The Predator

Den amerikanske snigskytte Quinn McKenna (Boyd Holbrook) og hans hold er på et hemmelig mission i det nordlige Mexico, hvor der er bøvl med nogle narkogangstere.

Missionen bliver dog afbrudt, da flugtkapslen fra et predator-rumskib styrter ned midt i det hele. Selvom predatoren gør det af med resten af McKennas hold, lykkes det ved rent helt McKenna at uskadeliggøre den, så han kan slippe væk – med dele af predatorens udstyr.

Udstyret sender han til sin hjemmeadresse – som ikke helt er hans hjemmeadresse; senere finder vi ud af, at hans kone ikke gider have ham boende længere.

Og derpå bliver McKenna ret hurtigt samlet op af det hemmelige regeringsprogram Stargazer med den skurkagtige Traeger (Sterling K. Brown) i spidsen. De finder også predatoren, som ikke er død, og tager den med tilbage til deres laboratorium i USA.

Flere handlingsgrene

Nu splitter handlingen kortvarigt op i flere dele: Hjemme hos McKennas kone og autistiske søn dukker en pakke op. Det er selvfølgelig predator-grejet, som McKenna har sendt hjem, og sønnen begynder at fifle med det. Det siger sig selv, at det er en ret dårlig idé.

I en anden handlingsgren rekrutterer Traeger evolutionsbiologen Casey Brackett (Olivia Munn), så hun kan hjælpe Stargazer-programmet med at studere den tilfangetagne predator i deres underjordiske laboratorium.

Og i en tredje handlingsgren beslutter Stargazer-organisationen sig for at spærre McKenna inde på et sindssygehospital, så ingen vil tro hans snak om rumvæsner.

I bussen på vejen mod hospitalet møder McKenna en række andre mentalt udfordrede veteraner, spillet af folk som Keegan-Michael Key, Thomas Jane, Alfie Allen, Augusto Aguilera og Trevante Rhodes.

Endnu en predator

Ret hurtigt smelter de to sidstnævnte handlingstråde sammen, for Brackett vil tale med McKenna, så bussen bliver omdirigeret til Stargazer-laboratoriet.

Det sker præcis samtidig med, at den tilfangetagne predator vågner op, massakrerer en flok videnskabsfolk og slipper fri fra laboratoriet.

Af uvisse årsager beslutter Traeger sig for at skaffe sig af med Brackett, der bliver reddet af McKenna og hans gruppe af soldater, der kalder sig selv ”The Loonies”.

Midt i al kaosset dukker en ANDEN predator op – endnu større end den første, og endnu mere pissed off. Den myrder den første predator, og det lykkes for McKenna at regne ud, at den nok er ude efter det udstyr, han har sendt hjem til huset, hvor hans kone og søn befinder sig.

Plotmæssigt sammensat

Okay, ikke mere handlingsreferat her. Det er i virkeligheden også mere, end jeg plejer at skrive, men det er på den anden side lidt nødvendigt for at gøre det forståeligt, hvor plotmæssigt sammensat (læs: rodet), The Predator er.

Og der er sådan set endnu mere plot og handling, men det gider jeg ikke gå dybere ind i. Blot kan jeg godt afsløre, at den nye, større, ondere predator, der dukker op, viser sig at være et genetisk blandingsprodukt.

Bracket regner ud, at alle de tidligere predators, der har været på Jorden, har været her for at høste DNA fra de bedste og stærkeste krigere, så predator-racen kan modificere sig selv og gøre sig selv endnu bedre.

Eller noget i den stil. For i virkeligheden kom filmens første predator faktisk til Jorden for at hjælpe os mod den større, ondere predator. Det giver dårlig mening, for den første predator har heller ikke lavet stort andet end at slagte folk, men åbenbart kom den for at hjælpe os.

Rodebutik

The Predator er en rodebutik af de større. Både plotmæssigt og tonalt. Særligt det sidste har rødder i manuskriptet, som Shane Black (der også instruerer) har skrevet sammen med Fred Dekker, der tilbage i 1980’erne skrev og instruerede film som Night of the Creeps (1986) og The Monster Squad (1987). Dekker både skrev og instruerede også RoboCop 3 (1993), men det snakker vi ikke højt om.

En vis del af det plotmæssige rod skyldes naturligvis også manuskriptet – mere om det lidt senere – men skyldes nok i højere grad, at filmen havde en forholdsvis besværlig produktion.

Undervejs i produktionen fandt Olivia Munn ud af, at skuespilleren Steve Wilder, som havde en mindre birolle, var registreret sexforbryder. Det gik hun til studiet med, Wilder blev fyret og alle scener med ham blev klippet ud.

