Der har formentlig aldrig været en komponist, der var bedre til at komponere spændings- og actionmusik end Jerry Goldsmith.
Det skulle da lige være John Williams, men selv Williams kommer ofte til kort i sammenligning med Goldsmiths kinetiske actionmusik, hvis drive og dynamik er uden sidestykke.
Her bliver man dog også nødt til at være fair og konstatere, at Williams og Goldsmith er to stilistisk meget forskellige komponister, og de stilistiske forskelle træder bestemt også igennem i deres spændings- og actionmusik.
Derfor kommer hele “hvem er bedst?”-spørgsmålet også langt hen ad vejen til at handle om, hvilken stil man foretrækker.
Goldsmiths metrik
Men hvorfor var Jerry Goldsmith så god, som han var, til at komponere actionmusik? Hvad var det ved Goldsmiths actionmusik, der gjorde det så dynamisk, så konstant spændende og så intenst.
Svaret ligger i metrikken, og mere specifikt i Goldsmiths forkærlighed for to ting: Skæve taktarter og det at komponere i blandede taktarter, eller, sagt på en anden måde, med mange taktartsskift, hvor antallet af taktslag skifter fra den ene takt til den næste.
Ikke dermed være sagt, at Goldsmith ikke også komponerede i 4/4 eller andre lige taktarter, men den hyppige brug af skæve taktarter og taktartsskift er ét af Goldsmiths helt særlige kendetegn.
Brugen af skæve taktarter og taktartsskift var med til at gøre Goldsmiths musik, særligt actionmusikken, ekstremt dynamisk og uforudsigelig for øret, hvilket højnede musikkens dramatiske effekt ganske betydeligt.
Og det er der naturligvis også masser af eksempler på i scoret til First Blood.
Goldsmith og Carolco
First Blood, altså selve filmen, er der næppe nogen grund til at bruge megen plads på at introducere. De fleste kender vel den første film om John Rambo, baseret på David Morells roman.
Ellers kan I læse Jacobs anmeldelse af filmen her; en film, der også spiller en væsentlig rolle for den bog, Jacob arbejder på om actionfilmens historie fra ca. 1982 til 1993.
First Blood var det første og eneste samarbejde mellem Jerry Goldsmith og filmens instruktør Ted Kotcheff. Goldsmith vendte naturligvis tilbage og leverede musikken til de to fortsættelser, der kom i henholdsvis 1985 og 1988, men dem havde Kotcheff ikke noget at gøre med.
Goldsmiths arbejde på First Blood gav ham til gengæld et godt forhold til produktionsselskabet Carolco og producenterne Mario Kassar og Andrew G. Vajna, hvilket ikke bare førte til, at Goldsmith blev bedt om at komponere musikken til Rambo II og Rambo III, men også førte til hans scores til Extreme Prejudice (1987), Total Recall (1990) og Basic Instinct (1992).
Udgivelse med to skiver
Den anmeldte udgave af scoret er Intradas udgivelse fra 2010, der består af to skiver: Den første CD indeholder det komplette filmscore, mens den anden CD indeholder LP-programmet fra den oprindelige soundtrack-udgivelse, plus tre bonusnumre.
Derudover skal det lige siges, at også CD#1 indeholder lidt ekstra, for den allerførste skæring er faktisk en poporkestral version af hovedtemaet, der også kendes under titlen “It’s A Long Road”, komplet med poppet trommebeat i bedste startfirser-stil. Denne udgave af hovedtemaet høres ikke i filmen, men af uransagelige årsager har Intrada altså valgt at placere den på CD#1 i stedet for som en bonus på CD#2.
Det komplette filmscore starter derfor altså med nr. 2 og løber frem til og med nr. 18 ud af de 19 skæringer på CD#1. Den 19. skæring er den kendte version af “It’s A Long Road” med sang af Dan Hill.
Når der herunder henvises til bestemte numre, er der altid tale om CD#1, medmindre andet angives.
Sparsom spotting
First Blood er på stort set alle måder et typisk Jerry Goldsmith-score for denne periode. For det første kan man fremhæve længden.
