Ruby Cairo

Efter den livstruende sygdom, der gjorde John Barry uarbejdsdygtig en stor del af 1988 og hele 1989, gjorde Barry comeback med mesterværket Dances With Wolves i 1990.

Herefter tog han igen en pause og komponerede ikke musik til nogen film i 1991, men i 1992 var han tilbage med to scores; begge til film, der fik premiere i december det år.

Den første af filmene var Ruby Cairo; en lille, intim thriller med Angie MacDowell, Liam Neeson og Viggo Mortensen.

Det er ikke en film, særligt mange husker i dag, og der er da heller ikke tale om nogen synderligt vellykket film, men ikke desto mindre inspirerede den John Barry til at komponere et ganske fint score.

I modsætning til det tematisk ekstremt rige score, Barry leverede til Dances With Wolves, er vi her tilbage ved en type score, der i sit koncept måske nærmere trækker tråde tilbage til 1960’erne; Ruby Cairo er nemlig et stort set monotematisk score – med en lille, finurlig undtagelse, som jeg vender tilbage til.

Flamenco-infusion

Albummet, denne anmeldelse er baseret på, er udgivet af belgiske Prometheus Records i 2001. Tilbage i 1992 udkom scoret kun i Japan, og gennem en årrække var Ruby Cairo derfor et eftersøgt samlerobjekt blandt Barry-fans.

Prometheus’ udgivelse gjorde scoret bredere tilgængeligt, og det skal vi være glade for.

Albummet har en samlet spilletid på ca. 46 minutter, hvoraf de ca. 38 består af Barrys score fra selve filmen. Det første track, “Ruby Cairo Theme – Flamenco”, er en koncertudgave af scorets hovedtema, fremført i en flamenco-infuseret udgave med guitaristen Ottmar Liebert.

Det afsluttende track, “The Secrets of My Heart”, er en sang, baseret på hovedtemaet og fremført af sangerinden Kristina Nichols. Sangen indeholder i øvrigt også en længere flamenco-passage; her er guitaristen dog Doug Macaskill.

Sangen blev brugt over både filmens åbning og rulletekster i stedet for de cues, Barry havde komponeret specifikt til disse steder – henholdsvis “Opening Theme” (nr. 2) og “Closing Theme” (nr. 15). Sangen er i øvrigt ikke helt ringe, selvom den i hele sin lyd og udtryk nærmere placerer sig i 1980’erne end i 90’erne.

En del synthesizer

Som nævnt indledningsvist er Ruby Cairo et stort set monotematisk score. Det er naturligvis langt fra en sjælden foreteelse fra John Barrys side, og som det altid gælder monotematiske scores, afhænger ens værdsættelse af scoret naturligvis af, om man kan lide temaet eller ej.

Heldigvis er det et både fint og solidt hovedtema, Barry har komponeret til Ruby Cairo. At dømme ud fra den indledende flamenco-udgave af temaet, kunne man være fristet til at tro, at Barry udtænkte temaet til at skulle fremføres af guitar.

Det lader dog ikke til at være tilfældet, for i sin første, regulære optræden – “Opening Theme” – fremføres temaet i stedet på det, der lyder som en synthesizet cembalo.

Temaet, der dukker op ved ca. 00:14, lægger sig over strygere, der lader til at være suppleret af synthesizede flader og hen mod slutningen af cuet sågar med en smule synthesizet kor.

Selvom brugen af synthesizere heller ikke var helt fremmed for Barry, så var det dog ikke noget, han gjorde vildt hyppigt, og siden Jagged Edge (1985) er Ruby Cairo nok det score, hvori Barry bruger mest synth.

Selvstændigt B-tema

Inden vi når frem til synth-koret hen mod slutningen af cuet er vi dog også blevet præsenteret for hovedtemaets B-tema, der dukker op ved ca. 1:31, fremført af strygerne.

B-temaet er mere typisk romantisk Barry end A-temaet, selvom også dette fremstår smukt melodisk og atmosfærisk. I modsætning til det regulært romantiske B-tema, er A-temaet imidlertid en smule mere neutralt, om man vil.

Begge dele af temaet – A- og B-tema – er imidlertid ganske glimrende, og særligt A-temaet viser sig også ganske formbart gennem resten af scoret.

Den finurlighed, jeg omtalte i indledningen, har at gøre med Barrys anvendelse af hovedtemaets B-tema, for i Ruby Cairo optræder B-temaet ved et par lejligheder også alene, uden en forudgående fremførsel af A-temaet.

Selvom det bestemt ikke var en sjældenhed, at Barry komponerede temaer med både et A- og et B-tema, så hører det til de absolutte sjældenheder, at Barry anvender B-temaet for sig selv, uden en umiddelbart forudgående præsentation af A-temaet.

Det sker imidlertid et par gange i Ruby Cairo, bl.a. i “Banco de Cortez” (nr. 3) og i “Discovery” (nr. 11).

Stadig typisk Barry

Selvom Barry som nævnt bruger mere synthesizer i Ruby Cairo, end vi er vant til fra hans hånd, er scoret dog langt hen ad vejen stadig typisk Barry, også i orkestreringen.

Scoret er domineret af symfoniorkestret og stadig med strygerne som den klart dominerende instrumentgruppe.

Stilen er, som vi kender den fra Barry på dette tidspunkt i karrieren: For det meste ret langsommelige kompositioner med repeterende fraser og overlejrende ostinati.

Dog må det siges, at også på dette punkt er der cues, hvor Barry overrasker lidt og skruer mere op for tempoet, end vi er vant til.

