Predators

Predators starter hæsblæsende: Umiddelbart efter titelkortet klippes der til en bevidstløs mand i frit fald – dog med en faldskærm på ryggen.

Manden vågner og forsøger panisk at udløse faldskærmen, hvilket først lykkes kort før, det er for sent. Han tumler ned gennem løv og grene og lander på jorden i en jungle.

Manden (Adrien Brody), der er klædt i kampudstyr, får faldskærmen af, hiver sin automatriffel frem og forsøger at orientere sig.

Inden længe dukker endnu en person op; en yngre kvinde (Alice Braga), også i kampuniform og bevæbnet. Men snart bliver de beskudt og må søge dækning. Beskydningen viser sig at komme fra en russisk soldat (Oleg Taktarov), der er gået i panik.

Manden og kvinden får styr på russeren, og snart støder flere til den lille gruppe. Og her bruger jeg rollernes navne, selvom man faktisk aldrig hører navnene på de fleste af dem:

Den første, vi mødte, Royce, er professionel lejesoldat. Kvinden Isabelle er fra den israelske hær. Russeren Nikolai er fra de russiske specialstyrker.

Derudover er der den mexicanske gangster Cuchillo (Danny Trejo), straffefangen Stans (Walton Goggins), et militsmedlem fra Sierra Leone, Mombasa (Mahershala Ali) og Yakuza-medlemmet Hanzo (Louis Ozawa). Som rosinen i pølseenden, og som den, der stikker ud, fordi han ikke har nogen militærerfaring, er der lægen Edwin (Topher Grace).

Jaget vildt på fremmed planet

Det viser sig hurtigt, at ingen af dem ved, hvor, de er, eller hvorfor, de er der. Det eneste, nogen af dem husker, er, at de oplevede et hvidt glimt, og derefter vågnede de i frit fald med en faldskærm på ryggen.

Bum! Så er scenen ellers sat.

Over det næste stykke tid går det langsomt op for dem, at de bliver jaget af nogen eller noget, og da vi når ca. 25 minutter ind i filmen, går det endelig op for vore hovedpersoner, at de ikke engang befinder sig på Jorden længere.

De indser, at de på én eller anden måde er blevet transporteret til en fremmed planet for at blive jaget som vildt.

Og jaget bliver de da også. Ikke af én, ikke af to, men af hele tre predators, der har tænkt sig at slå dem ihjel én for én. Særligt Royce er dog opsat på, at det skal blive løgn. Men hvordan dræber man hele tre overmenneskelige dræbermaskiner på en planet, man ikke kender?

Fermt iscenesat variation

Predators er en fermt iscenesat variation på den første Predator (1987), selvom den på væsentlige punkter halter en del efter den første, klassiske film.

Hvis vi skal få det negative af vejen først, så lykkes det aldrig for hverken manuskriptet (skrevet af Alex Litvak og Michael Finch, men baseret på et originalt treatment af Robert Rodriguez, der også har produceret) eller instruktøren at gøre de fleste af hovedpersonerne til andet end de rene papfigurer. De eneste, der er en smule kød på, er de to primære hovedpersoner Royce og Isabelle, mens resten hovedsageligt fremstår som klichéer.

Her kan man indvende, at en film som Predators måske ikke ligefrem kalder på den store dybde i rollerne og for den sags skyld, at også personerne i den allerførste Predator var stereotyper.

Ikke desto mindre lykkedes det dengang i 1987 for både manuskriptforfatterne og for instruktør John McTiernan at give næsten alle lejesoldaterne i Arnies gruppe deres egen personlighed, således at man faktisk husker dem, selvom de næsten alle var store, svedglinsende muskelbundter.

Når personerne er så forskelligartede, som de er i Predators, skulle man mene, det ville være nemmere for både manuskriptforfatterne og instruktøren at gøre hver enkelt person til mere end bare en kliché. Det sker desværre ikke.

Det største problem er dog specifikt centreret omkring én af personerne, nemlig Topher Graces læge, men jeg vil ikke afsløre for meget af hensyn til dem, der måske ikke har set filmen endnu.

Lad det blot være sagt, at vi tæt ved filmens slutning får en temmelig ligegyldig twist, der naturligvis har til hensigt at skabe ekstra spænding, men som bare kommer til virke lettere tåbelig.

Mangel på originalitet

Den måde, rollerne er skrevet på, og helt konkret Topher Graces rolle, er faktisk min største, alvorlige anke ved Predators. At Laurence Fishburne også overspiller i sin birolle som en halvt sindssyg soldat, der har overlevet hele 10 jægtsæsoner på planeten, er et mindre problem.

Derudover kan man selvfølgelig også fremhæve filmens grundlæggende mangel på originalitet: Ser vi lige bort fra, at handlingen udspiller sig på en fjern planet, og at der ikke er én, men hele tre predators, så ligner både handlingen og settingen i Predators jo den første film i temmelig høj grad.

