L’ucello dalle piume di cristallo

5 minutters læsetid
L'Ucello dalle piume di cristallo

L’ucello dalle piume di cristallo (Fuglen med krystalfjerdragten eller på engelsk The Bird with the Crystal Plumage) var Dario Argentos debutfilm, og den første film i det, der er blevet kaldt Argentos dyretrilogi, fulgt af Il gatto a nove code (Cat o’ nine tails, 1971) og 4 mosche di velluto grigio (Four Flies on Grey Velvet, 1971).

Selv om det det ikke er den første giallo – den ære går normalt til Mario Bavas La ragazza che sapeva troppo (The Girl Who Knew too Much) fra 1963 – markerer L’ucello alligevel et vandskel inden for genren, idet det var her Argento trådte ind på scenen, og det med en særdeles overbevisende debut.

Enkel historie – på overfladen

Sam Dalmas (Tony Musante)
Sam Dalmas (Tony Musante).

Historien i L’ucello dalle piume di cristallo er på overfladen ganske enkel, som i alle gialli: den amerikanske forfatter Sam Dalmas (Tony Musante) har boet i Rom i et stykke tid, og kort før han skal rejse tilbage til USA bliver han vidne til et mordforsøg i et kunstgalleri. Han er ude at gå en aftentur da han ser optrinnet, hvor en kvinde overfaldes af en mand iklædt en lang mørk frakke og en sort hat.

Dalmas indespærret i kunstgalleriets indgangsparti
Dalmas indespærret i kunstgalleriets indgangsparti.

Dalmas forsøger at stoppe overfaldet, men bliver fanget i kunstgalleriets indgangsparti af glas. På grund af hans indgriben flygter gerningsmanden imidlertid. Kvinden, der viser sig at være galleriejerens hustru Monica Ranieri (Eva Renzi), blev såret, men overlever. Til gengæld tilbageholdes Dalmas af politidetektiven Morosini (Enrico Maria Salerno). Morosini knytter mordforsøget sammen med tre tidligere kvindemord i byen, og Dalmas er et hovedvidne.

Da Dalmas ikke kan forlade Rom før sagen er opklaret, kaster han sig ud i sin egen undersøgelse. Han er overbevist om, at nøglen til gådens løsning ligger i noget, han så den aften, men Dalmas kan ikke sætte fingeren på hvad.

Filmen former sig derefter, rent plotmæssigt, som en almindelig detektivhistorie, hvor Dalmas i samarbejde med Morosini forfølger diverse spor, samtidig med at både han og Morosino trues af morderen over telefonen. Endvidere udsættes Dalmas og hans kæreste Julia (Suzy Kendall) for mordforsøg efterhånden som morderen fornemmer, at nettet strammes.

Giallo-land

Morderen udser sig og fotograferer sit næste offer
Morderen udser sig og fotograferer sit næste offer.

Plottet placerer dermed filmen solidt i gialloland, og er på ingen måde originalt, men Argentos film er frem for noget andet stilren og æstetisk smuk, samtidig med, at den overholder gialloens uskrevne spilleregler, og bl.a. giver os et fuldkommet uventet plot twist til sidst.

Stilmæssigt efterlader filmen ingen tvivl om, at Argentos store forbillede i forbindelse med L’Ucello dalle piume di cristallo har været Alfred Hitchcock og her især Psycho (1960) – noget der selvfølgelig til en vis grad kan siges om gialloen generelt. Italiernene tog bare skridtet videre, og krydrede mordgåderne med mere grafiske mord og ikke sjældent en pæn portion hud.

L’ucello dalle piume di cristallo synes da også klart inspireret af Hitchcock, men omvendt har Hitchcock måske også ladet sig inspirere af giallogenren til sin to år senere Frenzy (1972), der desuden plotmæssigt har visse fællestræk med L’ucello dalle piume di cristallo.

Morderen lægger sine knive frem i filmens begyndelse
Morderen lægger sine knive frem i filmens begyndelse.

For hvis man kan sige, at gialloen langt hen ad vejen er funderet på inspiration fra Psycho, kan man til gengæld også sige, at mange senere amerikanske kriminalgysere har fundet inspiration i gialloen – ikke mindst en film som Brian De Palmas Dressed to Kill (1980).

Et af de væsentlige elementer ved gialloen og kriminalgyseren, i modsætning til f.eks. slashergenren, der også har mordet i centrum, er nemlig det traumatiserede og ofte seksuelt frustrerede menneske.

