Roadwork

Der findes mange slags romaner. Der findes romaner, der, uanset om genren er horror, spænding, krimi, kærlighed eller noget helt femte, er skrevet alene for at underholde. Romaner, der er skrevet for shits and giggles – for nu at bruge et godt dansk udtryk. Og selvfølgelig for at tjene forfatteren nogle penge.

Der findes også romaner, der er skrevet, fordi forfatteren har et budskab. Den slags romaner er måske ikke underholdende i ordets mest direkte forstand, men de kan være gribende og umulige at lægge fra sig.

Og selvfølgelig findes der også en god blanding af de to.

Det ville være rart at kunne sige, at Roadwork ligger i den sidste gruppe, men skal jeg være helt ærlig, så placerer den sig faktisk nærmere i gruppen af romaner, der er skrevet med et budskab eller i hvert fald, fordi forfatteren havde et eller andet, han gerne ville ud med eller af med.

Roadwork er romanformatets svar på et motorvejsuheld. Man har ikke lyst til kigge, men man kan ikke lade være. Idet man kører forbi ulykkesstedet, bliver ens blik næsten ubevidst trukket over mod begivenheden.

Man kan bilde sig ind, at man ikke kiggede – og man kan bilde sig ind, at næste gang, det sker, kigger man i hvert fald ikke – men det ville være at lyve over for sig selv.

Dødens skygge

Roadwork er den tredje af de i alt fem romaner, Stephen King udgav under pseudonymet Richard Bachman i perioden mellem 1977 og 1984.

Om Roadwork er den bedste af de fem romaner, ved jeg ikke – det er for mange år siden, jeg har læst The Running Man (1982) og Thinner (1984), til, at jeg kan sige det, og jeg er endnu ikke nået til de to romaner i min (gen)læsning af Kings forfatterskab.

Men af de tre Bachman-romaner, jeg har læst indtil videre, er der ingen tvivl om, at Roadwork føles som den bedste, også selvom den er rædselsfuld at læse. Som sagt: Et trafikuheld.

I sit forord til andenudgaven af The Bachman Books skriver King selv, at Roadwork formentlig var hans måde at bearbejde sin mors død året før.

Ruth King døde i 1973, så King må have skrevet Roadwork i 1974 – samme år, han debuterede med Carrie – selvom romanen altså først udkom i 1981.

Og døden figurerer da også prominent i Roadwork – som en skygge, der hænger over alt i bogen, også selvom man som læser først et stykke inde i romanen finder ud af hvorfor.

Vejprojekt

Romanen finder sted over en periode på præcis to måneder, fra 20. november 1973 til 20. januar 1974.

Hovedpersonen er Barton (Bart) Dawes, der bor sammen med sin kone Mary i et hus på en stille villavej i udkanten af en uspecificeret storby på den amerikanske østkyst. Bart er omkring de 40, Mary i slutningen af 30’erne.

Bart arbejder som daglig leder på et industrielt vaskeri, der oprindelig startede som en familiedrevet virksomhed (ikke af Dawes’ familie vel at mærke), men som siden er blevet opkøbt af et ansigtsløst aktieselskab med hovedsæde i Illinois.

Og der går ikke længe, inden man ved, at der er noget alvorligt galt med Barton Dawes. Et vejprojekt er i fuld sving i byen; en motorvejsforlængelse, der betyder, at ikke bare vaskeriet skal rives ned, men også Bart og Marys hus.

Og det er Bart ikke glad for. For nu at sige det på godt vestjysk.

Den døde søn

Men det er ikke vejarbejdet og al det medfølgende besvær, der er ved at skubbe Bart ud over kanten af én eller anden ukendt afgrund. Det er i hvert fald kun det sidste, blide puf, der giver ham overbalance og får ham til at tumle hovedkulds ned i mørket.

Lidt inde i romanen finder vi ud af, at Bart og Mary ikke altid har boet alene i deres hus. De havde en søn, Charlie, der for lidt over 3 år siden døde af en hjernesvulst.