Det komplette score er nemlig blot ca. 37 minutter langt. Filmen indeholder på den måde betydelig mindre musik, end den formentlig havde gjort, hvis en anden komponist havde fået opgaven.
Goldsmith var en mester udi sparsom spotting – altså den proces, hvor instruktør og komponist ser filmen igennem og taler sig til rette om, hvor og hvornår, der skal være musik.
Her var Goldsmith virkelig dygtig til at indse, hvornår der var brug for musik, og hvornår filmen var bedst tjent uden. Det er en tilgang til mediet, mange komponister, særligt i vore dage, kunne lære noget af.
Typisk instrumentering
For det andet kan man fremhæve instrumenteringen. First Blood er primært et symfonisk score, men ikke overraskende kastede Goldsmith også en smule synthesizer ind i blandingen.
Goldsmith var kendt for altid at være på udkig efter nye, interessante lyde, og da synthesizere begyndte at komme frem, var han én af de filmkomponister, der mest ivrigt kastede sig over de nye muligheder.
Sammenlignet med visse andre Goldsmith-scores fra perioden – og måske især fra senere i 1980’erne – er synthen i First Blood dog relativt subtilt anvendt og ikke vildt iørefaldende.
Foruden synthesizeren anvender Goldsmith også stedvist guitar og elbas, begge mest fremtrædende i hovedtemaet, “It’s a Long Road” (flere udgaver på albummet).
Solotrompet med særlig funktion
Hvad instrumenteringen angår er der dog især én ting, man bør lægge mærke til, og det er Goldsmiths prominente brug af trompet, mere specifikt solotrompet.
Trompeten er noget af det første man hører i scoret. Bortset lige fra den akustiske guitar og elbas, der indleder “Home Coming” (nr. 2), er det trompeten, der træder frem som det første og bærer de første par gennemløb af hovedtemaet, inden strygerne overtager.
Derudover er trompeten også det bærende instrument for scorets andet fuldkomponerede tema, der første gang dukker op i “My Town” (nr. 3).
Men det er særligt trompetens funktion i hovedtemaet, der er så fremragende. I First Blood iscenesætter Goldsmith ikke bare den ensomt lydende solotrompet som repræsentant for John Rambos karakter som en lone wolf; trompeten har jo også klare militære konnotationer, hvad Rambo jo bestemt også har.
Det er virkelig godt set af Goldsmith, der på den måde formår at karakterisere flere aspekter af John Rambo ved brugen af blot et enkelt instrument.
Tre centrale elementer
First Blood er bygget op omkring tre centrale elementer: Hovedtemaet, et sekundært tema og et motiv, der afhængig af kontekst både kan fungere som spændings- og actionmotiv.
Hovedtemaet introduceres som nævnt i “Home Coming”, hvor vi ser John Rambo vandre ad landevejen på vej mod en af sine gamle soldaterkammeraters bopæl.
Temaet er instrumenteret for akustisk guitar, elbas og indledningsvist altså solotrompet, inden der også kommer strygere og blæsere ind.
Hovedtemaet er fremragende: Fyldt med tristhed og længsel uden at være tudemusik af den grund. Det er formentlig ét af Jerry Goldsmiths bedste temaer overhovedet og uden tvivl ét af hans bedst kendte.
Sekundært tema
Det sekundære tema, der første gang dukker op i “My Town” er som nævnt også instrumenteret for trompet, og er direkte knyttet til Rambos tid i militæret og ikke mindst hans døde kammerater.
Det er ingen tilfældighed, at temaet dukker op, netop da han finder ud af, at hans gamle ven, som han er kommet for at besøge, er død.
Temaet har da også en tydelig militær lyd og giver mindelser om den type tappenstreg, der bruges i forbindelse med militærbegravelser.
Alsidigt actionmotiv
Den tredje væsentlige komponent i scoret er et lille motiv på 5-7 toner – oftest 5 – der første gang introduceres i “Under Arrest” (nr. 4) ved 0:07.
Motivet fremføres ofte på flyglet i de lave registre, og i den form dubleres flyglet som regel af synthesizer, som f.eks. i “Under Arrest”.
