Leviathan

Flere kilometer under Atlanterhavets overflade arbejder et sjak minearbejdere fra Tri-Oceanic Corp. på at udvinde kostbare metaller fra havbunden.

De otte minearbejdere bor i et højteknologisk undervandshabitat og færdes udenfor habitatet iført ditto højteknologiske dykkerdragter. Og her er det lige, at vi glemmer, at den slags er fuldstændig umuligt på fire-fem kilometers dybde, men hvem tænker over den slags?

Lederen af sjakket er ingeniøren Beck (Peter Weller), mens den stedlige læge, Thompson, spilles af Richard “Trautman” Crenna. De øvrige medlemmer af sjakket spilles af folk som Amanda Pays, Daniel Stern, Ernie Hudson, Michael Carmine, Lisa Eilbacher og den altid seværdige – og alt for tidligt afdøde – Hector Elizondo.

Skummelt skibsvrag

Under et af deres sidste dyk falder en af minearbejderne, Sixpack (Daniel Stern), ned ad en skrænt, og en af hans kolleger, Willie (Amanda Pays), følger efter ham for at redde ham.

Det viser sig, at Sixpack slet ikke har behov for at blive reddet. Han har fundet vraget af et sunket skib, som han har udforsket. Han og Willie bringer et pengeskab med tilbage til habitatet.

Og så begynder der ellers snart at ske ting og sager.

Sovjetiske eksperimenter

Beck og Thompson finder ud af, at skibsvraget er et sovjetisk skib ved navn Leviathan, som deres computersystem dog oplyser dem om slet ikke er sunket, men lige nu befinder sig et sted i Østersøen. Mystisk.

Det bliver endnu mere mystisk, da Beck og Thompson ser et videobånd, der også lå i pengeskabet, og som var optaget af Leviathans kaptajn. På optagelsen fortæller kaptajnen om en mærkelig sygdom, der plager hans besætning.

Tingene går fra mystisk til katastrofalt, da Sixpack og Bowman (Lisa Eilbacher) drikker af den lommelærke med vodka, der også lå i pengeskabet.

Som den første bliver Sixpack syg – der begynder at ske mærkelige ting med hans hud – og han dør på få timer.

Beck og lægen forsøger at holde hans død hemmelig for ikke at få de øvrige besætningsmedlemmer til at gå i panik, og de kontakter Tri-Oceanic Corp. for at få organiseret en hasteevakuering. Men det er selvfølgelig alt, alt for sent…

Herefter går tingene hurtigt, og resten af filmen udvikler sig til en overlevelseskamp i de klaustrofobiske korridorer i habitatet. For Sixpack og Bowman ikke bare dør; de udvikler sig til en ny form for organisme, der måske er resultatet af sovjetiske eksperimenter med genetik.

Kopierer ublu

For mange år siden anmeldte jeg her på Planet Pulp Paul W.S. Andersons effektive rumgyser Event Horizon (1997), som jeg gav en – i tilbageblik – alt for hård medfart.

Bl.a. gjorde jeg lidt grin med Event Horizons originalitet – eller mangel på samme – da jeg indledte anmeldelsen med ordene “I rummet kan ingen høre kopimaskinen køre på fuld tryk”.

Og nej, Event Horizon er ikke vildt original – den er en blanding af Hellraiser (1987), Alien (1979) og Aliens (1986) – men i dag er det ikke noget, jeg lægger filmen så meget til last, som jeg gjorde dengang.

På samme måde er det med Leviathan, der helt ublu kopierer fra både Alien og The Thing (1982). Fra Alien har vi naturligvis det isolerede habitat i et ekstremt fjendtligt miljø og med klaustrofobiske gange, passager og teknikrør, hvor alt muligt kan gemme sig.

Vi har også den lille besætning, hvis interne dynamik, vi introduceres til i filmens begyndelse, inden det hele går løs.

Vi har den mystiske udefrakommende, der introduceres via et andet skib, hvorpå noget er gået helt, helt galt.

Og vi har den maniske kamp for overlevelse, efter at besætningen finder ud af, hvad det er, de har fået ombord.

Nåja, og så har vi selvfølgelig også det onde megafirma, der ikke et sekund er interesseret i at hjælpe sin stakkels besætning – her repræsenteret af Meg Fosters uhyggelige Miss Martin, som Beck står i kontakt med via en slags videotelefon.

Fra The Thing har vi selve organismen, der ikke bare rent konceptuelt er inspireret af The Thing, men som også i selve effekternes udførsel skylder Rob Bottins banebrydende effekter en hel del.

Det er da heller ikke så mærkeligt, for de generelt fine effekter i Leviathan er udført af en anden legendarisk VFX-troldmand, nemlig Stan Winston, der jo også var inde over The Thing: Rob Bottin hyrede dengang Winston, da han selv gik ned både lungebetændelse og mavesår som følge af det vilde arbejdspres.

Produkt af sin tid

Men akkurat ligesom jeg i dag er parat til at tilgive Event Horizon, selvom den på mange måder er hamrende uoriginal, så er jeg også parat til at se gennem fingrene med Leviathans mangel på nye idéer.

Det skyldes primært, at Leviathan lever højt på en helt særlig charme, filmen opnår gennem en blanding af historie, cast og effekter.

Leviathan er i meget høj grad et produkt af sin tid, og selvom hverken historien eller skuespillet er i top, og selvom effekterne ikke er specielt originale, så leveres det hele med så meget overskud, at man ikke kan lade være med at være godt underholdt.

Der overspilles over stort set hele linjen, ikke mindst fra Richard Crenna, der nogle gange fremstår helt pinagtig. Men selv den ellers ofte solide Peter Weller gør sig skyldig her.

Det hele er mekanisk iscenesat af George P. Cosmatos efter et manus af David Webb Peoples og Jeb Stuart –tre herrer, der alle både før og siden har gjort det betydelig bedre.

Filmen er naturligvis stedvist spændende, men i modsætning til begge sine forbilleder bliver Leviathan aldrig så neglebidende spændende og klaustrofobisk som Alien eller så paranoidt spændende som The Thing.

Til gengæld leverer Jerry Goldsmith et fint score – endnu et eksempel på, at Goldsmith tit leverede musik, der var langt bedre end den film, musikken var komponeret til.

Kører den ind med charmen

Jeg kan nok i virkeligheden lide Leviathan mere, end filmens kvalitet egentlig fortjener. Men som sagt kører filmen den ind med charmen, og det gør den på højst effektiv manér.

Leviathan er måske nok en uoriginal og ret dum film, men jeg kan sagtens komme i tanker om mange værre måder at tilbringe en time og fyrre minutter på.

Anmeldt i nr. 212 | 13/07/2023

Stikord: Havet