Gremlins

10 minutters læsetid

Jerry Goldsmith havde ikke, som f.eks. John Williams, en instruktør med hvem han havde et årtier langt samarbejde og for hvem, han komponerede musikken til mere end 20 film.

Der var dog særligt to instruktører, der flittigt gjorde brug af Jerry Goldsmith og til hvis film, Goldsmith komponerede nogle af sine bedste og mest elskede scores.

Hvad angår originalitet og kvalitet, er der næppe nogen tvivl om, at det var samarbejdet med Franklin J. Schaffner, der kastede den bedste musik af sig – f.eks. Planet of the Apes (1968), Patton (1970) og Papillon (1973).

Til gengæld er der ingen tvivl om, at Goldsmiths scores til Joe Dantes film tilhører nogle af komponistens mest elskede. Det er scores som Explorers (1985), The ‘Burbs (1989) og, ja, Gremlins (1984).

Første regulære samarbejde

Joe Dantes film er generelt fyldt med skæv, sort humor, og på den måde er der ingen tvivl om, at Dante og Goldsmith var som skabt for hinanden. Det hører man da også tydeligt i alle Goldsmiths scores til Dantes film, og Gremlins er et perfekt eksempel.

Hvis man lige ser bort fra antologifilmen Twilight Zone: The Movie (1983), som Goldsmith scorede, men hvor Dante kun instruerede et af de fire segmenter, var Gremlins deres første regulære samarbejde.

Deres samarbejde skulle fortsætte gennem samtlige af Dantes spillefilm frem til og med Looney Tunes: Back in Action (2003), der var Goldsmiths sidste score, inden han døde i 2004.

Typisk Goldsmith

Gremlins, altså filmen, er anmeldt andetsteds i dette nummer af Planet Pulp, så handlingen behøver jeg ikke gå nærmere ind på her. Og du har alligevel set den, ikke? Ellers er det bare med at få røven med dig væk fra computeren eller smartphonen og hen foran dit TV!

Goldsmiths score til Gremlins er på mange måder ikke bare typisk for hans samarbejde med Joe Dante; på en del måder er det også typisk for Goldsmiths musik op gennem 1980’erne, hvor han anvendte synthesizere i udstrakt grad.

Derfor skal det også med det samme siges, at hvis du er én af dem, der får røde knopper af 1980’er-synth eller generelt bare af blandingen af symfoniorkester og synthesizere, så er Gremlins nok ikke scoret for dig.

Har du ikke det problem, vil Gremlins være en fest! Scoret er nemlig komponeret for en solid blanding af symfoniorkester og rå mængder synth, der bruges på forskellig vis.

En stor del af musikkens – og Goldsmiths – humor kommer til udtryk gennem synthesizerne, ikke mindst i form af en synth-effekt, der lyder som en mellemting mellem en kat, der mjaver, og en sirene.

Tematisk rigt

Inden vi når så langt, skal vi dog lige have scorets tematiske materiale på plads, og Gremlins er faktisk et tematisk ganske rigt score.

Der er fire fuldkomponerede temaer i scoret, foruden et mindre, tilbagevendende motiv. Derudover anvender Goldsmith i et par cues temaet fra “Glade Jul” – Gremlins er jo, trods alt, en julefilm!

Her til lands er hovedtemaet fra Gremlins særdeles velkendt, da det har været brugt som titelmelodi i DR’s Troldspejlet, siden tidligt i programmets levetid – et musikvalg, der i øvrigt kom i stand på foranledning af Nicolas Barbano.

(Lige et lille indskud her: Den version af Gremlins-temaet, der anvendes i Troldspejlet, stammer faktisk ikke fra den første film, men fra fortsættelsen, Gremlins 2: The New Batch fra 1990. Så er det på plads.)

Gremlins-temaet

Naturligvis er det fristende at tro, at selve hovedtemaet, sådan som vi kender det fra Troldspejlet, er det mest gennemgående tema i scoret. Men det er faktisk en sandhed med modifikationer.

For det første høres Gremlins-temaet kun få gange i filmen i sin fulde version med både A- og B-tema. I filmen sker det første gang, da gremlinerne kaprer Mr. Futtermans sneplov, men musikken her er tracked fra Goldsmiths rulletekst-musik.

I det regulære score sker det første gang i “High Flyer”, der ligger som track nr. 18 ud af i alt 25. Temaet er naturligvis dukket op tidligere, men da kun i form af de seks toner i temaets første strofe.

