Indecent Proposal

Indecent Proposal (1993), der på dansk fik titlen Et frækt tilbud, handler om ægteparret David og Diana (Woody Harrelson og Demi Moore), der bor i Californien.

De investerer alle deres penge i Davids drømmeprojekt om at bygge deres eget hus, men da landet rammes af økonomisk tilbagegang, mister de alt, og de står desperat og skal bruge 50000 dollars for ikke at miste deres byggegrund.

De tager derfor til Las Vegas for at vinde pengene – altid et godt valg at satse på hasardspil!

Det går da hverken værre eller bedre, end at de mister alle de penge, de ellers havde vundet til at starte med, og da er det, at de – eller rettere Diana – får et tilbud af milliardæren John Gage (Robert Redford): en million dollars, hvis Diana vil tilbringe en enkelt nat sammen med Gage…

En drøm af et score

Indecent Proposal blev instrueret af Adrian Lyne, hvis første store hit var Flashdance (1983), men som blev langt mere berømt og berygtet, da han i 1986 lavede 9 1/2 Weeks med Mickey Rourke og Kim Basinger.

Lyne fulgte op med endnu en erotisk ladet thriller, Fatal Attraction (1987), og i 1990 gik han så i en helt anden retning og lavede horrormesterværket Jacob’s Ladder. Men det pikante trak tydeligvis i Lyne, og ud af det kom så Indecent Proposal, der blev et stort hit, men som fik hug af kritikerne.

Indecent Proposal var Lynes første og eneste samarbejde med John Barry; både Jacob’s Ladder og Fatal Attraction havde musik af Maurice Jarre og inden da havde Jack Nitzsche leveret scoret til 9 1/2 Weeks.

Barry leverede en drøm af et score, som nok har en ikke ringe del af æren for, at Robert Redfords John Gage kommer til at fremstå i et sympatisk, romantisk lys og ikke som en klam, gammel gris, der kun er ude efter friskt kød.

Drilsk tematisk indhold

Det er ikke særligt ofte, at jeg i forbindelse med mine filmmusikanmeldelser skriver om selve processen, der går forud for anmeldelsen. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har gjort det, men i dette tilfælde giver det måske god mening, for Barrys score drillede mig en hel del.

Når jeg sætter mig for at anmelde et filmscore, gør jeg mig naturligvis bekendt med scoret ved at lytte til det, gerne adskillige gange, ekstensivt, hvor jeg bare tager musikken ind uden nødvendigvis at foretage mig større, analytiske tanker.

Men derefter følger så en nærlytning, hvor jeg lytter til scoret, cue for cue, og noterer væsentlige elementer ned om tematisk indhold, orkestrering, stemning og så videre. Er jeg i tvivl om aspekter af det tematiske materiale, går jeg ofte til andre anmeldere for at se, hvad de har skrevet.

Nogle gange kan det hjælpe med at løse op for nogle tvivlstilfælde, men i andre tilfælde opdager jeg, at jeg slet ikke er enige i deres analyse af et givent score.

Lige præcis sidstnævnte var, i hvert fald til dels, tilfældet med Indecent Proposal, der nok også må karakteriseres som ét af John Barrys mere drilske scores, hvad angår det tematiske indhold.

Det er ikke første gang, jeg har haft den oplevelse med et John Barry-score, men Indecent Proposal er nok det mest udtalte eksempel på, at jeg har haft svært ved helt at identificere bestemte melodiske/tematiske idéer.

Eller rettere: Jeg har haft svært ved at finde ud af, om bestemte melodiske idéer skal opfattes som ekstreme variationer på et allerede etableret tema, eller om de faktisk rettere bør forstås som selvstændige ledemotiviske idéer.

Ikke engang udgivelsens liner notes var den store hjælp i dette tilfælde, og de noget varierende vurderinger af scorets tematiske materiale understreger nok også, hvor svært andre anmeldere – og liner notes-forfattere – har haft med at få helt greb om Barrys musik i dette tilfælde.

Det skyldes formentlig, at Barry gennem store dele af Indecent Proposal-scoret opererer indenfor de samme harmoniske strukturer og endda indenfor et meget snævert område.

Flere af temaerne kommer derfor til at minde meget om hinanden, og når man lytter til scoret ekstensivt, får man på ingen måde nuancerne med. Det er først, når man nærlytter det, at scoret begynder at åbne sig, uden at man af den grund føler sig på sikker grund.

