The Autopsy of Jane Doe

I en lille amerikansk by et ikke nærmere bestemt sted på den amerikanske østkyst gør det lokale politi en gruopvækkende opdagelse: Et hus har været gerningsstedet for adskillige blodige drab.

Politiet kan ikke finde spor efter, at nogen har forsøgt at trænge ind. Tværtimod konstaterer én af betjentene, at det ser ud som om, nogen har forsøgt at trænge ud!

Som om det ikke er slemt nok, finder de i kælderen det halvt begravede lig af en ung kvinde uden ydre antydninger af en dødsårsag.

Lighuset i kælderen

Andetsteds i byen er den lokale ligsynsmand, Tommy Tilden (Brian Cox), netop ved at afslutte en obduktion. Han bliver assisteret af sin søn, Austin (Emile Hirsch), der bagefter har planlagt en tur i biografen sammen med sin kæreste.

Lighuset har i øvrigt til huse i kælderen under familiens eget hus, hvortil der kun er to adgangsveje: En elevator og en udvendig udgang.

Hvor almindeligt det er, at amerikanske lighuse ligger på privatadresser, ved jeg ikke, men filmen omtaler det ikke, og det højner naturligvis stemningen en del, at resten af handlingen finder sted i den skumle kælder og ikke i kliniske omgivelser på et eller andet hospital eller lignende.

Ingen tegn på trauma

Tommy og Austin er lige blevet færdige og er ved at lukke ned for dagen, da sheriffen ankommer med liget af den unge kvinde: Pressen er på nakken af ham, og sheriffen har brug for at kende en dødsårsag. Inden i morgen.

Tommy indvilger i at foretage obduktionen med det samme, og Austin må udskyde sin biograf-date.
Og så er det ellers, at tingene begynder at blive skumle for alvor.

Mere vil jeg ikke sige om handlingen i The Autopsy of Jane Doe, for man fortjener faktisk at se filmen med så lidt forhåndsviden som muligt.

Lad det være nok at sige, at Tommy og Austin også kæmper med at finde ud af, hvad der har dræbt den unge kvinde, for udvendig er der absolut ingen tegn på trauma. Indvendigt er det en noget anden sag.

Eminent creepy

De første 40-45 minutter af The Autopsy of Jane Doe er klart det bedste; herefter bliver filmen lidt mere konventionel i sine virkemidler, selvom den bestemt ikke bliver kedelig af den grund.

Men stemningen i første halvdel er helt eminent creepy, hvilket skyldes en blanding af forskellige velfungerende elementer.

På manuskriptniveau fungerer set-uppet virkelig, virkelig godt: Efter, Tommy og Austin påbegynder obduktionen af den unge kvinde, foregår hele filmen i kælderen. Den klaustrofobiske stemning, kombineret med de stadig mere mystiske resultater, der kommer ud af obduktionen, er en potent cocktail i sig selv.

Det uvejr, der begynder at hærge med både regn, blæst og torden, mens obduktionen foregår, virker måske lige lovlig klichépræget, men viser sig faktisk at spille en vigtig rolle for handlingen, og den skaber så effektiv en stemning – med strømudfald osv. – at man hurtigt tilgiver manuskriptforfatteren dette greb.

Læg dertil glimrende indsatser af både Brian Cox og Emile Hirsch (især Cox er rigtig fin), klamme special effects fra selve obduktionen, et effektivt lyddesign og en fin, dvælende fotografering uden de store armbevægelser – så begynder det altså at ligne noget for alvor.

Som sagt taber filmen lidt i anden halvdel, men på det tidspunkt har man købt præmissen. Nu er det bare spørgsmålet, om de to kan løse mysteriet og slippe ud af kælderen i live.

Glimrende

The Autopsy of Jane Doe er en glimrende lille gyser, effektivt og økonomisk iscenesat af nordmanden André Øvredal.

Den eneste lille anke, jeg har ved filmen, er plotmæssigt forankret, så den vil jeg ikke fremture med her – af hensyn til din oplevelse af filmen, kære læser.

Denne her anbefales på det varmeste. Se den i din kælder. Om aftenen. Helst mens det tordner udenfor.

Anmeldt i nr. 203 | 13/09/2022

Stikord: Hekse