Og helt generelt er det den form, Gremlins-temaet hyppigst høres i – B-temaet hører vi kun sjældent, og den helt komplette version af temaet, sådan som vi kender det fra Troldspejlet, hører vi faktisk først i “The Gremlin Rag” (anden del af nr. 25).

For det andet går der lidt tid, inden vi overhovedet hører Gremlins-temaet, på nær en meget kort teaser i indledningen af “Late for Work” (nr. 2). Dette er naturligt nok, da der også går lidt tid i filmen, inden den første gremlin melder sig på banen.

I scoret er vi henne ved nr. 6, “Spilt Water”, før temaet for alvor begynder at melde sig på banen.

Selve Gremlins-temaet er der næppe den store grund til at beskrive i alt for mange detaljer; de fleste kender det nok ganske glimrende, men det kan dog bemærkes, at temaet er et godt udtryk for Goldsmiths sans for fængende melodier.

Gremlins-temaet er ekstremt ørehængende, og så er det naturligvis også fyldt med drillende godt humør – et forrygende tema, som Goldsmith angiveligt selv skal have været lidt træt af, men som han vistnok lærte at elske, fordi publikum på hans koncert-turnéer gjorde det.

Gizmos tema

Inden vi når så langt i filmen – og scoret – at Gremlins-temaet virkelig bryder igennem, er det især Gizmos tema, der har domineret – et uendelig sødt lille tema for den ditto søde Gizmo.

Det er et skønt tema, Goldsmith her skruede sammen. Som regel høres temaet i en synth-udgave, f.eks. da det introduceres i “The Little One” (omkring 1:50 i nr. 1), men det står endnu stærkere og kønnere, når man hører det orkestrereret for symfoniorkestrets strygere, som f.eks. ved ca. 0:44 i “The Gift”.

Ligesom Gremlins-temaet har både et A- og et B-tema, har Gizmos tema det samme. Det er A-temaet, vi hører oftest, men B-temaet er lige så fint, når det dukker op. Det gør det f.eks. ved ca. 0:19 i “The Gift” (synth-udgave) og ved ca. 0:49 i “First Aid” (nr. 5).

Gizmos tema har, særligt i den rent symfoniske udgave, den samme barnlige uskyld som f.eks. Carol Annes tema fra Poltergeist (1982).

Det er ikke fordi, jeg derudover vil drage nære paralleller mellem de to, men begge temaer lever tydeligvis i det samme stemningsmæssige rum og er stilistiske udtryk for den måde, Goldsmith musikalsk formidler uskyld, renhed og sødme.

Billys tema – og Mrs. Deagles

Gizmos tema og Gremlins-temaet er de to hyppigst forekommende temaer i scoret, men der er som nævnt yderligere to.

Først har vi temaet for filmens hovedperson Billy. Det introduceres i “Late for Work”, og er i lighed med både Gizmos tema og Gremlins-temaet udstyret med både en A- og en B-frase.

Den tempofyldte A-frase, der høres fra ca. 0:07, er orkestreret for strygere, der spiller pizzicato, og messingblæsere, mens den mere maleriske B-frase, der kommer ind ved ca. 0:37, er orkestreret hovedsageligt for strygere, der spilles med buen.

Selvom temaet i sin helhed må fortolkes som Billys tema, er det fristende at forstå B-temaet som også relateret til lillebyen Kingston Falls, hvor filmen foregår.

Endelig er der temaet for den katteelskende og hundehadende Mrs. Deagle; et skævt, synthesizet tema med marchrytme, der perfekt beskriver den gamle heks, som Mrs. Deagle er. Temaet høres første gang i “Mrs. Deagle” (første del af nr. 3), og dukker op yderligere et par gange.

At se Mrs. Deagle få sin bekomst via flyvende trappelift er blandt filmens højdepunkter – i øvrigt i en scene, hvor Goldsmith første og eneste gang i scoret også knytter et B-tema af en art til Mrs. Deagles tema. Det høres kortvarigt ved ca. 0:44 i cuet, der meget passende er betitlet “High Flyer”.

Kattelyd

Muligvis er det også Mrs. Deagles katte, der inspirerede Goldsmith til den vidtstrakte brug af den synthesizede effekt, jeg nævnte tidligere, og som lyder som en mellemting mellem en kat og en sirene.

