For to måneder siden skrev jeg lederen her på Planet Pulp, og da opsummerede jeg mine tanker om den dengang kommende Indiana Jones and the Dial of Destiny med et Han Solo-citat: “I have a bad feeling about this.”
Men jeg skrev også, at jeg håbede, jeg tog fejl, altså at den femte Indy-film ville vise sig at trodse mine forventninger og faktisk være god.
Nogle gange bliver ens håb knust som et krystalkranie under en damptromle. Andre gange – et fåtal af gangene – hører filmguderne ens bønner og leverer en forløsende oplevelse i biografens mørke.
Indiana Jones and the Dial of Destiny er måske ikke noget mesterværk, men det er på den anden side bestemt heller ikke noget makværk. Læs Jacobs anmeldelse i dette nummer af Planet Pulp, for jeg er helt enig i, hvad Jacob skriver.
Noget andet i Jacobs anmeldelse, jeg er helt enig i, er det, han skriver om nuancerne i filmkritik – eller mere præcist de desværre ofte manglende nuancer.
Behovet for at sætte sig i den ene grøft/skyttegrav eller den anden, hvor alt enten er noget lort eller det perfekte værk, forundrer mig og gør mig ked af det.
Jeg ved godt, internettet og ikke mindst sociale medier har gjort alle til filmkritikere (eller musikkritikere, kunstkritikere eller noget helt fjerde), og det er jo også noget, vi her på Planet Pulp selv er en del af.
Med undtagelse af Jacob, der faktisk er uddannet indenfor filmvidenskab, er vi alle glade amatører, der bare skriver om det, vi brænder for.
Men selv når vi virkelig enten elsker eller hader noget, vi ser, hører, læser eller spiller, synes jeg – uden at jeg skal pudse vores glorier unødvendigt meget – at vi forsøger ihærdigt at få nuancerne med.
Desværre er nuancerne en sørgelig mangelvare blandt mange, og det resulterer i ufrugtbar skyttegravskrig mellem dem, der enten hader eller elsker et givent kulturprodukt.
Dette fænomen har ikke bare stukket sit grimme hoved frem i diskussionen af filmen Indiana Jones and the Dial of Destiny, men tillige i diskussionen af musikken, som er komponeret af den navnkundige John Williams.
Jeg har ikke nået at skrive en anmeldelse af Williams’ score til dette nummer, men jeg håber og forventer at nå det til næste nummer, og jeg lover at være nuanceret, også selvom jeg godt kan afsløre, at jeg altovervejende er meget positivt stemt.
Men selv Williams er der visse filmmusikfans, der har vendt sig imod med samme selvretfærdige vrede og forargelse, man ser så mange andre steder nu om stunder. Og på samme måde er nogle gået i den modsatte skyttegrav og priser scoret som et mesterværk.
Sandheden befinder sig, som det oftest er tilfældet, et sted på spektret mellem de to yderpunkter. Lidt ligesom det danske sommervejr her for tiden.
Vi vender tilbage i august måned. Hav en rigtig dejlig sommer!
Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.
Film:
24 – Season 2 (Jon Cassar m.fl., 2002-03)
Don’t Worry Darling (Olivia Wilde, 2022)
Indiana Jones and the Dial of Destiny (James Mangold, 2023)
The Infernal Machine (Andrew Hunt, 2022)
Leviathan (George P. Cosmatos, 1989)
Species II (Peter Medak, 1998)
Filmmusik:
Ruby Cairo (John Barry, 1992)