Blood Brothers

Bemærk, denne anmeldelse indeholder spoilers!

Blood Brothers er en scenarieantologi til Call of Cthulhu (CoC), udgivet af Chaosium i 1990. I modsætning til langt de fleste af Chaosiums CoC-udgivelser udmærker Blood Brothers sig ved udelukkende at indeholde scenarier, der ikke er knyttet til Cthulhu-mytologien. Desuden er hovedparten af en natur, der ikke lægger op til særligt seriøst rollespil.

Homage til horrorfilm

Årsagen er, at de alle er skrevet som en homage til en bestemt type filmmonster eller gyserfilmsgenre, hvilket de fleste af forfatterne har valgt at gøre med en solid “tongue-in-cheek”-holdning. Det betyder, at der spilles op til klassiske gyserklichéer, og mængden af kliché gør nok, at de færreste spilledere eller spillere vil kunne tage mange af scenarierne alvorligt.

Enkelte er dog både velskrevne og forsøger at angribe temaet fra en ny vinkel, hvilket gør, at de som genre-scenarier både kan være ganske virkningsfulde, samtidig med at de kan spilles uden at lægge direkte op til morsomheder. Nogle af historierne kan desuden uden problemer omplantes til traditionel Mythos-baseret CoC.

Der er i alt 13 scenarier i den 144 sider lange bog, så de fleste er så korte at de burde kunne spilles på én session eller i hvert fald to, hvis spillederen ikke udbygger dem alt for meget. Nogle af dem er dog så skitseagtige, at de kan have godt af at blive polstret lidt med noget mere materiale.

I hvert scenarie er der en tekstboks med en kort beskrivelse af den type film, de er inspireret af, og som også beskriver de klichéer filmene typisk byder på, samt en kort liste med film, som spillederen passende kunne se som inspiration. Man må også sige, at bogen kommer fint omkring de fleste klassiske gyserfilmsgenrer og -monstre.

Haunted house og vampyrer

Alle scenarierne er skrevet til præ-genererede spilpersoner, der er lavet så de har en god undskyldning for at tage del i løjerne. I nogle tilfælde er spilpersonerne med vilje meget klichéfyldte, men de er også skrevet så de forskellige personer nemt kan spilles op (og i nogle tilfælde ud) mod hinanden. Samtidig er det ikke helt umuligt for spillederen at tillade andre spilpersoner, selv om det ikke anbefales i bogen.

Uncle Timothy’s Will (af Keith Herber) tager i udgangspunktet i de klassiske “haunted house”-film, omend scenariet giver genren et lille twist ved at lade skurken være noget mindre æterisk. Scenariet blev faktisk i sin tid oversat (og noget modificeret, så det indeholder Mythos-elementer) til dansk af Poul Hartvigson, og kom i Rollespilsmagasinet Saga nr. 4 i 1990 med titlen En Enkelt Klausul.

På klassisk vis er spilpersonerne samlet fordi onklens testamente skal læses op, men en klausul lyder, at de alle må tilbringe natten i hans gamle hus for at få del i kagen. Det går selvfølgelig ikke stille for sig!

I Oath of Blood (af Sam Shirley) er det vampyrer, der er i centrum. Scenariet foregår i New York i slutningen af 1920’erne. Spilpersonerne er Mafia-enforcers, der fanges i en bandekrig, hvor den ene af banderne er vampyrer!

Teatralske galninge og dinosaurer

Nemesis Strikes (af Kevin A. Ross), der også foregår i New York i 1920’erne, er et af antologiens bedste scenarier, og tager udgangspunkt i det forfatteren kalder “Theatrical Madmen”-genren (bedst eksemplificeret ved Phantom of the Opera). Selv om udførslen er klichéfyldt, er idéen rigtig god: den forsmåede skurk myrder sine fjender med inspiration fra de ni klassiske muser, og vil i dag kunne spilles som en slags variant af David Finchers fremragende Se7en fra 1995.

Da scenariet er fem år yngre end filmen, er Nemesis Strikes i sagens natur ikke inspireret af Se7en, og tonen er da også en del mere teatralsk. Idéen kan sagtens modificeres til et scenarie, der tager idéen langt mere alvorligt.