Effekten, som nærmest har karakter af sit eget ledemotiv, dukker typisk op, når der er gremliner på færde, og dukker første gang op ved ca. 2:30 i “Spilt Water”. Filmen igennem bruger Goldsmith effekten som en slags faresignal, og det fungerer bedre i kontekst end det nok lyder på skrift.

Til gengæld må man også sige, at det lige præcis er her, man som lytter skal være med på løjerne og på bølgelængde med Goldsmiths humor.

Til en senere Joe Dante-film – The ‘Burbs, fra 1989 – lavede Goldsmith det samme trick, men med modsat fortegn, om man så kan sige, og anvendte en synth-effekt, der lyder som en lille, gal skødehund, der bjæffer.

Selvom det måske er at strække den lidt at betegne kattelyden som et decideret ledemotiv, så er der dog, foruden de fuldbyrdede temaer, et mindre motiv, som Goldsmith introducerer, da filmens gremliner for alvor begynder at lave ravage.

Det høres f.eks. ved ca. 2:11 i “The Injection” (nr. 9), hvor det ligger i kontrapunkt med Gizmos tema. Ofte ligger det lavt i baggrunden i filmens mere spændingsprægede musik, og som regel er det orkestreret for synth.

Den reneste, tydeligste og mest voldsomme fremførsel af motivet får man i indledningen af “Too Many Gremlins” (nr. 19), hvor det fremføres med eftertryk af messingblæserne.

Det er et lille, truende motiv på 9 toner, som Goldsmith nogle gange reducerer til færre – af og til så få som to eller tre, og det er faktisk ganske virksomt.

Stemning, spænding og lidt gys

Gremlins er hele vejen igennem et solidt tematisk funderet score; Gizmos tema dominerer i de indledende cues, mens selve Gremlins-temaet overtager, da først de små bæster melder sig på banen.

Stedvist blander Goldsmith også de øvrige temaer ind, men både Mrs. Deagles tema og Billys tema er relativt få i deres optrædener.

En stor del af selve scoret anlægger mest af alt en atmosfærisk, halv-creepy stemning med stedvise mere actionprægede sekvenser, inden actionmusikken for alvor tager over i filmens klimaks – og mere om det lidt senere.

Det er altså mest stemning, spænding og lidt gys, musikken står for, og det kan være en svær kunst at gøre den slags musik interessant, hvis den skal høres løsrevet fra selve filmen.

Det lykkes dog virkelig godt for Goldsmith i det her tilfælde, både fordi det hele konstant kredser om det tematiske materiale og fordi han krydrer det hele med så mange skæve indfald, både rent konceptuelt og i orkestreringen.

Synth og soloviolin

Som jeg sagde indledningsvist er Gremlins et score, der gør udstrakt brug af synth i forskellige former – i den ene ende af spektret har vi den mere generelle, almindelige anvendelse af synth til fremførsel af temaer, som f.eks. Gizmos tema, og i den anden ende har vi f.eks. kattelyden.

Derimellem har vi stort set alt, man kan forestille sig, inklusive synth-jødeharpe og -klokker.

Men også i de symfoniske dele gør Goldsmith det mere interessant. Således lægger han ofte Gremlins-temaet over i soloviolin, der spilles på en skæv, semi-dissonant facon, der klart fortæller, at gremlinerne er helt og aldeles vanvittige. Et blandt mange eksempler kan høres ved ca. 0:26 i “Disconnected/Hurry Home” (nr. 13).

Denne måde at bruge violinen på er i øvrigt et gammelt trick i Goldsmiths bog; man kan således høre den brugt på samme facon i adskillige af hans vildt imponerende scores til den gamle antologi-TV-serie Thriller (1960-62).

Det hele – synth og soloviolin – er naturligvis i forskellige grader af kombination med symfoniorkestret, men selv her ligger synthesizerne ofte øverst i mixet, og der er også lange passager, der er rent synthesizede.

Symfonisk actionmusik a la Goldsmith

Stedvist er der dog også rent symfoniske passager, særligt i actionmusikken, hvor Goldsmith virkelig trykker den af med sin forrygende actionstil.

Det er særligt to øjeblikke fra filmen, der træder frem her: Billys mors kamp mod gremliner i sit køkken og naturligvis filmens klimaks i stormagasinet.

Førstnævnte er repræsenteret musikalsk på albummet som “Kitchen Fight” (nr. 14), og er et forrygende cue, der starter uhyggelig og atmosfærisk, primært synthesizet, og udvikler sig til veloplagt actionmusik, primært symfonisk.

