Rebel Ridge

Det starter så fornemt i denne actionthriller, men filmen fiser desværre lidt ud i sandet, hvor plottet bliver lidt for mudret.

Men der er meget at hylde i instruktøren Jeremy Saulniers (der også har skrevet og klippet filmen) bud på en krydsning mellem First Blood (1982) og Walking Tall (både udgaven fra 1973 og den fra 2004, mest den sidste.)

Rebel Ridge er en film, der udforsker ydmygelse, korruption, selvtægt og hævn på fornemste vis. Et amerikansk samfund, der er befolket af korrupte strømere, politikere og advokater, hvor den lille holdes nede, lige indtil den lille mand (som i dette tilfælde er en ret stor mand) ikke vil finde sig i mere. Så aktiveres den gode selvtægtshelt.

Hope, nej undskyld, Shelby Springs

Men først tager vi på en cykeltur. For det er her, vi møder vores hovedperson, Terry Richmond.

Terry er på vej til lillebyen Shelby Springs. Her skal han betale kaution for sin fætter. Men Terry cykler midt på vejen og hører heavy metal i sine høretelefoner, så han hører ikke den politibil, der forsøger at få Terrys opmærksomhed.

Så politibilen giver Terry et “mildt” skub, så Terry vælter. Big mistake, det skulle de IKKE have gjort. For det bliver startskuddet på noget, som strømerne ikke havde lyst til skulle ske.

Efter Terry er væltet, bliver han stoppet op af de to betjente. De konfiskerer de penge, kontanter, som Terry skulle betale fætterens kaution med! Og de konfiskerer dem på påskud af, at de tror, det er narkopenge!

Terry opfører sig i første omgang eksemplarisk, men det er tydeligt, at den store (og meget veltrænede) mand koger indeni.

De stakkels korrupte strømere ved jo slet ikke, hvad de har sat i gang! For udover at Terry er tidligere soldat og er ekspert i nærkamp (han er endda med på en wiki-side), så aktiverer strømerne også både Terrys retfærdighedssans og hævnlyst.

De dumme svin!

Terry cykler videre. Han vil forsøge at få sine penge igen og besøger byens rådhus – så fætterens kaution skal betales. Det lykkes ikke.

Så besøger Terry den lokale politistation. Og så begynder det hele ellers at eskalere, da han møder den Teasle-agtige (fra First Blood, -red.) sherif Sandy Burne.

For det viser sig, at lillebyens strømerenhed er bundkorrupte, og at der er et komplot med kautionspengene og andet godt, for strømerne er også presset, så de tænker kreativt. En kommentar til det amerikanske samfund.

Burne forsøger at komme af med Terry på en pæn måde. Der er endda en First Blood-lignende sekvens med en bro og det hele. Men nej, Terry skrider ikke. Og da handlingen tager en ny drejning, er det ikke kun retfærdigheden, der er på spil, nej, så er det også hævnen.

Terry

Karakteren Terry bliver til en blanding mellem John Rambo, Buford Pusser/Chris Vaughn og Jack Reacher. Store muskler, den ensomme ulvs mentalitet (ja, han sover ude i naturen), smidighed, nærkampsfærdigheder og hjertet på rette sted.

Og alt det stygge, han udsættes for, gør, at vi tilskuere (eller i hvert fald mange af os) accepterer, at Terry hæver sig selv over loven og tager fat i korruptionens væsen i en amerikansk lilleby, hvor politiet også føler sig hævet over loven. Ja, kort sagt er vi i westernland.

Terry er ikke bare et ekko af de andre selvtægtsbanditter, jeg har nævnt. Han er også sin egen; han bruger ikke våben, og kampsportsdelen fungerer fornemt uden at den lidt blødere tilgang til volden gør Terry mindre farlig eller effektiv.

Grus i maskineriet

Alle disse elementer fungerer skønt; de sidder faktisk lige i skabet. Fortalt i et stille og roligt filmsprog, som i de gode gamle dage.

Aaron Pierre gør det fornemt som Terry; han er intens og farlig som en vulkan, vi ønsker går i udbrud. Don Johnson er også god som den korrupte sherif, og i det hele taget er filmen befolket af gode skuespillere.

Desværre bliver plottet lidt for knudret, lidt for søgt, og det gør, at man langsomt mister noget af interessen. Spændingen fiser ud et sted mellem SD-kort, der skal findes, og lidt for mange sidehistorier.

Jeg ved ikke, om det er tilsigtet, men med James Cromwell på rollelisten og passagen om “det er lige DET spørgsmål du skal stille”, kommer der mere end et ekko fra filmen I, Robot (2004). Når I ser filmen, tænker jeg, at I ved, hvad jeg mener.

Skøn første halvdel

Så det, vi sidder tilbage med, er en film, der begynder fornemt, der både er en hyldest til andre film, men også en film, der finder sin helt egen nerve.

Men så puster plottet en ballon op, som ikke kan holde luften, og det gør, at man mister interessen.

Heldigvis reddes filmen af et udmærket klimaks, og det er bestemt en film, jeg kommer til at se igen, i hvert fald de første fem kvarter, for filmen bliver også med sin spilletid på 131 minutter alt for lang, og den bliver netop for lang, fordi den lige pludselig vil lidt for meget, med et plot, der ikke kan bære det, og et plot, der ikke er velskrevet eller spændende nok i filmens sidste halvdel. Den fine sociale kommentar og den spændende handling mudres.

Så den kan ikke trække mere end tre stjerner i forhold til at være et helstøbt værk, men man kan sagtens savle over filmens skønne første fem kvarter. Godt forsøgt!

Anmeldt i nr. 226 | 13/09/2024