I En Dødbringende Dame tager Frank Miller os med tilbage til Sin City; ørkenbyen, der får Las Vegas til at ligne en puritansk højborg. Hovedpersonen i denne omgang er Dwight McCarthy, en privatdetektiv, der arbejder for den slimede græker Agamenon. Dwight er alkoholiker på vandvognen, og kæmper hårdt for ikke at slippe uhyret løs.
En dag bliver Dwight opsøgt af sin ekskæreste Ava, der beder ham om hjælp. Hendes mand, som hun forlod Dwight til fordel for, er voldelig, og truer med at slå hende ihjel. Dwight lader sig lokke af Ava og hendes perfekte krop. Da det endelig går op for ham, hvad der foregår, er uhyret i den grad sluppet løs, og Dwight er fanget i én af de voldsspiraler, som synes at være den kinetiske energi, der holder Sin City sammen.
Style over matter
En Dødbringende Dame byder på mere af den noir-stil, som Miller introducerede i Sin City (1993). Både hvad angår historie og virkemidler fortsætter Miller ufortrødent sin style-over-matter attitude, hvilket, akkurat som i det første binds tilfælde, gør En Dødbringende Dame til et særdeles underholdende bekendtskab.
De der måske ikke er de store tilhængere af noir-genren, vil måske nok kritisere En Dødbringende Dame af netop samme grund, for der er ikke meget nyt under solen. Hvis man til gengæld er glad for genren, så vil man uden tvivl frydes endnu engang.
Historien foregår omtrent samtidig med det første bind, hvilket betyder, at Marv – hovedpersonen i første bind – også dukker op i En Dødbringende Dame, hvor han hjælper Dwight med noget tiltrængt muskelkraft. En fed detalje, som Frank Miller bruger, er, at nogle af scenerne i En Dødbringende Dame finder sted samme sted, som nogle scener i Sin City, hvilket giver ham lejlighed til at binde de to historier sammen.
Kigger man godt efter, vil man således lægge mærke til, at enkelte tegninger fra Sin City går igen i En Dødbringende Dame – her blot anvendt i baggrunden. Det fungerer ekstremt godt, og er med til at placere handlingen tidsmæssigt i forhold til første bind, og da Marv efterhånden udfases af historien ved man, at det er fordi han på det tidspunkt er ude på sit eget hævntogt.
Femme fatale
For hævntogt er nemlig også kodeordet for En Dødbringende Dame, om end i en lidt anden version. I langt højere grad end i det første bind, har En Dødbringende Dame nemlig en ægte femme fatale; naturligvis titlens dødbringende dame, Dwights ekskæreste Ava.
Og dødbringende er hun, selv om det ikke her skal afsløres præcis hvordan det spænder af mellem hende og Dwight. Ava er en intrigant kælling, en ægte sort enke, der væver mænd ind i et net af sex, manipulation og bedrag, hvorefter hun fortærer dem.
Som i Sin City gør Miller udstrakt brug af film noir-genrens obligatoriske indre fortællerstemme, der med genrens vanlige kynisme giver læseren indblik i Dwights sjæleliv. Historien udbygger kendskabet til Sin Citys gamle bydel, hvor svært bevæbnede luksusludere styrer byen med hård hånd, og hvor politiet kun bevæger sig ind med livet som indsats.
Ganske som i det første bind af serien, er Sin Citys kvinder promiskuøse og meget farlige for hankønsvæsner, uanset om de i historiens kontekst er gode eller onde. Lige som Marv i Sin City, søger Dwight hjælp hos luderne i den gamle bydel, og også denne gang viser de sig mere dødelige end nogen af byens mænd. Det er måske nok politisk ukorrekt, men det er helt tro over for genren, og enhver anden tilgangsvinkel havde medvirket til at udvande seriens appel.
Traditionel noir
Tegnestilen er uændret fra Sin City til En Dødbringende Dame. Om muligt er den endnu mere stilet, og Miller gør fremragende brug af de muligheder, der ligger i kun at anvende sort og hvidt.
Som karakter er hovedpersonen i En Dødbringende Dame, Dwight, en del mere interessant end Marv fra seriens første bind. Selv om Marv var sympatisk i sin simplicitet, så er der mere dybde i Dwight, der minder i langt højere grad om de udbrændte kyniske hovedpersoner i de klassiske film noir. Af samme grund er Dwight imidlertid ikke andet end en kliché, hvilket konsoliderer seriens trofasthed over for dens inspirationskilder.
Om man kan lide det er så en smagssag, og nogen vil uden tvivl mene at En Dødbringende Dame er for meget lig Sin City til, at den kan bevare interessen igennem alle 208 sider.
Der er da heller ikke nogen tvivl om, at serien som sådan er mere stil end den er indhold, men hvis man værdsætter denne stil, så vil man elske En Dødbringende Dame lige så meget som det første bind. Måske endda mere, for historien i denne omgang er langt mere traditionel noir end i Sin City.
Her er ingen menneskeædende psykopater og magtsyge kardinaler. Til gengæld er der udbrændte privatdetektiver, korrupte politibetjente og en ægte, uforfalsket femme fatale. Stor kunst er det muligvis ikke, men det er djævelsk god underholdning.
Endnu engang er Morten Lykkegaards danske oversættelse for G. Floy Studio vellykket, og praktisk talt uden oversættelser, der springer én i øjnene. Udgivelsen er helt overordnet set af samme høje kvalitet som første bind i serien, hvilket også gør den til en stor æstetisk nydelse.
Sin City: En Dødbringende Dame er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.
Originaltitel: A Dame To Kill For
Seriens titel: Sin City
Seriens originaltitel: Sin City
Tegner: Frank Miller
Forfatter: Frank Miller
Albumlængde: 208 sider
Dansk oversættelse: Morten Lykkegaard
Udkom i USA i 6 dele i 1993-94.
Udkom i USA som samlet album i 1994 på forlaget Dark Horse Comics
Udkom i Danmark i 2004 på forlaget G. Floy Studio
Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006
Stikord: Femme Fatale, Hævn, Neo-noir, Noir
