Her på Planet Pulp har vi tidligere anmeldt film fra den tyrkiske filmindustri af den type, der måske ikke ligefrem kan kaldes gode film i traditionel forstand, men som har budt på masser at grine af. Desværre er der ikke så meget at grine af i Demir pençe (korsan adam), som Onar Films har udgivet med den engelske titel Iron Claw the Pirate. I modsætning til f.eks. Dünyayi kurtaran adam (bedre kendt som Turkish Star Wars) fra 1981, som er instrueret af samme mand, der står bag Demir pençe, når Demir pençe (korsan adam) ganske enkelt aldrig at krydse den magiske grænse fra ”dårlig” til ”så dårlig, den er god”.
Det er ellers ikke, fordi filmen ikke prøver. Vi udsættes for samme mængde af tyveri fra vestlige forbilleder, som i andre tyrkiske B-film, og Demir pençe (korsan adam) prøver bravt at underholde. Desværre består filmen mest af alt af en række løst sammenstrengede slåskampscener, der naturligvis er håbløst koreograferede og komplet udynamiske. Bevares, man morer sig da lidt undervejs, men der er bare for langt mellem snapsene, og så ender selv en så kort film som Demir pençe (korsan adam) med at føles meget lang.
Hvem er onklen?
Demir pençe (korsan adam) hører til i gruppen af tyrkiske superheltefilm, selv om helten i dette tilfælde nu ikke har superkræfter. Det skulle da lige være at køre sindssygt på motorcykel – det er åbenbart vildt dramatisk at slingre frem og tilbage – og slå en proper næve. Vor hovedperson Demir pençe, på engelsk Iron Claw, er en kappe- og maskeklædt forkæmper for lov og orden, der indimellem har følgeskab af sin kæreste Mine, og som undervejs i filmen får masser af hjælp af en ældre herre, der omtales som enten ”Onkel” eller ”Onklen”.
De engelske undertekster er lidt uklare på dette område, og det står derfor heller ikke helt klart for undertegnede, om ”Onkel” vitterligt er Iron Claws onkel, Mines onkel, eller om det er en form for øgenavn. Alle i filmen kalder ham i hvert fald for enten Onkel eller Onklen. Han er primært med for at agere comic sidekick, men han kan desuden fodre Iron Claw med masser af information om skurkens opholdssteder, hvilket vistnok skyldes, at onklen hænger ret meget ud på den stripklub, hvor skurken og hans håndlangere diskuterer deres planer.
Fransk importskurk
Nu vi er ved skurken, så er han ingen ringere end den franske superkriminelle Fantômas, der første gang så verdens lys i fransk pulplitteratur i 1911. Mellem 1911 og 1913 kom ikke mindre end 32 bøger med Fantômas i hovedrollen, og flere bøger kom til i mellemkrigsårene og efter 2. Verdenskrig. Desuden har han optrådt i både film og på TV i Frankrig – sidst i 1966 i Fantômas contre Scotland Yard.
Tyrkisk import af vestlige fiktive figurer er ikke et ukendt fænomen. Allerede i 1952 kom Tarzan til Istanbul i Orhan Atadeniz’ Tarzan Istanbul’da (Tarzan in Istanbul), og i 1968 dukkede en slet skjult kopi af DC Comics-figuren Spy Smasher op i Casus Kiran (Spy Smasher). I 1970’erne blev importen endnu mere direkte – i 3 Dev Adam (3 Mighty Men) fra 1973 må de tyrkiske myndigheder således bede om hjælp fra bl.a. Captain America, og tyrkerne har både i 1970’erne og senere brilleret ved direkte tyrkiske remakes af succesfulde amerikanske film – bl.a. The Exorcist (1973), der er genindspillet (naturligvis uden nogen form for tilladelse) som Şeytan i 1974.
Nå, men Fantômas er i hvert fald kommet til Istanbul for at gøre livet surt for tyrkerne. Præcis hvad han vil, bliver aldrig helt klart, men han vil i alle tilfælde have fat i en mikrofilm, som en professor er i besiddelse af. Da filmen begynder er professoren imidlertid i mafiaens kløer, og første gang Demir Pençe kommer i aktion er under udvekslingen af professoren.