Senere bruger Goldsmith motivet i vid udstrækning som komponent i sin spændings- og actionmusik, hvor motivet får adskillige variationer, ikke bare i præcis nodesammensætning og tempo, men også i instrumentering.
På den måde viser det lille femtonemotiv sig at være ikke bare særdeles alsidigt, men også formbart. Goldsmith bruger det således som basis for flere ekstreme variationer, der er på grænsen til at kunne defineres som en variation på femtonemotivet, men som nærmer sig karakter af selvstændigt motiv.
Hele tiden kredser disse motiver dog om de grundlæggende elementer i femtonemotivet, og derfor kan de også godt betragtes som variationer på det.
Det gælder f.eks. for den variant, der første gang dukker op i “A Head Start” (nr. 6) ved ca. 0:37, og som høres adskillige gange senere i løbet af scoret. Bl.a. i en rigtig fin udgave i “First Blood” (nr. 12) fra ca. 4:09, hvor det bl.a. ligger i kontrapunkt til hovedtemaet.
Flere små motiviske konstruktioner
Udover hovedtemaet, militærtemaet og det centrale actionmotiv – med variationer – er der yderligere et par motiver, som høres igen i mere end ét cue, f.eks. det lille firetonemotiv, der første gang høres i “Mountain Hunt” (nr. 10) ved ca. 3:42, eller det tretonemotiv, der første gang høres i “Over the Cliff” (nr. 8) ved ca. 1:18.
Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at ingen af motiverne – heller ikke det primære actionmotiv – har karakter af ledemotiv i klassisk forstand.
De eneste to temaer, der har ledemotivisk karakter, er hovedtemaet, som en Rambos tema, og militærtemaet, der som nævnt synes knyttet til Rambos soldatervenner og den traumatiske tid i Vietnam.
De øvrige motiver fungerer i stedet som de ingredienser, Goldsmith bygger sine action- og spændingscues op med – i øvrigt blandet med en masse andet, herunder også små motiviske konstruktioner, der kun dukker op i et enkelt cue.
Spænding, action – og lidt horror
First Blood er, næppe overraskende, et spændings- og actionscore, selvom ikke alle cues er balls to the walls-actionmusik fra første til sidste sekund.
Nogle cues er mere spændingsprægede og eksploderer periodisk i voldsom action, som f.eks. det fremragende “Mountain Hunt”, hvor John Rambo virkelig er i sit es og jægerne bliver til de jagede.
Det er spændings- og actionmusik i topklasse, stedvist endda med sekvenser, der nærmer sig horror, som f.eks. mellem 1:08 og 1:47, hvor de høje kværnende strygere og pizzicato-strygere kunne være taget ud af Goldsmiths Alien-score (1979), mens andre passager lyder som noget fra Outland (1981).
Et andet cue, der har klare horror-ansatser er starten på “The Razor” (nr. 5), fra sekvensen, hvor betjentene vil barbere Rambo, der i stedet får voldsomme PTSD-flashbacks til sin tid som krigsfange i Vietnam. Den del af cuet scorer Goldsmith med bl.a. dissonante strygere og synthesizer.
Enkelte rolige øjeblikke
Stedvist er der også enkelte mere rolige øjeblikke, og det er her, der bliver plads til hovedtemaet og militærtemaet – også selvom det skal siges, at hovedtemaet får et par sjældne, heroiske fremførelser, bl.a. i “The Razor” ved 2:04 og i “The Truck” (nr. 15) ved 0:27.
De fleste steder, vi hører hovedtemaet, er det dog i en betydelig mere afdæmpet form, f.eks. den smertende version, der høres over suspensemusikken i “A Stitch in Time” (nr. 9) ved ca. 0:19, eller den langsomme, tænksomme version i “No Truce” (nr. 11), her fremført af træblæserne.
Endnu en langsom version af hovedtemaet – men nu mere beslutsom – høres i strygerne ved ca. 2:12 i “First Blood”, under Rambos samtale med oberst Trautman. Ikke overraskende byder dette cue naturligvis også på flere fremførelser af militærtemaet, da Trautman og Rambo taler om, hvordan alle fra Rambos deling nu er døde.