Derfor skal følgende anmeldelse også læses med det forbehold, at jeg kan have misforstået noget, bl.a. fordi jeg ikke kommer med en baggrund som musiker eller dybt kendskab til musikteori.

Velkendt stil

Som sagt er Barrys score til Indecent Proposal lidt af en drøm af et score. De, der i forvejen måtte have det svært med Barrys modne stil, som jeg har skrevet om så mange gange i mine foregående Barry-anmeldelser, vil naturligvis også have det svært med Indecent Proposal, for Barry gør på ingen måde noget nyt her.

Det er fortsat Barrys langsomme, romantiske stil, gennemsyret af en let melankoli, baseret på de samme repeterende fraser.

Orkestreringsmæssigt er scoret i dette tilfælde domineret af strygere og flygel, selvom der også optræder messing- og træblæsere. Særligt messingblæserne er imidlertid tonet så langt ned i mixet, at man i nogle tilfælde helt kan overhøre, at de faktisk er til stede.

Så Barry gentager altså sig selv, rent stilistisk, hvilket vil falde nogle for brystet – som det da også gjorde allerede, da scoret kom ud. Fornyelse er der ikke længere noget af i Barrys verden – og så alligevel.

For det tematiske materiale er naturligvis nyt. Uanset at Barry genbrugte sin generelle stil, genbrugte han trods alt aldrig sit primære tematiske materiale.

Og det er naturligvis i temaerne, at Indecent Proposal finder sin styrke, for ud af de fem tematiske idéer i scoret, er de tre af dem umanerligt stærke.

Her er jeg allerede uenig med flere af mine anmelderkollegaer, der kun identificerer tre primære tematiske idéer i scoret. Jeg argumenterer altså for, at der er både en fjerde og en femte, selvom det bestemt kan diskuteres. Men nu foregriber jeg mig selv lidt.

Vildt smukt hovedtema

Hvis vi skal kigge på det gennemgående tematiske materiale i scoret, så indleder Barry, vanen tro, med at præsentere scorets hovedtema i “Main Title”, der indeholder hele tre melodiske idéer.

Selve hovedtemaet introduceres som det første, anført af flygel over strygere, og er helt, som vi forventer det af Barry – langsomt, melankolsk og helt vildt smukt. Det er et fantastisk tema, som kun Barry kunne skrive dem, og han varierer det i høj grad undervejs, hvilket naturligvis også er med til at gøre det langtidsholdbart.

De øvrige melodiske/tematiske idéer i ”Main Title” manifesterer sig omkring hhv. 0:39 og 2:31, og opererer begge indenfor samme harmoniske rum som selve hovedtemaet, men kun ét af dem høres igen, nemlig det midterste, som dukker op igen i ”Goodbye John (revised)” (nr. 26).

Dermed adskiller hovedtemaet fra Indecent Proposal sig en anelse fra Barrys vanlige modus, da det, der bedst kan identificeres som et B-tema til hovedtemaet, først præsenteres senere, nemlig i ”Run to the Heli-Pad” (nr. 12) ved ca. 0:55.

Det dukker op igen i ”Flashback and Photos” (nr. 20) og ”Let It Go Free” (nr. 25), men om det rettelig skal forstås som et egentligt B-tema til hovedtemaet må stå hen i det uvisse. I hvert fald høres det aldrig uden en foregående præsentation af hovedtemaets A-tema, hvilket er typisk for Barry, men omvendt er det usædvanligt, at Barry ikke introducerer det allerede i ”Main Title”-cuet.

Som sagt varierer Barry hovedtemaet en del undervejs, og man kan i den forbindelse da også fundere over, hvorvidt det, jeg opfatter som et B-tema, i virkeligheden blot skal opfattes som en ekstrem variation på A-temaet, men nu er vi virkelig nede i detaljerne.

Hovedtemaet er, som forventeligt, klart det dominerende i scoret, og det dukker op, inklusive variationer, i mindst 10 af scorets 27 cues. Udover ”Main Title” er den flotteste version af det nok det, der høres i ”Run to the Heli-Pad”.

Kærlighedstema

Foruden hovedtemaet er der også et kærlighedstema for David og Diana. Det høres første gang i første halvdel af ”Kitchen Floor” (nr. 2), endnu engang orkestreret for flygel og strygere, og dette er nok også den bedste præsentation af temaet.