The Land That Time Ignored (af Gregory Detwiler og John B. Monroe) er inspireret af klassikere som The Lost World (1925) og King Kong (1933), og idéen er, at der i Sydamerikas jungle er et område, hvor der stadig lever dinosaurer og hulemænd. Konceptet er så grinagtigt, at scenariet ikke vil kunne spilles seriøst, og det er et af de mest humoristisk formulerede i bogen. Det er sjov læsning, men næppe særlig godt at spille.

Mumier og morderiske dukker

The Mummy’s Bride (af John Scott Clegg og John B. Monroe) handler, ikke overraskende, om mumier. Scenariet foregår i Ægypten i 1930’erne, og er en anelse mere liberal i forhold til sine forbilleder, bl.a. fordi ikke alle scenariets mumier fremstilles som monstre. Dette er også ét af de scenarier, der sagtens kunne foregå i en Mythos-bunden verden, hvis enkelte navne blev ændret. Det er ikke dårligt, men det udmærker sig heller ikke på nogen måde.

Der er en del mere kød på The Dollmaker (af Geoff Gillan), der bygger på de relativt få film, der handler om dukker, der kommer til live og som selvfølgelig altid er morderiske. I The Dollmaker er det dog ikke bare én dukke, men en stor mængde af dem, og der er også både mannequiner og legetøjssoldater på spil.

Scenariet, der foregår i London i slutningen af 1930’erne, er et af de længere, og hvis spillerne kan se igennem fingre med Chucky-konceptet (fra filmen Child’s Play fra 1988 og dens mange efterfølgere), så er det faktisk også ét af de bedre.

Nazidværgshamaner og gale videnskabsmænd

Ancient Midget Nazi Shamans (af Barbara Manui og Chris Adams) er nok antologiens mest outrerede historie, foruden at have én af de sjoveste titler jeg kender på et rollespilsscenarie. Her er det gremlins, der er inspirationen, omend der ikke er tale om små grønne djævle som i Joe Dantes Gremlins fra 1984. I stedet er det pygmæ-hulemands-shamaner.

Hvordan nazielementet kommer ind i titlen er en anden historie, men scenariet foregår for størstedelens vedkommende i en forstad til Chicago i 1947, selv om prologen udspiller sig under 2. Verdenskrig. Ancient Midget Nazi Shamans er måske ikke antologiens absolut latterligste scenarie, men det er tæt på (alene titlen gør sin del). Til gengæld kan man sikkert få en absolut morsom aften ud af det!

Honeymoon In Hell (af Marcus L. Rowland) er et “Mad Scientist”-scenarie, der foregår I Florida Everglades i slutningen af 1940’erne. Historien virker absolut inspireret af Stuart Gordons Re-Animator (1985), der da også er på listen over film, som spillederen kan lade sig inspirere af. Med en smule god vilje kan det sagtens spilles relativt seriøst, da skurken er blandt de mindre teatralske gale videnskabsmænd, man er stødt på.

Zombier og varulve

Dead on Arrival (af John B. Monroe), er sat i 1982, som en rendyrket hyldest til zombiegenren. Spilpersonerne havner ved et tilfælde i en lille by, der netop er blevet overrendt af levende døde, og hele scenariet er én langt jagtsekvens, hvor de må forsøge at slippe ud af byen med zombierne i hælene. Som flere af scenarierne er Dead on Arrival forsynet med en lille filmisk epilog, som spillederen kan benytte sig af, og som helt i forbilledernes ånd ikke giver historien nogen ægte forløsning.

The Swarming (af Tony Hickie og John B. Monroe), som foregår i 1981, er et varulvescenarie, der også byder på en lettere twist af plottet fra de fleste varulvefilm, hvor det som oftest kun er én varulv, der er på spil. Som også titlen er plottet inspireret af Joe Dantes The Howling fra 1981.

I The Swarming jager varulvene i flok, og spilpersonerne havner midt i en mildest talt bloddryppende affære. Scenariet er udmærket skruet sammen, atmosfærisk skrevet, og blandt bogens bedre. Forfatterne har desuden holdt pokerfjæset bedre end mange af de andre, med det resultat at The Swarming måske er antologiens mest regulære og almindelige scenarie.

