The VVitch: A New-England Folk Tale

The VVitch, med undertitlen A New-England Folk Tale, var instruktør Robert Eggers’ spillefilmsdebut, ligesom filmen markerede spillefilmsdebut for Anya Taylor-Joy.

Der er sket meget i de forgangne syv år; Eggers har lavet yderligere to kritikerroste film, mens Tayor-Joy er blevet noget af en verdensstjerne, ikke mindst takket være sin rolle som Beth Harmon i Netflix’ kæmpehit The Queen’s Gambit (2020).

Ikke en traditionel horrorfilm

The VVitch er et fuldtonet mesterværk og én af de mest imponerende debutfilm, jeg kan erindre at have set. Det er også en film, der i høj grad deler vandene, ikke mindst fordi den blev markedsført som en horrorfilm, hvad den kun til dels er.

Hvis man går til The VVitch med forventninger om at se en konventionel horrorfilm, risikerer man at blive skuffet, for der er kun få konventionelle “gys” i den, og der er ingen jump scares eller andre af genrens troper i spil her.

Derudover er filmen langsom og dvælende, hvilket også for en bestemt type af publikum er lig med kedelig. Det er imidlertid bare deres tab; vi andre kan til gengæld nyde en film, der tør tage sin tid, og som bruger den eminent til at opbygge en stadig mere trykkende og klaustrofobisk stemning.

Udstødte puritanere

The VVitch foregår i New England engang i 1630’erne. I filmens begyndelse bliver en lille familie, ledet af patriarken William (Ralph Ineson) udstødt af en lille landsby over en religiøs disput: Tilsyneladende er landsbyen ikke puritansk nok for William.

Udover William består familien af hans hustru Katherine (Kate Dickie), den store pige/unge kvinde Thomasin (Taylor-Joy), den 10-11-årige Caleb (Harvey Scrimshaw) og de lidt yngre tvillinger Mercy og Jonas (Ellie Grainger og Lucas Dawson).

Familien forlader landsbyen og slår sig ned et sted i nærheden af en stor skov. Her bygger de et lille hus og sår deres afgrøder. Katherine (Kate Dickie) bliver gravid, og de får den lille søn Samuel. Indledningsvist ser alt ud til nok at skulle gå for den lille familie, også selvom livet er hårdt.

Men en dag, da Thomasin passer lille Samuel forsvinder han nærmest for øjnene af hende. Familien tror indledningsvist, at det er en ulv, der har taget ham, men publikum ved bedre: Samuel er blevet taget af titlens heks.

Alt går galt

Herefter begynder alt at gå galt for den lille familie. Katherine bliver halvt sindssyg af sorg over tabet af Samuel, høsten slår fejl, og mistro begynder at snige sig ind: Katherine beskylder Thomasin for at have stjålet en lille sølvkop, som Katherine har haft med fra England.

Kort efter forsvinder Caleb, da han om natten er taget ud for at tjekke nogle fælder i skoven. Thomasin var med ham, da han forsvandt, og det giver yderligere næring til Katherines stigende paranoia og mishag ved Thomasin.

Da tvillingerne beskylder Thomasin for at være en heks, falder alt først helt fra hinanden.

På alle måder imponerende

The VVitch er på alle måder en imponerende film. Manus, instruktion, skuespil, scenografi og fotografering – alt smelter sammen til en fornem helhed, og det lykkes Robert Eggers at skabe en fortættet stemning, der er tyk og ildevarslende allerede fra starten og bare bliver mere og mere intens, jo længere man kommer ind i filmen.

Det hele bliver endnu mere imponerende og troværdigt af, at dialogen er skrevet på gammelt engelsk, sådan som man talte i 1600-tallet, og at lyssætningen består udelukkende af naturlige lyskilder. Det giver filmen et særpræget visuelt udtryk, der bare understreger den generelt gustne stemning, der gennemsyrer filmen.

Fremragende skuespil

Skuespillerne bør alle roses, selv de to børn, der spiller Mercy og Jonas. De to møgunger er ulideligt irriterende og potentielt farlige for Thomasin, men det er sådan, de er skrevet – det har ikke noget med de unge skuespillere at gøre, for de gør det aldeles glimrende.

Det samme gør også Harvey Scrimshaw som Caleb, særligt i én markant sekvens, efter Caleb dukker op igen efter sin natlige forsvinden.

Bedst er imidlertid trekløveret Ralph Ineson, Kate Dickie og Anya Taylor-Joy, der alle gør det fremragende. De er de tre helt centrale spillere i dette tragiske kammerspil, og særligt Ineson og Taylor-Joy imponerer ved deres spændvidde, mens Dickie måske har lidt mindre at arbejde med i sin rolle.

Mange tolkningslag

Derudover er filmen imponerende ved dens mange lag og tolkningsmuligheder. Der er adskillige tematiske lag, hvoraf de fleste har den unge Thomasin som omdrejningspunkt.

Thomasin er helt klart filmens hovedperson, og det er ikke noget tilfælde, at Eggers har valgt at skrive sin hovedperson som en pige/kvinde, der netop befinder sig i det liminale rum mellem pige og kvinde.

Hele filmen oser af liminalitet og modsætningsforhold: Overgangen fra pige til kvinde, forholdet mellem familie og individ, Gud/Djævlen, kultur/natur og så videre.

Antallet af tolkningslag og -muligheder er stor, og derfor er The VVitch også en film, der rumsterer i hovedet på seeren, ikke bare dage og uger, men måneder efter, man har set den.

På den måde er The VVitch også en film, man ikke lige bliver færdig med, og som inviterer til adskillige gensyn. Her fortæller det også noget om filmens iboende kvaliteter, at den på ingen måde bliver ringere ved gensyn, selvom man kender slutningen.

Mesterværk!

Jeg har ikke andet end ros til overs for The VVitch, der for mig er den bedste horrorfilm, der er kommet de sidste mange, mange år. Som sagt er det ikke en traditionel horrorfilm, men horror er det ikke desto mindre, kombineret med drama og historisk film.

Det er film som The VVitch og instruktører som Robert Eggers, der for alvor giver mig håb for genrefilmens fremtid. Mesterværk!

Anmeldt i nr. 203 | 13/09/2022

Stikord: 1600-tallet, Folk Horror, Hekse