Under Siege 2: Dark Territory

Seagal og den ganske forrykte handling samt nogle fine skurke og dejlige actionsekvenser leverer fin og karikeret actionunderholdning.

Nobody beats me in the kitchen

Superkokken Casey Ryback, der får René Redzepi til at ligne en kordreng, er nemlig tilbage! I filmen med den meget mundrette titel Under Siege 2: Dark Territory.

I Danmark fik den titlen Kapring i høj fart, naturligvis en tilbygning til Under Siege (1992), der i Danmark fik titlen Kapring på åbent hav.

Casey er ikke længere soldat. Han er nu fuldtidskok i Denver. Caseys bror dør, og nu skal Casey til begravelsen i Los Angeles. Han tager toget og skal følges med niecen Sarah. Togturen fra Denver til Los Angeles kan begynde.

Det lyder som starten på et fint lille familiedrama, hvor Casey og Sarah, der ikke har set hinanden i lang tid, skal mødes i sorgen over tabet af henholdsvis broderen og faderen. Men så smider manuskriptforfatterne et plot ind, der ligner noget fra en James Bond-film.

Computerskurken Dane

Computergeniet Travis Dane arbejdede tidligere for regeringen, men de kasserede ham. Det skulle de ikke have gjort! Dane fingerer sit eget selvmord, men vender grusomt tilbage.

Han siger selv: “Uh, not quite, General Cooper. Although, I have sort of risen from the dead! No, it’s just your old friend Travis Dane. You remember. They guy you FIRED!”

Nu har vrede Dane allieret sig med en gruppe hårdføre lejesoldater, anført af supersoldaten Marcus Penn. De kaprer toget – altså det tog hvor Casey tilfældigvis er på, I ved, på det forkerte sted på det rigtige tidspunkt.

Dane siger følgende da han adresserer togets mange gidsler:

“Good evening, ladies and gentlemen. This is your captor speaking. There’s been a slight change in your travel plans tonight. You have, you will note, been moved to the last two cars of the train for your own well-being. First, I’d like to call your attention to the highly trained men with the automatic weapons in your cars. In the event of an emergency, they may be called upon to shoot you. Your safety IS our primary concern. However, if you try anything stupid, Federal Regulations require that I kill you. So please, no hero shit.”

No hero shit!

Nærmest som om han godt ved, at han er med i en Die Hard-klon. No hero shit! Men det heltelort leverer Casey naturligvis senere i filmen.

Dane overtager kontrollen med Grazer One, et satellitsystem, han selv udviklede, mens han arbejdede for regeringen. Grazer One er tænkt som et tektonisk våben, der kan starte jordskælv og angribe mål under jorden!

Og det ved regeringen godt: “In fact, Admiral, it works so effectively that if we were to target the Los Angeles fault lines, in fifteen seconds… Arizona would be beachfront property.”

Så der på toget, midt mellem Colorado og Los Angeles, leger Dane superterrorist. En masse skurke vil naturligvis gerne betale penge for, at Dane ødelægger strategiske mål. Så nu er USA på røven.

Men heldigvis er Casey Ryback ombord på toget og ene mand går han nu i krig mod skurkene. Lyder det bekendt?

Om det lykkes for Ryback at stoppe skurkene, og blive gode venner med niecen, vil jeg ikke afsløre her.

Geoff Murphy – fra den stille Jord til sequels

Den newzealandske filminstruktør Geoff Murphy (1938-2018) fik ikke helt den karriere, som den fremragende The Quiet Earth (1985), Goodbye Pork Pie (1981) og Utu (1983), ellers varslede.

Godt nok var han second unit instruktør på The Lord of the Rings-trilogien (2001-2003), men ellers er han mest kendt for tre sequels: Young Guns II (1990), Under Siege 2: Dark Territory (1995) og Fortress 2 (1999).

Derudover vil kendere have set hans navn tilknyttet film som tidsrejsestinkeren Freejack (1992) og Rutger Hauer TV-thrilleren Blind Side (1993).

Men at han sidenhen ikke har forløst sit potentiale skal ikke røre ved, at The Quiet Earth er iscenesat meget stemningsfuldt af Geoff Murphy. Filmens tempo er langsomt, men det bliver aldrig kedeligt.

Stemningsfuldt og langsomt er ikke tillægsord, som jeg vil knytte til Under Siege 2: Dark Territory. Her går det stærkt, og stemning er der ikke meget af, medmindre man synes det er stemningsfuldt, når Seagal stirrer ondt.

Fra Seagal til Batman

Et andet meget kendt navn, som er tilknyttet filmen, har dog fået en efterfølgende kometkarriere. Det drejer sig om Matt Reeves, der skrev manuskriptet, mens han gik på college. Sidenhen kom der flere ændringer til manus, blandt andet fra Seagals hånd.

Reeves blev et stort navn med Felicity (1998-2002), som han udviklede sammen med J. J. Abrams. Og så gik det ellers stærkt.

Instruktørtjansen på film som Cloverfield (2008), Dawn of the Planet of the Apes (2014) og, ikke mindst, The Batman fra 2022. Så Reeves er et stort navn; sjovt at det hele mere eller mindre startede med et manus til en actionfilm fra en tid, hvor Seagal var på vej ned.

Actionhelten

I forhold til actionhelten, og hvordan han blev præsentereret som nærmest en superhelt efter Trautmans præsentation af John Rambo i First Blood (1982), så er der de samme boller på actionsuppen i 1995.

Dane spørger de andre skurke, efter man finder ud af, at Casey er ombord på toget: “Who’s Casey fucking Ryback?”

Penn svarer ham: “Casey Ryback is a former SEAL Team captain. And a counter-terrorism expert.” Hvortil en underskurk tilføjer: “He’s the best there is.”

Det er smukt. Ja, selv skurkene ved, at de oppe mod overmagten.

Og da regeringen finder ud af, at Casey er ombord, jubler de. Den ensomme sadistiske ulv er den helt rigtige skurkemedicin.

En karikatur på karikaturen

Der tilbage i 1995 var både actionhelten og actionfilmen på retræte. Det samme var Seagals karriere, som jo netop toppede med Under Siege.

Han har ikke den helt samme fysik, men gør det stadigvæk fornemt i actionsekvenserme. Og hans blik er stadigvæk herligt modbydeligt.

For mange var Seagal allerede en karikatur, da han brød igennem, men der tilbage i 1995 var han ved at blive en karikatur på sig selv; noget der blev endnu mere udtalt i de efterfølgende år.

Historien er herligt tosset og klichéerne står kø i denne klon mellem Die Hard og et utal af Bond-film. Alt i alt er anden omgang med Casey Ryback fin og lettere klodset underholdning.

Anmeldt i nr. 208 | 13/02/2023

Stikord: 2’er, Fortsættelse