Også i L’ucello dalle piume di cristallo findes der en psykologisk forklaring på mordene, og da Argento afslutter filmen med, at en psykolog forklarer morderens psyke, fjernes enhver tvivl om filmens primære forbillede. Den selvsamme metode anvendte Hitchcock i slutningen af Psycho. Andre fællestræk er morderens voyeuristiske tendenser – Norman Bates belurede Marion Crane (Janet Leigh), mens morderen i L’ucello dalle piume di cristallo holder øje med sine ofre og fotograferer dem.

Mere direkte seksuelle overtoner

Morderen slår til
Morderen slår til.

Hvor L’ucello dalle piume di cristallo adskiller sig fra Psycho, og klart markerer sig som en giallo, er i de mere direkte seksuelle overtoner. Godt nok er der klare seksuelle konnotationer i Norman Bates’ beluring, men i L’ucello dalle piume di cristallo er selve mordene seksuelt ladede. I én af de bedste af filmens i øvrigt ret få og relativt ublodige mord, skærer morderen således natkjolen og trusserne af sit kvindelige offer og holder kniven i en falloslignende position ud for ofrets underliv! I øvrigt bringes publikum selv direkte ind i lurer-rollen, da Argento indtil flere gange viser os morderens POV.

Meget effektivt i filmens atmosfæriske passager er anvendelsen af mørke: i to væsentlige scener kapper morderen strømmen i den lejlighed, hvor begivenhederne finder sted, hvilket accentuerer rædslen, og pludselige skift fra lys til mørke anvendes flere steder.

Billedmæssigt er L’ucello dalle piume di cristallo velfungerende: selv om filmen foregår i Rom er det bagsiden af storbyen vi ser – det er alle de dårligt oplyste gader, og nedslidte ejendomme, ikke de store soloplyste pladser og pæne turistattraktioner. Det giver filmen en fortættet stemning, der i dag også forstærkes af filmens farveholdning, der er udpræget 70’er-agtig og som minder meget om den samme æstetik, der var gældende i French Connection-filmene (1971 og 1975).

Effektiv musik

Roms nattemørke gader
Roms nattemørke gader.

Musikken er komponeret af Ennio Morricone, og er et stort aktiv for filmen. Scoret er ubehageligt angstfremkaldende, og stedvist temmelig avantgardistisk jazzet. Det fungerer optimalt, og er med til at tilføje filmen meget af dens stemning. Et særdeles effektivt greb er her de stønnende kvindestemmer, der ofte optræder i mordsekvenserne, og som er en del af scoret. Morricone anvendte en lignende teknik på scoret til La tarantola dal ventre nero (Black Belly of the Tarantula) året efter, men dér er der tale om decideret erotiske støn!

L’ucello dalle piume di cristallo er en rigtig god giallo, og som debutfilm er den endnu mere imponerende Få instruktører har et lige så solidt et greb om genren, som Argento, der da også etablerede sig som genrens ukronede konge i 1970’erne – med Profondo Rosso som hans måske mest afholdte giallo. Hvis man vil se, hvor det startede, er det L’ucello dalle piume di cristallo, man skal gå til, og for nybegyndere inden for gialloen er det også et glimrende sted at starte.

5 stjerner
Titel: L’ucello dalle piume di cristallo
Dansk titel: Fuglen med Krystalfjerdragten
Andre titler: The Bird With the Crystal Plumage
Instruktør: Dario Argento
Manuskript: Dario Argento & Bryan Edgar Wallace (efter romanen The Screaming Mimi af Fredric Brown)
Cast: Tony Musante (Sam Dalmas), Suzy Kendall (Julia), Enrico Maria Salerno (Inspector Morosini), Eva Renzi (Monica Ranieri), Umberto Raho (Alberto Ranieri)
Producere: Salvatore Argento (producer), Artur Brauner (executive producer)
Foto: Vittorio Storaro
Klip: Franco Fraticelli
Musik: Ennio Morricone
Spilletid: 93 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 1.0 Mono
Sprog: Italiensk
Undertekster: Dansk, norsk
Produktionsland, år: Italien, 1970
Produktionsselskaber: Seda Spettacoli
Distributør (DVD): On Air Video
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006

Stikord: Fugle, Giallo, Italian Cinema, Psykopater, Rom

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.