Det er med andre ord næsten umuligt ikke at sammenligne Predators med Predator, og her er der jo ingen tvivl om, hvilken film, der kommer ud som vinderen på stort set alle parametre.

Det er ikke i sig selv ensbetydende med, at Predators er en dårlig film; man bliver bare nødt til at forsøge at se den på egne præmisser og ikke i konstant sammenligning med Predator. Det er svært, men det kan lade sig gøre.

Positive elementer

Selvfølgelig er der også positive elementer ved Predators. Det største lyspunkt, og den største overraskelse, er nok Adrien Brody, der fungerer overraskende godt som hårdkogt lejesoldat.

Brody er man ellers vant til at se i en helt anden type roller, og jeg havde ikke forestillet mig at skulle se den høje, ranglede Brody som barsk lejesoldat – endsige finde ham overbevisende. Men det lykkes ikke desto mindre, og blandt alle rollerne er Brodys da også den bedste.

Alice Bragas Isabelle er da såmænd også fin som humanistisk modspil til Brodys kyniske Royce, men det er svært at slippe den mistanke, at Braga er castet som “the token female” – man skulle simpelthen finde plads til en kvinde i castet.

Ja, jeg ved godt, at man kan sige det samme om den første Predator, hvor der også var en kvinde med, men igen – der er meget ved rollerne, der virker tyndere i Predators.

Fint iscenesatte actionscener

Actionscenerne er til gengæld fint iscenesat af instruktøren Nimród Antal, og da Predators selvfølgelig hovedsageligt er en actionfilm, er det temmelig vigtigt for filmens helt overordnede succes. Her får Antal tingene til at fungere virkelig fint.

Også pacingen af filmen – actionscenernes vekslen med mere rolige scener – er ret velfungerende, selvom man også her savner den tykke stemning af klaustrofobi og stadigt stigende rædsel, der kendetegnede den originale film.

Men okay, ret skal også være ret: I den første Predator kom uhyggen jo i høj grad også af, at man ikke rigtig vidste, hvad det var, der jagede Arnie og kompagni. Det ved vi jo godt nu, og så er det måske svært at gøre stemningen helt så tyk.

Men når musikken spiller – og den vender jeg i øvrigt lige tilbage til – så fungerer Predators ikke desto mindre glimrende som ren underholdningsfilm.

Forsøger med noget nyt

Og filmen forsøger da også at introducere lidt nye elementer, så det ikke bare er Predator om igen. De tre predators har en flok “jagthunde”, som de sender efter vore hovedpersoner tidligt i filmene. Det er selvfølgelig ikke hunde, men nogle særdeles ubehagelige firbenede væsner, som er meget svære at så ihjel.

Derudover forklarer Laurence Fishburnes Roland også, at det ikke kun er mennesker, der bliver jaget på planeten. Der lader til at være to forskellige grupperinger af predators, som har en form for fejde kørende, og de større og stærkere predators jager også de mindre.

Her skal det vise sig, at de mindre predators, hvoraf én er taget til fange og lænket i de tre jægeres lejr, er af den type, vi kender fra Predator og Predator 2 (1990), mens de tre predators, der jager vores hovedpersoner, er af en anden og større type, end vi har set før.

Her gør filmen da et hæderligt forsøg på at lege med Predator-filmseriens mytologi. I sidste ende er det ikke noget, der for alvor betyder noget, men her skal manuskriptforfatterne i det mindste have ros for at forsøge sig med noget nyt.

Endelig skal det lige siges, at filmen hele vejen igennem er særdeles flot og velproduceret – effekterne er gode og ofte virkelig klamme, ikke mindst i scenen, hvor gruppen af jagede finder vej til de tre jægeres lejr, der traditionen tro er fyldt med trofæer i alle afskygninger.

Flot kopimusik

Og hvad var det så med musikken? Jo, den er komponeret af John Debney, der gennem årene ikke bare har vist sig at være en dygtig komponist i egen ret, men som også flere gange har demonstreret, at han er virkelig dygtig til at emulere andre komponisters stil.

Det er han også her, og det i så høj en grad, at jeg – første gang, jeg så filmen – faktisk troede, at musikken var komponeret af Alan Silvestri, der komponerede musikken til både Predator og Predator 2.

Debney gør ikke bare i udstrakt grad brug af Silvestris tematiske materiale fra de to første Predator-film; han efterligner også Silvestris generelle stil med så stor succes, at det næsten er uhyggeligt. Og faktisk spiller musikken også en markant rolle for filmens overordnede stemning og effekt.

Hvis man kan formå at se Predators på filmens egne præmisser og undgå konstant at sammenligne med den første film – og det ER svært ikke at gøre – så er Predators bestemt en fermt iscenesat variation på den første film, og underholdningsværdien er virkelig høj. Man keder sig ikke et øjeblik, og nogle gange er det faktisk godt nok.

Anmeldt i nr. 222 | 13/05/2024

Stikord: 3’er, Fortsættelse, Junglen, Rumvæsner