Der var engang, hvor katastrofefilmgenren var om ikke decideret realistisk, så i hvert fald mere realistisk end den senere udviklede sig til.
Da genren for alvor opstod i starten af 1970’erne, tog katastrofefilmene i hvert fald typisk udgangspunkt i en realistisk situation. At begivenhederne, der så fulgte, ikke altid var realistiske, er en anden sag.
Airport, fra 1970, (med den danske undertitel Vinger af ild) tager udgangspunkt i en bombemand ombord på et passagerfly, kombineret med problemer i lufthavnen på grund af en snestorm (ja, Die Hard 2 kipper høfligt med hatten her).
I The Poseidon Adventure (SOS Poseidon kalder), fra 1972, kæntrer luksuslineren Poseidon på grund af en tsunami, og de overlevende, der er fanget inde i skibet, må nu forsøge at finde en vej ud, inden det synker.
Og The Towering Inferno, fra 1974, (Det tårnhøje helvede – og se, dér har vi en dansk filmtitel, der virkelig vil noget!) handler om en katastrofal brand i verdens højeste (fiktive) bygning.
Genrens renæssance
Katastrofefilmens storhedstid var i 1970’erne, og da årtiet var slut, var den ko ligesom malket, og der skulle gå en del år, inden genren vendte tilbage – men så blev der til gengæld også skruet op til 11!
Vi skal frem til midten og anden del af 1990’erne, inden katastrofefilmen for alvor vendte tilbage, f.eks. med den ret fine Dante’s Peak (1997), der også holder sig indenfor rammerne af, hvad der med lidt god vilje kan kaldes realistisk – i hvert fald hvad Hollywood-film angår.
Men det er i virkeligheden i en helt anden genre, vi skal finde roden til katastrofefilmenes renæssance. For skabelonen for rigtig mange af de katastrofefilm, vi har set indenfor de sidste 25 år, kom nemlig med Roland Emmerichs alien invasion-mastodont Independence Day (1996).
Hele verden på spil
Nu var det ikke længere nok, at katastrofen gik ud over en enkelt lufthavn, et enkelt skib eller et enkelt højhus. Nej, nu var det hele verden, der var på spil, og meget gerne med masser af scener af kendte monumenter, der sprænges i stumper og stykker.
Enkelte af disse film har forsøgt at forholde sig relativt sobert til stoffet, selvom det er svært at kombinere soberhed med den cinematiske trang til at udrydde hele verden. Deep Impact (1998) klarer det nu udmærket, mens dens makker Armageddon fra samme år tager den mere kulørte rute.
Og så er der selvfølgelig Roland Emmerich selv, der om nogen er blevet Mr. Disaster i kølvandet på Independence Day. For Emmerich er det i katastrofefilmgenren blevet til film som The Day After Tomorrow (2004), 2012 (2009) og senest Moonfall (2022).
Og så er der selvfølgelig alle kopierne, hvoraf mange er lavbudgetsfilm, der er røget direkte på DVD eller, nu om stunder, streaming.
Uhæmmet idioti
The Core, som vi ser nærmere på her, hører ikke til i den (økonomisk) billige ende af genren, men indholdsmæssigt er det en noget anden sag.
Selv indenfor en genre, hvor de fleste indlæg siden 1996 har scoret ret højt på idiotskalaen, brillerer The Core ved sin næsten uhæmmede idioti.
Det betyder også, The Core formentlig er én af de dummeste film indenfor genren (i skarp konkurrence med Emmerichs 2012), men det betyder bestemt ikke, at den ikke er underholdende, tværtimod, og jeg bliver med det samme nødt til at tilstå, at jeg holder umådelig meget af The Core, akkurat ligesom jeg elsker 2012.
Underholdende popcornfilm
Første gang jeg så filmen, da den havde premiere i biffen tilbage i 2003, var jeg bestemt ikke så venligt stemt overfor den. Men jeg har genset The Core en del gange siden da, og da jeg først lærte at affinde mig med, hvor dum den er, ændrede min holdning sig.
I dag ser jeg med glæde The Core som en underholdende popcornfilm, der følger genrens spilleregler til punkt og prikke.
Overraskelser skal man derfor lede længe efter, men når først musikken spiller – og det er i øvrigt et imponerende score, Christopher Young har komponeret – er det helt lige meget.
Begynder i rummet
Selvom The Core handler om Jordens indre, tager filmen sin begyndelse et noget andet sted, nemlig i rummet, hvor en rumfærge er på vej tilbage til Jorden.
Kaptajnen hedder Iverson og spilles fint af altid solide Bruce Greenwood. Hans co-pilot, dygtig og ivrig efter at bevise sit værd, er Rebecca “Beck” Childs, og i den rolle finder vi Hilary Swank, der spiller Hilary Swank.
Under rumfærgens anflyvning går det op for besætningen og kontrolcentret på Jorden, at noget er galt med instrumenterne: Rumfærgen er ude af kurs og styrer direkte mod downtown Los Angeles. Så er gode dyr ellers rådne, men det lykkes den snarrådige Beck at få bragt rumfærgen til en sikker landing.
Galt med magnetfeltet
Problemerne med rumfærgens instrumenter var naturligvis ikke tilfældige, og snart begynder der at ske mærkelige ting rundt omkring på planeten: I USA falder en masse mennesker døde om, og det viser sig, at alle de døde bar pacemakere. I London går duerne på Trafalgar Square helt amok.
