Tremors II: Aftershocks

De glubske kæmpeorme, der hjemsøgte den lille by Perfection i den oprindelige Tremors (Ormen) fra 1990 vender tilbage i Tremors II: Aftershocks (Ormen 2), denne gang på et oliefelt i Mexico. Adskillige arbejdere er blevet spist, og for at få ormene udryddet henvender det mexicanske olieselskab sig til en ekspert: Earl Bassett (Fred Ward), en af mændene der reddede dagen i den første film.

Graboids!

Earl er blevet hængende i Perfection og har ikke formået at udnytte sin berømmelse fra det første ormeangreb til at tjene nogle penge, så han siger modstræbende ja til olieselskabets tilbud om 50000 dollars per dræbt “graboid”, som ormene blev døbt i etteren.

Kevin Bacon, der spillede Earls makker Val i den første film, havde åbenbart ikke lyst til at medvirke i fortsættelsen (der i øvrigt er produceret direkte til videomarkedet), så Earl udstyres i stedet med en anden sidekick, Grady Hoover, spillet af den både før og siden nærmest ukendte Christopher Gartin.

De to tager til Mexico, hvor de i øvrigt møder den kvindelige geolog Kate Reilly (Helen Shaver), som Earl har et godt øje til. Earl og Grady tager fat på monsterjagten, godt udstyret med grej (herunder dynamit) fra den mexicanske hær, men da det går op for dem, at de måske alligevel har brug for hjælp, kontakter Earl sin gamle ven fra Perfection, overlevelsesfanatikeren og våbenfetichisten Burt Gummer (Michael Gross).

Indtil omkring halvvejs i filmen går alt efter planen, men så sker der noget: ormene begynder at føde muteret afkom, der har ben og kan færdes hurtigt over jorden. Selv om de nye monstre er meget mindre end de store orme, er de alligevel særdeles glubske, og pludselig er Earl, Grady og Burt i defensiven.

Mindre charme

Tremors II: Aftershocks er i alt væsentligt produceret af det samme hold, der stod bag den første film. Brent Maddock og S.S. Wilson står igen bag manuskriptet, men Ron Underwood, der instruerede den første film, har overladt instruktørstolen til S.S. Wilson, og i stedet indtaget rollen som executive producer.

Wilson afvikler historien nogenlunde ligesom Underwood gjorde det i den første film: lige ud ad landevejen og uden svinkeærinder, men Tremors II mangler en hel del af den charme, som den oprindelige film besad. Samtidig kender vi jo historien allerede, og det er først da ormene muterer cirka midtvejs i filmen, at det for alvor bliver underholdende.

Samspillet mellem Fred Ward og Christopher Gartin er okay, men slet ikke nær så oplagt som det var mellem Ward og Kevin Bacon i etteren. Til alt held fik producerne Michael Gross overtalt til at vende tilbage som Burt Gummer, og Gross stjæler billedet i alle de scener han er med i. Gummer-figuren er akkurat lige så underholdende i toeren som han var i etteren, og man ærgrer sig næsten over, at Burt ikke er filmens hovedperson. Og det blev han da også fra film nummer tre, Tremors 3: Back to Perfection fra 2001.

Dødfødt uden Gross

Som tilfældet var med etteren er Tremors II en gyserkomedie, med vægten på komediedelen. Der er ikke meget gys i filmen, på nær et par milde splattereffekter og en enkelt chokeffekt hist og her, men dette til trods er Tremors II da en moderat underholdende opfølger til den veloplagte etter. Helt så god som den første film er den bare ikke.

Havde det ikke været for Michael Gross som Burt Gummer, havde filmen nok i virkeligheden været dødfødt, for hovedparten af de gode idéer blev tydeligvis brændt af i den første film. Manuskriptforfatterne har været nødt til at komme på den drastiske idé med de muterede orme for at sikre sig at filmen ikke blev en fuldstændig gentagelse af etteren, men dermed ryger noget af den første films charme også ud med badevandet.

Selv om det først er da ormene ændrer sig, at Tremors II virkelig kommer op i omdrejninger er det nemlig også cirka dér, at filmen mister en del af den charme, der trods alt stadig var intakt fra etteren. Der er nemlig meget langt fra de store sultne orm, der hærgede i den første film og halvdelen af toeren, og så til de små, hurtige monstre, der pludselig dukker op i anden halvdel af filmen. Derfra er det lidt som om man ser en helt anden film.

Helt ude i hampen

Skuespillet er helt ude i hampen og karaktererne er fladere end et strygebræt, men det er ikke for skuespillet man skal se en film som Tremors. Bag filmens effekter står igen Tom Woodruff, Jr. og Alec Gillis, og de har igen gjort et udmærket arbejde. Kæmpeormene ligner sig selv, og de små monstre der dukket op i anden halvdel af filmen, er udmærket lavet med anvendelse af en del CGI.

Har man set den første Tremors og moret sig over den, er der en god sandsynlighed for, at man også vil finde toeren moderat underholdende. Man skal bare skrue ned for forventningerne, og så ellers i øvrigt bare nyde Michael Gross når han dukker op med sine 2,5 tons sprængstof, elefantbøsser, megarifler og andet godt.

Anmeldt i nr. 2 | 13/12/2005

Stikord: Kæmpemonstre