National Treasure

5 minutters læsetid

Lidt firkantet sagt kan man sige, der findes to typer af eventyrfilm. I den ene type er det på med læderjakken og hatten, og så er det ud i junglen og på eventyr.

Den anden type er mere som en blanding af skattejagt (altså legen) og orienteringsløb: Der er gåder, der skal løses og spor, der skal forfølges, inden man til sidst står med skatten i hænderne.

Indiana Jones-filmene placerer sig i første kategori; National Treasure ligger solidt i den anden.

Sagnomspunden skat

I National Treasure er Benjamin Franklin Gates (Nicolas Cage) på jagt efter en sagnomspunden skat, der har forbindelse til USA’s founding fathers og via Frimurerne helt tilbage til Tempelridderne og den kolossale skat, de ifølge filmen fandt under det første korstog.

Synes du, det lyder lidt som om, manuskriptforfatterne har drukket af den store konspirations-natpotte, så tager du ikke fejl. National Treasure er nemlig ud af samme tradition som Dan Browns The Da Vinci Code, der udkom i 2003.

I stedet for at foregå i Europa, foregår National Treasure bare i USA, og i stedet for en stor konspiration omhandlende Jesus, er det her “bare” en skat. Altså en rigtig skat af sølv, guld, ædelsten – ja sågar skriftruller fra biblioteket i Alexandria.

En familiehemmelighed

I filmens prolog, der foregår i 1974, ser vi, hvordan Ben Gates som barn får fortalt Gates-familiens hemmelighed af sin bedstefar.

Tilbage i 1832 var Thomas Gates, Bens tip-tip-tip-oldefar, stalddreng hos Charles Carroll, én af underskriverne af uafhængighedserklæringen.

På sit dødsleje bad Carroll Gates om at køre ham til Det Hvide Hus, så han kunne tale med præsidenten, men Carroll kørte forgæves: Præsidenten var der ikke.

I stedet fortalte den døende Carroll en hemmelighed til Thomas Gates – om en enorm skat, som tempelridderne havde indsamlet og som frimurerne siden havde flyttet til Amerika.

Og Carroll gav Gates et spor til skattens beliggenhed: “Hemmeligheden ligger hos Charlotte”.

Usynligt blæk på uafhængighedserklæringen

Vi ledes til at forstå, at Gates-familien lige siden har ledt efter skatten, og at Bens far – spillet af Jon Voight – har givet op; han anser skatten for et blålys, som han selv og hans far – og længere tilbage – har spildt deres liv på at lede efter.

Men som sin bedstefar tror lille Ben på, at skatten findes, og da vi møder ham som voksen er det tydeligt, at det gør han fortsat.

Her er han på vej ud over isen i Arktis sammen med sin kompagnon Riley (Justin Bartha) og en flok temmelig anløbne karakterer, anført af pengemanden Ian Howe (Sean Bean).

De leder efter et skib, der blev fanget i isen – et skib ved navn Charlotte.

De finder skibet, men ikke skatten. I stedet finder Ben et nyt spor, der leder ham til at tro, at skattens beliggenhed er skrevet med usynligt blæk på bagsiden af den amerikanske uafhængighedserklæring.

Da Ian giver udtryk for, at han agter at stjæle uafhængighedserklæringen, vil Ben stoppe samarbejdet. Det tager Ian ikke let, og det kommer til en konfrontation.

Ian tror, Ben og Riley er døde, da Charlotte – der er lastet med krudt – eksploderer, men det er de naturligvis ikke. Og så går den vilde skattejagt ellers.

Fakta, behændigt blandet med fiktion

Da myndighederne ikke tror på, at uafhængighedserklæringen er i fare for at blive stjålet, udtænker Ben sin egen plan for at stjæle den før Ian, så det historiske dokument ikke risikerer at blive ødelagt (og så han kan finde skatten, naturligvis).

Herfra fører historien os til Washington D.C., Boston og New York – og diverse historiske mindesmærker undervejs.

Det hele er fyldt med historiske fakta, behændigt blandet med fiktion, der næsten får det til at virke sandsynligt, at USA’s stiftere alle var frimurere og i hemmelighed kendte til en enorm skat.

