Motivation (2:01)
16. We’re Friends (1:33)
17. Getting Ethan (1:36)
18. Thinking Clairely (1:06)
19. Locke’d Out Again (3:32)
20. Life and Death (3:41)
21. Booneral (1:40)
22. Shannonigans (2:27)
23. Kate’s Motel (2:09)
24. I’ve Got a Plane to Catch (2:39)
25. Monsters are Such Innnteresting People (1:31)
26. Parting Words (5:31)
27. Oceanic 815 (6:11)

Total spilletid: 65:01

Anmeldt i nr. 41 | 13/03/2009

Stikord: TV, Øer