Det sker bl.a. i “Berlin Fashion” (nr. 8), der præsenterer en mere tempofyldt og rytmisk udgave af hovedtemaets A-tema, her fremført af strygersektionen med lilletromme og blæsere som rytmisk element.

Eller i “Raking It In” (nr. 10), hvor det igen er hovedtemaets A-tema, der præsenteres i en mere tempofyldt udgave, men her orkestreret for elektronisk/synthesizet cembalo over strygere og træblæsere.

Også i suspensemusikken skruer Barry stedvist op for hastigheden, f.eks. i “Carnival Chase” (nr. 14), hvor det er slagtøjet, der fremføres i et øget tempo over en lav strygerdrone.

En stor del suspensemusik

Og nu vi er ved suspensemusikken, skal det med det samme siges, at Ruby Cairo, til trods for tilbagevendende romantiske passager, for en ret stor dels vedkommende består af suspensemusik. Og den er tilmed temmelig god.

Også i denne del af scoret benytter Barry sig stedvist af synthesizere, bl.a. i “Come, We Must Hurry” (nr. 9), hvor han i løbet af cuet supplerer orkester og slagtøj med nogle elektroniske effekter, der bidrager til at højne spændingskurven – i øvrigt sammen med den måde, han øger orkestrets styrke på, så musikken gradvist bliver højere og højere.

Det er en meget, meget effektiv måde at opbygge spænding på, og det er noget, Barry gør i flere cues.

Langt hen ad vejen må Ruby Cairo egentlig betegnes som et suspense- eller spændingsscore, men de tilbagevendende romantiske passager er naturligvis med til at forankre musikken i den mere velkendte Barry-lyd.

Her kan f.eks. blot peges på den måde, hovedtemaets B-tema præsenteres på i “Banco de Cortez” – her er det på klassisk Barry-vis fløjten, der bærer temaet, mens strygerne ligger underneden.

Efterfølgende går cuet over i en endnu mere klassisk type af Barry-romantik, komplet med de velkendte repeterende fraser, inden det endelig slår over i effektiv suspense.

Et andet meget Barry’sk cue er “Pyramid of Cheops” (nr. 6), der nok vil være den mere tilfældige John Barry-fans favoritcue på albummet.

Efter en suspensepræget indledning, går cuet hurtigt over i en mere romantisk modus med strygere, inden cuet med introduktionen af blæsere og synth-kor vokser til noget storslået, næsten episk. På mange måder minder “Pyramid of Cheops”, rent stemningsmæssigt, en del om “Bond Lured to Pyramid” fra Moonraker-scoret (1979).

Elegant og intelligent

Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at den stedvist ret mørke og skumle spændingsmusik nok vil fremmedgøre de mere tilfældige Barry-fans, der primært er ude efter komponistens rent romantiske lyd.

For i sidste ende er det den effektive suspensemusik, der sammen med det fine hovedtema står tilbage som det, man husker fra Ruby Cairo.

Her må man virkelig tage hatten af for Barry, for han formår uden de store armbevægelser at skabe intensitet og fremdrift i sin spændingsmusik uden at han på noget tidspunkt forfalder til decideret dissonans.

Hør bare et cue som det tidligere nævnte “Come, We Must Hurry”, med dets lave strygere og flygelanslag, der snart suppleres af både et skummelt lille blæsermotiv og et mere presserende motiv i strygerne. Alt dette inden det rytmiske slagtøj sætter ind og Barry langsomt hæver lydstyrken. Og så kommer syntheffekterne oveni!

Også “Veracruz Encounter” (nr. 5) er et godt eksempel – strygere i de høje registre og fløjte kombineres her med vibrafon og lave træblæsere i et næsten hypnotisk mønster, der ikke desto mindre er højst urovækkende.

Den måde, Barry opbygger suspense på er både elegant og intelligent, og det fantastiske er, at han gør det uden nogensinde at miste blikket for, at musikken både skal have struktur og et vist mål af melodisk, eller i hvert fald motivisk, indhold.

Overordentligt solidt

Ruby Cairo er måske ikke et stort John Barry-score, men det er overordentlig solidt håndværk.

Som en del andre Barry-scores er det også et score, der formentlig er ukendt af rigtig mange, også mere inkarnerede filmmusikfans, som faktisk vil finde rigtig meget at komme efter her.

Til den gruppe tøver jeg derfor ikke et øjeblik med varmt at anbefale Ruby Cairo. Mere tilfældige fans, der primært kender Barry for hans bredt malende romantiske temaer, skal træde mere varsomt, men selv de vil formentlig nyde i hvert fald hovedtemaet og nogle af de romantiske passager i scoret.

Nummerliste:
1. Ruby Cairo Theme – Flamenco* (3:55)
2. Opening Theme (3:05)
3. Banco de Cortez (2:13)
4. Cairo, Kentucky (2:26)
5. Veracruz Encounter (2:05)
6. Pyramid of Cheops (3:11)
7. Fergus Lamb (2:20)
8. Berlin Fashion (1:22)
9. Come, We Must Hurry (3:35)
10. Raking It In (2:22)
11. Discovery (2:00)
12. The Last Time (3:19)
13. What Do You Want From Me? (2:04)
14. Carnival Chase (3:20)
15. Closing Theme (4:58)
16. The Secrets of My Heart** (4:20)

* Performed by Ottmar Liebert and Luna Hegar
** Performed by Kristina Nichols

Total spilletid: 46:35

Anmeldt i nr. 212 | 13/07/2023