Waterworld

Den 55-årige James Newton Howard er et forholdsvist nyt medlem af den ret eksklusive gruppe af mænd, der udgør Hollywoods absolutte A-klasse af filmkomponister.

Howard har komponeret filmmusik siden midten af firserne, men hans karriere begyndte for alvor at tage fart fra midten af halvfemserne, og samtidig med at han er blevet hyret til stadig større film, skærpes og forbedres hans evner til stadighed.

Erstatningsscore

Newton Howards karriere nåede sit hidtidige højdepunkt da han for nyligt erstattede Howard Shore som komponist på Peter Jacksons remake af King Kong (2005). Sjovt nok kom Newton Howard også til at komponere musikken til Waterworld (1995) fordi det første score, af Mark Isham, blev droppet.

Sandsynligvis gik tjansen så til Newton Howard, fordi han året før havde komponeret musikken til Wyatt Earp (instrueret af Lawrence Kasdan), hvor Costner også spillede hovedrollen. Costner spillede, som det vil være de fleste bekendt, også en meget stor rolle bag kameraet på Waterworld, foruden at være hovedrolleindehaveren.

Musikken til Waterworld er komponeret for symfoniorkester, diverse synthesizere og kor, og er som sådan typisk for Newton Howard, der ér en af de relativt få komponister, som brillerer i at blande orkester og synthesizere uden at resultatet bliver noget frygtelig rod (John Powell er én af de andre). Dog lykkedes det ikke altid til UG på Waterworld, men i store træk af kombinationen af orkester og synth glimrende gennemført.

To typer numre

I virkeligheden kan man skelne mellem to forskellige typer numre på scoret: en række, der er helt domineret af synthesizere med minimal anvendelse af orkester og så de hektiske actioncues, der er domineret af orkester, med varierende anvendelse af synthesizere.

Eksempler på den første type er f.eks. nr. 1, “Main Titles” og det ret smukke “Swimming” (nr. 6) – Howard nøjes ikke med at anvende synthesizerne til rene soundscapes, men anvender også deciderede synthesizede instrumenter, herunder hvad der lyder som en shakuhachi, og som giver scoret en vis orientalsk indflydelse på enkelte steder. På ét nummer, “Haircuts” (nr. 18), anvendes endog en synthesizet didgeridoo! Det er i øvrigt muligt at de lettere orientalske elementer er rester af Ishams vragede score, da det ifølge rygterne blev kasseret netop fordi det lød for orientalsk.

De synthdominerede numre bliver af og til en smule kedelige og stillestående, men der er små perler iblandt dem, som man ikke må overse. Mere imponerende er dog de overvejende symfoniske action-numre såsom “Smokers Sighted” (nr. 5), “The Skyboat” (nr. 7) og scorets måske bedste enkeltnummer, “Deacon’s Speech” (nr. 17).

Højlydt og bombastisk action

Actionnumrene er generelt både højlydte og bombastiske, og Newton Howards talent for symfonisk komposition skinner tydeligt igennem, også selv om man i mange af numrene kan høre en vis grad af indflydelse fra andre komponisters arbejde, bl.a. James Horner og Alan Silestri. Sidstnævnte især i den udstrakte brug af lilletrommer, og de af og til meget insisterende udbrud eller punktueringer, som orkestret kommer med.

Som sådan kan man fremføre den anke, at Waterworld ikke viser Newton Howards helt egen stemme som komponist. Årsagen til dette er uvis, men måske er det fordi Howard blev hyret så sent som han gjorde. Trods dette er der dog også bittesmå antydninger af både tidligere og senere scores fra Newton Howards hånd.

Synth- og orkesterblandingen minder meget om komponistens eget score til The Fugitive (1993), og et enkelt sted hører man klart et motiv, som dukker op igen på Howards fine score til M. Night Shyamalans Signs (2002). Et andet sted er der antydninger, der peger frem mod den atmosfæriske musik til The Devil’s Advocate (1997).

Selv om det hist og her lyder som om Newton Howard har ladet sig inspirere lidt af andre komponister, må man omvendt også påpege hvor store ligheder der er mellem Waterworld og John Debneys langt overlegne score til Cutthroat Island, som fik premiere i et halvt år senere – man mistænker næsten Debney for at have lyttet til Waterworld. Her menes der især i anvendelse af koret, hvor der er påfaldende stilistiske sammenfald.

Mickey Mousing

En anden mindre anke mod action-numrene på Waterworld-scoret er, at de ikke kan undsige sig for at indeholde en hel del tempo- og stilskift. Det er det, der i fagsproget kaldes “Mickey Mousing”, og som afspejler, at musikken følger filmens handling meget nøje – altså med en lang række synch-points undervejs. Det gør sig i særdeleshed gældende på det i øvrigt udmærkede action-nummer “Slide for Life” (nr. 13), og kan virke distraherende i længden.

Musikken består overvejende af underscore, men der er et par temaer – hovedteamet høres adskillige gange, men ofte subtilt indvævet i de enkelte cues og tilmed også for det meste i en uudviklet version, så musikken i høj grad mangler et klart og tydeligt tematisk element til at binde det hele sammen. En fuldt udviklet version af hovedtemaet, som er udmærket uden dog at være noget særligt, hører man første gang i “Escaping the Smokers” (nr. 2), men bl.a. også i det sidste nummer, “Main Credits” (24).

Imponerende erstatningsscore

Blandingen af synth-dominerede og orkesterdominerede numre er medvirkende til at gøre albummet til en noget ujævn lytteoplevelse, og med en samlet spilletid på lige knap en time og ti minutter er albummet måske også en anelse på den lange side. Imidlertid burde actionnumrene appellere til alle fans af symfonisk actionmusik, og som sagt er der også godbidder blandt de rent synthesizede numre. Og så er det jo heldigvis sådan, at man kan programmere sin CD-afspiller til at springe over de numre, man måske ikke bryder sig så meget om.

Taget i betragtning, at Newton Howard komponerede dette score på afbud og på kort tid, er det i hvert fald et imponerende stykke arbejde, og hvis man er fan af komponisten bør det indgå i samlingen, hvis man kan finde det. Desværre er albummet udsolgt fra pladeforlaget og efterhånden svært at finde. Det dukker dog af og til op i musikantikvariater på nettet, især de udenlandske, så helt umuligt burde det ikke være.

Nummerliste:
1. Main Titles (4:50)
2. Escaping the Smokers (3:56)
3. The Atoll (1:48)
4. Prodigal Child (2:01)
5. Smokers Sighted (2:15)
6. Swimming (4:18)
7. The Skyboat (4:01)
8. National Geographics (1:53)
9. Speargun (1:50)
10. The Bubble (3:29)
11. Helen Frees The Mariner (3:33)
12. Helen Sews (0:56)
13. Slide For Life (4:57)
14. Half An Hour (4:41)
15. We’re Gonna Die (2:08)
16. Arriving At The Deez (4:33)
17. Deacon’s Speech (3:58)
18. Haircuts (1:37)
19. Gills (2:05)
20. Why Aren’t You Rowing? (2:45)
21. Balloon Flight (0:53)
22. Dry Land (1:54)
23. Mariner’s Goodbye (3:21)
24. Main Credits (2:18)

Total spilletid: 70:10

Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006