Fiskemænd og druider – og et rummonster som rosinen i pølseenden

Spawn of the Deep (af Michael Szymanski) foregår også i 1980’erne, og er egentlig et ganske glimrende fiskemandsscenarie, og inspirationskilden her er naturligvis især Creature from the Black Lagoon (1954).

Imidlertid kan scenariets monstre for så vidt uden problemer ændres til Deep Ones og bygges ind i en Mythos-baseret CoC-kampagne. Her må spilpersonerne finde en gruppe kidnappede piger inden det er for sent, idet pigerne ellers bliver anvendt som rugemaskiner for fiskemændenes afkom (der spores også klar inspiration fra Alien-filmene).

Trick or Treat (af Scott Aniolowski) er ikke et af de bedste scenarier i bogen, hvilket måske skyldes at forfatteren i høj grad forråder sine inspirationskilder med det resultat, at historien kommer til at virke temmelig udvandet. Scenariet slås op som inspireret af film om sataniske eller hedenske kulter, og fokuserer på en druide.

I boksen, der forklarer om de filmiske forbilleder, undskyldes der med, at et i høj grad ateistisk publikum vil have nemmere ved at acceptere druider og andre hedenske kulter end et scenarie, der tager direkte udgangspunkt i en kristen tradition.

Det mener jeg i høj grad er en misforståelse, ligesom jeg også mener det er helt forkert når der i boksen står at The Exorcist (1973) var den sidste film af betydning, der handlede om Satan og om Guds magt. Scenariet, der foregår i 1980’erne, omhandler en druide, der har overført sin sjæl til et stort egetræ, og nu er ude på at myrde en række personer, hvilket han gør igennem et animeret fugleskræmsel. Trick or Treat er ikke decideret dårligt, men det har mindre med sine forbilleder at gøre end andre af scenarierne i bogen.

Horror Planet (af Fred Behrendt) afslutter bogen, men desværre ikke på en særlig god måde. Historien foregår i en nær fremtid, hvor spilpersonerne ved et uheld teleporteres ud på et rumskib meget langt væk fra jorden sammen med et ubehageligt rummonster, der lever som snylter på andre væsner.

Historien lyder måske umiddelbart inspireret af Ridley Scotts Alien (1979) eller Carpenters The Thing (1982), men er det faktisk ikke så meget som det lyder. Science fiction-aspektet synes nemlig at have taget overhånd hos forfatteren, der koncentrerer sig mere om teknologi og rumskibsbeskrivelser end om at fortælle en historie.

Overvejende positivt indtryk

Det er en række kvalitativt svingende scenarier man præsenteres for i Blood Brothers, og antologien er blevet svær at finde i dag. Overvejende sidder man imidlertid tilbage med et positivt indtryk. På nær nogle få svipsere og overlagt latterlige scenarier (her især The Land That Time Ignored og Ancient Midget Nazi Shamans) er der forbløffende meget kød på mange af historierne, selv om de fleste kunne have godt af at blive polstret lidt. En del af historierne bærer desuden præg af primært at være en række scener, som spilpersonerne blot skal trækkes igennem.

Blandt de særligt positive overraskelser kan især nævnes Nemesis Strikes, The Swarming og Spawn of the Deep, der alle kan udnyttes rigtig godt, og også The Dollmaker og Honeymoon In Hell er på sin vis udmærkede.

Man kan naturligvis også vælge at køre alle scenarierne sådan som de utvivlsomt er ment, og bruge dem til en sjov aften med masser af grin og popcorn undervejs. Personligt mener jeg dog, at det ville være spild af nogle ganske udmærkede idéer, der kan udnyttes bedre end bogen lægger op til, men det er jo en smagssag.

Under alle omstændigheder er der efter min mening kød nok på så mange scenarier i bogen, at man ikke bør undlade at kigge nærmere på den, hvis man får mulighed for at købe den til en fornuftig pris. Om ikke andet får man nogle gode grin undervejs når man læser de tretten scenarier, og alene forsiden, hvor man ser Great Cthulhu i Leatherface-outfit er næsten alle pengene værd!

Anmeldt i nr. 3 | 13/01/2006

Stikord: Dinosaurer, Dukker, Gale Videnskabsmænd, Haunted House, Havet, Hedenskab, Mumier, Naziskurke, Okkultisme, Rummet, Rumskibe, Rumvæsner, Sydamerika, Vampyrer, Varulve, Zombier