En snarrådig forsker, Dr. Josh Keyes (Aaron Eckhart) indser, at det er Jordens magnetfelt, den er gal med, og det lykkes ham at få Det Hvide Hus i tale.
Problemet viser sig at være, at Jordens flydende kerne er holdt op med at rotere og dermed at producere det magnetfelt, der er så vigtigt for alt liv på Jorden.
En løsning på problemet
USA samler en gruppe kloge mænd, der skal løse problemet, fordi i film som The Core er der altid en løsning på problemerne.
I dette tilfælde er løsningen at rejse til Jordens indre i en specialbygget underjordsbåd og genstarte kernen ved hjælp af en række atombomber (selvfølgelig, hvad ellers?!).
Fartøjet er konstrueret af den excentriske Dr. Brazzelton (Delroy Lindo), der har et horn i siden på én af de andre vise mænd, flødebollen Conrad Zimsky (Stanley Tucci) – de to har engang været venner og kolleger, men Zimsky stjal noget af Brazzeltons forskning.
Men heldigvis er Brazzelton en fremragende forsker, der har skabt en unik legering, der bliver hårdere, jo mere varme og tryk, den udsættes for.
Legeringens navn er Unobtainium – et navn, der er blevet anvendt i flere Hollywood-film som betegnelse for fiktive metaller. Det er bl.a. også navnet på det metal, der kan udvindes på planeten Pandora i James Camerons Avatar (2009), der snart får en million fortsættelser.
På rekordtid banker Amerika et fungerende skib sammen af Brazzeltons vidundermetal, og inden du kan nå at sige “Hvaffernoget?!” er et lille hold på vej mod Jordens indre.
Den store kiste med klichéer
Holdet består selvfølgelig af pilot Iverson og co-pilot Beck, vidunderforskeren Dr. Keyes, skibskonstruktør Brazzelton, flødebollen Zimsky – der vistnok er ansvarlig for atomvåbnene – og som rosinen i pølseenden den franske videnskabsmand Serge Leveque (Tcheky Karyo).
Og lige indskudt her: Serge? Really? Jeg ved godt, manuskriptforfatterne har rodet rundt i den store kiste med klichéer, men alligevel.
Nå, men Serge er nu i øvrigt en flink og rar franskmand, så ikke mere skidt om ham.
Videnskabelig nonsens
Rejsen til Jordens indre går naturligvis ikke uden problemer, og der er både dødsulykker og heroiske ofre undervejs. Samt utroligt mange andre plotudviklinger, der næppe kan kaldes overraskende.
Tror I måske, den gode Beck må træde i karakter som leder undervejs? Hvor mange af besætningens medlemmer, tror I, der overlever? Tror I, våbeneksperten Dr. Zimsky måske har noget at gøre med det eksperimentalvåben, der måske – måske ikke – er grunden til, at Jordens kerne er stoppet med at rotere?
Og tror I, det lykkes vore helte at genstarte kernen?
Dette og mange andre spørgsmål får I kun besvaret ved at se The Core. Til gengæld skal I ikke tænke alt for meget over de sindssyge mængder af videnskabelig nonsens og umuligheder, filmen disker op med.
Faktisk er The Core blevet udråbt til én af de mest videnskabeligt ukorrekte film, der nogensinde er lavet, og det siger en hel del!
Hjertet på rette sted
Men som sagt har jeg et umådeligt svagt punkt for The Core. For selvom den er så ufattelig stupid, som den er, så underholder den bravt, og den har hjertet på rette sted.
Folkene bag – fra manuskriptforfattere Cooper Layne og John Rogers til instruktør Jon Amiel til hele castet – er alle godt klar over, at det hele er lidt noget pjat. Så de spiller selvfølgelig fuldstændig efter reglerne og tager det hele dybt alvorligt.
Det er vigtigt, for hvis ikke de havde gjort det, ville The Core slet ikke fungere. Hvis skuespillerne havde så meget som et halvt glimt i øjnene fra tid til anden, ville filmen falde fra hinanden.
I stedet er filmen skruet sammen, som om det her er dødelig alvor. Hvad det selvfølgelig også er i filmens univers.
Jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste, hvis smag tilsyneladende er bred nok til også at indbefatte så monumentalt idiotiske film som The Core, men jeg er tydeligvis i godt selskab her.
Her er, hvad salig Roger Ebert skrev om filmen: “I have such an unreasonable affection for this movie, indeed, that it is only by slapping myself alongside the head and drinking black coffee that I can restrain myself from recommending it.”
Større anbefaling af en dum film får man ikke. Den er hermed videregivet.
Instruktør: Jon Amiel
Manuskript: Cooper Layne & John Rogers
Cast: Aaron Eckhart (Josh), Tcheky Karyo (Serge), Hilary Swank (Beck), Bruce Greenwood (Iverson), Stanley Tucci (Zimsky), Delroy Lindo (Brazzelton)
Foto: John Lindley
Klip: Terry Rawlings
Musik: Christopher Young
Spilletid: 135 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: UK/Frankrig/Italien/Tyskland/Canada/USA, 2003
Anmeldt i nr. 204 | 13/10/2022
Stikord: Katastrofefilm