Klimakset repræsenteres af de to længere tracks 22 og 23, hvoraf det første består af fire cues og det andet af to. Her er der i passager virkelig dømt vintage Goldsmith-action, især i “The Fountain/Stripe’s Death” (nr. 23), der stort set er rent symfonisk hele vejen igennem.

Både i den overvejende synthesizede spændingsmusik og i den rent symfoniske actionmusik kan man i øvrigt tydeligt høre, at dette dette Goldsmith-score er fra første halvdel af 1980’erne: Stedvist hører man små ekkoer af såvel Outland (1981) som First Blood (1982) – førstnævnte i den pulserende synth-rytme kombineret med hvirvlende strygere i “The Box”, sidstnævnte især i de blandede taktarter i “Escape” (første del af nr. 22).

Det er altid skønt at høre Goldsmith folde sig ud, og når han virkelig gjorde det, var han helt uovertruffen – med sin helt særegne stil, fyldt med blandede taktarter og andre elementer, der var med til at gøre hans musik så dynamisk, intens og spændende. Og ofte svært at spille for orkestrene.

Blanding giver charme

Et rent symfonisk Goldsmith-cue eller -score er jo altid en fantastisk oplevelse, men havde det ikke været for blandingen af synthesizere og symfoniorkester, havde Gremlins ikke været Gremlins.

Det er gennem den blanding – og selvfølgelig de forskellige synth-effekter, ikke mindst kattelyden – at Goldsmith opnår den stemningsmæssige kombination af spænding, let gys, action og spandevis af humor, der gør Gremlins så charmerende et bekendtskab.

Men som sagt, så skal man være med på legen, og man skal holde af Goldsmiths brug af synth.

Gør man det, kan man ikke andet end holde umådeligt meget af Gremlins; ellers bør man nok springe over. Jeg hører til i første gruppe.

5 stjerner

Nummerliste:

CD #1:

1. Fanfare in C (Max Steiner) / The Shop / The Little One (4:29)
2. Late for Work (1:45)
3. Mrs. Deagle / That Dog (2:21)
4. The Gift (1:45)
5. First Aid (2:15)
6. Spilt Water (3:02)
7. A New One (1:10)
8. The Lab / Old Times (2:35)
9. The Injection (2:56)
10. Snack Time / The Wrong Time (1:49)
11. The Box (1:24)
12. First Aid (1:38)
13. Disconnected / Hurry Home (1:03)
14. Kitchen Fight (4:05)
15. Dirty Linen (0:44)
16. The Pool (1:05)
17. The Plow / Special Delivery (1:16)
18. High Flyer (2:21)
19. Too Many Gremlins (2:06)
20. No Santa Claus (3:27)
21. After Theater (1:39)
22. Theater Escape / Stripe is Loose / Toy Dept. / No Gizmo (4:35)
23. The Fountain / Stripe’s Death (5:41)
24. Goodbye, Billy (2:57)
25. End Title / The Gremlin Rag (4:11)

Bonus tracks:

26. Blues (2:15)
27. Mrs. Deagle (film version) (1:27)
28. God Rest You Merry, Gentlemen (trad.) (1:12)
29. After Theater (with “Silent Night”) (1:36)
30. After Theater (without “Silent Night”) (1:35)
31. Rabbit Rampage (Milt Franklyn) (0:47)
32. The Gremlin Rag (full version) (3:34)
33. Gizmo’s New Song (0:34)
34. Gizmo’s Trumpet (0:29)

Total spilletid CD #1: 75:48

CD #2

The Original Soundtrack Album

1. Gremlins… Mega Madness (Michael Sembello) (3:51)
2. Make It Shine (Quarterflash) (4:12)
3. Out Out (Peter Gabriel) (7:05)
4. The Gift (Jerry Goldsmith) (4:54)
5. Gizmo (Jerry Goldsmith) (4:13)
6. Mrs. Deagle (Jerry Goldsmith) (2:54)
7. The Gremlin Rag (Jerry Goldsmith) (4:10)

Total spilletid CD #2: 31:19

Samlet total spilletid: 107:07 (1 t, 47 m, 7 s)

Titel: Gremlins
Komponeret af: Jerry Goldsmith
Orkestreret af: Arthur Morton
Dirigeret af: Jerry Goldsmith
Komponeret: 1984
Udgivet: 2011
Label: Film Score Monthly

Anmeldt i nr. 217 | 13/12/2023

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.