Spækket med fremragende actionmusik
Mere rolige øjeblikke eller ej; det er naturligvis spændings- og actionmusikken, der dominerer, og First Blood er spækket med fremragende actionmusik, og jeg mener spækket!
Den første rigtige actionmusik kommer ca. et minut inde i “The Razor”, hvor Goldsmith for alvor lader slagtøjssektionen komme på arbejde, bl.a. i selskab med masser af flygel i de lave registre.
Det umiddelbart efterfølgende “A Head Start” starter som et forrygende, tempofyldt spændingscue, bl.a. med masser af brug af det primære actionmotiv, og bygger undervejs op til decideret actionmusik.
To af de bedste actioncues kommer umiddelbart herefter i form af “Hanging On” (nr. 7) og “Over the Cliff” – og har man set filmen, ved man godt, hvilken sekvens, de to cues kommer fra.
“Hanging On” byder bl.a. på en virkelig tempofyldt variant af det centrale actionmotiv, bl.a. i kontrapunkt med en reduceret version af hovedtemaet.
Begge cues er helt og aldeles forrygende, og vil man vide lige præcis hvorfor, Goldsmith var så god til actionmusik, kan man starte her. Det bliver stort set ikke bedre end det her, folkens!
Topklasse
Det tilsvarende forrygende “Mountain Hunt” har været omtalt, selvom mit fokus tidligere var på de nærmest horroragtige dele af cuet. Også når det eksploderer i action er det et vildt cue.
I “The Tunnel” (nr. 13) og “Escape Route” (nr. 14) er der mere fokus på spændingsmusikken, selvom “Escape Route” hen mod slutningen også udvikler sig til action. Ligesom for actionmusikken gælder det for spændingsmusikken: Det er absolut topklasse, det Goldsmith giver os her!
Igen hører vi også, hvordan det primære actionmotiv er helt og aldeles centralt for scoret og hvor alsidigt, det er.
I “The Tunnel” trækker Goldsmith således tempoet ud af motivet og transformerer det på den måde til et snigende spændingsmotiv, mere end et actionmotiv. Og sammenlign så med “Escape Route” lige bagefter: Igen er det primære actionmotiv i centrum, men nu i lidt højere tempo, så motivet antager en mere dynamisk karakter.
“The Truck” er igen et overdrevet fedt actioncue, hvor hele orkestret for alvor kommer i spil, mens “No Power/Night Attack” (nr. 16) blander spændings- og actionmusik på den helt karakteristiske måde, kun Goldsmith kunne gøre det på.
Cuet indeholder desuden et godt eksempel på Goldsmiths forkærlighed for skæve taktarter; hør blot den fantastiske spændingsmusik, der starter ved ca. 1:15.
Hovedtema afslutter
Efter det afsluttende spændingscue “Hide and Seek” (nr. 17), slutter det komplette, originale score med en instrumentalversion af hovedtemaet – “It’s A Long Road” (nr. 18). Her indledes hovedtemaet dog med en fremførelse af militærtemaet.
I filmen klippes der efter militærtemaet til sang-versionen af hovedtemaet, snarere end – som Goldsmith havde tiltænkt – at lade den instrumentale version udspille sig.
Intradas udgivelse af First Blood fra 2010 giver os imidlertid begge skæringer – instrumentaludgaven (med militærtemaet i starten) som nr. 18 og sangen som nr. 19.
Har aldrig lydt så godt
Den anden CD i 2010-udgivelsen indeholder, som tidligere nævnt, det oprindelige program af soundtracket, der kun er få minutter kortere end det komplette score.
Den oprindelige udgivelse indeholdt dog også redigeringer, som Goldsmith havde foretaget for at få albummet til at flyde bedre, ligesom albummet ikke præsenterede musikken i kronologisk rækkefølge.
Selvom det oprindelige album på nogle punkter kun er marginalt anderledes end det komplette score, vil jeg alligevel anbefale alle Goldsmith-fans at anskaffe sig Intradas 2010-version, også selvom de måtte have én af de tidligere udgivelser af scoret.
