Man on Fire

Man on Fire er baseret på en bog fra 1980, skrevet af Philip Nicholson under pseudonymet A.J. Quinnell. Det var i øvrigt dennes debutroman.

Romanen handler om John Creasy, en udbrændt, alkoholiseret krigsveteran, der modvilligt tager et job som bodyguard for en pige i en rig familie. En ensom pige, hvor forældrene har travlt med at føre et andet liv end være far og mor.

Der opstår et tæt bånd mellem de to, hvor Creasy bliver en slags surrogatforælder, og hvor pigen til gengæld er årsag til, at Creasy kommer ud af sit misbrug og finder lysten til livet.

Da pigen så kidnappes, går Creasy på en one man-mission, hvor han nådesløst dræber alle, der har været involveret i kidnapningen.

Baseret på virkelige hændelser og fakta

Philip Nicholson blev inspireret af to virkelige kidnapninger. Den ene hvor en rig mand fra Singapore fik sin ældste søn kidnappet af de kinesiske triader, men hvor manden nægtede at udbetale løsesum – hvilket resulterede i den kidnappede drengs likvidering. Manden forsøgte at beskytte sine øvrige børn, ved at vise triaderne, at de ikke fik noget ud af at kidnappe dem.

Den anden virkelige hændelse var John Paul Getty III, barnebarn af verdens rigeste mand, Paul Getty, der blev kidnappet af organisationen ‘Ndrangheta i 1973 i Rom. En historie, der i øvrigt blev filmatiseret i 2017 som All the Money in the World, instrueret af Tony Scotts bror, Ridley Scott.

Philip Nicholson var med til at redde en italiensk mands liv på et fly mellem Tokyo og Hong Kong. Det venskab, der fulgte med denne mand og dennes familie, skulle give forfatteren dyb adgang til den italienske kriminelle verden, på begge sider af loven og mafiaen. Og hjælpe ham til at skrive sin kidnapnings-historie, præcis som den ville folde sig ud i Italien i 1970’erne.

Kidnapninger var ekstremt udbredte, og velhavende familier ville ofte hyre bodyguards. Nicholson valgte pseudonymet A.J. Quinnell af frygt for, at mafiaen ville komme efter ham på grund af de “afsløringer”, der kom frem i bogen.

I bogen bliver John Creasy hyret af en italiensk familie til at være bodyguard for deres 11-årig pige, Pinta Balletto. Creasy er veteran fra den franske fremmedlegion, og Nicholson/Quinnell baserede karakteren på flere veteraner, han mødte gennem 1960’erne og 1970’erne, der havde gjort tjeneste i Afrika og Vietnam.

A.J. Quinnell skrev yderligere fire bøger om Creasy: The Perfect Kill (1992), The Blue Ring (1993), Black Horn (1994) og Message From Hell (1996).

20 år undervejs

Tony Scotts første spillefilm som instruktør var The Hunger (1983) med David Bowie, Catherine Deneuve og Susan Sarandon. På dette tidspunkt var en filmatisering af A.J. Quinnells bog ved at tage form, og Tony ønskede brændende, at dette skulle blive hans næste projekt.

Han var meget involveret, men til sidst blev han vraget, da man ikke mente, en esoterisk vampyrfilm beviste, han havde evnerne til at håndtere en produktion som Man on Fire.

Faktisk hadede Hollywood The Hunger, men mastodontproducer-parret Jerry Bruckheimer og Don Simpson så potentialet og hyrede Tony Scott til at instruere Top Gun (1986) – og resten er jo historie der…

Den første filmatisering af Man on Fire kom ud i 1987. Det var en fransk/italiensk produktion instrueret af franske Élie Chouraqui.

Her hedder hovedpersonen Christian Creasy og bliver spillet af Scott Glenn. Der er medvirken af Brooke Adams, Jonathan Pryce, Danny Aiello og Joe Pesci.

Her bliver Creasy hyret af en italiensk/amerikansk familie, der er bosiddende i Italien, til at passe på deres 12-årige pige, Samantha Balletto (spillet af Jade Malle). Christian Creasy er tidligere CIA-agent, som har været på opgaver i Saigon, Vietnam og Beirut, Libanon.

