Mary Shelley’s Frankenstein (1994) var den første Frankenstein-film, jeg så, før jeg overhovedet havde set den klassiske Frankenstein (1931) af James Whale.
Måske ikke den bedste filmiske introduktion til det legendariske monster, men trods sine fejl og mangler var jeg godt underholdt af dens storslåede billedside og Robert De Niros udgave af Frankensteins monster.
1994-udgaven af Frankenstein kom i kølvandet af Francis Ford Coppolas flotte Dracula-film Bram Stoker’s Dracula (1992), og var en naturlig opfølgning på den succes, den film fik i biograferne.
Coppola havde angiveligt selv planer om at lave Frankenstein-filmen efter Dracula, men blev i stedet producent på den og overlod instruktionen til den dygtige Shakespeare-fortolker Kenneth Branagh.
Filmen blev dog ikke nogen succes og deler stadig vandene blandt Frankenstein-fans, også selvom den var forholdsvis tro overfor Mary Shelleys roman.
Ligesom det var tilfældet med Bram Stoker’s Dracula, så udkom der også en bog om Branaghs Frankenstein-film med titlen Mary Shelley’s Frankenstein: A Classic Tale of Terror Reborn on Film som et led i at markedsføre filmen.
Filmmanuskript og tekst fra romanen
Strukturen i Mary Shelley’s Frankenstein: A Classic Tale of Terror Reborn on Film minder meget om making of-bogen Bram Stoker’s Dracula – The Film and the Legend, idet man får filmmanuskriptet kombineret med tekstbokse med uddrag fra selve romanen, der fortalte historien i dagbog-form.
Der er også mange billeder fra filmen, der rent visuelt var flot. Den var fotograferet af Roger Pratt, der også var filmfotograf på Batman (1989) og Twelve Monkeys (1995).
Filmens manuskript blev skrevet af Steph Lady og Frank Darabont. Sidstnævnte er naturligvis særligt kendt for sine Stephen King-filmatiseringer The Shawshank Redemption (En verden udenfor, 1994), The Green Mile (1999) og The Mist (2007).
Darabont er kendt for at være bramfri, og han var overhovedet ikke begejstret for Branaghs fortolkning af manuskriptet. Om filmen sagde Darabont: “The best script I ever wrote and the worst movie I’ve ever seen.” Av for den…
Darabont mente, at Branaghs tilgang til filmen var alt for teatralsk; en kommentar til Branaghs teater-baggrund samt hans filmiske håndtering af diverse Shakespeare-stykker som Henry V (1989) og Hamlet (1996).
Frankenstein-manuskriptet er ellers godt, så hvem ved, hvordan det havde set ud i en anden instruktørs hænder, f.eks. netop Coppola?
Idéen med at få Victor Frankensteins baggrundshistorie i første akt er interessant, og hans motivation for at skabe liv som en reaktion ovenpå sin mors død giver god mening.
Scenerne med processen med at skabe det kunstige menneske, der ender med at blive det hævngerrige monster, er også spændende og et godt alternativ til den klassiske skabelsesscene i 1931-udgaven af Frankenstein.
Kenneth Branaghs håndtering
Bogen har dedikeret et helt kapitel til Kenneth Branagh, hvor han med egne ord kommer ind på sin instruktion af filmen.
Som instruktør kan Branagh til tider være hit or miss, men jeg har respekt for hans passion, der trods alt brænder igennem med gode intentioner.
Han valgte en lignede operatisk indgangsvinkel, som Coppola gjorde det med sin Dracula-film, men bruger til gengæld locations, der byder på flotte landskabsbilleder, især i de scener hvor Victor jager sin kreation i de kolde bjerge.
Der er også brug af store kulisser, der har en fed gotisk atmosfære. Der gælder særligt Victors laboratorium, der byder på filmens bombastiske scene, hvor Victor får liv i monsteret.
Robert De Niro som Frankensteins monster
Der har været stærkt delte meninger om castingen af Robert De Niro som Frankensteins monster. Jeg kan nu godt lide ham i rollen, for han formår at skabe en god kombination af det uhyrlige og det sørgmodige.
Bogen kommer ind på det store arbejde med at transformere skuespiller-legenden om til monsteret. Det krævede flere timer i makeup-stolen og uden tvivl en masse tålmodighed.
Monsterets look er i tråd med det, der blev beskrevet i selve romanen, hvor det består af dele fra folks kroppe!
Jeg kan personligt godt lide det look, men jeg har også en svaghed for det gode gamle monsterdesign, man forbinder med Boris Karloff.
Bogen slutter af med et velskrevet essay af Leonard Wolf. Han kommer ind på alle de fascinerende aspekter, man forbinder med romanen og alle de film, der har været med til at gøre Frankensteins monster til det ikon, som det fortsat er i dag.
Oplagt læsestof til fans af Branaghs Frankenstein
Branaghs Frankenstein-film er langtfra perfekt, men er man fan, så er bogen bag om den store produktion bestemt værd at kigge efter.
Om ikke andet får man et spændende indblik i en film, der blev skabt med store ambitioner, men som i sidste ende blev tynget af dem.
Forfattere: Kenneth Branagh, Frank Darabont, Steph Lady, Leonard Wolf
Forlag: Newmarket Press
Format: Paperback
Udgivelsesår: 1994
Sideantal: 192 sider
Anmeldt i nr. 216 | 13/11/2023
Stikord: Frankensteins Monster
