Furyô anego den: Inoshika Ochô

Noget der kan pisse mig mere af end film, der bare er helt igennem dårlige, er film, der er halvdårlige, men hvor man fornemmer potentialet til noget langt bedre. Sådan en film er Furyô anego den: Inoshika Ochô, der kendes bedre under sin engelske titel Sex and Fury.

Action og nøgenhed

Furyô anego den: Inoshika Ochô er fra 1973, og dermed er den fra samme år som Shurayukihime (engelsk: Lady Snowblood: Blizzard of the Netherworld), som vi tidligere har anmeldt her på Planet Pulp. Historien i de to film er meget lig hinanden, og man mistænker folkene bag Furyô anego den: Inoshika Ochô for at have suget inspiration fra den samme tegneserie af Kazuo Koike og Kazuo Kamimura, der lå til grund for Shurayukihime.

Forskellen på de to film ligger deri, at Furyô anego den: Inoshika Ochô kombinerer samuraisværdaction med nøgenhed, hvilket placerer filmen i genren af japanske pinky violence-film, der blander vold og softporn. Ud over Shurayukihime-mangaen kan en anden inspiration for Furyô anego den: Inoshika Ochô have været serien af Hibotan bakuto-film (1968-72), der også handler om en ung kvindes hævntogt mod sin fars mordere.

Ligesom Hibotan bakuto-filmene er også Furyô anego den: Inoshika Ochô produceret af Toei-studierne, der netop i 1970’erne havde et stort output af pinky violence-film og andre softporngenrer. De stod også bag Poruno no joô: Nippon sex ryokô (også fra 1973), som vi anmeldte sidste måned, og de to film har yderligere det til fælles, at den svenske nøgenmodel og softpornstjerne Christina Lindberg medvirker i dem begge.

Hævnmotiv

Furyô anego den: Inoshika Ochô starter med, at den unge pige Ochô i 1886 ser sin far blive slået ihjel. Inden han dør, når han dog at give pigen et spor til sine mordere ved at pege på nogle bestemte kort fra et sæt Hanafuda-kort – nogle særlige japanske spillekort med forskellige motiver.

Handlingen springer små tyve år, til 1905, hvor vi på ny møder Ochô, nu spillet af én af Toei-studiernes førstedamer, Reiko Ike. Efter faderen døde, blev Ochô forældreløs, og vi finder ud af, at hun blev adopteret af en syerske, der tydeligvis leder en større operation af hovedsageligt kvindelige lommetyve. Nu bliver Ochô uforvarende blandet ind i en sag, hvor en flok revolutionære er ude på at snigmyrde nogle korrupte politikere med en kriminel fortid.

Selvfølgelig viser det sig, at de korrupte politikere har en forbindelse til mordet på Ochôs far, og så er det jo heldigt, at Ochô heller ikke er ueffen med et samuraisværd. Det bevidner vi første gang, da hun bliver forsøgt myrdet i en spillebule, og hvor hun – nøgen og i snevejr – tager sig af angriberne. Sværdkamp i snevejr har vi også set i Shurayukihime, hvor det var med til at få AWE til på coveret at proklamere ”Filmen der inspirerede Quentin Tarantino til Kill Bill”. Det selvsamme står på coveret til Furyô anego den: Inoshika Ochô, og lige så vel, som Shurayukihime kan have givet Tarantino inspiration, kan det samme være tilfældet her. Nem markedsføring er det under alle omstændigheder.

Hemmelig agent

Det politisk ladede plot med politikerne og de revolutionære også er til fælles med Shurayukihime, og det samme gælder tidsperioden, filmene foregår i: den turbulente Meiji-periode (1868-1912), hvor Japan for alvor trådte ind i den moderne æra. Foruden det politiske plot er der også et sideplot omkring to britiske hemmelige agenter, der er i Japan for at destabilisere landet. Præcist hvorfor, finder man aldrig ud af, men det er også helt ligegyldigt: sideplottet er tydeligvis kun indsat for at gøre plads til Christina Lindberg i rollen som en ung britisk kvinde, der har ladet sig hverve til den hemmelige tjeneste. Det har hun kun gjort for at komme til Japan, for hun har nemlig mødt én af de japanske revolutionære i London, hvor de forelskede sig, og nu, hvor han er rejst tilbage til Japan, må hun derover og finde ham.