I starten af 2000’erne møder Tony Scott produceren Lucas Foster. Disse havde tidligere arbejdet sammen på Crimson Tide (1995).

Foster elskede bogen og karakteren John Creasy og havde i en længere årrække haft ambitioner om at lave en ny version af Man on Fire. Da de to indser deres respektive interesse og fortid omkring dette projekt, starter der en særdeles dedikeret og ambitiøs produktion af en film, som var meget personlig for Tony Scott.

Fra Napoli til Mexico City – fra mafia til El Mochaorejas

Manuskriptforfatter Brian Helgeland havde skrevet et fantastisk karakterdrevet manus, der var langt mere tro mod Quinnells roman end filmen fra 1987.

Han ville bruge masser af scener og dialog fra bogen. Som f.eks. da en ældre mand siger til John Creasy: “In the church, they say to forgive”, og Creasys legendariske svar “Forgiveness is between them and God. It’s my job to arrange the meeting”. Helgeland havde dog en drøm om selv at instruere filmen.

Handlingen var oprindelig hensat til Italien, men den første væsentlige beslutning, Tony Scott tog, var at flytte handlingen til Mexico City. Der var stort set ingen kidnapninger i Italien mere, så filmen skulle have været en periodefilm, der skulle foregå i 1970’erne. Det ønskede Scott ikke. Han ville lave en film anno 2004, med en samtidig krigsveteranfigur. Og Mexico City havde 20-30 kidnapninger om ugen!

Sammen med associate producer Don Ferrarone (der er tidligere FBI-agent) tog Tony Scott til Mexico City for at lave research.

De trak på alle kontakter, de havde, og mødtes med adskillige, der var involveret i “kidnapnings-branchen”. De talte med familier til ofre og politikere (hvor flere var skeptiske ved, at de lavede en film om kidnapning), og de hyrede ægte politifolk og forhandlere (negotiators), der således både blev filmens technical advisors, men også produktionens bodyguards.

Ingen havde filmet i Mexico City i 50 år, og filmfolk fra Hollywood var straks et mål for de kriminelle kredse. Der var situationer, hvor våben blev trukket mellem bander og produktionens “politifolk”. Ferrarone og Scott talte også med ægte kidnappere/gangstere.

Historien i filmen er fra ende til anden baseret på virkelige hændelser og personer. Dialogen, procedurer, kidnapningens udførelse og efterfølgende forhandling er alt taget fra virkelige sager.

Filmens forbryderorganisation La Hermandad (Daniel og Aurilio Rosas-Sanchez) er inspireret af virkelighedens Daniel Arizmendi López, kaldet El Mochaorejas (The Ear Chopper), da han skar ørene af flere af dem, han kidnappede, og sendte dem til disses familier.

Daniel var tidligere politibetjent, og sammen med sin bror, Aurelio Arizmendi López, stod de bag i hvert fald 18 kidnapninger og hev over 40 millioner dollars hjem på løsesummer.

Mange kidnappere i Mexico var meget religiøse, og de så sig selv som en slags bekæmpere af uretfærdighed og kæmpe økonomisk ulighed, hvor de som en slags Robin Hoods stjal fra de rige og hjalp de fattige og dårligere stillede.

I Man on Fire fra 2004 er John W. Creasy tidligere CIA SAD/SOG-officer (og U.S. Marine Corps Force Reconnaissance captain).

SOG – Special Operations Group – var en enhed, der havde frie hænder i kampen mod terror, og deres black ops gjorde, at de som regel arbejdede i civil. Blev de tilfangetaget på missioner, ville den amerikanske regering frasige sig al kendskab, fordi regeringen ikke blev involveret i denne del af CIA’s arbejde.

Denzel Washington blev trænet op af Don Roche, en tidligere marinesoldat, der blev bodyguard for nogle af verdens mest udsatte mål. Roche har trænet agenter fra både CIA og FBI i personal protection. Fra ham lærte Washington tankegangen og livsstilen blandt sådanne folk, bl.a. hvordan man scanner et område og beskytter sig mod flere angribere på én gang.