Selvom Bart ikke selv artikulerer så tydeligt på noget tidspunkt, står det ret klart for læseren, at det er sorgen over Charlies død, der har ædt og ædt og ædt og drevet Bart derud, hvor klinisk sindssyge nærmest må virke som en udfrielse.

Våben og sprængstoffer

Bart har ansvaret for at opkøbe en grund i den anden ende af byen, så vaskeriet kan flytte. Han har også det hjemlige ansvar for at finde et nyt hus til Mary og sig selv – for penge, de får udbetalt af bystyret, der har eksproprieret deres hus.

Men Bart gør ingen af delene. Og det er her, Roadwork begynder at blive svær at læse og antager lidt samme karakter som det trafikuheld, jeg nævnte indledningsvist.

Bart lyver. Han ved godt, at andre står på spring for at købe grunden til vaskeriet. Han ved, at vaskeriets option på grunden udløber en bestemt dato, og han fortæller sin chef – mappedyret og karriemanden Steve – at han har fod på det hele og nok skal få grunden.

Han fortæller Mary det samme om deres eget hus.

Til sidst kommer løgnen for en dag, Bart siger op, og Mary flytter. Men længe inden da har Bart allerede købt en .44 Magnum og en jagtriffel og taget kontakt til en lokal gangster for at få fat i sprængstoffer.

Alt andet end subtil

Roadwork er en roman, der på sin egen enkle – og alt andet end subtile – facon griber én om hjertet og klemmer til. Måske klemmer romanen lidt hårdere, hvis man selv har børn og på den måde har nemmere ved at forestille sig Barts altoverskyggende sorg.

Men jeg tror faktisk, at Roadwork virker, selv hvis man ikke har børn. Selvom Bart ikke er en sympatisk skikkelse, så føler man med ham og for ham, ligesom man føler for Barts hustru Mary, der er ubehjælpelig fanget i den malstrøm af begivenheder, Bart har sejlet deres båd ind i.

Man forstår på én eller anden måde, hvordan vejarbejdet for Bart antager skikkelse af den endelige, komplette ydmygelse og den endelige, komplette og totale ødelæggelse af det liv, han og Mary og Charlie havde sammen.

Alt sammen naturligvis godt hjulpet af Kings portrættering af bystyrets folk som glatte jurister og lakajer af værste skuffe. Som sagt: Subtilt er det ikke. Men det er effektivt.

Grov i kanterne

Måske er det også romanens alt andet end subtile tilgang, der gør, at det er svært at sige, at Roadwork er et lille mesterværk. Dertil er den nok lidt for grov i kanterne. Måske ikke “Dogs Playing Poker sammenlignet med Mona Lisa”-grov, men ikke desto mindre.

På trods af grovheden så virker romanen. Det her er ikke Stephen King i samme modus som ‘Salem’s Lot (1975) eller Christine (1983) – shits and giggles, folkens.

Det her er mere Stephen King i samme modus som Cujo (1981) eller Pet Sematary (1983) eller sågar dele af The Tommyknockers (1987) (selvom hovedparten af den roman også mest er for sjov).

Der er en vrede og en grimhed – eller grumhed – på spil her, som King udfolder med rå ærlighed. Ikke med fornøjelse, tror jeg; det ville være et forkert ord at bruge.

For jeg tror ikke, Roadwork er skrevet med fornøjelse, sådan som andre af hans romaner tydeligvis er. Det virker ikke sådan i hvert fald.

I samme forord, som jeg nævnte tidligere (det, der hedder “The Importance of Being Bachman” i modsætning til forordet til førsteudgaven, der hedder “Why I Was Bachman”), fortæller King, at pseudonymet Bachman tillod ham at gøre nogle ting, han sjældent gjorde under sit eget navn.

At Bachman fik ham til at være en lille smule mere kynisk og ond. At det som Bachman var nemmere for ham at skrive romaner, der ikke havde en lykkelig udgang.

Det fornemmer man tydeligt i Roadwork. Romanen er det, man med et andet godt dansk udtryk kalder “a nasty piece of work”. Men den er umulig at lægge fra sig. Akkurat ligesom det er umuligt ikke at kaste et hurtigt blik over på ulykken på motorvejen.

Anmeldt i nr. 210 | 13/05/2023