Unik hovedperson
Vores hovedperson Demir Pençe er lidt af et unikum. Således har han en totalt superhelteagtig dragt med kappe og det hele, og han har også en maske. Det med masken kører dog ikke helt for ham, da han flere gange i løbet af filmen enten glemmer at tage den på, eller bare er ligeglad. Til gengæld er Fantômas maskeklædt hele filmen igennem, og hans håndlangere går i sorte sweatere med et stort hvidt F. Sådan gør en rigtig superskurk, i hvert fald, hvis han har set James Bond.
Og set James Bond, det har folkene bag Demir pençe (korsan adam) i hvert fald. Til dels fordi, Fantômas lugter lidt i retning af en Bond-skurk, og til dels (og primært) fordi en stor del af scoret i filmen består af musik, der er løftet direkte fra flere af John Barrys Bond-scores. Således er der musik fra både Goldfinger (1964) og Thunderball (1965). Dertil kommer musik fra indtil flere westerns. Også hovedtemaet er jeg sikker på, jeg har hørt før, men uden at kunne placere det.
Det hele lyder jo umiddelbart ganske festligt, men problemet er, at det er udynamisk som bare fanden. Som sagt består det meste af filmen af en række løst sammenstrengede sekvenser, hvor Demir pençe jager Fantômas og/eller hans mænd, og uddeler bøllebank. Nogen videre plotfremdrift er der ikke tale om, og når den kommer, er det fordi Onklen tilfældigvis ved, hvor vore helte skal tage hen. Et subplot, hvor Fantômas forsøger at få én af sine kvindelige håndlangere til at forføre Demir pençe løber ud i sandet – det eneste, vi får etableret her, er, at Demir pençe ikke just er nogen sympatisk fyr, da han uden at tænke på sin kæreste giver sig i lag med Fantômas’ agent.
Står ikke til at redde
Alt dette kan en række tilfældigt indsatte sekvenser, hvor halvnøgne tyrkiske kvinder danser mavedans foran Fantômas’ trone ikke rette op på. Heller ikke den lille twist, der er lagt ind henimod slutningen, og hvor Fantômas prøver at lokke Demir pençe i en fælde, kan gøre noget ved det – selv om vi her begynder at ane tiltaget til et egentligt plot. Hovedindtrykket er og bliver dog en række slåskampe og jagtsekvenser, der desværre hverken er intense eller spændende.
Den latterligt ringe koreografi aftvinger et par smil hist og her, og det samme gør det generelt latterlige skuespil, hvor den selvhøjtidelige og meget, meget onde Fantômas klart er den sjoveste person – i øvrigt sammen med sin primære håndlanger Behcet, der i bedste håndlangerstil har en deformitet. Jeg er sikker på, det skulle forestille, at Behcets ene arm er af metal, men mest af alt ser det ud som om, han har en sølvfarvet ovnhandske på den ene hånd.
Som alle tyrkiske film af denne slags, er Demir pençe (korsan adam) et studie i lirede overskæg og vildtvoksende øjenbryn. Der er bare en grænse for, hvor længe ad gangen, det er rigtig sjovt – især når filmen aldrig bliver helt absurd nok til at være rigtig morsom. Det betyder, at de 85 minutter filmen varer, snegler sig afsted, og at man er stærkt taknemmelig, når det endelig er overstået.
Tyrkiske superheltefilm kan faktisk være rigtig, rigtig sjove, men Demir pençe (korsan adam) er ikke én af dem. Filmen kan kun anbefales til hardcorefans af tyrkiske skodfilm, og dem er der formentlig ikke så mange af derude. Hvis det endelig skal være, så er pengene langt bedre givet ud på Dünyayi kurtaran adam, hvor man virkelig får mange gode grin undervejs.
Demir pençe (korsan adam) er venligst stillet til rådighed af Onar Films.
Andre titler: Iron Claw the Pirate
Instruktør: Çetin Inanç
Manuskript: Kamil Ersahin & Erdogan Sahin
Cast: Demir Karahan, Nebahat Çehre, Yildirim Gencer, Feri Cansel, Ahmet Danyal Topatan, Gulgun Erdem, Faruk Panter, Hüseyin Zan, Hakki Haktan, Muammer Gözalan
Producere: Isik Toraman
Foto: Rafet Siriner
Spilletid: 85 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Tyrkisk
Undertekster: Engelsk, græsk
Produktionsland, år: Tyrkiet, 1969
Produktionsselskaber: Metin Film
Distributør (DVD): Onar Films
Udgave/region: 0
Anmeldt i nr. 41 | 13/03/2009
Stikord: Rip-off, Superhelte, Turkish Cinema