Temaet danner i øvrigt også baggrund for sangen ”In All the Right Places”, som blev sunget af Lisa Stansfield og med tekst af Stansfield, Ian Devaney og Andy Morris.

Kærlighedstemaet dukker op igen et par gange, i begyndelsen af ”Diana Returns” (nr. 15) og ”Last Fight” (nr. 17), begge gange skåret med betydelig mere melankoli end i den første optræden.

Det tredje tema er her, jeg afviger fra mine anmelderkollegaer, hvoraf ingen, så vidt jeg har kunnet se, identificerer det som et separat tema. Det synes at være knyttet til David og Dianas økonomiske problemer og høres første gang i ”Drive to Vegas”.

Endnu engang er der tale om et tema, der er nært harmonisk beslægtet med hovedtemaet, og som til dels også deler samme struktur, men som i både generelt udtryk og konkret melodisk indhold ikke er identisk med hovedtemaet. Det er også derfor, jeg anser det for at være sit eget ledemotiv.

Temaet er et gennemført melankolsk ét af slagsen, der i ”Drive to Vegas” høres for soloflygel, og i øvrigt er det nok scorets tempomæssigt langsomste. Har man det svært med Barrys adstadige tempo på dette tidspunkt af komponistens karriere, vil dette tema virkelig få ens blod i kog.

Er man omvendt en sucker for lige præcis denne modus, så er det et virkeligt smukt tema. Barry genbruger det i ”All is Lost” (nr. 6) og ”The Dress” (nr. 9), hvor det i ”All is Lost” høres hovedsageligt i strygerne, med supplement af flygel. En fin variant af temaet høres – igen for soloflygel – i begyndelsen af ”The Dress”, inden strygerne slutter sig til.

Scorets bedste tema

Scorets fjerde tema er nok det bedste af dem alle, nemlig temaet for Robert Redfords karakter John Gage.

Konceptuelt er temaet skåret over samme læst som de andre temaer – orkestreret for flygel og strygere – men det er et helt igennem vidunderligt tema. Igen: Det her er et tema, som kun John Barry kunne have komponeret og et tema, de fleste andre komponister ville give deres højre arm for at kunne skrive.

Gages tema høres første gang i ”Dress Shop” (nr. 5), hvor det indledningsvist fremføres på soloflygel, inden strygerne slutter sig til og senere overtager temaet, mens flyglet supplerer.

Barry bruger Gages tema mere sparsomt end man kunne have forventet, karakterens betydning taget i betragtning, og det er næsten ærgerligt, for det er sådan et tema, man gerne havde hørt meget mere til.

Det dukker dog op igen yderligere tre gange, mest prominent i ”Subway Story and Dance” (nr. 19), hvor flyglet (i øvrigt spillet af den fremragende pianist Mike Lang) har et let jazzet/bluesy udtryk.

Gages tema høres også i både ”Lucky Dollar” (nr. 14), her orkesteret for strygere og harpe, og ”I Need You” (nr. 18), hvor det høres alene på flygel.

Davids sorg

Den sidste større, tilbagevendende tematiske idé i scoret synes at være knyttet til Davids sorg og fortrydelse over, at han og Diana takkede ja til John Gages tilbud.

Det høres første gang i ”Diana Returns” (nr. 15) ved ca. 0:30, hvor det følger direkte efter en fremførsel af kærlighedstemaet. Det dukker derefter op ved ca. 0:31 i ”Last Fight” (nr. 17) og i begyndelsen af ”Intoxicated David”.

Alle tre gange, temaet høres, er det indledningsvist orkestreret på samme måde, for flygel med strygerne i baggrunden. I ”Diana Returns” suppleres flygel og strygere senere af obo, mens strygerne senere overtager temaet i både ”Last Fight” og ”Intoxicated David”.

Det er igen et rigtig flot tema, der med sin meget melankolske tone og også i orkestreringen falder helt i tråd med de fleste af scorets andre primære temaer.

Enkelte anderledes cues

Som typisk for et Barry-score, er Indecent Proposal domineret af det tematiske materiale, der måske nok er melankolsk, men som jo ikke desto mindre altid er melodisk.

Det samme gælder for de få steder i scoret, Barry ikke aktivt bruger ét af sine temaer, men i tilfældet Indecent Proposal ligger selv de dele af scoret meget tæt op ad det tematiske stof, så man efterlades med indtrykket af et ekstremt grundigt sammenvævet værk.