Lydkvaliteten er nemlig markant bedre, fordi Intrada havde held til at finde de oprindelige session masters. First Blood-scoret har ganske enkelt aldrig lydt så godt som på denne udgivelse.
Tre guldklumper
Derudover er der tre små guldklumper gemt til sidst på CD#2: Som nr. 12 ligger først en tidlig demo af “It’s A Long Road”, med en lidt anderledes tekst, spillet og sunget af Dan Hill, der også sang den endelige version, der høres på CD#1 nr. 18 og CD#2 nr. 1. Det er faktisk en ret sjov udgave af sangen, især når man kender den endelige version.
Som nr. 13 og 14 ligger dels musikken til Carolcos logo, også komponeret af Goldsmith, dels musikken til traileren for Rambo II. Traileren var fra sommeren 1984 og havde faktisk musik, komponeret af Goldsmith.
Det er både sjovt og interessant, fordi man i indledningen af trailermusikken tydeligt kan høre, at Goldsmith allerede var ved at gøre sig tanker om sit score til Rambo II. Dele af trailermusikken optræder således 1:1 i det endelige score til Rambo II.
Komplet mesterværk
Det er nok ikke nødvendigt at sige det, men skulle nogen være i tvivl, så anser jeg First Bloodfor at være et komplet mesterværk.
Ikke bare er det et formidabelt actionscore, bygget op omkring især ét centralt og virkelig alsidigt motiv, men Goldsmith formår også at humanisere John Rambo ved hjælp af de to fornemme temaer.
First Blood er da også et generelt særdeles velanset score blandt både filmmusikfans generelt og Goldsmith-fans specifikt.
Ikke desto mindre er der måske lidt en tendens til, at First Blood bliver en smule overset, klemt inde som det er mellem andre af Goldsmiths forrygende actionscores fra slutningen af 1970’erne, som f.eks. Capricorn One (1977) og The Swarm (1978), og den omgang totale action-bonanza, der er Rambo: First Blood Part II (1985).
Det er noget ufortjent, for First Blood står side om side med alle de nævnte scores, og lige hvad angår Rambo-serien er det altså her, det hele begyndte.
Nummerliste:
CD#1 – Complete Original Soundtrack:
1. Theme From First Blood (Pop Orchestra Version) (4:10)
2. Home Coming (2:25)
3. My Town (1:03)
4. Under Arrest (0:48)
5. The Razor (2:40)
6. A Head Start (1:06)
7. Hanging On (2:06)
8. Over The Cliff (1:29)
9. A Stitch In Time (1:02)
10. Mountain Hunt (4:56)
11. No Truce (0:43)
12. First Blood (4:49)
13. The Tunnel (3:29)
14. Escape Route (2:41)
15. The Truck (1:03)
16. No Power/Night Attack (2:51)
17. Hide And Seek (1:00)
18. It’s A Long Road (Instrumental) (3:27)
19. It’s A Long Road (Vocal: Dan Hill) (3:24)
Total spilletid: 45:12
CD#2 – Original 1982 Soundtrack Album:
1. It’s A Long Road (Vocal: Dan Hill) (3:25)
2. Escape Route (2:40)
3. First Blood (4:39)
4. The Tunnel (4:04)
5. Hanging On (3:29)
6. Home Coming (2:25)
7. Mountain Hunt (6:05)
8. My Town (1:59)
9. The Razor (3:11)
10. Over The Cliff (2:06)
11. It’s A Long Road (Instrumental) (3:00)
The Extras:
12. It’s A Long Road (Recording Session Piano/Vocal Demo) (3:21)
13. Carolco Logo (0:21)
14. Rambo (Special Summer 1984 Trailer) (1:17)
Total spilletid: 42:02
Samlet total spilletid: 85:14
Komponeret af: Jerry Goldsmith
Orkestrering: Arthur Morton
Dirigeret af: Jerry Goldsmith
Komponeret: 1982
Udgivet: 2010
Label: Intrada
Anmeldt i nr. 203 | 13/09/2022