Heri kan ligge noget af forklaringen på den meget pludselige og umotiverede facon, Munns rolle introduceres på i filmen.

Derudover blev hele filmens tredje akt skrottet efter dårlige testvisninger, så tredje akt, som den fremstår i den endelige film, er markant anderledes end den, Black og Dekker oprindelig havde skrevet.

Alt dette betyder, at filmen fremstår med mange plothuller og ting, der sker tilsyneladende tilfældigt, umotiveret og/eller uforklaret. Det giver også anledning til kontinuitetsproblemer af forskellig art.

Mange af den slags problemer kan løses af en dygtig klipper, men filmens klipper har ganske enkelt manglet materiale, der kunne få tingene til at hænge ordentligt sammen, og det mærker man tydeligt undervejs.

Manuskriptet vil for meget

Det plotmæssige rod skyldes dog også, at manuskriptet helt fra bunden af har villet for meget. Idéen med de to predators – en ”god” og en ond – kommer fra det oprindelige manuskript.

Her har Dekker og Black altså kastet sig ud i at udvide på predator-mytologien, endnu mere end det skete i f.eks. Predators (2010), der i sig selv introducerede idéen om flere forskellige predator-typer eller -klaner.

Nu skal det forklares, hvor predator-racen overhovedet er kommet til Jorden til at begynde med: Det er for at høste DNA, akkurat som det antydes, at de har gjort på mange andre planeter i tidens løb.

Og den ”onde” predator er naturligvis både større og ledere end nogle, vi har set tidligere.

Men det forholder sig nu engang sådan, at ”bigger” ikke altid er ”better”, selvom Hollywood gennem tiden altid har troet, at det var opskriften på efterfølgere. Især ikke når det fører til tvivlsomme computereffekter, for det skal guderne vide, at vi har nok af nu om stunder.

Mellem to stole

Rent tonalt er The Predator også en meget sammensat størrelse. Når nu Shane Black er én af bagmændene, kommer det næppe som nogen overraskelse, at der er en del humor i manuskriptet.

Problemet er, at humoren næsten konstant er til stede, og at den næsten konstant punkterer ethvert tilløb til regulær spænding eller gys.

Det er ikke fordi, dialogen er dårlig. Mange af scenerne med ”The Loonies” er virkelig godt skrevet og tilmed fint spillet, men det passer dårligt ind med de mere alvorlige scener og hele McKennas forsøg på at redde sin søn.

Tonalt sætter filmen sig mellem to stole, og som de fleste ved, ender det typisk med, at man ender på gulvet med et brag.

Derudover er der en række lidt pinagtige referencer til dialog fra den første Predator (1987), f.eks. da Brackett første gang ser den tilfangetagne predator og udbryder ”You are one beautiful motherfucker” (da Arnie ser predatoren uden hjelm på i den første film siger han ”You’re one ugly motherfucker”).

Eller da McKenna ser en række motorcykler og udbryder ”Get to the choppers!”. Den behøver jeg vist ikke engang forklare nærmere.

Og kan vi så ikke godt blive enige om, at hele plotidéen med, at McKenna skal beskytte sin søn, er så klichétung, at den går på krykker. Tilmed er sønnen også autist, hvilket giver ham en særlig indsigt og evne i predator-racens teknologi. Der er vist fuld plade på klichébingo her.

For meget og for lidt på samme tid

På én og samme tid formår The Predator at være både for meget og for lidt. For meget på grund af det ambitiøse plot, den rodede plotafvikling, den ujævne tone, eksplosioner, CGI, utidig humor og så videre. Og for lidt – ja, af samme årsager.

De tidligere Predator-film (og her taler jeg om de ”rene” Predator-film, ikke crossover-filmene med Aliens) er alle markant bedre, fordi de fremstår enklere, renere og tonalt mere jævne. Selv Predator 2 (1990) med en overspillende Danny Glover og en grotesk parodieret caribisk skurk i King Willie fremstår som en mere helstøbt film.

Jeg ville gerne have set en ren actionfilm – uden predators – med McKenna og hans ”Loonies”, og jeg ville gerne have set en mere ren, alvorligt ment Predator-film fra Shane Blacks hånd. Den samme Shane Black, der skrev den første Lethal Weapon (1987), hvor der var humor, ja, men hvor humoren aldrig udvandede alvoren og det farlige ved filmens skurke.

Den måde, tingene er blandet på her, fungerer i hvert fald ikke. Det bedste, der er at sige om The Predator er, at hvor dårligt den end fungerer på mange niveauer, så lykkes det dog stadigt for den at underholde. Man skal bare slå hjernen HELT fra.

Anmeldt i nr. 223 | 13/06/2024

Stikord: 4’er, Fortsættelse, Rumvæsner