Frank Millers første Sin Sity er en moderne tegneserieklassiker, og hvis man er til hård neo-noir, der måske nok er mere stil, end indhold, vil man være fortrinlig underholdt. Og så er billedsproget fantastisk!
Den amerikanske tegner Frank Miller vil af mange være bedst kendt for sit arbejde med tre kendte superhelte, Marvels Daredevil og Wolverine samt naturligvis DC Comics’ Batman. Miller tegnede sin version af Daredevil i 1979-82 (med titlen Daredevil), og Wolverine behandlede han i 1982 (med titlen Wolverine).
Bedst kendt er han imidlertid nok for sin banebrydende fornyelse af Batman, der kom i The Dark Knight Returns fra 1986. Millers version af Batman var en fuldstændig omkalfatring af Batman-myten. Hovedpersonen blev mere kompleks og tonen mere dyster, og Miller må formodentlig tilskrives æren for at have givet Bob Kanes gamle helt nyt liv, efter at 1960’ernes ekstremt campy serie, med Adam West i titelrollen og Burt Ward som Robin, næsten havde taget livet af hovedpersonen som seriøs figur.
Millers Batman-fortolkning havde kraftig indflydelse på Tim Burtons Batman (1989). Burton tog stafetten op fra Miller, og gjorde Batman til en borderline psykopat i en dyster Gotham City.
Millers hjertebarn
Sin City er imidlertid Millers hjertebarn, for serien er helt hans egen. Her behandler han ikke allerede etablerede karakterer, der tilhører store forlag, men skaber i stedet sit eget univers i form af den korrupte og barske Basin City – i daglig tale bare Sin City; en slags Gotham uden nogen superhelt til at rydde ud i byens afskum. Serien begyndte i Dark Horse Presents i 1991, og er siden udkommet i hæfteform, og desuden i samlede bind. Indtil videre er der i USA udkommet syv af disse bind, mens G. Floy Studio i skrivende stund på dansk har udgivet fire.
Sin City (på originalsproget med undertitlen The Hard Goodbye) kan genremæssigt beskrives som moderne noir eller neo-noir om man vil, og trækker både på litterære og filmiske forbilleder. Alle noirgenrens virkemidler er bragt med over i serien i så vidt et omfang, som det lader sig gøre, både hvad angår det visuelle og fortællemæssige. Selv om man umiddelbart kunne tro, at det var svært at omsætte filmgenrens visuelle stil til tegneserie, så er det lykkes over al forventning for Frank Miller.
Sin City oser af film noir, hvilket i høj grad skyldes tegnestilen, der udelukkende er holdt i sort/hvid uden nogen form for gråtoner. Denne stil egner sig glimrende til at formidle film noir-genrens clairobscure-effekter, og i mange af tegningerne ses karaktererne udelukkende som sorte eller hvide silhuetter på hvid eller sort baggrund.
Genrens klassiske indre monologer, hvor hovedpersonen taler til publikum, er også repræsenteret i rigt mål, og hjælper til at etablere stemningen. Kombinationen mellem tegnestilen og disse monologer er med til at forankre historien solidt rent genremæssigt, og på den baggrund lader Miller så plottet udspille sig – igen tro over for genren.
Et godstog på to ben
Marvin – Marv blandt venner – er en taber. Et godstog af en mand, der lever på Sin Citys skyggeside. Han har en fortid som kriminel, og ser ud så kun en mor kan holde af ham. Da historien starter, befinder Marv sig på et tarveligt hotelværelse sammen med den smukkeste kvinde, han nogensinde har mødt. Den perfekte kvinde. Gudinden. Goldie.
Han har lige mødt Goldie på en bar, og ved ikke, hvorfor hun vil være sammen med ham, og han er også ligeglad. Men han har brug for hendes nærvær og venlighed, og han elsker hende, fordi hun giver ham det. Efter at de har elsket falder han bevidstløs om i sengen, døddrukken som han er. Da han vågner tre timer senere er Goldie død. Ingen mærker, intet blod. Ingenting. Det går op for Marv, at Goldie nok var sammen med ham, fordi hun var bange, og fordi hun troede at han kunne beskytte hende.