Der er dog enkelte cues, der enten ikke er rent melodiske (i hvert fald i deres helhed), eller som ikke direkte baserer sig på harmonier fra det tematiske materiale.

Det gælder f.eks. de kværnende, urovækkende strygere, der sammen med harpe og pauker, indleder “All is Lost”, eller det fine motiv, Barry introducerer i “Can’t Sleep” (nr. 10), og som nærmest må betegnes som en art suspensemusik, der ikke ville have virket malplaceret i én af Barrys Bond-film fra 1980’erne.

Orkestreringen er velkendt fra det øvrige score – flygel, strygere og træblæser (måske obo) – men stemningen er noget anderledes. Motivet går igen i det umiddelbart efterfølgende cue, “Let’s Do It” (nr 11), med samme orkestrering.

En lignende stemning slås an i “Helicopter to Yacht” (nr. 13), der er bygget op omkring sit eget suspense-motiv, baseret på flygel og skiftevis suppleret af tremolostrygere og fløjte eller messingblæsere. Det er igen et cue, der for størsteparten af sin spilletid sagtens kunne have fundet et hjem i ét af Barrys Bond-scores fra 1980’erne.

Et sidste eksempel kommer i “Matches” (nr. 16), der også er baseret på sit eget motiv, og som anslår en på én gang melankolsk og decideret dyster stemning, bl.a. med en lav strygerdrone under det hele.

Til syvende og sidst fylder disse enkelte cues dog ikke så meget, at de kan stoppe hovedindtrykket af Indecent Proposal-scoret i at være baseret omkring de melankolske hovedtemaer. De kommer blot som velkomne afbræk fra det ellers noget monolitiske score, som Indecent Proposal bestemt er.

Ingen bedre end Barry

På mange måder er Indecent Proposal naturligvis sammenligneligt med de andre scores, Barry komponerede i løbet af 1990’erne, inklusive det seneste, jeg anmeldte, Chaplin, fra året før.

Men jeg vil vove den påstand, at Barrys tematiske materiale i Indecent Proposal faktisk er kvalitativt endnu bedre end i f.eks. Chaplin, selvom Chaplin måske nok var et dramatisk mere indfølt score, hvor man fornemmede én eller anden form for forbindelse mellem Barry og Chaplin.

Både hovedtemaet og Gages tema er ganske enkelt de rene vidundere, og lige præcis denne her type musik var der simpelthen ingen, der kunne komponere bedre end John Barry – og det er der for den sags skyld stadig ikke.

Uagtet at jeg godt kan høre, der absolut intet nyt er under solen i Indecent Proposal, står det for mig stadig som et fantastisk score af en komponist, der måske nok sad fast i sin stil, men som til gengæld beherskede den til absolut perfektion.

Nummerliste:
1. Main Title (3:44)
2. Kitchen Floor* (1:57)
3. The Recession (1:12)
4. Drive to Vegas (1:40)
5. Dress Shop (2:32)
6. All is Lost (1:46)
7. One Million Dollars (0:58)
8. Complimentary Suite (1:08)
9. The Dress (1:41)
10. Can’t Sleep (1:13)
11. Let’s Do It (1:24)
12. The Run to the Heli-Pad (2:07)
13. Helicopter to Yacht (4:31)
14. Lucky Dollar (1:00)
15. Diana Returns* (1:51)
16. Matches (2:01)
17. Last Fight* (1:49)
18. I Need You (1:08)
19. Subway Story and Dance (3:15)
20. Flashback & Photos (1:46)
21. Intoxicated David* (1:30)
22. The Morning After (1:46)
23. SCI-Arc (2:06)
24. The Auction (0:25)
25. Let It Go Free (2:22)
26. Goodbye John (revised) (2:24)
27. Goodbye John (alternate) (2:31)

The Extras:
28. Main Title (album version) (2:43)
29. Kitchen Floor (revised) (0:59)
30. Drive to Vegas (album version) (1:37)
31. Dress Shop (album version) (2:10)
32. Helicopter to Yacht (short version) (2:21)
33. I Need You (album version) (1:15)
34. Goodbye John (album version) (2:20)
35. Main Title (piano version) (2:45)
36. Main Title (alternate revised) (3:43)
37. Main Title (alternate) (2:43)

Total spilletid: 74:23

* Contains “In all the Right Places”, composed by John Barry, Lisa Stansfield, Ian Devaney and Andy Morris

Anmeldt i nr. 226 | 13/09/2024