Meet the Feebles

Hvis man syntes, at Peter Jacksons første film, Bad Taste (1987), var outreret – især set i forhold til hans senere film såsom The Lord of the Rings (2001-2003) – ja, så skal man ikke forvente at blive beroliget af instruktørens anden film.

Meet the Feebles er en skingrende vanvittig sorthumoristisk komedie om livet bag scenerne hos varietégruppen The Feebles. Indtil videre lyder det sådan set meget regulært, men dér hvor Meet The Feebles pludselig bliver virkelig langt ude er, at det hele er lavet med dukker!

Muppet Show på stoffer

Meet the Feebles er blevet beskrevet som Muppet Show på stoffer, og det er en rammende betegnelse, men på nær dukkerne har de to meget lidt med hinanden at gøre. Meet the Feebles er så afgjort en voksenfilm, og hovedpersonerne er, på nær nogle ganske få, ubehagelige, ondskabsfulde og irriterende.

Varietéchefen Bletch er hvalros, og når han ikke hakker på den bøssede instruktør Sebastian (der er en ræv), så horer han med to af showets stjerner, handler med narko og fungerer som producent af de pornofilm, som rotten Trevor producerer i teatrets kælder. Bletchs to kvinder er den fallerede stjerne Heidi (et næsehorn), som han i virkeligheden hader, fordi hun er blevet fed, og katten Samantha, som han er ved at køre i position til at overtage Heidis rolle.

Kaninen Harry gør som kaniner nu engang gør, og boller til højre og venstre, knivkasteren Wynyard (en frø) er junkie efter sin traumatiserende tid i Vietnam, og elefanten Sidney er i problemer med en faderskabssag – og her må det nævnes, at den forsmåede kvinde er en høne!

I hele molevitten er der kun få lysglimt: ved filmens begyndelse ankommer det uskyldige pindsvin Robert, der lige er blevet ansat på varietéen, og han forelsker sig i pudlen Lucille, der også er ny. Regissøren Arthur (en orm) er også én af stedets få venlige sjæle, men de positive elementer er oppe mod mange brodne kar, og det hele overvåges med glinsende øjne af fluen (der bare kaldes The Fly), som er reporter for et sladderblad, og holder til på toilettet, hvor han af og til mæsker sig med lidt afføring.

Latrinær, vulgær og bizar

Lyder det grotesk? You ain’t seen nothin’ yet! For Meet the Feebles lader sig ikke beskrive med ord. Filmen er på alle punkter langt ude, latrinær, vulgær og bizar, og man skal faktisk se det, før man tror det.

Netop disse ord har været brugt for at beskrive filmen negativt, men efter min mening er Meet the Feebles en glimrende film, som netop lykkes i kraft af sin lyst til at frastøde og forarge.

Budgettet har ikke været særlig højt, og hovedparten skal være kommet fra fortjenesterne fra Jacksons første film, Bad Taste. Resten blev finansieret af The New Zealand Film Commission, der også co-finansierede Bad Taste.

Det lave budget skinner igennem på næsten alle områder: Dukkerne er forholdsvis groft fremstillet og er vildt forskellige. Nogle outfits er lavet, så der kunne være mennesker indeni, de mindre er lavet som hånddukker; nogle ligner forbillederne fra The Muppet Show meget godt, men alle er ekstreme karikaturer på de enkelte dyr.

Hverken lyssætning eller musik er heller noget at råbe hurra for, men den skumle lyssætning bidrager dog til den sleazede atmosfære på teatret. Værre er det, at kun få af filmens sange fungerer specielt godt, og underlægningsmusikken af Peter Dasent virker heller ikke specielt godt.

Det betyder i sidste ende ikke det helt store, for det der får filmen til at fungere, er den lange perlerække af sindssyge optrin. Handlingen er tynd, og ligesom det var tilfældet med Bad Taste synes Meet the Feebles mere at være en række tableauer, bundet sammen af en minimal historie.

Arketyper

Man kan nok ikke slippe afsted med at kalde Meet the Feebles en rendyrket satire, for selv om der bestemt er satiriske elementer i skildringen af de egocentriske varietékunstnere, så er det mere de forskellige arketyper, der bærer filmen: halvtidsgangsteren Bletch, den bøssede instruktør, den selvoptagede og fallerede stjerne, junkien, den slimede rotte, Bletchs intrigante elskerinde osv.

Nogle scener er fremragende gennemført og umanérligt sjove, mens andre falder til jorden. En enkelt rendyrket spoof-scene bliver det også til, da junkie-frøen Wynyard fortæller Robert om sine oplevelser i Vietnam: her spoofes både First Blood (1982) og The Deer Hunter (1978), og det er virkelig morsomt.

Jackson samler holdet

Kigger man på filmens credits er det lidt morsomt at se, at Jackson allerede med Meet the Feebles var begyndt at samle noget af det hold, der senere skulle stå bag The Lord of the Rings og flere af hans andre film.

Fran Walsh (Jacksons kone) er her med som manuskriptforfatter (hvilket hun har været på alle Jacksons film siden denne), filmen er klippet af Jamie Selkirk (der også klippede Bad Taste og senere The Return of the King fra 2003) og Richard Taylor, som på The Lord of the Rings blev ansvarlig for make up, var dukkemager på Meet the Feebles. Der er næppe mange af dem, der havde forudset deres megabudget på The Lord of the Rings blot små ti år senere.

Om man synes Meet the Feebles er sjov eller bare vulgær er helt klart en smagssag, og de, der ikke er til den mere latrinære form for humor bør nok gå i en stor bue uden om filmen. Men hvis man bare af og til kan grine af den slags lavpandede komik, så er Meet the Feebles en lille perle. Det hele er lavet med en total foragt for god tone, og alene ligheden med The Muppets er sikkert nok til at forarge nogen.

Fra denne anmelder skal der dog ikke lyde andet end roser til Meet the Feebles, for det er denne type film der er brug for af og til for at give folk det filmiske svar på et hak over skinnebenet!

Anmeldt i nr. 3 | 13/01/2006

Stikord: Dukkefilm