A bullit always tells the truth

John Creasy besøger sin tidligere SAD/SOG-kollega i Mexico, Paul Rayburn (fantastiske Christopher Walken får som sædvanlig en mindre birolle til at føles som en hovedrolle). Rayburn har fundet et liv efter tiden i CIA, netop med at arrangere beskyttelse/bodyguard for de velhavende.

Creasy er ødelagt psykisk af hvad han har oplevet og hvad han har gjort. Dybt alkoholiseret og på grænsen til selvmord. Nærmest religiøs anger og tvivl, hvor han altid har Biblen tæt på.

Til trods for, at han er helt åben omkring sit misbrug, får han (gennem Rayburn) et job som bodyguard for en 9-årig pige, Lupita (“Pita”) Ramos (Dakota Fanning). Hun er datter af en rig mexicansk forretningsmand, Samuel Ramos (Marc Anthony), og Lisa – hans trophy wife fra Houston.

Via samtaler mellem Samuel og dennes advokat, Jordan Kalfus (Mickey Rourke), kan man fornemme økonomiske problemer.

Pita er en åbenhjertet, gammelklog pige, der fra starten ser dybt ind i Creasy og fornemmer, at der er en person, der har brug for hjælp. Hun er vedholdende i sin evige spørgen, men Creasy holder hende bestemt på afstand, da han på ingen måder tillader, eller er i stand til, at have nogen tæt på sig.

Men efter et selvmordsforsøg fejler, da hans 9 mm simpelthen ikke affyrer, tager Creasy i sin religiøse tilgang til livet (og døden) dette som et tegn på, at der stadig er tiltænkt ham endnu en mission.

Washington og Dakota

Det er samspillet mellem Denzel Washington og Dakota Fanning, der løfter Man on Fire op på et niveau, der skiller den ud fra de fleste film i denne genre.

Fanning havde allerede vist, hun var et uovertruffent barnetalent i I Am Sam (2001). Den måde, hun portrætterer denne 9-årige pige med et kæmpe hjerte, der som en lyskugle finder vejen ind i en mand, der er gennemsyret af mørke, helt lukket ned og totalt følelsesmæssigt handicappet – det er enestående skuespil fra så ung en person.

Det kaster tankerne hen på 10-årige Tatum O’Neil, der er historiens yngste Oscar-vinder for Paper Moon (1973). Og få skuespillere kunne som Denzel Washington illustrere sådan en episk rejse fra mørke til lys og tilbage til mørke.

I 1987-udgaven af Man on Fire rammer kærlighedshistorien mellem Scott Glenn og unge Jade Malle mere et tåkrummende Lolita-tema. Her kommer man til at tænke på Luc Bessons Léon (1994) – i hvert fald den forlængede udgave af den film, “version integrale”, som fik den amerikanske censur til at gribe efter beskærer-kniven. Men Léon er en helt fantastisk film. En klassiker. Det er Man on Fire fra 1987 sandelig ikke.

Stilen delte vandene

Tony Scotts Man on Fire kom ud i april 2004 til noget lunkne anmeldelser. Generelt mente de fleste, at det var en god historie, og at Washington og Fanning var fantastiske, men at stilen nærmest ødelagde filmen.

Stilmæssigt er Man on Fire delt op i to. I første halvdel bruger Tony Scott helt “traditionel” filmstil, der viser det spirende forhold mellem Creasy og Pita og Creasys genfundne lyst til livet.

Men Pita bliver kidnappet, og Creasy såret og kommer på hospitalet. Hun er kidnappet af en organisation, der også består af korrupte embedsmænd og politikere, og som styres af den ukendte La Voz (The Voice).

Der kræves 10 millioner dollars i løsesum, som Samuel Ramos indvilliger i at betale. Men et fejlslagent baghold mod kidnapperne ved overleveringen gør, at La Voz meddeler, at Pita nu er død, “God be with your child”.

Nu er Creasy helt og aldeles tilbage i mørket, og han lover Lisa Ramos, at han vil dræbe alle, der bare tilnærmelsesvist har lukreret på Pitas kidnapning.