Undervejs får Ben og Riley også følgeskab af Abigail Chase (Dian Kruger). Hun er kurator på National Archives, og én af dem, der indledningsvist mente, Ben tog helt fejl. Men hun bliver naturligvis klogere.

Fermt iscenesat

National Treasure er en tempofyldt omgang ramasjang, der fermt iscenesat springer fra det ene spor – og den ene actionscene – efter den anden.

Filmen begynder med et veltilrettelagt heist, da Ben og Riley stjæler uafhængighedserklæringen, men Ian og hans folk er lige i hælene på dem.

Det kommer der flere fine jagtsekvenser ud af, ligesom det naturligvis lægger pres på Ben, Riley og Abigail for at løse gåderne og konstant være et skridt foran Ian.

Samtidig har de også FBI i hælene, anført af agent Sadusky (Harvey Keitel), der naturligvis gerne ser uafhængighedserklæringen tilvejebragt igen og tyvene bag lås og slå.

Konspirationsnonsens

Historien i National Treasure er naturligvis den rene omgang vrøvl, men man må give manuskriptforfatterne, at de formår at få det hele til at glide ned.

Filmen er så tempofyldt iscenesat, at man ikke når at tænke over hverken hullerne i det overordnede plot, eller sandsynligheden af, at Ben så hurtigt kan løse de kryptiske gåder, forfatningens fædre har lagt ud som brødkrummer.

Samtidig får man en god lektion amerikansk historie, hvilket uden tvivl også gled godt ned blandt det amerikanske publikum, selvom den patriotiske og semi-nationalistiske tone grundlæggende er en smule klam.

Og man skal selvfølgelig huske, at denne historielektion er så grundigt blandet op med konspirationsnonsens, at det kræver en historiebog at skille skæg fra snot.

Afdæmpet Cage og skøn Diane Kruger

Nicolas Cage spiller Nicolas Cage, men trods enkelte eksempler på hans kendte og elskede overspil, holder han sig dog for det meste i den lidt mere afdæmpede modus.

Til gengæld er Justin Bartha pænt irriterende som Bens sidekick, der godt nok har styr på al teknikken og derfor er væsentlig for handlingen, men som derudover primært har rollen som comic relief.

Den underskønne Diane Kruger holder til gengæld skindet på næsen og fungerer som en tiltrængt, rationel modvægt til Ben – og til Cages stedvise overspil.

Og så har vi selvfølgelig stakkels Sean Bean, der er så sympatisk en skuespiller, men som endnu engang bliver castet som skurk. Godt nok er Ian Howe ikke verdens ondeste skurk, og Bean formår også at gøre ham tilpas sympatisk til, at man aldrig rigtig hader ham, men alligevel. Giv den mand en chance.

Rigtig klasse får filmen i korte pust af Jon Voigt som Bens far (og her ikke et ord om mennesket Jon Voight og hans politiske holdninger), Harvey Keitel som agent Sadusky og i en ultrakort birolle i filmens prolog salig Christopher Plummer som Bens bedstefar.

Fin, fin underholdning

National Treasure er en ekstremt underholdende film, manuskriptet er godt skruet sammen og gryden holdes effektivt i kog af John Turteltaubs instruktion.

Af samme grund ser man nemt gennem fingre med filmens grundlæggende absurde præmis og lader sig bare rive med af skattejagten. Fin, fin underholdning, og så heller ikke mere.

4 stjerner
Titel: National Treasure
Instruktør: Jon Turteltaub
Manuskript: Jim Kouf, Cormac Wibberley & Marianna Wibberley efter historie af Jim Kouf, Oren Aviv & Charles Segars
Cast: Nicolas Cage (Benjamin Franklin Gates), Diane Kruger (Abigail Chase), Justin Bartha (Riley Poole), Sean Bean (Ian Howe), Jon Voight (Patrick Gates), Harvey Keitel (Sadusky), Christopher Plummer (John Adams Gates)
Foto: Caleb Deschanel
Klip: William Goldenberg
Musik: Trevor Rabin
Spilletid: 131 minutter
Aspect ratio: 2.39:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2004

Anmeldt i nr. 214 | 13/09/2023

Stikord: Konspirationsteorier

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.