Da politiet ankommer næsten lige efter at han er vågnet, lægger Marv to og to sammen, og konkluderer, at han er gået i en fælde, og blevet sat op som syndebuk for mordet på Goldie. Han sværger hævn over morderen – ikke for sin egen skyld, men for Goldies. Og så går den vilde jagt ellers igennem Sin Citys betændte underliv.
Hævntørst, mord og tæsk
Undervejs tager Marv livet af en del mennesker, og modtager selv så mange tæsk at man skulle tro det var løgn. Han er imidlertid så optændt af had og hævntørst, at hans mission holder ham kørende til den bitre ende, og samtidig har hele affæren givet ham en undskyldning for at falde tilbage i rollen som den hårdkogte kriminelle; en rolle, man fornemmer at han har forsøgt at lægge på hylden.
Problemet er bare, at Marv kun føler sig rigtigt i live når han som et rovdyr går på jagt blandt onde mennesker i Sin City. For Marv er ikke selv ond; i hvert fald ikke sammenlignet med alle de fjender han løber ind i undervejs. Han er simpel, brutal og effektiv, men samtidig i besiddelse af en primitiv retfærdighedssans, der f.eks. dikterer at han ikke slår på kvinder. Han er indvendigt et blødt menneske, hvilket bl.a. vises i de korte scener, der involverer henholdsvis hans mor og stripperen Nancy.
Positiv kliché
Frank Millers portrættering af Sin City er én stor kliché, og her anvendes ordet i sin mest positive betydning. Mændene er rå, solen falder ind gennem persiennerne, byen er et dystert og korrupt bagtæppe for en stadigt eskalerende voldsspiral, ingen er hvem de giver sig ud for at være, og alle kvinderne portrætteres som sexobjekter – enten femme fatale-style eller ludere. Kliché, ja. Men utroligt virkningsfuldt og umanerligt fedt!
Sin City er en gribende læseoplevelse fra første til sidste side. Miller forstår at pace historien, så den ikke gentager sig selv unødigt, og selv om historien i store træk er gammel og velkendt, formår han alligevel at indsætte elementer, der tilføjer noget nyt.
Skurkenes motiv for at myrde Goldie er måske traditionelt nok, men den bagvedliggende årsag til deres motiv er ikke traditionel noir. Hvad det er, skal ikke afsløres her. Blot skal den kannibalistiske Kevin fremhæves som en særdeles effektiv karakter. På trods af – eller måske netop fordi – han ikke mæler et eneste ord, formår Miller at gøre ham særdeles uhyggelig.
Fin oversættelse
G. Floy Studios oversætter Morten Lykkegaard er sluppet heldigt om ved jobbet, og kun få steder fornemmer man, at stilen brydes en smule. Noir gør sig nu engang bedst på amerikansk, i særdeleshed hovedpersonernes indre monologer, men de er oversat meget tro over for det amerikanske forlæg, og fungerer faktisk overraskende godt på dansk.
Det er primært i dialogen, at der nogle ganske enkelte steder er sket en svipser. Som når Marv (meget mod sin vilje) må slå en kvinde bevidstløs, og siger “Beklager, barn”. På amerikansk er det “Sorry, kid”, hvilket bedre havde været oversat med noget i retning af “Beklager, skat.” Som det nok fornemmes, er vi imidlertid nede i småtingsafdelingen her.
Tegningerne er smukt gengivne, og bogen indeholder både et kort forord af Bo Green Jensen og et kort efterskrift af Frank Miller, foruden en kort biografi af tegneren på bogens indercover. G. Floy Studios udgivelse er en på alle måder flot præsentation af en på alle måder fremragende serie. Sin City kan anbefales på det allervarmeste.
Sin City er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.
Originaltitel: The Hard Goodbye
Seriens titel: Sin City
Seriens originaltitel: Sin City
Forfatter: Frank Miller
Tegner: Frank Miller
Albumlængde: 200 sider
Dansk oversættelse: Morten Lykkegaard
Udkom i USA i 12 dele i 1991-92 i bladet Dark Horse Presents.
Udkom i USA som samlet album i 1993 på forlaget Dark Horse Comics.
Udkom i Danmark i 2004 på forlaget G. Floy Studio.
Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006
Stikord: Filmatiseret, Hævn, Kannibaler, Neo-noir, Noir, Psykopater