Creasy hjælpes på vej af journalisten Mariana Marcia Guerrero (Rachel Ticotin). Hun sætter ham på sporet af en korrupt betjent, som Creasy forhører ved at skære hans fingre af én efter én. Og dette er blot begyndelsen. Det skal vise sig, at Pitas egen far og advokaten Jordan Kalfus står bag kidnapningen i et (nu fejlslagent) forsøg på at redde den pressede forretning. Der er ingen nåde fra Creasy.

Guerrero er i et forhold med politimanden Miguel Manzano (Giancarlo Giannini), og hun overtaler ham til at hjælpe Creasy. Og det har han også tænkt sig.

Creasy vil på en weekend kunne udøve mere justits overfor kidnappere og korruption, end hvad det mexicanske system ville kunne på 10 år. Som Rayburn fortæller Manzano: “Creasey’s art is death. He’s about to paint his masterpiece”.

Her har Man on Fire totalt skiftet stil og tempo. Tony Scott og fotograf Paul Cameron benyttede nærmest eksperimenterende kameravinkler, håndholdt kamera, kamera der roterer 180 grader, lange sekvenser ude af fokus og adskillige close-ups af personerne. Tony Scott ville altid have mindst seks kameraer kørende og altid sat op mod sollys.

Harry Gregson-Williams leverer musikken. En ualmindeligt alsidig komponist, som Tony Scott brugte i Enemy of the State (1998), Spy Game (2001), Domino (2005), Deja Vu (2005) og i sin sidste film, Unstoppable (2010).

I Man on Fire er der flere numre af Trent Reznor og det amerikanske rockband Nine Inch Nails. Det er perfekt valg til billedstilen og akkompagnerer John Creasy på sin voldsomme straffe-mission (mest fantastiske scene er sprængladning i rektum!), der sender ham i retning af La Voz og dennes familie.

Er blevet bedre og bedre med tiden

Personligt kunne jeg dengang for 20 år siden godt føle, at Tony Scott stod i skyggen af storebror Ridley Scott og ofte huggede fra hans film.

I Man on Fire ved f.eks. at benytte den italienske skuespiller Giancarlo Giannini, som Ridley “fandt” i Hannibal (2001). Men også i slutningen, hvor Harry Gregson-Williams leverer cuet “The End” (a.k.a. ”Creasy Dies”) med australske Lisa Gerrard, der på fantastisk vis synger på det særegne sprog, hun selv har skabt – som en slags idioglossia eller cryptofasi.

Her er det iøjnefaldende, eller iørefaldende, at Gregson-Williams afviger fra sin egen stil i filmen og pludselig plagierer Hans Zimmer i Ridley Scotts Gladiator (2000).

Men Man on Fire er bare blevet bedre og bedre. Og her 20 år efter er ovenstående også bare fedt. Stilen kan stadig skille vandene, men filmen er fantastisk lækker at se på.

Det er tydeligt, at der er filmet i et miljø, der som sagt kunne være fjendtligt, og i en by, der har været svær at kontrollere for en Hollywood-produktion (masser af mennesker i små gader osv.).

Men Tony Scotts unikke visionære øje har fanget alt det fotogene ved Mexico City og udnyttet det hektiske miljø og omgivelser til at fremme tonen i filmen. Også ved at benytte en del mexikanske skuespillere. Alt ved Man on Fire er fantastisk. Alt!

Der findes en alternativ slutning på filmen (hvor Creasy faktisk møder La Voz/ Daniel Rosas-Sanchez, ingen spoilere!), som kan ses på Blu-Ray. Og har man lyst til at se 1987-versionen af Man on Fire, så ligger denne lige nu på Disney+.

Den 21. juni 2024 ville instruktør Tony Scott have fyldt 80 år. Men efter en livslang kamp med depression, valgte Tony på ufattelig tragisk vis at ende sit liv, da han den 19. august 2012 kastede sig ud fra Vincent Thomas Bridge i Los Angeles, Californien.

Og således mistede filmkunsten én af historiens mest markante instruktører. Tony Scott var energisk og nytænkende, og hans uovertrufne visionære stil var altid i udvikling, og var (og er) en stor inspiration for mange filmskabere.

Tony Scott er meget, meget savnet.

Anmeldt i nr. 221 | 13/04/2024

Stikord: Filmatisering, Selvtægt