Christina (som Christina Lindbergs rolle faktisk hedder!) løber naturligvis ind i Ochô, og de to har bl.a. et pokeropgør. Henimod slutningen af filmen følger desuden en S/M-agtig scene, hvor Lindberg pisker en bundet og halvnøgen Ochô. Både Reiko Ike og Christina Lindberg har adskillige nøgenscener i løbet af filmen, og også enkelte andre kvindelige skuespillere har nøgenscener. Dertil kommer en række actionscener med de obligatoriske samuraisværd.

Gode ingredienser…

Der er altså en god blanding af action og sex i Furyô anego den: Inoshika Ochô, og det er da en vinderkombination eller hvad? Ja, det skulle man tro, men desværre har folkene bag manuskriptet, Masahiro Kakefuda og Norifumi Suzuki, været dovne, og ikke formået at skabe et ordentligt flow i historien, hvis plotudvikling samtidig forbliver temmelig tåget. Det grundlæggende hævnmotiv er veletableret, men der skabes aldrig nogen ordentlig kobling mellem Ochô og de revolutionære. Det gør, at den måde Ochô finder sin fars mordere på, er uklar og tilfældig, og samtidig har manuskriptforfatterne ikke gjort en indsats for at få sideplottet med de britiske agenter koblet ordentligt på hovedplottet. Scenerne med Christina Lindberg kommer lidt ud af det blå, og de hemmelige agenter har et eller andet forhold til de politikere, som de revolutionære er ude efter, men præcist hvordan det hænger sammen, får vi aldrig at vide.

Med andre ord har vi en lang række glimrende ingredienser, der bare ikke spiller sammen. Resultatet er en usammenhængende film, hvor der heller ikke er gjort noget for at placere de forskellige sexscener fornuftigt: de kastes tilfældigt ind i mikset på en måde, der både er kikset og stærkt distraherende for ens chance for at følge plottet. Man ærgrer sig gul og blå over, at de mange gode elementer ikke er blevet behandlet bedre, for der er mange ting, der taler til filmens fordel.

… dårlig kok

Fra et rent exploitationsynspunkt har vi Reiko Ike og Christina Lindberg, der altså ret ofte smider kludene, og det er ingen dårlig ting. Lindberg har vi allerede savlet over i Poruno no joô: Nippon sex ryokô, og hun er bestemt også skøn at se på her – det samme kan siges om Reiko Ike.

Samtidig er Furyô anego den: Inoshika Ochô også visuelt ganske fin, især i den første kampscene, hvor Ochô kæmper nøgen i sneen. Den samme idé vender tilbage i filmens afslutning, men her udnyttes idéen endnu bedre, da sneen pludselig erstattes af tusindvis af de tidligere nævnte Hanafuda-kort. Her går filmen rent visuelt hen og bliver helt poetisk, og det er egentlig ærgerligt, at resten af filmen ikke er fyldt med den samme type gode idéer. Scenografien er også god: akkurat som i Shurayukihime har man intet problem med at tro på det gamle Japan.

På mange måder kan Furyô anego den: Inoshika Ochô derfor fint måle sig med Shurayukihime rent teknisk. Der hvor den fejler, er i afviklingen af historien. Filmen ender med at føles som resultatet af en amatørkok, der har haft fantastiske ingredienser til rådighed, men ikke vidst, hvordan han skulle behandle dem. Det kan ikke rokke ved den basale underholdningsværdi, som er udmærket, men det er sindssygt frustrerende at tænke på, hvor fed en exploitationfilm, Furyô anego den: Inoshika Ochô kunne have været med lidt mere omhu.

Furyô anego den: Inoshika Ochô er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 40 | 13/02/2009

Stikord: Hævn, Japan