Red Eye

Hotelmanageren Lisa (Rachel McAdams) har været i Dallas til sin mormors begravelse. Da filmen starter, er hun på vej i en taxa til lufthavnen for at hoppe på et natfly (titlens ”red eye”) hjem til Miami, hvor hun er opvokset, og hvor hun nu arbejder.

I lufthavnen falder hun tilfældigt i snak med den charmerende Jack (Cillian Murphy), og da de boarder flyet, kommer de tilfældigvis til at sidde ved siden af hinanden.

Men da flyet er i luften, viser det sig ret hurtigt, at intet ved deres møde er tilfældigt, og at Jack slet ikke er spor sympatisk.

Tværtimod viser det sig, at han er en slags lejemorder, eller måske nærmere én, der faciliterer mord, og netop mens flyet er i luften, ankommer Homeland Security-minsteren til Lisas hotel. Og for at Jack kan løse sin mission, har han brug for, at ministeren bliver flyttet til et andet værelse på hotellet.

For at tvinge Lisa til at samarbejde, truer Jack hende med, at han ellers vil gøre hendes far (Brian Cox) fortræd.

Efter bogen

Ovenstående er det helt enkle, næsten banale, setup i Red Eye, og det fungerer fuldstændig efter bogen, særligt når man overlader de to altdominerende hovedroller til to så garvede og solide skuespillere som Rachel McAdams og Cillian Murphy.

Hovedparten af filmen foregår i flyet (og inden da i lufthavnen) sammen med de to, og var én af dem faldet igennem i rollen, ville hele konstruktionen være klappet sammen som et korthus.

Det sker heldigvis ikke; tværtimod. Da flyet er i luften og Jack smider masken, bliver stemningen øjeblikkeligt både intens og klaustrofobisk, for hvordan fanden skal Lisa slippe ud af den kattepine, hun befinder sig i.

Om hun gør det – og i givet fald hvordan – skal jeg ikke afsløre her. Jeg kan kun anbefale, at man ser efter ved selvsyn, og det tror jeg, de færreste vil fortryde.

For få film af den slags

For selvom Red Eye på ingen måde er nogen revolutionerende film, så er den et eksempel på den slags små, effektive thrillere, som Hollywood er i stand til at levere, tilsyneladende uden at blinke med øjnene. Eller var.

En anden film i samme boldgade – lille, intim og intens – kunne være Harrison Ford-filmen Firewall (2006), der også foregår på blot et par locations og med en hovedperson, der er fanget i en grum kattepine.

Den slags film bliver der lavet alt for få af nu om stunder, hvor det hele lader til at handle om enorme blockbustere med prismærker i omegnen af 200 millioner dollars. Man kan håbe, at pendulet på et tidspunkt svinger i den modsatte retning igen; jeg savner i hvert fald mellembudget-film af den her type.

Stramt og effektivt fortalt

Red Eye er effektivt, men også noget anonymt, iscenesat af Wes Craven, der kun nåede at lave to film efter Red Eye – My Soul to Take (2010) og Scream 4 (2011). ”Anonymt” skal ikke her forstås som en egentlig kritik; blot en konstatering af, at Craven her helt underordner sig projektet og manuskriptet og fører skibet i havn med sikker hånd.

Red Eye er en virkelig underholdende lille thriller, der bliver ved med at være spændende til sidste øjeblik, og som tilmed har et par udmærkede hovedrollepræstationer.

Og ved I hvad det bedste er? Den varer kun 85 minutter. Så stramt og effektivt er historien fortalt. Det sender tankerne tilbage til en tid, inden alle film skulle have en oppustet spilletid på mindst to timer og gerne mere.

Nej, tak til det. Men gerne mere i samme stil som Red Eye.

Anmeldt i nr. 223 | 13/06/2024