Det fortravlede New Yorker-ægtepar Amanda og Clay (Julia Roberts og Ethan Hawke) beslutter sig for at tage på en improviseret ferie på Long Island sammen med deres to børn, Archie og Rose.
Over nettet har Amanda, der tydeligvis er den, der har skoene på i ægteskabet, lejet et luksuøst hus, og til at begynde med tegner alt godt – nogle afslappende dage væk fra storbyens larm er lige det, de trænger til.
Men der går ikke længe, før der begynder at ske ting og sager. Mens de sidder på stranden, nærmer der sig en kæmpe olietanker, der bare fortsætter lige ind mod land og går på grund på stranden. Senere på dagen forsvinder også både TV- og internetsignalet.
Om aftenen, efter børnene er lagt i seng og Amanda og Clay sidder og hygger sig i køkkenet med et glas vin og et spil Jenga, banker det pludselig på døren.
Udenfor står George (Mahershala Ali) og hans datter Ruth (Myha’la). George fortæller, at det faktisk er ham, der ejer huset, som Amanda og Clay har lejet, og at de er kørt herud, efter et omfattende strømsvigt inde i New York.
Det falder ikke i god jord hos Amanda, der øjeblikkeligt stiller sig tvivlende overfor George og Ruth, mens den skikkelse Clay forsøger at gyde olie på vandene.
Noget katastrofalt
Ovenstående er setuppet i Sam Esmails virkelig solide drama-thriller Leave the World Behind. Resten af handlingen udspiller sig primært i og omkring huset, mens Amanda, Clay, George og Ruth – og i mindre grad børnene – forsøger at affinde sig med hinanden og at finde ud af, hvad det er, der foregår i verden.
Det bliver gradvist mere og mere tydeligt, at der er sket noget katastrofalt, men præcis hvad og hvordan finder vi – som publikum – kun langsomt ud af, og noget af det på en måde, så hovedpersonerne i vid udstrækning efterlades uvidende.
De ved, at noget større er sket, for i en periode viser TV’et det amerikanske “emergency broadcast system”, men senere forsvinder også dette.
Den første nat i huset, vender mobilsignalet kortvarigt tilbage, så Amanda om morgenen på sin telefon kan se en række notifikationer, der fortæller om omfattende strømsvigt, der muligvis er resultatet af et hackerangreb. Men da mobilsignalet er forvundet igen, kan hun ikke finde ud af mere.
Senere i filmen er Clay kørt ud for at se, om han kan finde ud af noget mere, og da han kortvarigt forlader bilen, vender radiosignalet tilbage. Clay hører altså ikke – men vi gør som publikum – at hackerangrebet har medført en miljøkatastrofe og påvirket dyrenes migrationsmønstre.
Samtidig med, at Clay er kørt afsted, er George kørt over til naboerne, som han ved ligger inde med en satellittelefon. Naboerne er ikke hjemme, men George finder telefonen, som ikke virker.
Han bliver til gengæld vidne til, at et passagerfly styrter ned på stranden lige bag huset, og det er ikke det første fly, der er styrtet ned – kort før, han må løbe for livet for ikke at blive ramt af det nedstyrtende fly, har han fundet vragrester og lig af et andet fly.
Hvad fanden er det, der foregår?
Menneskelige relationer i centrum
Jeg er virkelig imponeret over, hvordan Sam Esmail, der både har skrevet manuskriptet (efter Rumaan Alams roman af samme navn fra 2020) og instrueret, formår at skabe en konstant stigende spændingskurve, hvor intensiteten bare vokser og vokser.
Til sidst ender det i ren desperation, da Amanda og Clays søn Archie er blevet bidt af ét eller andet dyr i skoven og begynder at blive alvorligt syg.
Filmen udspiller sig som en blanding af drama og thriller, men det er hele tiden de menneskelige relationer, der er i centrum.
De mere eller mindre ukendte begivenheder, der har isoleret de to familier på Long Island, ligger imidlertid konstant i baggrunden og er så meget mere effektive, fordi vi som publikum kun ved en anelse mere end hovedpersonerne.
På den måde er Leave the World Behind en film, hvor skuespillet er i centrum, og de fire voksne spiller forrygende godt. Særligt Julia Roberts og Mahershala Ali er blændende i de to suverænt bærende roller, men både Ethan Hawke og Myha’la er også rigtig godt, og de er de to unge skuespillere for den sags skyld også.
Tankevækkende
Derudover er Leave the World Behind en virkelig tankevækkende film, fordi den på meget enkel og elegant vis udstiller, hvor sårbare vi er, hvis de ting, vi tager for givet, pludselig er væk – elektricitet, TV, internet.
Derfra kan fantasien så arbejde videre, og så kan man begynde at tænke over, hvad man selv ville gøre i en lignende – eller sågar værre – situation.
Og at situationen for hovedpersonerne måske er på vej til at blive værre – meget værre – antydes ved filmens slutning, som jeg ikke skal afsløre her.
Positiv overraskelse
Leave the World Behind var virkelig en positiv overraskelse for mig, og jeg synes, den fungerede på næsten alle niveauer.
Jeg har læst en smule kritik af én af filmens mere uforklarlige elementer, nemlig den måde hvorpå dyrelivet omkring huset begynder at opfører sig mærkeligt, bl.a. med store flokke rådyr, der bare står og betragter menneskene.
Der er nogle, der ikke bryder sig om dette element, ligesom den grundstødte olietanker og den påfaldende mangel på andre mennesker på Long Island er blevet genstand for kritik.
Disse kritikpunkter vinder imidlertid ikke gehør hos mig, for de er i det store billede ligegyldige. Og faktisk var jeg temmelig begejstret for den lille flig af magisk realisme, der sniger sig ind, da dyrene begynder at te sig underligt.
Sammen med skuespillet er det tydeligt, at Sam Esmails fokus har været på at skabe en knugende, intens stemning, og det lykkes til fulde, hele vejen gennem filmen – i øvrigt godt hjulpet af Mac Quayles ekstremt effektive, ret minimalistiske score.
Leave the World Behind er én af den sjældne type film, der både underholder og giver masser af stof til eftertanke. Den har i hvert fald siddet i mig, længe efter jeg så den.
Instruktør: Sam Esmail
Manuskript: Sam Esmail efter Rumaan Alams roman
Cast: Julia Roberts (Amanda Sandford), Mahershala Ali (George H. Scott), Ethan Hawke (Clay Sandford), Myha’la (Ruth Scott), Farrah Mackenzie (Rose Sandford), Charlie Evans (Archie Sandford), Kevin Bacon (Danny)
Foto: Tod Campbell
Klip: Lisa Lassek
Musik: Mac Quayle
Spilletid: 138 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2023
Anmeldt i nr. 218 | 13/01/2024